Docs & Talks /3

ROBERT OEY: THE MISSION

“My latest film The Mission tells the story of Dutch colonel Joost de Wolf who is sent to Mali as part of the UN mission MINUSMA. De Wolf is a hardened and savvy soldier who has devoted his life to the army. Upon his arrival, the Malinese army launches an attack on the insurgents and De Wolf finds himself in a mission unable to keep the factions apart. Hampered by the lack of political will from the UN and his own masters, he starts questioning official policies and unwittingly jeopardizes his career.

Supported by both the Dutch Filmfund and the V-Fund I am organizing so-called DEBRIEFS after screenings. It’s my intention and my ambition to give my audience the opportunity to truly connect with the people in my film and the complexities they have to deal with. Therefore we debrief military and civilian personnel who are involved in security policies.”

Sådan skriver Robert Oey på filmens hjemmeside og ja, man skulle tro, han har lavet filmen netop til Docs & Talks, som vel samlet set netop er en debriefing, ligesom den her film er Joost de Wolfs debriefing, dette møde med kollegerne i forsvarsministeriet eller foredrag eller hvad det er, hvor han har ordet hele tiden i optagelserne fra mødet og som gennemgående fortællerstemme, er ganske enkelt filmens ramme, dens sted og dens reale tid. Resten er flash-backs, og jeg ved fra begyndelsen, at missionen er forbi for hans vedkommende, nu skal erfaringerne og vurderingerne af dem nøgternt på bordet.

Jeg ser Robert Oeys film som et partsindlæg, et omhyggeligt et af slagsen og et overbevisende et. For mig i hvert fald. Men jeg kommer undervejs gennem fortællingen alligevel af gammel vane til at interessere mig for bipersonerne, her især den ikke tilknappede, meget lidt formelle Warner ten Kate, en civil rådgiver i den hollandske ambassade i Bamako, ”Haag har sendt mig hertil”, siger han åbenhjertigt smilende siddende uroligt der skødesløst på stolen, den type, som plejer at være min helt i modsætning til den særdeles tilknappede og korrekte De Wolf, som på det sted i filmen med ét i stedet er min mand i den her historie. Jeg følger her, en tredjedel inde i filmen uden betingelser den mand, ser med hans blik, er styret af hans vurderinger.

Og Warner ten Kate skildres udefra, af kameraet, med instruktørens og hans hovedpersons blik i to fine scener, et langt, gnistrende møde mellem Ten Kate alene med De Wolf og en scene på hvor han på sit kontor sammen med to medarbejdere på ambassaden på medhør har en telefonsamtale med udenrigsministeriet i Haag, og det gøres klart, at de civile medarbejdere må acceptere en udvidelse og en ændring af den militære indsats. En person? Spørger Warner ten Kate de andre på kontoret (forbindelsen er dårlig). Nej, svarer hun ved telefonen, en 9 mand styrke, ”some kind of quick reaction force, I think”, og jeg forstår det er en sejr til De Wolf, som nu får mulighed for at bruge sine Apache helikoptere, sit øvrige avancerede udstyr og sine specialstyrker til disse hurtigt ind og hurtigt ud aktioner, han går ind for ved Jihadoprørernes fredsbrud, militære aktioner ved siden af de direkte forhandlinger med for eksempel tuaregernes militære chef, som også er skildret i en fin scene. ”Fredsbevarende? Som han siger ved indledningen af debriefingen, ”her er ingen fred at bevare.”

The Mission er en næsten provokerende ensidig fremstilling af en forbavsende militær chefs syn på den opgave han søgte at løse, som han mente, den skulle løses. Han fik at vide, at han ville blive en ensom ulv på posten, og det blev han, hverken Haag eller New York støttede ham. Robert Oey skildrer det roligt, ordentligt, alvorligt i en vigtig film. En parts indlæg til Docs & Talks dokumenter på lærredet og samtaler i biografen bagefter.

Holland 2016, 90 min. Filmkommentarens vurdering: 5 af 6 penne. Vises i Cinemateket, København under DOCS & TALKS onsdag 22. februar 13:00 med efterfølgende debat. Efter filmen diskuterer DIIS-forskere Signe Marie Cold-Ravnkilde, Peter Albrecht og den militære leder af FN-missionen i Mali, Michael Lollesgaard udfordringerne for FN’s fredsbevarende missioner i Mali og andre lande på det afrikanske kontinent.

SYNOPSIS

”Peacekeeping – but there is no peace to keep.” Oberst Joost de Wolf var fra 2014 til 2015 næstkommanderende for hæren under FN-indsatsen i Mali, men er en overraskende ærlig og kritisk fortæller. Hvad sker der, når kontorvirkeligheden i New York møder virkeligheden ude i marken? ‘The Mission’ diskuterer FN-missionens reelle mandat, grænsen mellem en fredsbevarende mission og terrorbekæmpelse – og skillelinjen mellem politiske og militære løsninger. (Docs & Talks)

https://www.youtube.com/watch?v=lM5yJojPvf0 (trailer)

http://www.robertoey.nl/ (filmens hjemmeside)

www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/ (Cinematekets program og billetbestilling)

Simon Kilmurry on Documentaries

It’s great to have people like Simon Kilmurry from the IDA to remind us of the importance of the documentary genre. He does so in a guest column entitled ”Why Documentaries matter more than Ever” in Hollywood Reporter, in an issue that came out a couple of days ago. Here are two quotes, and a link to the whole article:

