Jørgen Vestergaard: Hanstholm
Jørgen Vestergaard er en af dansk dokumentarfilms absolutte hædersmænd. Det er altid i orden, hvad han leverer. Fine, varme beskrivelser af mennesker udenfor hovedstaden og af miljøer, som vi københavnere ser alt for lidt til. Nu drejer det sig om Hanstholm, som instruktøren har lavet en halv time lang film om med titlen “Hanstholm – historien om en havn”. Arkiv, interviews, nutidige optagelser – som sædvanligt lavet af Orla Nielsen – og en nænsom speak, som tager os ved hånden.
Det er alt sammen gedigen oplysning og når man så ovenikøbet på samme dvd får (instruktørens beskedne ord) “fire ældre film om Hanstholm” med som bonusmateriale, så er der også tid til lidt sød dansk dokumentarfilmhistorie.
Lad mig nævne to af dem: “Vagt ved havet” fra 1965, produceret for Dansk Kulturfilm, vidunderligt fotograferet af Lennart Steen og “Havnen”, det 10 minutter lange øjebliksbillede fra 1967, ligeledes med Steen bag kameraet. Produceret for Kortfilmrådet. Oh, disse smukke sort-hvide billeder.
For folk der ikke har denne professionelle skavank er denne dvd et flot lille stykke danmarkshistorie med et vedlagt hæfte, der giver baggrundsinformation.
Salg og distribution: Forlaget Knakken, 7700 Thisted. E-mail: arkiv@thisted-bibliotek.dk
PS. I øvrigt ligger der 15 af instruktørens øvrige film i DFI’s katalog: www.dfi.dk eller direkte: http://www.dfi.dk/DfiKataloget/Instruktoerer/Instruktoer.htm?instruktoer=1423