Arunas Matelis: Wonderful Losers/ Poster

It’s not only because he is Danish… but also because it is such a good poster that reflects, what the film is about, the hard job that Chris Anker Sørensen (nickname in Danish: Oksen fra Hammel) and many others have as road bicycle riders. “Wonderful Losers” yes, who don’t give up easily. Arunas Matelis, the director of this already two times awarded film found a part of the dialogue that Sørensen has in the film with the doctors in the car that follows:

Doctor (in driving doctors car) : Ask him if he hit his head…   Did you hit your head? He’s not even answering! Hold on! – Do you have a problem?  
Sørensen (next to the car) : Just… I don’t remember anything.  
D: You don’t remember?
S: No. 
D: Does your head hurt?  Are you hurt? Stop! No, it doesn’t hurt very seriously, but he doesn’t remember anything.  
Hold on! Do you remember falling?
S: Yes… I fell… I remember…  
D: What? 
S: Only a small part…  
D: Do you remember only a small part? 
S: Yes, yes, yes.  
D: Can you see well or foggy? What about eyes? Can you see well?
S:  Yes, yes, well. I remember my name…
D:  Ok.
S:  I also remember my daughters… 
D: He remembers his daughters names. Good. If anything changes, if you feel sick, tell us! If you feel like vomiting… Well, he says he remembers what his daughters are called.  
… Arunas Matelis: About Chris Anker Sørensen – Although his role in the film is small, it is essential to me. When Mark Olexa captured him with his camera, I was convinced – I can do the film. Paradoxical as it may seem, the man keeps on pedalling even confused, having no recollection of falls, and maybe – the direction to where he’s going. He keeps on moving, never stops even for a little break to clean up the wounds or to reassure the doctors in the medical car that everything’s all right. All he remembers is his children’s names. This could only happen in a documentary!
Photographer Gintas Berzinskas, poster designer Justinas Dadonas.

Torben Skjødt Jensen: Væbnet med ord & vinger

Min første reaktion efter at have set filmen om Michael Strunge og hans tid i Øst for Paradis i Århus i aftes: Så omsider filmen, den er meget, meget smuk, et kærlighedsdigt over en biografi og et værk om det korte korte liv og om døden. Og i alt det om selveste kærligheden skrevet ind i en stor digtning, som jeg ene af alle i biografen ikke havde læst. Allerede dengang var jeg for gammel. Men nu hvor jeg omsider læser unge digtere er jeg herefter helt klar til den samlede Strunge.

Jeg har ikke set alle Torbens Skjødt Jensens film, men blandt dem jeg har set, er det måske den bedste… Der er meget at tænke over for mig, jeg har et par fikserede ideer, jeg skal have gjort op med, for det gjorde Torben Skjødt Jensen med sit monument af en film eftertrykkeligt mod mig undervejs, mens den voksede og voksede i konsekvens og dybde. Mere anmeldelse følger nødvendigvis…

Danmark, 2018, 106 min. Produceret af Picturewise Film / PostEdified Film. Distribution ved Another World Entertainment. I biograferne fra 11. januar. Filmkommentarens anbefaling og vurdering uden mindste tøven: 6/6.

https://www.facebook.com/performrecordshow/videos/ (trailer)

Helle Lyster: Daniels sidste chance

Jeg er blevet dybt optaget af en ny dansk tv-dokumentar, hvor Daniel Hvoldal som er sclerosepatient og hans kæreste Nelly Lisby Nielsen gennem otte måneder er fulgt af et filmhold til og fra og med Daniels egne kommentarer til sin mobiltelefons video som diskret deltagende, men så vigtige vignetter. Det er uafbrudt spændende og hele tiden vedkommende og brugbart. Det er smukkeste folkelige oplysning.