… Documentary film is a form that allows us to walk in another’s shoes, to build a sense of shared humanity, that gives voice to the marginalized and the scorned, that strives to hold those in power to account. In these challenging times, when journalism is held in such contempt that Steve Bannon can freely tell the media to “keep its mouth shut,” it is all the more important to support the ever-risky endeavor that documentary filmmaking is becoming…

… If cinema is our most powerful art form, I would argue that documentary is both its beating heart and its conscience. It holds a mirror to our society and it holds our conscience to account. It is more important than ever that we come together to speak up for and support those filmmakers — here and around the world — who bring us these essential stories…

http://www.hollywoodreporter.com/news/why-documentaries-matter-more-ever-guest-column-976290

Cosima Spender: Palio

På tirsdag sender DR2 DOKUMANIA Spenders film fra 2015. Filmkommentaren.dk har tidligere bragt en anmeldelse fra visningen på festivalen CPH:DOX i København af Sara Thelle og en præsentation af filmen fra festivalen Magnificent7 i Beograd af Sveana and Zoran Popovic. Så vi har været optaget af den film, og i anledning af Dokumanias visning tager vi dem frem igen og anbefaler filmen meget:

SARA THELLE (12-11-2015)

Don’t miss out on the last screening of Cosima Spender’s Palio at CPH:DOX on Sunday November 15th. It is a feast for the eyes!

Il Palio is the world’s oldest horserace. It takes place at the famous Piazza del Campo in the heart of Sienna twice a year opposing the 17 rivalling districts of Sienna. However, the race is only a small part of the game. Behind it lays months of negotiations, strategy, bribery and treachery and days of ceremonies, rituals and parades. It’s about power and money, a form of legalised corruption and a game whose complexity of open and hidden rules have been forged over centuries. Described as absurd and dysfunctional by locals who yet participate in it with passion.

Anglo-Italian director Spender (who grew up close to Siena) focuses on the perspective of the jockeys. Not bound to a certain district or horse, they are the front pieces in the game. They are the gladiators and the Piazza the Coliseum. As much as the horses are adored, the jockeys are viewed upon with mistrust. Seen as mercenaries, traitors or even prostitutes, the celebration of the winner is only temporarily, the looser risks to get beaten up. It’s brutal; the only race in the world where the horse can win without the rider.

Two rivals: the old master Gigi who is about to break the record of most won races and the upcoming young outsider Giovanni. Two schools of thought: “either you go for strategies… or you go for the good horse”. They race with their lives at stake, riding bareback in medieval costumes and sneakers! And you just hold your breath… The race only lasts for about 90 seconds, but it seems like forever.

Slow motions, close-ups, big music (quite a bit of Ennio Morricone, of course!), even the interviews are shot with either a nervous tension or in a divine golden light with a magnificent Tuscan landscape in the background. Sounds like it’s too much? Not at all, nothing less could have done it! Done with the right mixture of humour and seriousness and with a clear respect for the subject and the characters, it’s an intelligent description of a fascinating social and cultural drama and its actors.

“Rocky on horseback” says The New York Times. Check out the trailer and I won’t have to say no more:

https://www.youtube.com/watch?v=WFCevrlU_KY

Palio won the award for best editing at this years Tribeca Film Festival. Does it have Danish distribution? I hope so, this is made for the big screen and so much better than half the action films out there.

Palio (UK/Italy, 2015, 91 min.): www.thepalio.com (Official website) Five big pen heads from me.

SVETLANA AND ZORAN POPOVIC (04-02-2016)

For centuries, one of the most beautiful old city-republics in Italy, Siena, two times a year becomes divided with conflicts, when all residents, from the youngest to the elderly live for Palio – one of the oldest horse races in the world. It is a specific time machine that magically revives Renaissance costumes, flags, coats of arms and trumpets, ceases everything with its primordial force and completely enchants both observers and participants. This is a real battle for prestige turned into a symbolic competition of horses and riders held in a surprising place – in the very center of Siena, on the largest city square. Old ritual lives its intense life even today with never reduced passions without scruples – turbulent Mediterranean mentality and dark tradition of political intrigues of the past times haunt freely, like a ghost, all the citizens, and no one is spared, not even the players or horses.

The director of the film, Cosima Spender, who grew up in Siena, develops this visually attractive, lavish spectacle, showing us Palio from the perspective of four generations of the best, most important race winners; from those who made the most brilliant recent history to the newest and youngest one who is preparing for a relentless battle to realize his biggest dream. The author of “Palio” conceived and developed a real exciting, cinematic film, with extraordinary photography, carefully interwoven dramaturgical flows, which achieves its dramatic climax in the events that really take your breath away! Exceptionally credited with the most attractive moments in the film, especially during the racing scenes, is the brilliant editor Valerio Bonelli, awarded for his superb work at the prestigious Tribeca Film Festival in New York.

“Palio” is a great and memorable cinematic feast!

Director’s Word: I grew up with the Palio so I was uniquely placed to gain the trust of everyone involved in the film and our narrator character was able to open doors which are normally closed to outsiders. Yet as a foreigner (I work out of London and my parentage is Anglo-American), I shared the jockeys’ ambiguous relationship with Siena, and that is what I wanted to capture in this film.

SYNOPSIS

En gang om året sættes den italienske by Siena på den anden ende af verdens hårdeste hestvæddeløb, Palio. Alle kneb gælder, når byens 17 bydele kæmper lidenskabeligt om æren i at vinde væddeløbet, der varer 90 sekunder! På trods af den korte løbstid optager intriger, lyssky alliancer og lukrative aftaler Sienas indbyggere hele året. Jockeyen Gigi Bruschelli har vundet 13 Palios i de sidste 16 år. To løb fra en verdensrekord går han i gang med at sikre sig, at ingen – og særligt ikke den unge, smukke og talentfulde sardiner, Giovanni Atzeni – skal komme mellem ham og rekorden. (Dokumania)

Great Britain, 2015, 92 mins. Se med tirsdag 21. februar 20:45 på DR2 og efterfølgende på DR TV.

