Chris Marker: Level 5 /2
Jeg bruger disse sene efterårsuger al min opmærksomme tid, som næsten alle dage er pinagtig sparsom, til at læse bøger, den ene efter den anden, fra begyndelse til slutning. I går kunne jeg mere end forventningsfuld hente Julie Mendels Relikvie. Og jeg begyndte langsomt forfra, og på side 5 stod der som det eneste et citat i kursiv: ” ‘A prayer slipped quietly into life without interrupting it’ – Fra filmen ‘Sans Soleil’ af Chris Marker”.
Jeg fik en tydelig dårlig samvittighed, jeg har jo disse mange, mange dage svigtet Chris Markers film, som jeg havde været i gang med at se på min langsomme måde og lige så tøvende lave notater til. Jeg var midt i hans Level 5 og havde derefter tænkt at gå i gang med netop Sans Soleil. Nu må jeg lade Relikvie ligge til jeg er færdig med Level 5 og i det mindste har genset Sans Soleil.
Så det blev således ikke ”om lidt” jeg skrev videre. Det bliver måske nu, som er noget senere, meget senere, jeg skriver. Jeg var sidst midt i titelsekvensen og jeg havde forstået, der i kvindens store indledende monolog ved siden af den essayistiske overvejelse om internettets virkelighed befinder sig en kærlighedshistorie. Kvinden siger videre i sin monolog i det samme billede, en collage af storbyoptagelser ved nat og lysende punkter og linjer i en computerskærm:
”… On that image we Neanderthals grafted our own visions our pitiful scraps of information. But none of us knows what a city is.” Så klippes der til Laura, og jeg ser, det er hende der taler, som bærer denne fortællestemme, denne lange replik. Hun fortsætter:
”This is the stuff you used to write…” Her kommer den hun taler til ind, et “you”, som er i handlingen, men som jo også kan være et skrivende publikum som identificerer sig, finder en at holde med. I handlingen er det hendes mand, hendes kollega og kæreste, tænker jeg, hendes stemmes blide og fortrolige tone får mig til at tænke det. Det er her kærlighedshedshistorien begynder.
”You wrote at night, late, sitting at the computer before you logged out. I’d find it in the morning when I logged in. You had been working at your game, I was about to work on my book. Computer at night, bar howls’ delight, computer in the morning in the morning, tomcat’s warning. We took it in turns, a shift for you, a shift for me, a shift for us both…”
Det var titelsekvensen. Nu klippes der til titelskiltet: “Catherine Belkhodja dans Level 5”. Nu ved jeg hvad kvinden hedder uden for filmen, og selvfølgelig får jeg lyst til at undersøge hvem hun er, finde ud af om hun havde relation til instruktøren, også uden for filmen. Og det styrkes af, at hun efter sin første undersøgelse af sin mands efterladte computerspil meddeler: ”… Jeg vil give Chris alt dette materiale”, og instruktøren kommer så her ind i filmen, på fotroligt fornavn, og herefter har jeg også instruktørens beretning som en del af fortællestemmen, og i min forsvinden i filmen, i min henrivelse, tænker jeg ikke på at instruktøren jo også har skrevet Belkhodjas del, at han tillige har konstrueret computerspillet.
Chris Marker lægger en i sit væsen nøgtern politisk, antropologisk, psykologisk og moralfilosofisk kommentar til det materiale, Catherine Belkhodjas mand har efterladt, som hun har fundet til ham og det udgør herefter et lag ved siden af Belkhodjas følsomme, naive, charmerende, ja, i hendes fremstilling aldeles gribende kærlighedserindring, en filmisk virkelighed, hvor hun hedder Laura får jeg på et tidspunkt at vide. Lauras eget lag og erkendelsesarbejde er at lære level 5 at kende, hun og hendes mand havde i en fortrolighedsleg inden hans død defineret level 1 og 2: ”In conversation, I still mention the levels we’d give people when someone came in and said I’m Catholic, Communist or Anarchist or some other bigotry we said ”Level One” and lough. When they were funnier or wittier we’d say ”Level Two”, but we never went higher…” Level 3-5 undersøger Laura herefter i dramaet, i scener som disse, som kunne hedde ”Papegøjens metode (efterligning), ”Parken med fuglene” (sprog) (FOTO), ”Selvmorderens opringning” (handling)”.
… ja, dette er og bliver føljeton, så jeg må nu skrive ”fortsættes”… læs eventuelt tidligere blogindlæg her: http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3946/