Dokumentarens erfarne redaktør Søren Slumstrup skildrede som tilrettelægger år tilbage sider af lægeverdenen og sundhedsvæsenet kompetent og kritisk, jeg skrev dengang: ”Søren Slumstrup er den venlige dræber, jernnæven i fløjlshandsken. Lægerne burde kende ham efterhånden, men de slemme blandt dem – denne lille ubehagelige gruppe, som han rydder op hos – følger vel ikke med i dette heller. De er så optaget af at tjene penge og dække sig ind, da de laver ulykke efter ulykke, ser det ud til. De øver sig ikke, de efteruddanner sig ikke, de lærer end ikke af deres fejl. Men Slumstrup er efter dem, ærligt inde i filmens billede, så venlig og flot – og tilbageholdende…”

Søren Slumstrup lavede altså på den måde i sin tid, da jeg som filmkonsulent for DFI i et midlertidigt samarbejde var i nærheden af ham og dokumentararbejdet i DR huset i Århus: Den hvide magt, 2004, Læger uden fejl, 2003, Helles sidste dage, 2002. Jeg oplevede tv-journalistikken som en forrygende og særdeles kompetent verden. Men jeg har ikke fulgt hans arbejde siden, har helt og holdent åbenbart været andre steder, hvad der også må fremgå af mine blogindlæg siden her på Filmkommentaren

Men nu ser jeg imidlertid at Slumstrup med den modsatte og lige så vigtige holdning som den begrundet kritiske, nemlig den folkelige oplysning på tilsvarende omhyggeligt videngrundlag som redaktør er involveret i en dokumentar, jeg af mange grunde vældig godt kan lide og som optager mig meget disse dage, Helle Lysters Daniels sidste chance. Her er lægerne og de sundhedsfaglige medvirkende i øvrigt de uangribelige, flittige, trænede, konstant uddannende sig og ærligt fejlerkendende, men uendeligt forebyggende disse… med alt dette altså filmens egentlige helte.

Den som Slumstrup på sin måde ligeledes erfarne Helle Lyster skildrede tilbage i 2008 for DR Dokumentar tre hjemvendte militærfolk udsendt til krige i Bosnien, Kosovo og Afghanistan, De hjemvendte, del 1, del 2 og del 3. Jeg hæftede mig dengang ved min optagethed af de tre medvirkende soldater og den enes kæreste, men var også klar over, at Lysters tackling af det sentimentale aspekt slet ikke bragte dette element under kontrol, og at hendes overvejelse ikke rummede selve tvivlen om det hele. Alt havde tilsyneladende i de tre små dokumentarer en forklaring og kun én forklaring. Jeg har som med Søren Slumstrups arbejde ikke fulgt hendes siden, har som nævnt ligesom været andre steder.

Jeg opdager så nu, at helt sådan er det nu ikke i programmet om Daniels sclerose og den lovende stamcellekur. Daniel selv og de medvirkende læger og fortællerstemmen undgår enhver sentimentalitet og de rummer faktisk både tvivlen og angsten, men hele forløbet dementerer begge de følelser og lukker selve optimismen ind. De forsigtige læger, måske tydeligst radiologen, da hun analyserer og sammenligner scanningerne før og efter behandlingen, det er en vidunderlig scene, og den forsigtige fysioterapeut på sclerosehospitalet i Ry, formulerer det ens, når de ser på prøvernes tal, at alt i alt går det den rigtige vej. Daniel selv lægger alle sine kræfter og hele sin opmærksomhed i en sikker tro på behandlingens succes. Her skubbes tvivlen til side, det er så godt at se, og det er Helle Lysters vist centrale ærinde med sin film.

Danmark, 2018, 58 min., DR 1. Filmkommentarens vurdering: 4/6

https://www.dr.dk/tv/se/daniels-sidste-chance/-/daniels-sidste-chance#!/ (streaming)

https://www.dr.dk/presse/daniels-sidste-chance-dr-dokumentar (om dokumentaren)

https://journalistforbundet.dk/sites (om Helle Lyster)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/196/ (om Søren Slumstrup)

 