Docs & Talks /2

Den barske herre hos fotografen hedder Joost de Wolf, han var en periode den militære chef for FN missionen MINUSMA. Han er den suveræne hovedperson i filmen ”The Mission”, et resolut værk, som faktisk er hans 90 minutters kyndige, skarpe, dybt personlige og – og vil publikum erfare – uforglemmelige analyse i en effektiv films form af FN styrkernes organisation, ledelse og indsats i den alvorlige konflikt i Mali.

Programredaktør i Cinemateket i København, Rasmus Brendstrup skriver om det meget omfattende arrangement, DOCS & TALKS, som Joost de Wolf således som den absolutte hovedperson i sin film og på den måde- deltager i som ekspert blandt en række eksperter, nogle i filmene som vises og andre i paneldiskussionerne bagefter. De Wolf deltager fra biograflærredet med sin mere end blot tankevækkende analyse:

”I perioden 21.-26. februar går DOCS & TALKS dybt i kødet på nogle af de centrale emner i verden: Atomvåben og sikkerhed, Afghanistans fremtid, internationale forsoningsprojekter, fattigdom og hjælpearbejde, migration mm. Midlet er en kombination af film og forskning.

”Hver dag fra tirsdag til søndag byder vi på foredrag eller debatter om konflikter eller udviklingstendenser i verden. Forskningen står centralt. Det særlige er, at festivalen i samme åndedrag zoomer ind på mennesker og detaljer – nemlig gennem dokumentarfilm,” siger Sara Thelle, der er en af festivalens programlæggere.

Som arrangører står Cinemateket og Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), der i 2016 blev rangeret som verdens syvendebedste tænketank uden for USA.

DIIS-forskere vil sammen med instruktører og inviterede eksperter – fra migranter til militærfolk – diskutere filmene og deres problemstillinger.

”Målet med Docs & Talks er at sætte forskning ind i en konkret kontekst på en anden måde end i den daglige nyhedsstrøm og dermed formidle viden på en dyb og levende måde til et bredt publikum. Publikum er velkomne – også med de kritiske spørgsmål,” siger Sara Thelle.

KRIGEN SET FRA TERAPIRUMMET

Som eksempel på et spørgsmål, festivalen vil prøve at afdække, nævner hun:

”Hvordan ser fortællingen om en krig ud, når den krænges ud foran en terapeut? Alle kender krigens slagmarker fra film og tv, men den ekstraordinære dokumentarfilm ’Of Men and War’ tillader os at komme med helt ind i det terapirum, hvor amerikanske krigsveteraner fra krigene i Irak og Afghanistan bliver behandlet for posttraumatisk stress syndrom (PTSD).”

Filmen vandt hovedprisen på IDFA, verdens største dokumentarfestival, og får her sin danske biografpremiere. Den viser bl.a., hvordan krig ’smitter’ familierne derhjemme.

Under Docs & Talks danner filmen afsæt for en debat om, hvordan militæret i dag håndterer PTSD og forsøger at modvirke konsekvenserne af krigens traumer. I panelet sidder DIIS-forskerne Robin May Schott og Johannes Lang, der studerer krigens psykologi, militærpsykolog Halfdan Fryd Koot samt en tidligere udsendt soldat.

GRÅZONER FOR FLYGTNINGE TIL DEBAT

Hvor går grænsen mellem flugt og menneskesmugling? På festivalens åbningsdag, tirsdag den 21. februar, sætter en anden danmarkspremiere ansigter på konsekvenserne af europæisk asylpolitik – nemlig den prisbelønnede dokumentar ’The Longest Run’.

”Vi har været så heldige at få instruktøren Marianna Economou til at komme og tale om filmen og de problematikker den tager op. Sammen med Ninna Nyberg Sørensen fra DIIS og psykolog Mohzdeh Ghasemiyani diskuterer hun hvilke gråzoner, der er forbundet med lovgivning om menneskesmugling, og om forholdene for uledsagede mindreårige flygtninge. Det er en vigtig debat,” siger Sara Thelle.

Og sådan fortsætter festivalen ellers at prøve at besvare vigtige, men komplekse spørgsmål:

Hvem er de afghanske soldater, der kæmper mod Taleban i Helmand-provinsen, efter NATO og de danske tropper er taget hjem? Hvilken rolle spiller filmmediet i det krigshærgede Damaskus? Kan internationalt nødhjælpsarbejde gøre folk fattigere? Hvornår er det klogt at sige undskyld for krigsforbrydelser? Hvordan beskriver syrienskrigere selv deres mission?

BÅNDET MELLEM FILM OG FORSKNING TIL DEBAT

Også selve festivalens DNA er genstand for debat: Båndet mellem film og forskning. Som en del af filmfestivalen samles forskere og repræsentanter fra filmbranchen fredag den 24. februar kl. 11-14 til et symposium med temaet: Hvordan bliver forskning til film?

”Stadig flere film er baseret på forskning eller er lavet i samarbejde med forskere – men springet fra tung tidsskriftartikel til forskningsbaseret film kan være svært, og ofte kræver det hjælp fra erfarne filmfolk. Vi vil gerne prøve at hjælpe processen på vej,” siger Mira Bach Hansen, en anden af festivalens programlæggere og kvinden bag symposiet.

