Sergey Loznitsa: Austerlitz/ 3

Loznitsa was in Belgrade at the beginning of this month, did a masterclass – I was there to pick up some of his interesting bon mots on his way of making films – my text turned out to be – also – a kind of review of this great work:

He was adressing the audience in the Sava Center and said that this amount of people at one screening is the same as we have had in one month in theatres in Germany! Where the film was released mid December. The reviews have been great in Germany but it seems to be difficult to attract the audience for a film like ”Austerlitz” directed by Ukrainian Sergei Loznitsa. I can only say that the Belgrade audience deserves a big Bravo to come and appreciate a film like this that is challenging. Well I know that many found it long and boring, but also that many left the cinema having experienced a piece of cinematic art.

There was a full house for the Q&A in the VIP room afterwards for a one hour session, where the director explained how he came to have an interest in holocaust tourism and how he made it into a film. Equally interesting was a friday morning where he was with young and younger filmmakers for a couple of hours showing examples from previous films.

As one of the trio of selectors (Svetlana and Zoran Popovic being the other two) I have been happy to present ”Austerlitz” at the Magnificent7 festival. With me it is a film that almost works physically. Loznitsa´s construction of the sound score is a superb

alliance to the black & white images, where there is no camera movement and where every frame is precise and full of meaning in its composition. Back to the sound… it goes on my nerves when I am confronted with the sound of steps of all the tourists, who are visiting the camps – after visiting several, Loznitsa decided to concentrate on Dachau and Sachsenhausen – in their almost naked summer dress with their smart phones clicking all the time, their audioguides linked to the ear, and their selfie-photo-taking.

There IS so much disrespect in the behaviour of the tourists, Loznitsa is not pointing at that, it is my interpretation based on his aesthetic somewhat pure approach. But you are not only shaking your head when watching: Suddenly he introduces a sequence of faces, who look concentrated at, well what it is, we don’t see it, but we read the faces and the emotions, and after some faces Loznitsa lets church bells ring… and I remember what he said at the workshop: you have to let the unexpected in because that’s what we as viewers actually expect. In other words it was exactly what I needed from the director, this gentle comment to the faces and their feelings.

40 shooting days, I never hide the camera, precise information on use of lenses, I don’t like people looking into the camera, lot of discussion on the quick cutting at the end of the film contrary to the long shots otherwise used. Loznitsa was generous in his explanations, a mild man, precise as the mathematician he is by education, an education he took before he entered the Moscow film school VGIK and made his first fine work, “Together we are going to build a house” (28 mins.) from 1995. I remember I had seen it before, maybe also awarded it at a festival, anyway it was fine to hear him talk about the film sequence by sequence, and if anyone thinks that Loznitsa is dry and clinical in some of his films, they might be right but here there is a lot of humour that he conveys in the way that he looks at people.

And constructs the film. Because a film is a construction, it is being built, as Loznitsa – and colleague Allan Berg – says again and again. This film was made on 35mm, 20 reels, 2 months of editing, no narration, just an idea, he said, structured like a reportage, “one day in the life of…” these people building the house, and to tell the audience that it was shot over some time, he let a sequence with a dog on the building site be repeated three times!

Cinema for me lies only in the pictures with the use of sound in a creative way.

How to… for every film I make there is a set of rules of “yes” and “no”. And after an editing Loznitsa produces a graph, where he can see how a film flow is with rhythm, where there is most energy – amazing, must be his mathematic background!

At the workshop Loznitsa also showed a clip from the short film he made in Riga from the Jewish cemetery and from “Landscapes” (2003, 60 mins.), part of “Riga Force Majeure”.

Sergei Loznitsa is a director who operates with fiction, documentaries and archive films. As for the latter, I can only recommend those of our readers, who are historically interested to watch “Blockade” (2005) on the siege of Leningrad, “Maidan” (2014) and “The Event” (2015). Loznitsa told me in Belgrade that he now prepares an archive film based on material from Stalin’s processes. He has the footage, it’s amazing he said, he looks forward to the editing process, were he normally includes Lithuanian Danielius Kokanauskis.