Olavi Linna: Liv och Horace i Europa

Jeg er opslugt i en tv-serie. Jeg har kameraets tilladelse til uset at være den tredje person på de tos moderne dannelsesrejse og jeg oplever at jeg ser det hele, hører alt. Og selv om en diskret fortællestemme følger og kommmenterer rejsen, er alt mellem de to og mellem dem og det, de ser, aldeles indforstået. Tv-publikum findes ikke, jeg findes ikke. De to er helt alene om monumenterne og artefakterne, skulpturerne og malerierne, teksterne og læsningerne af dem. Ingen vil mig noget, jeg er ikke omklamret, er fri for al henvendelse. Men jeg er til stede, opslugt af et plot, som ikke er sindrig konstruktion, men spontant nærvær og tilstedeværelse. Sæson efter sæson, afsnit efter afsnit.

Sverige, 2017, 6 x 28 min. Medvirkende: Liv Strömquist og Horace Engdahl. Filmkommentarens vurdering: 6/6.

https://www.svtplay.se/video/15866727/liv-och-horace-i-europa

https://www.svt.se/liv-och-horace-i-europa/

Danske Dokumentarfilm 2017

Jeg har som for et år siden udvalgt de 6 danske dokumentarfilm fra 2017 som jeg i årets løb har været gladest for og fundet vigtigst (som Tue Steen Müller nedenfor på samme måde har gjort med udenlandske og valgt 16 / I have chosen 6 Danish documentaries from 2017), de 6 vigtigste film blandt dem jeg har set. De listes her op i omvendt kronologi med et citat fra anmeldelsen og med et link til anmeldelsens fulde tekst.

Jeg spurgte herefter mig selv, hvilken film af de 6 der fyldte mest i min erindring. Og jeg svarede mig selv: … when you look away af Phie Ambo.

Men læs nedenfor om min glæde ved alle seks film, for hvis jeg skal stole på mine tekster, ser det efter min opfattelse stadigvæk godt ud for dansk dokumentarfilm. 

 

Adam Schmedes: Edderkoppernes hus

… Schmedes har iscenesat de medvirkende edderkopper på den ganske særlige måde, han har udviklet gennem mange år, gennem mange produktioner. Og det er fremragende. Og det er noget ganske særligt. Og så har han iscenesat de medvirkende mennesker, en lille familie som deler titlens hus med de små dyr. Og det er i min oplevelse ikke fremragende, men jeg medgiver, at det er et uundværligt, ja, et afgørende lag. For i det lag er filmens samfundsmoralske diskussion bundet, faderen og børnene i familien bliver faktisk, ja, det er sandt, mine forbilleder i min fremtidige naturligt accepterende omgang med mine egne edderkopper.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4124/

 

Eva Mulvad: A Modern Man

… Det nye moderne filmklip er langsomhed og fravær af angst for pause og tomhed, den nye moderne cinematografi er optagethed af øjeblikket, er ønsket om at vide det ud. Hvor det lige før var afviklingen af øjeblikket, opløsningen af nuet i en hurtig strøm af meget korte klip, som dominerede det moderne. Den røde Porsche er en hurtig bil, den kører hurtigt i potente gearskift med helten, eller er det fotomodellen? ved rattet. Hurtigt i det stort tegnede dramatiske landskab. Men i optagelsen oppefra er scenen langsom og lang og fascinationen gælder den lille smukke bil i landskabet, gælder det hurtige i det langsomme, altså detaljen som for eksempel hos Tom Ford, mere end overfladen som for eksempel hos Jørgen Leth. Kunst laves ikke på virkeligheden, sagde Per Højholt, kunst laves på kunst.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4042/ 

 

Phie Ambo: … when you look away

Jeg kastes ind i Holger Bech Nielsens energiske rullen mangeverdens teorien op, vi skifter verden hver gang noget bliver målt! Og hvad er bevidsthed egentlig? Han lever i sit arbejdsværelses tavle og kridt verden, i en verden af fascinerende teorier. Jeg er med på besøget og ser med en lille sorg ham slutte sin forklaring før jeg er færdig med at indprente den, med en svamp fjerner han for mine øjne de noterede alternativer. Hos Phie Ambo fæstner sig imidlertid spørgsmålet, hvad er bevidsthed? Kan sindet være flere steder på én gang? Hun reflekterer mildt autoritativ i sin fint underfundige, blødt præcise fortællestemme (ja, filmen er speakbåret i sit afgørende lag ved siden af scenernes samvær i bevægelser og dialoger) og invier mig i Thomas Youngs dobbeltspalte eksperiment fra 1801…

