Sine Skibsholt: Dem vi var
Manden og kvinden forsøger i en træt tilgivelse at nå hinanden. Han er under rekonvalecens efter en voldsom hjerneblødning, hun er i forvejen overarbejdet i et samliv, hvor hun alene tager sig af de to børn og husholdningen og et lønarbejde. Han har til den frygtelige dag han falder om passet sin karriere, sit firma og familiens ekstraordinære økonomiske grundlag i et stort nyrenoveret hus. Den dag, hun fortvivlet ringer efter hjælp, begynder Dem vi var.
Filmen er bygget over mandens genoptræningsforløbs på alle måder vanskelige måneder i velordnede afsnit med en række øjebliksskildringer af iscenesatte begivenheder som møder med læger og plejepersonale og så særligt: samtaler mellem de to. Der kan være enkelte scener, som hviler på observerende kamera, men både han og hun er beundringsværdigt disciplinerede og medskabende i deres ekstemporerede gennemspil af den langvarige konfliktudviklings fine nuancer i replikker og bevægelser og stemningsskift. Den tekst kan de i hvert fald udenad. Et vigtigt andet lag i konstruktionen er en række steder, ofte i slutningen af en scene, hvor dialogen forsvinder, ikke altid fordi de to bliver tavse, men fordi Sine Skibsholt simpelthen fader dialogfilen ud mens musikken og vel lyddesignet i øvrigt fortsætter eller tager over. De gribende samtaler mellem ham og hende udvikler sig til de forsvinder i en fortvivlelsens magtkamp i en ulykkelig kurve, som bliver filmens storyline, en helt enkel fortælling om et ægteskab i almindelig krise…
Hjerneblødningen og den uhelbredelige hjerneskade er en stor og omfattende kendsgerning, der selvfølgelig danner en særlig og dominerende baggrund, men alligevel er det altså et ægteskab i en almindelig krise. Forskellen til andre ægteskaber i opløsning er at disse ægteskabers mænd og kvinder føler og handler på baggrunde uden denne dominerende enkeltsituation, som er sygdommen, de (det vil således sige vi, der ser filmen) har kriser, hvis årsager blot ikke er tydelige, som regel ikke erkendes. ”Det er ikke ham, det er hans hjerneskade, som siger sådan”, sådan trøster en sygeplejerske kvinden efter en af mandens brutalt sårende replikker. Som månederne går, som filmen skrider frem, som mandens førlighed bliver bedre og de glider længere og længere fra hinanden, tvivler jeg på at sygeplejersken har ret.
Kvinden er på et afgørende tidspunkt nødt til at sige til manden, at hun ikke vil have, at han kysser hende på munden. Hun elsker ham ikke mere. Men jeg venter på et mirakel, på et kærlighedens, på et erotikkens uventede gennembrud på ny. Men det sker ikke. Tilværelsens dramaturgi er en serie points of no return, filmen er én lang elegi i ét langt decrescendo. Det er et ægteskabs forsvindende dialog, som slutter i tavse scener i to adskilte boliger under indretning i to adskilte nye begyndelser. Men jeg leder ved de sidste scener endnu efter et ikke sygdomsforårsaget, et ikke psykologisk udredt grundlag for det gensidige kærlighedstab, finder det måske, når fremstillingen opgiver rationaliseringerne, når replikudvekslingen tones ud og jeg i de smukke tavse scener får mulighed for at tænke mit over filmens sådan var vi. Hvordan var de, da de var dem, de var? Hvordan var vi? Hvordan var jeg? Jeg er en mand uden hjerneskade, men er mit kærlighedsliv lykkedes?
Dem vi var er som socialrealistisk skildring i min læsning mere end en særlig fortælling om en hjerneskades indvirkning på et kærlighedsforhold, den er som en første begyndelse til en meget nutidig filmisk undersøgelse af ægteskabets, samlivets, , samlivets, forelskelsens, erotikkens, altså kærlighedens almindelige forvandlingsformer i moderne tid. Sådan tager jeg den i hvert fald til mig, og det gør ondt at se den film.
Sine Skibsholt: Dem vi var, Danmark 2016, 81 min. Filmen får DOXBIO premiere 20. april 2016 i 50 biografer landet over:
http://www.doxbio.dk/kob-billet/
Jeg giver den solide film 3 penne og én mere for mandens og kvindens beundringsværdige personlige dobbelte indsats, så i alt 4.
SYNOPSIS
Their life looks like that of so many others: Kristian and Mette Line met 12 years ago. They fell in love, travelled, and focused on their careers. Later ”you and me” became a family when they had their children, Celeste and Cyron. Two years ago they bought their dream house outside Copenhagen where they were supposed to live out their many dreams and ideas about life. But one day, 39-year-old Kristian collapses from a blood clot that destroys one third of his brain. The damage is irreversible, and life as they know it comes to an abrupt end.
Kristian spends the first year in intense rehabilitation so he can move back home. Mette Line supports him, remodels the house to accommodate Kristian’s new needs, takes care of the children and goes to work. At the same time, she struggles to recognise the man she married, because the brain damage has changed Kristian. And who are “we” when one of us is no longer there?
WHO WE WERE follows the young family during the first year after the fateful accident and is a portrait of love in the face of catastrophe. (Made In Copenhagen site)