Several of Loznitsa’s film are available on DocAlliance, link below.

http://loznitsa.com/

http://dafilms.fr/search/?q=sergei+loznitsa 

www.dfi.cinemateket

 

 

 

Sergey Loznitsa: Austerlitz/ 2

This is a text written by festival directors Svetlana and Zoran Popovic about Loznitsa’s film that was recently screened at the Magnificent7 festival in Belgrade and will be shown at Cinemateket Sunday February 26:

Premiered at the Venice Film Festival, “AUSTERLITZ” is another distinct documentary made by Sergei Loznitsa, who is currently one of the most significant European authors. Made in the form of classical black-and-white film, without many words, without any comment or explanation, with distinctive style in which his previous documentaries were made, this film is a complex and surprising anthropological study of collective behavior and consciousness. With the precise distance, which he determines and then never passes, Loznitsa reveals a phenomenon that intrigues us and provokes, equally as much it confuses us. This is a film in which the author, with the means of exquisite photography, camera, editing and directing, creates an exciting essay filled with tension, which turns the viewer into the silent interested witness and questioning participant.

There are places in Europe that keep the painful memories of the past – factories where people were turned into ashes. These places are now memorial complexes open to visitors and receive thousands of tourists every year. The name of the film is taken from the novel of one of the most important contemporary writers from the end of XX and the beginning of the XXI century, W.G. Sebald, which is dedicated to the memory of the Holocaust.

Loznitsa wrote: “What am I doing here? What are all these people doing here, moving in groups from one object to another? The reason that brings thousands of people to spend their summer weekends in former concentration camps is one of the mysteries of these memorial complexes.” The film is an attempt to deliberate these mysteries.

Germany, 2016, 94 mins.

http://www.loznitsa.eu/

Docs & Talks /11

ANNA ROUSSILLON: I AM THE PEOPLE

Hvordan ser revolutionen i 2011 og dens efterveer ud set fra en landsby langt fra Tahrir-pladsen? I palmelundene i Luxor-dalen diskuteres der – i et samfund præget af årtiers diktatur – også politik, ligesom der småskændes og filosoferes på højt plan. ‘I Am the People’ er en smuk og klog film, der med overblik og humor stiller spørgsmål til demokratiets forudsætninger og vilkår.

DIIS’ Rasmus Alenius Boserup diskuterer, med afsæt i dokumentarfilmen ‘I Am the People’ og sin egen bog ‘Efter foråret’, de spændninger, muligheder og blokeringer, der præger egyptisk og mellemøstlig politik i dag.

Je suis le peuple, Frankrig, Egypten, 2014. DCP, 111 min. Engelske undertekster. Film og debat i Cinemateket, København søndag 26.02.17, Kl. 14:00

http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/Serie.aspx?id=13247 

Docs & Talks /10

McEVVOY/FAROUKY: TELL SPRING NOT TO COME THIS SPRING

The Docs & Talks festival in Copenhagen screens this excellent film saturday night at 17.45, followed by a debate, at the Film House, Cinemateket. Two years ago I made this review of the film:

I have been there before. Danish director Janus Metz went to the Helmand Province in Afghanistan to make ”Armadillo” about ”our” soldiers on mission. After more than a decade in the country, the NATO troops have withdrawn leaving the job to fight the enemy, the Taliban, to ANA, the Afghan National Army.

The mood of the Afghan soldiers is quite different than the one of the Danish soldiers, who (until they end up in a real battle) saw the trip, one of them puts it like that, as like going to play a real football match after long training and preparation. Quite different, a true understatement, because what you get in the impressive film by Saeed Taji Farouky and Michael McEvoy, shot over a period of one year, is an insight to a situation that seems to be without any hope and perspective: an army with soldiers, who have no respect for the politicians or for what the NATO troops achieved, an atmosphere of depression, they have not been paid for months, they see the local population as stuck between taliban and the government’s army. No actual way out.

The filmmakers have wisely chosen to have a focus on two – the

captain Jalaluddin and private Sunnatullah. Their remarks are mostly put off-screen, their reflections are mingled with fine observational coverage of the soldiers in the camp, playing cards, playing football, before they are called to action. And action you get in the film! It is amazing how close the filmmakers go – as said by the young soldier: we were told that the Sangin battle would last 24 hours, it ended up being 45 days… It seems like the filmmakers were there for the whole time.

It’s a total inferno, soldiers are heavily injured, you see that, you see the fear in the eyes of soldiers, you see and hear the desperate call for help given by the captain – and you go home with them to the camp to understand that several had died. For what, you think, because the film makes you think so. The two protagonists have hopes for a good life, for peace, but on what fundament can they build their hope?