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4032/

 

Nicole N. Horanyi: En fremmed flytter ind

Jeg kan rigtig godt lide Amanda, jeg kan lide hende i hver eneste replik, bevægelse, stemning, i alle scener fra først til sidst. Amanda Kastrup bygger sit eget kunstværk opmuntret og ved hjælp af Esben Dalgaard, Henrik Bohn Ipsen, Rasmus Steensgård og åbenlyst styret af Nicole Horanyi (det ses af og til i billedet som planlagt element), bygger det og bygger det ind midt imellem Horanyis arrangerede/iscenesatte dokumentarfilm rekonstruktion og hendes andet lag i sin filmkonstruktion, en omhyggelig journalistisk afdækning i tabloidpresse stil. Præcist derimellem ligger Amandas fortælling, hendes vidneforklaring. På det sted fastholder hun urokkelig denne sin helt egen fortællings suverænt litterære værkhøjde…

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4026/

 

Nicolás Nørgaard Staffolano: Danmark ved Ganges

… Over denne virkelighed og disse indgribende begivenheder har Nicolás Nørgaard Staffolano sammen med Andreas Dalsgaard skrevet et fint og klogt og aldeles omhyggeligt ordnet filmessay med mange – alle afgørende præcise – detaljer og adskillige underfundigt berettende fortællelag, som nøje beregnet berører hinanden på punkter, hvor modsætninger burde kunne forvirre udsagnene, men roligt bøjes ind under værkets afklaring af denne skrøbelige skønheds samlede kraft og vigtighed og sidste øjebliks kendsgerning.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3910/

 

Lise Birk Pedersen: Tutti a Casa

… Vil Lise Birk Pedersen med sine værker skildre og fatte den filmiske undersøgelses emne og objekt gennem sine medvirkendes sind, umiddelbart og direkte og ikke ved deres replikker, ikke ved det de siger som jo mest er spontane almindeligheder, som hun her beskriver Luis klassiske, besindige mådehold i gammel anstændig borgerlighed, Marios faglighed i juraens skønhed og retfærdighed som den viser sig i barokmusikkens orden, Albertos uforsonlige robespierreske kynisme i en vrede over undertrykkelsen af sin fattige baggrund af ødelæggelsen af sin smukke by Torino med den vidunderlige FIAT fabrik og Paolas betagne forelskelse i Grillo, hendes skønne naive naturlige kraft når hun taler i bilen, i senatet, på tribunen ved valgmødet, taler med sin krops sprog, sine hænders gestik og sit ansigts lynsnare mimik? Er det det hun vil? Kernen i Tutti a Casa er nemlig ikke Grillos blog, ikke Italiens historie siden oldtiden, ikke den venlige udgave af populisme (hvad det så er). Den er disse fire menneskers spæde voksne liv med den politiske handling.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3793/ 

Kristoffer Hegnsvad: Werner Herzog

DEN ANDEN USKYLD

Den trænede læsers (filmlæsers / filmpublikums) læseproces (filmtilegnelse) bør se således ud: 1) at opleve teksten (filmen) umiddelbart og uhildet, 2) at nærme sig teksten (filmen) fra så mange sider som man kan overkomme og med så megen viden og indsigt som muligt – Erik Lunding: ‘den eneste gyldige metode er den pluralistiske’  – dvs. at forstå og vurdere alle detaljer og deres sammenhænge og helheder: tekstens (filmens) udseende og lyd, dens ord, dens billeder og figurer, vers og sætninger (optagelser og scener), dens motiv og holdning og genre, dens helhed – og tekstens (filmens) placering midt i sine kontekster, trådene ud til psykologiske, sociale, historiske og litterære (cinematografiske) sammenhænge, alt det tidsbetingede i den tidløse enestående tekst (film). 3) Når dette er nok, da: at glemme det hele og opleve teksten (filmen) igen, i den anden uskyld som er både forståelse og oplevelse, som er kunstværkets mening og hensigt. (Poul Borum, 1966, frit modificeret ved parenteser af abn, idet Borum jo skrev om litterære tekster)