Stills fra filmene ‘Dugma: The Button’ om syrienskrigere og ‘Poverty Inc.’ om fattigdomsbekæmpelse

PROGRAM:

Krigens psykologi: ‘Of Men and War’ + debat og efterfølgende reception Tirsdag den 21. februar kl. 12:30 / På flugt: ‘The Longest Run’ + debat og instruktørbesøg Tirsdag den 21. februar kl. 16:45 / FN-indsatsen i Mali: ‘The Mission’ + debat Onsdag den 22. februar kl. 13:00 / ‘Havet brænder’ + debat i Asta Bar Onsdag den 22. februar kl. 16:30 / ‘Dugma: The Button’ + debat Onsdag den 22. februar kl. 19:00 / ‘The Apology’ + debat Torsdag den 23. februar kl. 16:45 / ‘Tell Spring Not to Come This Year’ + debat Lørdag den 25. februar kl. 17:45 (med afghansk reception fra kl. 17.00) / Syrien: Kortfilmsprogram + debat Fredag den 24. februar kl. 16:30 ‘Poverty Inc’. + debat Torsdag den 23. februar kl. 20:30 / Branchesymposium: Hvordan bliver forskning til film? Fredag den 24. februar kl. 11:00 / Atomvåben: ‘Command and Control’ + debat Lørdag den 25. februar kl. 21:00 / Egypten efter foråret: ‘I Am the People’ + debat Søndag den 26. februar kl. 14:00

PRAKTISK INFORMATION Docs & Talks – film- og forskningsdage

Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K Tid: 21. februar 2017 – 26. februar 2017 Billetter (75 kr., dog 50 kr. for Cinematekets medlemmer og forhøjet billetpris ved brancheseminaret): Bestilles på tlf. 33 74 34 12 eller online her: www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program

For yderligere information kontakt:

Kommunikationsmedarbejder i DIIS Troels Jensen: 91 32 55 81 / trje@diis.dk.

Mira Bach, Forum for Film og Formidling, tlf. 3112 1003 / mirabach@gmail.com.

Programredaktør i Cinemateket Rasmus Brendstrup: +45 28 89 57 89 / rasmusb@dfi.dk.”

Docs & Talks

Bravo! It’s quite a festival that the Danish Cinemateket and the Danish Institute for International Studies (DIIS) presents next week in the Film House in Copenhagen. And yet it is not “only” a festival with high quality documentaries from all over, it is ALSO a so-called event, where screenings of the films are followed by Talks. Connected to international themes of today, inviting us viewers to go deeper via films and discussions than we are used to through the daily news. It is such a good title: Docs & Talks. Sara Thelle – who writes for filmkommentaren, is one of the organisers – sent us this English text:  

“What does the story of war look like when it is turned inside out in front of a therapist? Who are the Afghan soldiers battling the Taliban in the Helmand province after NATO and the Danish troops have left? Where do we draw the line between flight and human trafficking? Can international relief work make people poorer? And what is the role of cinema in war-torn Syria?

These are some of the questions posed, when the Danish Institute

for International Studies (DIIS) and the Cinematheque build a bridge between film and research with the festival DOCS & TALKS running February 21-26 2017.

The festival offers 11 events treating subjects like terrorism, Denmark’s wars, international aid programs, migration and apologies for past sins. After the screenings, debate panels with researchers from DIIS, filmmakers, migrants, military personnel a.o., will discuss and put into perspective the themes of the films, and the audience is most welcome to participate – also with critical questions.”

Briefly about the films:

The French director Laurent Bécue-Renard’s “Of Men and War”, the winner at IDFA 2014, the jury said A more powerful anti-war film is hard to imagine.

“The Longest Run” is an emotional strong refugee story made by experienced Marianna Economou, who was able to get very close to the two characters. Economou won awards at the DOKLeipzig 2015.

The Dutch “The Mission” by Robert Oey that will be reviewed by Allan Berg on this site.

Gianfranco Rosi’s awarded everywhere film from Lampedusa “Fuocoammare” (photo) that is nominated for an Oscar.

Norwegian Paul Salahadin Refsdal’s ”Dugma: The Button” that goes close to foreign fighters in Syria, whose aim it is to become martyrs. A film that raises a lot of questions to the director, who will be there.

The Canadian ”The Apology” by Tifanny Hsiung about the Japanese army’s systematic rape of over 200.000 women during WW2.

Saeed Taji Farouky and Michael McEvoy’s ”Tell Spring Not to Come”, that I reviewed on this site – here is a quote ”excellently crafted. The camerawork (mainly done by Farouky) is amazing, there is a narrative flow in the story, a respect for the protagonists, an ability to show the conflicts in the army and to the society, carried gently by fine music composed for the film…”  

A collection of short films from Syria.

”Poverty Inc.” by Michael Matheson Miller.

American Robert Kenner’s ”Command and Control”.

French Anna Roussillon’s ”I am the People”, a film I have been looking forward to see for a long time. Now the possibility is there, on a big screen.

