Kasper Torsting: At beskytte en metode
Så er der svar på mine spørgsmål i forgårs til Kasper Torsting. Han skriver:
Diskussionen om hvorvidt mine film er lykkedes eller ej, om de er ‘tilfredsstillende’, er en snak jeg hverken vil eller kan gå ind i. Mine film er som mine børn, de er for mig ikke til debat. Jeg ser dem absolut ikke som perfekte, men jeg elsker dem ubetinget. At andre diskuterer mine film, ser jeg som et stort privilegie. Hvilken kunstner, hvilken fortæller ønsker ikke det. Derudover ser jeg det som et stort ansvar at delagtiggøre interesserede i de produktionelle- og kreative processer, der fører til den færdige film. Domsafsigelser lader jeg andre om. Men at konkludere at seerne har oplevet det som journalistiske værker, og at jeg derfor efterfølgende har ‘været nødt til’ at forklare, at det ikke var det jeg ville, er måske at sætte tingene lidt på spidsen. Jeg har en opfattelse af at en lille gruppe journalister og filminteresserede, har haft nogle meninger om måden mine film blev til på. Langt de fleste seere går ikke ind i den fag snak. De ser ‘bare’ fjernsyn. At det har fyldt en del i medielandskabet, handler vist bare om at denne begrænsede gruppe (journalisterne) har fri adgang til print. Men at det skulle være repræsentativt for den generelle stemning ude hos seerne, det tror jeg ikke.
Når jeg har valgt at indtræde i en debat, handler det ikke om at forsvare en film, men om at forklare og beskytte en metode…
… Jeg synes det er prisværdigt, at debatten om brugen af metoder og valg af genre, er kommet i kølvandet på bl.a. mine film om Søren Gade.
At nogen har set filmene som forfejlede, både journalistisk og/eller filmisk, synes jeg udelukkende handler om de briller der ser. Mine film har ikke ønsket at være hverken/eller. De er som de er, hverken mere eller mindre. De er begge resultatet af en lang række bevidste valg indholdsmæssigt og æstetisk. Jeg har tidligere lavet film af længere formater (Rocket Brothers og Solo), hvor det ‘filmiske’ ben driblede bolden alene. Men omvendt har jeg også tidligere arbejdet med mere journalistiske og rigide TV-formater (indslag til Dags Dato, DR dokumentarserie m.v.).
Nogle vil mene at mine film om Søren Gade lander mellem to stole. De har delvist ret. Jeg foretrækker dog billedet af, at være den lille grå pixel mellem hvid og sort. Det virker for nogle provokerende og forvirrende, at jeg ikke ‘melder kulør’. Jeg ser det dog dels som en lavpraktisk omstændighed, med den fortællemæssige ramme jeg får tildelt, størrelsen på budgettet, klippetid, materialets beskaffenhed og mine medarbejderes evner og talenter. Dels som et oprigtigt ønske om ikke at lade mig begrænse af gældende konventioner for, hvad man må og hvad man ikke må.
Og nu til svar på spørgsmålene:
1 – TV2´s sendeplan for maj er så vidt jeg er orienteret ikke nagelfast endnu. Som vi så med den sidste film, kan der opstå ting der pludselig ændrer sendeplanen. Der er altså ikke programsat noget endnu.
2 – Om jeg får mulighed for at lave en 3. film, beror på nødvendigheden af dette. Først og fremmest skal jeg undersøge om der ‘findes’ en 3. fortælling, som jeg personligt har lyst til lave. Det ville kræve noget nyt materiale. Hvilken form har det? Hvilket motiv har jeg for at lave det? Hvad vil det tilføje af nyt? I skrivende stund er jeg ret overbevist om, at TV2 ikke vil kaste flere midler efter det, med mindre jeg netop kommer med noget nyt.
3 – Skulle det alligevel komme dertil hvor der skal laves en 3. film, så ville det da være oplagt at lave en samlet fortælling, der trækker linjerne op ved hjælp af ‘det gamle’ materiale, udfylder nogle af de huller der findes, og adderer nye unikke optagelser fra en verden vi alle har en mening om, men som få for alvor kender.
Kasper Torsting