1

Kristoffer Hegnsvad tager i sin bog Werner Herzog – Ekstatisk sandhed og andre ubrugelige erobringer udgangspunkt i sit møde foråret 2016 med Werner Herzog på The Rogue Film School i München og bruger herefter sin viden om ham og sine læsninger af hans film som illustrationer, billedliggørelser og eksempler i en skildring af Herzogs filosofi om tilværelsen og æstetikken, virkeligheden og den kunstneriske bearbejdelse af den, skriver en Herzogs poetik så at sige ved siden af Aristoteles’ oldtidige essay.

Måske er det formidling mere end undersøgelse, altså mere akademisk undervisning og folkelig oplysning end det er nye læsninger af filmværkerne. Men hvis formidling og fortælling er bogens ambition – ja, så er den velskabt og lykkedes – og jeg tror bestemt det er fortællelysten som driver Hegnsvads tekst så lydefrit og letlæselig. Vil jeg nyere og mere komplicerede læsninger af filmene skal jeg jo blot købe en bog mere og lægge den ved siden af eller i forlængelse af Hegnsvads inden for sin ambition så fine tekst. (5. december)

Werner Herzog

2

Hegnsvads tekst forudsætter – opdager jeg nu – alligevel dejligt indforstået (jeg holder rigtig meget af indforståethed jeg ikke er berettiget til) at jeg har set alle Herzogs film, hvad jeg ikke har, og er fortrolig med dem, hvad jeg følgelig heller ikke er. Han anfører smukt originaltitlerne i kursiv. (Jeg har nu alle mine dvd-kopier af filmene – langt fra en komplet samling – fremme på bordet ved afspilleren plus mine udklip og Cronins Herzog on Herzog og jeg indser at det her kommer til at tage lang tid…)

Jeg noterer som et løfte til mig selv og mit blogindlæg, at jeg bør nævne og kommentere hans læsninger, som jeg er begyndt at standse ved, som jeg efterhånden på vej ind i bogen ser at der i det også er en systematik. Så jeg må engang opregne dem forfra fra først i bogen til sidst. Skelne mellem de søgende læsninger og de påståelige. (9. december)

3

Titlen – uden den for mig endnu kryptiske undertitel – er præcis. Bogen handler om instruktøren, ikke som biografisk person, men som tænkende og iagttagende og handlende menneske, som filosof, som antropolog, som kunstner. Bogen er ikke en række filmlæsninger som konkluderes, den er snarere en konklusion på et studium af Herzog som offentlig person, hvor filmværkerne hentes ind som belæg for fremstillingen, sammenfatningerne.

Hegnsvads undersøgelse gælder således ikke Herzogs film, men hans tænkning, Hegnsvads bog er ikke en filmbog (en undersøgelse af et samlet filmværk), den er en filosofisk monografi over en tænkers tankesystem (hedder det sådan?), en gennemført formidling af egne studier (samtaler, forelæsningsnotater, primær og sekundær litteratur) af dette system, som her eksemplificeres i denne tænkers enkeltværker, i hans film og tekster og andre formuleringer. (9. december)