If you want to know, who will be there to talk and lead the discussions, go to the website of Cinemateket, click on the headline of each event, and you will get the names of researchers, filmmakers etc. It’s all well planned! The text is in Danish but all films are in English or with English subtitles.

http://www.dfi.dk/filmhuset/cinemateket/billetter-og-program/serie.aspx?id=13247

Alex Gibney: Zero Days

Det begynder med at vidne efter vidne nægter at sige noget foran Gibneys kamera når han kommer til spørgsmålet om Stuxnet computervirus angrebet i 2010. Nogle nægter med antydningen af et smil, men alle er faste i mælet. De lægger ikke skjul på den kendsgerning at de ved noget, eller meget, eller alt. De er alle fra inderkredsen omkring begivenheden, som effektivt forsinkede, måske standsede Irans kernevåbenprogram ved at anbringe dette computervåben, dette selvstyrende program i et virus’ form i den iranske forsøgstation Natanz ’ interne computernetværk. Man skuffes, de ved noget, men de vil ikke ud med det, og dertil i fortællingens begyndelse forekommer de heller ikke ikke spændende og charmerende og udstrålende, som talking heads kan være, ja altid er i de rigtig gode film som denne skulle være.

Men begyndelsen er jo blot anslaget i Gibneys fortælling, han holder selv på samme måde som de medvirkende vidner sine kort af viden tilbage, spiller dem i sin metode langsomt ét efter ét. Og efterhånden viser vidnerne sig aliigevel at være interessante, spændende, hele mennesker. Der kommer to fascinerende computerdetektiver til, de gider godt fortælle og det oven i købet så det er til at forstå for folk uden kendskab til computerteknologi. “The most articulate voices helping to bridge the gap between technological vocabulary and everyday speech are two cybersecurity specialists, Eric Chien and Liam O’Murchu from Symantec Research Labs”, som Stephen Holden i sin New York Times ameldelse udtrykker det. De er bare så fine de to tæt samarbejdende kolleger. Og så er der New York journalisten David Sanger (foto) som er den gedigne viden og tryghed og overblik inkarneret: “David E. Sanger, a reporter for The New York Times who calmly puts the development of cyberwarfare into a broad perspective. He is not alone in suggesting that this is now the frontier of modern warfare and that nations are competing fiercely to stay ahead.” Nej, dette problem for innternational ret, at krig over internettet endnu er uden regler, et lovløst område, er vel egentlig overhovedet Alex Gibneys anliggende. Det er vel for så vidtrækkende han som journalist formår at sprede Sangers og andres indsigt han fortæller sin historie. Alle Gibneys fortællinger er vist moralske.

Desværre går det galt for ham i æstetikken et sted (det er sket før for ham): “The movie makes use of an actress, Joanne Tucker, to repeat testimony by several officials that was deemed too sensitive for these sources to appear on camera. Filmed through a digital filter, she resembles the former C.I.A. officer Valerie Plame gives her scenes the look and tone of a creepy spy thriller…” sådan beskriver Stephen Holden denne disposition, som selvfølgelig tilføjer fortællingen afgørende, ja uundværlige oplysninger, men det klodsede arrangement ødelægger den alvorligt tillidvækkende rytme i dokumentarens præsentation af de øvrige vidner, navngivne vidner med egne ansigter. Hvor havde det været ærligere og smukkere om det var Tucker som uden filter i samme regi som de øvrige havde løftet denne sammenskrivning af yderst vigtige replikker ind i fremstillingen.

Alex Gibneys forsigtige, tilbageholdte og sparsomt docerede stemme, som fortæller opklaringshistorien, mødet under researchen med disse mennesker, kunne være blevet en litterær værdifuld ramme for fremstillingen, og suppleret med hans spørgsmål under interviewene kunne det have drejet Zero Days i retning af eller gjort dokumentaren til et personligt essay. Men diskret, tilbagetrukket lader Gibney det forblive politisk/videnskabelig formidling.

Det er imidlertid en forrygende historie, han bringer videre, en aldeles vigtig journalistisk opklaring, afklaret, behersket, roligt fortalt af en overlegent erfaren filminstruktør med et udsøgt hold medvirkende vidner, så stærke, at alene mødet med dem kan siges at være tv-dokumentaren værd og hæve den ind i en særlig international klasse.

USA 2016, 109 min. Zero Days / dansk titel: Hackernes hemmelige våben, anmeldelse / review: 4/6 penne

Filmen blev sendt på DR2 23. august 2016 og var tilgængelig på DRTV i syv dage derefter. Nu er den Månedens Dokumentar i Cinemateket i København 22.-28. februar 2017.

http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/

SYNOPSIS

Alex Gibney’s ZERO DAYS is a documentary thriller about the world of cyberwar. For the first time, the film tells the complete story of Stuxnet, a piece of self-replicating computer malware (known as a “worm” for its ability to burrow from computer to computer on its own) that the U.S. and Israel unleashed to destroy a key part of an Iranian nuclear facility, and which ultimately spread beyond its intended target. ZERO DAYS is the most comprehensive accounting to date of how a clandestine mission hatched by two allies with clashing agendas opened forever the Pandora’s Box of cyberwarfare. Beyond the technical aspects of the story, ZERO DAYS reveals a web of intrigue involving the CIA, the US Military’s new cyber command, Israel’s Mossad and Operations that include both espionage and covert assassinations but also a new generation of cyberweapons whose destructive power is matched only by Nuclear War. (zerodaysfilm.com/)

“Hackernes hemmelige våben” (“Zero Days” DR titel) er en nervepirrende og dystopisk dokumentar, der for første gang fortæller den komplette historie om Stuxnet, en selvreplikerende computervirus fra 2010. Virussen, der angiveligt blev sluppet løs af USA og Israel for at sabotere Irans atomprogram, endte med at sprede sig langt ud over det oprindelige mål, men hverken USA eller Israel har erkendt, at de stod bag. Dermed blev Stuxnet det nyeste våben i en hemmelig krig, hvor computerprogrammer afløser bomber. (DR2 Dokumania)

