


Emil Langballe: Petrolheads

Jeg havde set tre af Langballes tidligere film – hans engelske afgangsfilm “Beach Boy” som jeg så i St.Petersburg i 2014, den fortryllende “Q’s Barbershop” og senest “Theatre of Violence” – og kunne lide dem alle. Så forventningerne var høje, da jeg trykkede Start på min MacBook og jeg blev ikke skuffet. Tværtimod. Filmen var i “Main Competition” i nys overståede CPH:DOX og kunne såmænd godt have fået en pris, men feltet var hårdt. En pris for sin evne til at skabe et smukt og autentisk portræt af et venskab mellem de to benzinhoveder Martin og Casper. Som begge lever lidt udenfor “det normale”, som de gerne vil være en del af. Martin er adopteret og det samme gælder for Casper, som er født i Rumænien. Langballe filmer dem i bilen og på værkstedet og i den campingvogn, som står ved værkstedet. De er begge meget veltalende og reflekterende. Og fuld af følelser for hinanden.
Han kan sit filmsprog, Langballe, som bruger bilens mega-fart ned ad tomme skovveje som skilletegn for de mange fine scener mellem de to unge uadskillelige, som er væk fra hinanden, når Martin ryger ud i noget snavs. Stofmisbrug som Casper ikke vil være vidne til. Jeg er glad for at have set “Petrolheads” – du kan se den på festivalens Para:Dox, kig på hjemmesiden og på et eller andet tidpunkt kommer den på TV2.
Hvis I skal have et handlingsreferat så er der ét her – fra DFI’s hjemmeside:
“To helt særlige venner kører de danske landeveje tynde for at finde en brugt Honda Civic, der måske kan gøre livet bare lidt mere normalt.
Martins største drøm i livet er at være normal, men den drøm har han for længst opgivet. Som 9-årig fik han påvist en udfordrende cocktail af svære diagnoser, og nu er alt, hvad han ønsker sig, at blive den lykkelige ejer af en Honda Civic fra ‘94. Han deler sin altoverskyggende passion for motorer med sin bedste ven Casper. De bruger alle deres vågne timer på at spotte, køre og tale om biler, og de føler sig begge ekskluderede fra fællesskabet på grund af deres udfordringer. Kun når de sidder bag rattet, føler de sig normale. Sammen sætter de kursen mod en brugtvognsforhandler i Tyskland for at indfri Martins drøm om at blive bilejer. Men venskabet bliver sat på prøve af stofmisbrug, identitetstyveri og ikke mindst en nærdødsoplevelse. Med på bagsædet er filmskaber (og Martins storebror) Emil Langballe. Han har skabt en vaskeægte ‘buddy movie’: En både sjov, ægte og rørende film om et venskab, der bliver stående, når alt andet falder fra hinanden.”
Danmark, 2026, 77 mins.
❤️ ❤️ ❤️ ❤️❤️