4

Hegnsvads undersøgelse udvikler sig til at omfatte Herzogs professionelle moral, hans interviewteknik, hans metode for manuskript, for treatment. Jeg er kommet til side 152, et afsnit, som begynder her, hedder ”Formen under pres”, her er undertitlens begreber ”ekstatisk sandhed” og det ”ubrugelige” under behandling: ”Den gådefulde realisme i Werner Herzogs dokumentarfilm forsøger gennem sin form at identificere sig med det ikke-identiske og derved åbne for en mere rummelig ekstatisk sandhed end bogholdersandheden, der forsøger at identificere alting.” Senere i afsnittets fremstilling indkredses det andet begreb. Herzog opererer, skriver Hegnsvad ”med to forskellige karaktertyper. De er enten små ubrugelige som hittebarnet Kaspar Hauser i Jeder für sich und Gott gegen alle og den psykiatriske patient Bruno S. i Stroszek eller store erobrere af det ubrugelige, som Klaus Kinski i hovedrollerne i Aguirre – der Zorn Gottes og Fitzcarraldo.” Jeg er ved at forstå undertitlen, sådan mere middelbart… (10. december)

Werner Herzog under optagelserne til Fitzcarraldo, 1982 

5

Det er en stor og imponerende bog. Jeg burde skrive en rigtig anmeldelse. Indledning, læsning, vendepunkt, konklusion. Det har jeg ikke kræfter til, ikke viden nok til. Her er i stedet for mine notater fra læsningen, lidt læsning ad gangen, nogle af disse decemberdage. Det må være tilladt i bloggenrens løsere format, tæt som den er på dagbogens. Dagene med bogen har været og er rige, hvad jeg har af Herzogs film konsulteres ind imellem, som Cronins store interview og så mine egne notater, især fra to seminarer med Herzog på filmskolen, er ved hånden. Jeg prøver og prøver at få det til at hjælpe til en forståelse af Hegnsvads arbejde i dets litterære sammenhæng. Gentagelser eller nybrud? (15. december)

6

Jeg vil læse Hegnsvads bog færdig. I dag og i morgen. Ikke lave andet. Så skrive om den læsning – ind imellem jeg skriver meget forsinkede julekort…

Først på eftermiddagen, i dag allerede, er jeg pludselig færdig med selve teksten. Jeg har læst hele fremstillingen, nu de sidste fascinerende sider i én uafbrudt optagethed som var det en plotbåret roman. Endnu står tilbage de stringent klare og fornemme afsnit med noter, filmografi, bibliografi, liste over andre Herzogværker, litteraturhenvisninger, billedliste. Det hele, både disse afsnit og den nu helt uomgængelige tekstdel, vil jeg i fremtiden vende tilbage til hver gang Herzog er på tale omkring mig, i mig. Kristoffer Hegnsvad har skrevet en fantastisk bog. (25. december)

Kristoffer Hegnsvad: Werner Herzog – Ekstatisk sandhed og andre ubrugelige erobringer, 2017, 285 sider. Forlaget Jensen & Dalgaard. Filmkommentarens vurdering: 6/6 

Kristoffer Hegnsvad 

Kissinger and Giedre Zickyte

“It was the last shooting for our upcoming documentary THE JUMP, starring former United States Secretary of State and National Security Advisor Dr. Henry Kissinger. It was a huge honour to have the opportunity to conduct this interview for our film.

THE JUMP is a retelling of a famous Cold War incident in which a Lithuanian sailor jumped from the Soviet onto the US ship and sought political asylum, only to be refused sanctuary and handed back to the Soviets. This incredible story, full of twists and turns, reverberated throughout the world in the 70’s and is still relevant today.”

Adam Schmedes: Edderkoppernes hus

Jeg har på én gang fået et nyt forhold til edderkopper. Det er accepterende, anerkendende, beundrende. Det skyldes Adam Schmedes nye film som endnu kan ses på DR TV:

https://www.dr.dk/tv/se/edderkoppernes-hus/-/edderkoppernes-hus

Jeg må helt bestemt anbefale den film. Se den – og din holdning til edderkopper ændres fundamentalt i løbet af den time filmen varer. Edderkopperne vinder og du beundrer dem herefter. Trods alt.

Og så beundrer du endvidere efter den oplevelse Adam Schmedes’ filmhåndværk skabt i præcision og uendelig tålmodighed. Hver særdeles teknisk vanskelig optagelse er fuldendt og der er ventet og ventet på det rette øjeblik under disse i ordets forstand enestående optagelser.