BIOGRAFI, AUTEUR

Vi har på Filmkommentaren.dk skrevet om tre af Alex Gibneys tidligere film:

Going Clear, 2015: http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3134/

Gonzo / Life and Work of Hunter Thompson, 2009: http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/953/

Taxi to the Dark Side, 2007: http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/611/

LINKS / LITTERATUR

http://www.zerodaysfilm.com/ (filmens hjemmeside)

http://www.nytimes.com/2016/07/08/movies/zero-days-review.html?_r=0 (Stephen Holdens anmeldelse)

https://en.wikipedia.org/wiki/Operation_Olympic_Games(praktisk faktuel wikipediaartikel om den formodede USA / Israel militære internetakton mod Iran)

Kristi Jacobson: Solitary

Dokumania viser Kristi Jacobsons film under den danske titel ”Isoleret – bag tremmer i USA” tirsdag 14. februar 20:45 på DR2 og efterfølgende på DR TV og fortæller om filmen, ”at i USA sidder over 100.000 amerikanere indespærret i isolation – for mange indsatte en skæbne, der gør det umuligt for dem nogensinde at vende tilbage til et almindeligt liv. Dokumentaren tager os med ind bag tremmerne på et af USA’s mange isolationsfængsler og giver os indblik i den virkelighed, der omringer de indsatte og sætter deres mentale tilstand på prøve.”

USA 2016. DR2 Dokumania 14. februar 2017 20:45 og derefter DR TV.

https://www.youtube.com/watch?v=2eAOzxZNJyE (Trailer)

Ezra Edelman: OJ: Made in America

DR2 meddeler at vi kan se eller gense Oscar-favoritten ”OJ: Made in America”, da kanalen sender det 7,5 timer lange mesterværk på søndag den 12. februar fra kl. 09:20. Filmen vises ligeledes igen som 5 x 90 min., hver aften kl. 23.00 i vinterferien, søndag den 12. til torsdag den 16. februar og kan efterfølgende streames på DRTV. ”Filmen skildrer fodboldstjernen O.J. Simpsons liv fra hans opvækst og storhedstid i Los Angeles til hans komplette og ultimative fald i en mordretssag, der polariserede USA.” FILMKOMMENTAREN anmeldte filmen da den blev vist som serie august sidste år, og vi bringer i den her anledning anmeldelsen (til 6 af vores mulige 6 penne) igen, en smule rettet til. 

Min kollega Tue Steen Müller spurgte mig dengang, hvorfor jeg blev ved med at se serien om O. J. Simpson, selvom jeg var skeptisk efter første afsnit, som vi så sammen. Jamen, netop det spørgsmål havde jeg stillet mig selv efter DR2 visningen af et af afsnittene (jeg så dog kun sidste 2/3 og havde ikke set de mellemliggende, men ville så nu gøre det), og siden begyndte jeg forsøgsvis at læse de begejstrede anmeldelser. Kunne jeg finde en forklaring der? Eller var det klipningen? Biljagten i afsnittet den pågældende aften for eksempel?

Jeg har ikke været så optaget af en amerikansk arkivfilm siden måske Barak Goodmans serie “Clinton” eller endnu mere præcist siden Emile de Antonios “Millhouse”, som end ikke er sentimental, hvad Clintonbiografien er. Så jeg må prøve at finde kræfter til at se det hele og finde en forklaring…

Seriens længde, 463 minutter, er således en udfordring. “… Its length may seem daunting, but I would have watched it for another eight hours and will almost certainly watch it again before the summer is over. It’s that good.”, skriver imidlertid Brian Tallerico i sin grundige og kloge anmeldelse på rogerebert.com:

http://www.rogerebert.com/reviews/oj-made-in-america-2016

 

HVID FORD

Det var biljagten i afsnit 3 jeg kom fra. Nu var det snart tirsdag igen og jeg var ganske enkelt spændt på afsnit 4, jeg måtte uomgængeligt være med i det her. Jeg, som ikke er trofast tv-seer, jeg, som sjældent følger serier, jeg fulgte den tirsdag den forfølgelse af den hvide Bronco, en særpræget biljagt, som filmen skildrer i actionæstetik, men i en ganske enestående actionæstetik, ved at blive ved helikopteroptagelserne af Broncoens kørsel og kun ganske kort, på en måde opmuntrende, lave klip til optagelser fra jorden og, næsten uvirkeligt, til den beruset begejstrede journalists kommentarer fra en dyb lænestol, en besynderlig karakter, som nu ser sine optagelser fra deroppe i sin tv-stations helikopter dengang, de var virkelige, nu ser dem som film til tv.

Og med dette klippevalg gør Edelman mig til egentlig deltager i dramaet. Når dette menneske i lænestolen både er reporteren og den fnisende leende tilskuer til sit eget scoop, lægger jeg uden beslutning afstand til betragtningerne udefra og flytter mig selv ind i Broncoens værdige ro, jeg holder nu med flygtningen. I hvert fald lige nu i dette: flugten. Og Edelmans fortælling forstår mig og følger med mig, skildrer de mange tilskuere til jagten, som ikke er en jagt, men en eskorte viser det sig, for politiet vil ikke miste OJ, de beskytter deres Juice, hans øgenavn fra fodboldbanen bruges nu mere og mere, og den hvide Bronco baner sig netop som den nærmer sig Simpsons hjem, vej gennem mylderet som cykelheltene højest i bjergetaperne. Jeg holder således med fodboldhelten her i løbet tilbage til baglinjen, holder med Juice, som med, viser det sig her, ikke bolden, men de vigtige indrammede fotografier i favnen…

Brian Tallerico skriver: “… These kind of “you are there” details are riveting, but that’s not meant to imply that this is merely a compendium of little-known facts. What really separates “OJ: Made in America,” other than its investigative spirit, is the brilliant connections Edelman and his team make through editing. We hear a fascinating story about friends trying to play a prank on a young OJ Simpson and Al “AC” Cowlings in which they pulled a starter pistol and AC jumped to protect his best friend. Of course, cut to the Bronco chase, in which AC could have been the last man to see OJ alive if Simpson had done what he intended at several points that day.

