Lars Movin: Jeg ville først finde sandheden
.. med undertitlen ”Rejser med Jon Bang Carlsen”. Læserne af denne tekst skal til start vide, at såvel Jon Bang Carlsen som Lars Movin i årtier/årevis har haft en høj stjerne hos undertegnede blogger. Jeg har i de 20 år, jeg var ansat i Statens Filmcentral skrevet og talt om Jon, jeg har givet grønt lys til de mange filmpjecer og –plakater, som blev lavet til hans film og jeg har indstillet flere af hans film til økonomisk støtte. Jeg har rejst med Jon til festivaler og vist hans film på filmskoler og seminarer. Alt sammen med glæde for Jon er sin generations vigtigste dokumentarist og har et velfortjent solidt internationalt ry.
Når det kommer til Lars Movin, har jeg altid betragtet ham som en fremragende kulturjournalist, som fornemt i og udenfor dagbladet Informations spalter er fulgt i Erik Thygesens fodspor med sin enorme viden om amerikansk underground. Han har skrevet om beatgenerationens kunstnere, han har nedfældet sine rejseindtryk – og han har været den danske filmkritiker og – skribent, som bedst har fulgt og beskrevet den nyere danske dokumentarfilm. Og han har selv lavet film. Hvilken energi og flid, har jeg tit tænkt om Lars Movin.
Og nu har de to rejst sammen til de steder, hvor Jons film er optaget for gennem samtaler at komme tættere på instruktørens måde at arbejde på og finde ud af sammenhængen mellem ”liv og værk, mellem biografi og fortælling”, som Lars formulerer det i sit forord.
Resultatet er blændende, den bedste filmbog jeg har læst i årevis – og lad den bibliotekaruddannede blogger med det samme også rose bogen som bog: 560 sider, velillustreret, med et detaljeret noteapparat, et navneregister og en kommenteret filmografi. Det er et imponerende arbejde, som her lægges frem af Lars Movin og bogen kan læses fra start til slut, eller man kan hoppe rundt i den og bruge den som opslagsværk.
”Rejsen til Amerika” hedder det første kapitel og her er de to på hjemmebane. Det bliver til afsnit om mesterværkerne ”En rig mand” og ”Hotel of the Stars”,
om spillefilmen ”Time Out”, der blev et nederlag for instruktøren med en af flere fejlcastings, som han efter eget udsagn har lavet i sin karriere. Samtidig taler de to om ”Just the Right Amount of Violence”, filmen som endnu ikke har haft dansk eller international premiere. Jon Bang Carlsen formulerer sig igen og igen, så man har lyst til at citere ham, og det er Movins fortjeneste at sætte de mange sprogblomster ind på de rette steder og trække tråde fra det ene udsagn til det næste.
Men måske er det kapitlet ”Sjælens grundlandskaber”, som er det mest centrale for forståelsen af, hvorfra Jon Bang Carlsens stof stammer. Det tætte og komplicerede forhold til moren, som han voksede op hos, skilsmissen, hendes selvmordsforsøg og det uafklarede forhold til faren. Familierne Bang og Carlsen og deres tilhørsforhold, Kyndeløse – ”i erindringen et mentalt landskab for Cubakrise, postskilsmisse og teenage-spleen”, som en billedtekst lyder (side 150). ”Livet vil leves – breve fra en mor” er vel den film, der kommer tættest på moren, jeg husker, hvor forbavsede vi blev i Statens Filmcentral, da morens breve blev læst af Bodil Kjer. Denne gang en perfekt casting!
Og så kapitlerne om de ”danske” film, ”Jenny” først og fremmest, men også ”En fisker i Hanstholm”, hvor tilblivelseshistorien i bogen giver bevis for Jons herlige evne for den sproglige anekdote. Jo, humor er der i bogen – og i ”How to Invent Reality” fra den irske periode, som i øvrigt er lidt tyndt beskrevet i forhold til de andre rejser, inklusiv sidste kapitel, hvor de to rejsende er i Sydafrika, som instruktøren har opholdt sig i gennem mange år og lavet mesterlige film som ”Addicted to Solitude”. Her finder de hovedpersonen fra denne film, Brenda, som i 1999 ikke vidste, hvor hendes mand var blevet af og i 2012 er blevet gift og har børn. I de sydafrikanske afsnit folder Lars Movin sig ud som den nøjagtigt observerende, smukt formulerende rejseforfatter, han er.
Jeg har ikke skrevet meget om Jon Bang Carlsens metode, den iscenesatte dokumentarisme, som det rejsende makkerpar vender tilbage til igen og igen. Det er godt formidlet, hvordan metoden er anvendt, hvordan instruktøren hele tiden prøver noget nyt og udfordrer sig selv: ”For mig handler det om at nulstille sig selv hver gang, man skal starte på et nyt projekt, og så pejle sig ind på, hvilken form der vil være brugbar denne gang” (side 188).
Der er masser af stof at blive klog på for den, der vil vide mere om at lave film og vil møde en instruktør, der har været ærligt tvivlende overfor hver ny opgave, har været (og er) stærkt produktiv, en visuel begavelse, et menneske der med en genert kejtethed altid har været i stand til at komme tæt på sine personer, der på den ene eller anden måde har indeholdt noget af ham selv. Men bogen kan også læses som en selvbiografisk rejsebog af den, der ikke er specielt interesseret i iscenesat dokumentarisme eller kender nøje til instruktørens værker.
Informations Forlag, 2012, vejledende pris: 349 kroner.
Kollega Allan Berg har skrevet flere tekster om Jon Bang Carlsens film: “Addicted to Solitude“, boksen “Trilogi+1“, “Jenny“, “Time Out“, “Carmen & Babyface“, “Purity Beats Everything” (skrevet af Tue Steen Müller), “Fugl Fønix“, “Jeg ville først finde sandheden“, “En fisker i Hanstholm“, “Livet vil leves“, “Baby Doll“, “Ofelia kommer til byen“.