Schmedes har iscenesat de medvirkende edderkopper på den ganske særlige måde, han har udviklet gennem mange år, gennem mange produktioner. Og det er fremragende. Og det er noget ganske særligt. Og så har han iscenesat de medvirkende mennesker, en lille familie som deler titlens hus med de små dyr. Og det er i min oplevelse ikke fremragende, men jeg medgiver, at det er et uundværligt, ja, et afgørende lag. For i det lag er filmens samfundsmoralske diskussion bundet, faderen og børnene i familien bliver faktisk, ja, det er sandt, mine forbilleder i min fremtidige naturligt accepterende omgang med mine egne edderkopper! Budskabet i filmværket går (trods måske cinematografiske svagheder, som får være) faktisk rent ind hos mig, og dertil kommer, at alt i filmen er fotograferet fra edderkoppernes synsvinkel, og hvad jeg oplever dybt nede i det perspektiv er meget smukt og aldeles rystende.

Danmark 2017, 58 min. Filmkommentarens vurdering: 5/6. Distribution: DR TV.

NATURFILMVÆRK

Jeg har kendt til Adam Schmedes filmarbejde gennem mange år og er altid fornøjet ved at se hans film, for jeg elsker naturfilm og hans film er de bedste naturfilm jeg kender. Jeg har her på bloggen tidligere skrevet om to af hans film, Kamæleonernes strand og Ishavets kæmpe:

”… Og ud over den sjældne komplette kamæleonbiografi skal man se Adam Schmedes egensindige naturfilmstil forankret i en urystelig opfattelse: de må ikke være som BBC’s naturfilm, de skal være underholdende, de skal være tydelige i deres moralske udgangspunkt og ærlige over for de barske sandheder om naturens orden og denne ordens udsathed. Dette tydeliggøres i en story-line efter bogen og en speak, som får hver anden til at krumme tæer. Publikum deles i to grupper. Men det filmiske greb er konsekvent og valgt med vilje og åbne øjne. Så det er take it, or leave it.” Læs det hele her:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/1612/

”… Jeg gik skeptisk til Adam Schmedes’ film, Ishavets kæmpe, for jeg vidste jo, at der ville være så meget, jeg ikke kunne lide, fordi jeg forstyrres af dyr med individualitet, med navne, som tillægges personlige stedord i speaken, og jeg forstyrres af rekonstruktion og pludselige spillefilmgreb, forstyrres, ja, generes direkte af omklamring, moralisering og mangel på tvivl. Og så gik det altså alligevel sådan, at filmen voksede og voksede for mine øjne, og jeg gik imponeret fra filmen, tænkte hvilken indsats og var fyldt af sorg. Denne overmåde hensynsløshed mod dette dyr havde jeg i virkeligheden ikke kendt til. Og det var jo meningen, at jeg skulle have det at vide, forstå det og sørge. Det er Adam Schmedes hensigt med sin film. Det er også på den måde et selvfølgeligt mesterværk og derfor også netop så æstetisk provokerende, for det er et værk af en stærk og egensindig mester, som kun vil det han vil.” Læs det hele her:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2592/

Adam Schmedes sendte mig en kommentar til anmeldelsen af Ishavets kæmpe, en kommentar jeg blev meget glad for:

”… en meget vanskelig filmopgave, Danmarks hidtil største satsning på naturfilmområdet. En pioneropgave, idet Grønlandshvalen var nærmest umulig at filme (BBC opgav) og samtidig et koncept med historiske rekonstruktioner til søs i det arktiske.

Efter den præstation, som fik rekordstor seermodtagelse på omkring 900.000 på DR1, en god lancering og nogen presseomtale forblev filmintelligentsiaen tavs. Ingen omtale i EKKO eller andetsteds og ingen finaleplads i Robert sammenhæng for nylig.

Genren naturfilm, og det skønt jeg har skubbet kraftigt til genreopfattelsen, er åbenbart ikke noget den intellektuelle del af filmkritikken, eller filmkritikken i det hele taget, vil beskæftige sig med.