 

RUNNING BACK

Jeg var skeptisk ved afsnit 1 skrev jo kollega Tue Steen Müller, det mærkede han, da vi så den sammen. En læser af vores Facebookside indvendte, at det afsnit indeholdt en fremragende redegørelse for udviklingen i det spændte forhold mellem den sorte og den hvide befolkning disse år, og ja, det så jeg ved gensynet, det er da rigtigt nok, og vigtigt ja. Men jeg ledte efter noget andet, en kerne i serien og kom nu lidt på sporet af den, for med ét forstod jeg biljagten i afsnit 3. Jeg så nemlig nu, at det centrale motiv i afsnit 1 er OJ’s løb med bolden, hans løb fra alle andre, hans af alle beundrede løb til baglinjen med bolden i favnen. Jeg undrede mig ved første gennemsyn over dette uendeligt gentagne motiv. Det er jo ikke en almindelig sportsreportage, heller ikke kun en biografisk redegørelse, nej, arkivoptagelserne er klippet i rytmiske sekvenser til noget særegent. Denne detalje er vigtig for mig, vigtig nærmest musikalsk, og det gik så op for mig, at der er en lang bue af forståelse fra løbet med bolden til flugten med fotografierne i den hvide bil i 3. afsnit. Sådan noget kan jeg lide i en filmisk fortællelinje, lange buer mellem dens kernetemaers enkeltelementer, og der er i Edelmans sindrige værk adskillige. Sådan kollega, dette er mit foreløbige svar.

 

ANSIGTSUDTRYK

Dette billede er cinematografisk det vigtigste, det helt centrale i 4. afsnit, hvor dobbeltmordet skildres, hvor anklagerholdet og forsvarerholdet krydsforhører vidner og argumenterer mod hinanden. Dette billede af anklagede O. J. Simpson i retten lyttende (en enkelt gang handlende, nemlig da han prøver handskerne), lyttende og afmålt reagerende, men vist uden at have en eneste replik. Det er nemlig noget helt andet Edelman vil med sine utallige indklip af denne indstilling, denne ene indstilling med lige så utallige variationer i det overmåde store arkivmateriale, variationer i hovedpersonens repertoire af fuldt kontrollerede ansigtsudtryk. I klipningen afprøves med den kameraindstilling en enkelt bemærkning af statsadvokaten, nu år efter som vidne i filmen her: Simpson kan på et splitsekund (og hun knipser i luften med to fingre) skifte ansigt fra én følelsens yderposition til en andens. Uventet. Nu råder klipperen så over disse utallige kombinationsmuligheder med et ligeledes, må det være, meget stort antal udsagn fra advokater og vidner og lydbånd og dertil fremlagt bevismateriale og fotografier med et rystende indhold. I dette klippebordets variationsværk fører Ezra Edelman sideløbende med sin samfundsskildring af det vestlige USA dette årti, skildringen af sin hovedperson så underfundig kryptisk videre, at i hvert fald jeg alene for dette klippearbejde må se ikke blot serien færdig, men inden da 4. afsnit igen…

 

GENTAGELSE

Som i mange satsdelte musikværker er tv-seriens sidste afsnit en stor billedfuga, hvis en sådan kan tænkes, en, føles det, rolig og selvfølgelig gentagelse af motiver og greb, jeg gennem de første dele er blevet fortrolig med ved gentagelserne der. Derfor er det selvfølgeligt, at O. J. Simpson kan køre direkte fra frifindelsen i retsalen og hjem. I den bil, jeg nu kender mere end nogen. Trygheden er denne hvide Ford Bronco. Den er den flugtbil, som er beskyttet af publikum og myndigheder.

Tv-seriens sidste afsnit begynder med en skildring af juryens afgørelse, en alvorlig undersøgelse af baggrunden for, at den trods det meget lange retsforløb kommer efter en votering på kun få timer den første formiddag, og så er det netop derfor: juryen er kørt træt, hvert enkelt medlem vil hjem hurtigst muligt efter mange ugers isolation. Afsnittets højdepunkt er for mig ikke J. O. Simpsons reaktion skildret i optagelser af ham stående i gruppen af forsvarere, for den er ventet, den er en gentagelse af scener jeg kender fra 4. afsnit. Den er selvfølgelig og den udskyder højdepunktet, som kommer lige efter. Det er Edelmans og klipperens montage af en balanceret række af ensartede nærbilleder af tilhøreres reaktion, et storslået studie i ansigter i følelsers ukontrollerede udtryk, altså en gentagelse og en variation af montagen af optagelser af Simpsons kontrollerede ansigtsudtryk i en tilsvarende sekvens i 4. afsnit, som den forbinder sig til i en erindringsbue over scenen med ham stående i skranken lige før, knyttende hænderne diskret, men dog tydeligt som det i dette øjeblik sejrende konkurrencemenneske.