As a film ”Tell Spring…” is excellently crafted. The camerawork (mainly done by Farouky) is amazing, there is a narrative flow in the story, a respect for the protagonists, an ability to show the conflicts in the army and to the society, carried gently by fine music composed for the film. No wonder it won the Panorama Audience Award at the Berlinale as well as the Amnesty International Film Award.

UK, 2015, 83 mins.

Docs & Talks /9

MICHAEL McEVOY, SAEED TAJI FAROUKY: TELL SPRING NOT TO COME THIS YEAR

Dokumentarfilmen ’Tell Spring Not to Come This Year’ fokuserer på krigen i Afghanistan set med afghanske soldaters øjne, der bogstavelig talt placerer os midt i skudlinjen af fronten mellem Taleban og den afghanske nationale hær, der har overtaget kampen, efter at NATO har forladt landet. Et sjældent og nyt perspektiv der giver indsigt i de unge afghaneres personlige motivationer og drømme i en krig, der reelt set ikke er deres, og som det internationale samfund ikke længere interesserer sig for.

Filminstruktør Janus Metz og DIIS-forsker Mona Kanwal Sheikh diskuterer med afsæt i dokumentarfilmen ’Tell Spring Not to Come This Year’, hvilken situation de afghanske soldater opererer i, og hvordan Taleban står i Afghanistan i dag. I 2010 gav filminstruktøren Janus Metz en hårrejsende skildring af danske soldates hverdag i Helmand-provinsen med ’Armadillo’ – i dag er de tropper trukket hjem.

Storbritannien, 2015. DCP, 87 min. Engelske undertekster. Film og debat i Cinemateket, København lørdag 25.02.17, Kl. 17:45

 

ROBERT KENNER: COMMAND AND CONTROL

Et frygtindgydende mareridt udspiller sig på et militært missilkompleks i Arkansas i 1980. En medarbejder taber ved et uheld et stik, der punkterer brændstoftanken på et interkontinentalt ballistisk missil, som bærer kompleksets kraftigste nukleare sprænghoved. Hændelsen akkumulerer en serie af feberredninger for at undgå katastrofen. ’Command and Control’ er en neglebidende og minutiøs kronologisk gennemgang af historien. Instruktør Robert Kenner sætter et kamera ind, hvor intet kamera har været før, og bringer Eric Schlossers faglitterære thriller om dramaet til live med rekonstruktioner optaget i en original Titan II-missilsilo. Iscenesættelsen rammes ind af øjenvidneberetninger fra manden, der tabte stikket; ham, der designede det nukleare sprænghoved; den daværende Secretary of Defence. Alle fortæller om deres personlige oplevelse af de ni timers terror, for at forhindre en eksplosion 600 gange kraftigere end Hiroshima.

DIIS-forsker Gry Thomasen og historikeren Casper Sylvest diskuterer med afsæt i dokumentarfilmen ’Command and Control’, hvordan vi sikrer os mod atomkraftulykker, og om det at besidde atomvåben overhovedet er foreneligt med et moderne demokrati.

USA, 2016. DCP, 91 min. Engelsk dialog. Film og debat i Cinemateket, København lørdag 25.02.17 Kl. 21:00

http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/Serie.aspx?id=13247 

Docs & Talks /8

ROBERT KENNER: COMMAND AND CONTROL

”President Jimmy Carter’s national-security adviser, Zbigniew Brzezinski, was asleep in Washington, D.C., when the phone rang. His military aide, General William Odom, was calling to inform him that two hundred and twenty missiles launched from Soviet submarines were heading toward the United States. Brzezinski told Odom to get confirmation of the attack. A retaliatory strike would have to be ordered quickly; Washington might be destroyed within minutes. Odom called back and offered a correction: twenty-two hundred Soviet missiles had been launched.

Brzezinski decided not to wake up his wife, preferring that she die in her sleep. As he prepared to call Carter and recommend an American counterattack, the phone rang for a third time. Odom apologized—it was a false alarm. An investigation later found that a defective computer chip in a communications device at NORAD headquarters had generated the erroneous warning. The chip cost forty-six cents…”

Sara Thelle, en af redaktørerne af festivalen Docs & Talks, anbefalede mig denne tekst, Eric Schlossers artikel World War Three, by Mistake i The New Yorker 23. december 2016 som forberedelse til at se hans og Robert Kenners film, og jeg giver insisterende anbefalingen videre. Der er et link nedenfor, gå ind og læs! Det er lige nu den lettest tilgængelige opdaterede oversigt over nuclear command and control systemer i USA og Rusland set historisk/retrospektivt. Da jeg i går læste artiklen, blev jeg længe hængende ved det citerede afsnit (som nota bene ikke er den hændelse filmen er bygget over), men lige netop denne billeddannende scene med fru Brzezinzki, for hvem det ville være bedst at sove videre ind i døden, denne erindrede kilde i Schlossers tekst vækkede mig. Jeg var angst igen, angst for selve udslettelsen, som Zbigniew Brzezinski håndterer så åbenenbart velforberedt nøgtern. Hvad jeg bestemt også med gru forventer af den nationale sikkerhedsrådgiver: vores sidste handling er at rive mdstanderen med i udslettelsen.