I mine fordomsfulde øjeblikke havde jeg lyst til at karakterisere disse filmkritikere enten som begrænsede af faglige vanemæssige barrierer og interesser; det er ikke film, det er fakta og vi kender intet til natur, altså en manifesteret dovenskab overfor at beskæftige sig med det universelt naturvidenskabelige indhold og dertil knyttede filmiske debat.” Læs det hele her:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2596/

 

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/99629.aspx?id=99629 (DFI om en anden del af edderkoppe filmværket)

Lars Feldballe Pedersen: Præsidenten fra Nordvest

It’s a Dane writing this review. Important to say as the main character of this film, Ahmed Dualeh, is Danish, well he is born in Somalia but has been living in Denmark for 47 years – and he speaks the most perfect, classic Danish. An accent is there but the vocabulary is huge, which is heard, when he in first person tells the amazing story about his life in the country he loves and where he settled in 1967. He became a captain of ships at Maersk, he set up his own company and became a millionaire, he established a family… but he has his heart in Somalia, where he was born in poverty, adopted by an Italian family, and where he – voted by exile Somalis – became the president of Jubaland in 2012, the republic in the South of Somalia. As it turns out there are many other, who want that job, and also a position as prime minister is not reachable for the charismatic idealistic man, who wants to help his native country and dedicates a lot of time to go to political meetings and to meet people in the streets. Most of the time outside Jubaland, in Mogadishu or in neighbouring Kenya as Jubaland still is a dangerous place because of warlords.

The structure of the film goes from here to there, from Denmark to Somalia, from the family to politics. Very simple and efficient. His wife Zhara is worried about him – and their life together – as he is so much away from home. In a scene she is packing her suitcase, cut to him trying to catch her by phone, no success, cut to a daughter who tells him to stop all that travelling, cut to him and wife on what is said to be the last tour, where he is bringing computers and other technical equipment to a school in his native region in Somalia.

Apart from the drama, which is actually not described as a drama, of the couple who has been together for 45 years, the film lives through the way he – and she – is described. An almost constantly smiling, well formulated positive Danish Somali and his adventurous life with Zhara. You will be in a good mood watching this film, which of course also in a Denmark of today full of restrictions towards foreigners is a very timely documentary.

Denmark, 2017, 65 mins.

Best Documentaries 2017/ Intro

Per tradition I have gone through the texts on this site to find, what I see as the best documentaries of 2017. I stopped at 16 titles – half of them come from the Eastern part of Europe. Am I one-sided? Many will probably say ”yes you are”, but it is a fact that in 2017 – contrary to another fact: that funding is much less in Eastern Europe compared to for example in France and Germany – creative, personal cinematographic works came from directors in Poland, Serbia, Lithuania, Romania, Czech Republic/Slovakia and Russia. Let me remind you that it was a Romanian film (”Licu”) that won first prize at DOK Leipzig and a Serbian at IDFA (”The Other Side of Everything”)

Another positive aspect of the list is that new names mingle with well known as Leonard Helmrich, Talal Derki, Arunas Matelis, Vit Klusak, Elvira Niewiera/Piotr Rosolowski and Ai WeiWei. I refer to Marta Prus, Simon Lereng Wilmont, Mila Turajlic, Mohamed Siam, Mindaugas Survila, Ana Dumitrescu, Elvira Lind, Ní Chianáin and David Rane. Julia Bobkova, Ana Dumitrescu.

I stopped at 16. I could have added Frederick Wiseman and his film on the New York Public Library, which was loved by me, who was once long long ago educated librarian. And I am sure that if I had seen Agnès Varda’s ”Faces Places” or the new film by Raymond Depardon, they could have been candidates.

But veterans have to wait – and let me just remind you that if you miss Raoul Peck’s masterpiece ”I’m not your Negro”, Rahul Jain’s ”Machines” that is on most hit lists coming out right now, ”Cameraperson”, ”Austerlitz”… they were on the 2016 list that you can check here:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3782/

Photo from “The Distant Barking of Dogs” by Simon Lereng Wilmont.