Den følgende sekvens er en varieret gentagelse af flugtmotivet, løbet tilbage til baglinjen med bolden, med fotografierne, med minderne i favnen, nu i den hvide Bronco, nu på vej hjem i en montage atter med gentagelsens erindringsbuer over en række scener i tidligere afsnit til bilen i en helikopteroptagelse i en beskæring, jeg har set før, men ikke den samme, nej, omhyggeligt ny og fundet af klipperen, kører gennem de to portstolpers åbning af opkørslen til Simpsons villa.

Men der bag linjen er holdet opløst, splittet. Bolden, minderne, billederne bliver stjålet, hans egne evner svigter. Og nu kommer gentagelserne i tragediens følgende akter, to nye retssager, en civilretssag og strafferetssag, begge uden nogen storhed overhovedet, uden stjernespillere, uden det store stadions opmærksomhed.

Filmen er en tragedie, men den er ikke de to myrdedes tragedie, den er O. J. Simpsons tragedie, tv-serien er samlet en tragedie i den store klassiske stil om et meneskes skæbne, dette menneskes skæbne. Titlen fortæller, at dette menneske er produkt af samfundet det lever i. Sætter mennesket sig op og skiller sig ud og hævder sig og nærmer sig guderne, ja så er det overmod, det er hybris, og det indebærer en straf, som er blinde lystne guders hævn og leg. Deres leg hedder gentagelse. Og jeg bliver i min læsning af Ezra Edelmans værk hængende ved dette still fra en scene fra den sidste retssag. Træt hæver O.J. Simpson hånden og sværger at sige sandheden, hele sandheden og kun sandheden. Jeg ved det er forgæves.

USA 2016, serie i fem afsnit på i alt 463 min. Filmkommentarens vurdering: 6/6 af vore penne. Sendes samlet på DR2 på søndag fra om morgenen og derefter afsnitsvis i vinterferien om aftenen sent.

Magnificent7 2017 13th Edition

The 13th and last post from the 13th edition of the Magnificent7 Festival in Belgrade. The photos shown are from the closing night, where ”In Loco Parentis” by Neasa Ní Chianáin and David Rane was shown to an audience of the size you can see from the photos. Before the screening the two directors behind the Irish film received an award from the local Bel Medic ”for creative emphasis of humanistic values”, a diploma accompanied by an envelope.

The photos… from the stage I asked the photographers to turn around and catch the most magnificent audience I know of, applauding the festival, the filmmakers, the staff of the Sava Center, the team behind the festival and the festival directors Svetlana and Zoran Popovic, who were on stage. Standing ovation from more than 2000 spectators, who came to watch – an estimate of the attendance during the whole week is that 7500-8000 went to watch the Magnificent7 program of 7 films. One film per day, Q&A’s for around 50 people in a packed vip room and the day after meeting of directors with around 25 young filmmakers in two hour sessions. This year the festival welcomed directors from 6 out of the 7 films: Sergei Loznitsa, Jérome le Maire, Nikolaus Geyrhalter, Miroslav Janek, Audrius Stonys, Neasa Ní Chianáin and David Rane. Only Cosima Lange from the opening film ”Hello, I’m David” (Helfgott) could not come as she was not allowed to travel because of her pregnancy.

From an ”internal” perspective the hospitality was again second to none. Wonderful hotel, the Crowne Plaza, from where you can access the Sava Center cinema – and – as some Serbian filmmakers suggested as a logline for the festival guests: 7 films, 14 restaurants! With a reference to the fact that the festival team finds lunch and dinner restaurants for the 7 days.

Including me and my wife for the 13th time. HVALA!

http://magnificent7festival.org/en/

https://www.facebook.com/belmedic 

Audrius Stonys Masterclass at M7

”This is a sacred place, like a church and suddenly we hear this crazy sound. This man takes tourists to this place. He is the sign of civilisation. A sign of a new time. The reality is that these guys are coming. Something precious will disappear…”

Lithuanian Audrius Stonys is a mild man but when he talks about the end of his film his voice is full of sadness and anger. As we experienced at the masterclass with him at the VIP room at the Sava Centre. A class that turned out to be dealing with what it means to be filming at the heights of Tian Shan mountain on the border between Kazakhstan and China, where his ”Woman and the Glacier” is shot and to where his main character, Lithuanian glaciologist Ausra Revutaite, came 30 years ago.

He made four expeditions to the mountains. “It took two

expeditions to find out that she did not want to speak or take part… First she was glad to be able to speak Lithuanian and she took us around… we had to obey the rules of the mountain and she knew the weather”. But for the two last expeditions they were there to film the mountains – for the dop, Audrius Kemezys, the challenge was to make the natural beauty into a cinemaric language. Sometimes we got one shot per day!

“The lack of oxygen affects you. I felt heavy. All the time you feel like you have a big stone on the chest… and when you come down you feel like flying. I think it is called natural doping among the runners who train in thin air”.

Audrius Stonys had 20 hours of material, he started editing after the third expedition and said in the masterclass that he was looking for the soul of the place, he succeeded when a structure was found, when the images started to talk to each other. The final stage of the editing was done in 10 days, the editor was young Estonian Mirjam Jegorov. The director and editor did the job in a monastery where a film loving monk had installed an editing room!

“You can not force the landscape to change if the footage says something else…if you go closer to the glacier you see the texture. You have to be humble, you listen to what the mountains say and you use your intuition”.

… and you make your own associations when you watch this elegy. When the stones and the water flow dramatically down the mountains, I think of Artavadz Pelichian, when the camera move into the caves and one “painting” after the other reaches your eyes, surrealist artist Yves Tanguy comes to my mind, so on so forth.

http://www.magnificent7festival.org/en/index.php