Kenners rekonstruktion Command and Control rammer mig ikke som i sin tid Watkins rekonstruktion The War Game, 1965, som stadig i erindringen kan provokere min angst. Men erindringen svækkes, den kolde krig er forbi, en uopmærksomhed har listet sig ind på mig, som dovenskab gør. Her har Schlossers og Kennners værk været et alarmkald som det nu, et med rødt blinkende lamper den skræmmende dag i missilstationen i Damascus, Arkansas, filmen skildrer som ramme for sin kritiske historiske undersøgelse. Ikke, som jeg havde ventet, et russisk angreb ved en fejltagelse, men en fejl i eget sikkerhedssystem eller vice versa…

En tilsvarende lille detalje, men umålelig vigtig, her ikke en elektronisk eller digital, men en lavteknologisk detalje, som er årsag til den katastrofe, som filmen Command and Control analyserer, en fysisk væsentligt tungere stikadaptor af metal, som under et rutinemæssigt vedligeholdelsesarbejde på missilet, det handler om, af en mekaniker tabes fra øverst i siloen, det står i (STILL), tabes ved et hændeligt uheld, ved en menneskelig fejl, ned langs det vældige våbens blanke yderside, rammer en afstivningsarm af stål langt nede og slås ved sin nu anseelige faldkraft hårdt mod missilets letmetalskrog, laver hul lige der i den vældige tank til det meget brændstof, som ved affyring skal løfte missilet. Og brændstoffet sprøjter ud i mængder.

Det udløser alarmen og filmens dramatiske handling, en handling bygget på en iscenesat rekonstruktion, en handling, som blot er rammen om filmens moralske fortælling. Filmens handling er altså dens omfattende og nøgterne rekonstruktion og iscenesættelse i actionstil, filmens fortælling derimod er ganske konventionelt sammensat af arkivstof og en mængde brudstykker af interviews, alle søgende det sentimentale udtryk, dog bortset fra nogle få afsnit af Schlossers redegørelse, som kunne have været hele fortællestemmen, som selv om den her er klippet hårdt ned, skaber en basgang af aldeles nøgternt, ubesmykket og befriende, usentimentalt sprog. Jeg bevæges ikke af erindrende vidner, som bryder i tårer under optagelsen, jeg bevæges derimod til rystelse af forfatterens stablen kendsgerning på kendsgerning og i sin tekst konkluderen:

”What worries me most isn’t the possibility of a cyberattack, a technical glitch, or a misunderstanding starting a nuclear war sometime next week. My greatest concern is the lack of public awareness about this existential threat, the absence of a vigorous public debate about the nuclear-war plans of Russia and the United States, the silent consent to the roughly fifteen thousand nuclear weapons in the world.”

USA, 2016, 91 min. Engelsk dialog. Filmkommentarens vurdering: Trods kunstneriske svagheder 4 af 6 pennespidser til filmen for dens research og ledsagende dokumentation, for dens insisterende, alvorligt og omhyggeligt begrundede advarsel: ingen fare er på noget tidspunkt drevet over. Slet ikke nu. Film og debat i Cinemateket, København lørdag 25.02.17, Kl. 21:00:

http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/Serie.aspx?id=13247

SYNOPSIS

Et frygtindgydende mareridt udspiller sig på et militært missilkompleks i Arkansas i 1980. En medarbejder taber ved et uheld et stik, der punkterer brændstoftanken på et interkontinentalt ballistisk missil, som bærer kompleksets kraftigste nukleare sprænghoved. Hændelsen akkumulerer en serie af feberredninger for at undgå katastrofen. ’Command and Control’ er en neglebidende og minutiøs kronologisk gennemgang af historien. Instruktør Robert Kenner sætter et kamera ind, hvor intet kamera har været før, og bringer Eric Schlossers faglitterære thriller om dramaet til live med rekonstruktioner optaget i en original Titan II-missilsilo. Iscenesættelsen rammes ind af øjenvidneberetninger fra manden, der tabte stikket; ham, der designede det nukleare sprænghoved; den daværende Secretary of Defence. Alle fortæller om deres personlige oplevelse af de ni timers terror, for at forhindre en eksplosion 600 gange kraftigere end Hiroshima. (Docs & Talks program)

