Michael Noer: Vesterbro
Omsider har jeg fået mulighed for at se Julie og Martins kærligheds historie, og det er, ser jeg, århundredets kærlighedshistorie. I hvert fald endnu. Jeg er meget glad for den film og giver den fem penne i ren spontan glæde. Jeg må alligevel prøve at begrunde – sådan lidt efter lidt. Tænke mig om.
Filmen er fremragende fordi Julie er så sød (ja, det er jo usagligt), Martin er så øretæveindbydende (det er i hvert fald rigtigt), inspirationen fra Ghosts of Cité Soleil er brugt så smukt. Klipperen Adam Nielsen og Michael Noer balancerer de to karakterers udvikling selvfølgeligt naturligt så de, skønt han ikke bevæger sig og hun er i ekspresfart, mødes atter og atter: PLANG.. ja! hjertet oppe i halsen, pulsen bankende, tørheden i munden.. det er vildt spændende!
Filmen er fremragende fordi den går videre end cinéma vérité tradidionen, fordi den ikke blot er en skildring af virkelighed, men en virkelig konstruktion af selve viljen til liv personificeret i den unge kvinde som dokumentarisk karakter og ved hjælp af hendes lånte kamera. Hun filmer selv og sætter kameraet fra sig og filmer så også sig selv. Den vilje er den unge mands konstante udfordring.
Vesterbro er en forbløffende home movie, modig, munter, alvorlig, ærlig. Så klogt, så sofistikeret organiseret og fortalt fra klippebordet i den cinematografiske films tradition med indhold af biografisk drama. Lavet som direct cinema dagbog med samtaler og monologer og med en klar kunstnerisk attityde.
Michael Noer: Vesterbro, 2007. Klip: Adam Nielsen. Produceret af Copenhagen Bombay Productions 1, info@copenhagenbombay.com Foromtale: http://www.dfi.dk/tidsskriftetfilm/56/youtube.htm Deltog i Odense Film Festival 2008. Får så vidt vides biografpremiere september 2008.