LINKS / LITTERATUR

Eric Schlosser er forfatter til Command and Control: Nuclear Weapons, the Damascus Accident, and the Illusion of Safety, 2013 og manuskript forfatter til dokumentarfilemen Command and Control, 2016.

http://www.newyorker.com/news/news-desk/world-war-three-by-mistake (Seneste artikel af Eric Schlosser i The New Yorker 23. december 2016)

www.theverge.com/2017/1/10/damascus-arkansas-nuclear-accident-1980

Docs & Talks /7

Program torsdag 24. februar / tekst: Sara Thelle, Mira Bach Hansen, Rasmus Brendstrup

NYE SYRISKE KORTFILM

Vi skal se dukkesatire som magtkritik med kunstnergruppen Masasit Matis serie ‘Top Goon’ og den bevægende animationsfilm ‘A Spring Tale’ instrueret af de to kunstnere Mohamad Omran og Dani Abo Louh. Det er en stærk og rørende fortælling, der hylder den fredelige modstand.

Det anonyme filmkollektiv Abou Nadarra har hver fredag siden begyndelsen af oprøret i 2011 lagt en lille film ud på internettet. De ultra-korte film problematiserer gængse forestillinger om Syrien, krigen og om os, der som tilskuere oplever rædslerne på afstand. Abou Nadarra insisterer på den universelle fortælling og på at skabe identifikation.

Til sidst vises to kortfilm produceret af NGO’en Bidayyat, der med base i Beirut har støttet dokumentar- og eksperimentalfilm lavet af unge syriske instruktører siden 2013. Azza Hamwis bevæger sig mellem de to dele af det splittede Damaskus, den regimestyrede og den befriede, i den personlige refleksion ‘A Day and a Button’. Og ‘Love During the Siege’ af Mattar Ismaeel er en nænsom skildring af håb og kærlighed i en hverdag, der ellers er reduceret til ren overlevelse i det belejrede sydlige Damaskus, hvor instruktøren stadig befinder sig i dag.

Filmmediet spiller en afgørende rolle i konflikten i Syrien. Som kunstnerisk udtryk, som dokumentation for krigens rædsler og som magtkritisk våben i oprøret mod regimet, men også i kampen for retten til selv at definere, hvordan syrere repræsenteres i en verden hvor regimets propaganda og de vestlige mediers overflod af billeder af syrere som anonyme ofre eller fanatiske krigere dominerer. Helle Malmvig fra DIIS har forsket i de visuelle udtryk, der er opstået under det syriske oprør og den efterfølgende krig. Dagens program leder os gennem oprørets spæde start præget af latter og optimisme, henover den begyndende tvivl og vold, til i dag, hvor den rene overlevelseskamp råder. Programmet spænder vidt, fra dukkesatire og gribende animation til dokumentariske filmessays, digtoplæsning og samtale med syriske gæster.

I samtale med den herboende syrisk-kurdiske digter Jan Pêt Khorto og den syriske videokunstner Dani Abo Louh, der bor i Paris og er medinstruktør på ‘A Spring Tale’, taler DIIS-forsker Helle Malmvig om kunst som politisk aktivisme og om situationen i Syrien lige nu. Moderator: Sanne Gram.

Syrien, 2016. Kendes ikke, 30 min. Engelske undertekster. Film og debat i Cinemateket, København fredag 24.02.17, Kl. 16:30

http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/Serie.aspx?id=13247

 

Docs & Talks /6

Program torsdag 23. februar / tekst: Sara Thelle, Mira Bach Hansen, Rasmus Brendstrup

TIFANNY HSIUNG: THE APOLOGY

‘The Apology’ handler om den japanske hærs systematiske voldtægt af over 200.000 kvinder under 2. verdenskrig. Tre bedstemødre fra henholdsvis Sydkorea, Kina og Filippinerne bryder års skam og fornægtelse – og kræver en officiel undskyldning fra den japanske regering. En kamp, der fører dem helt til FN’s Menneskerettighedsråd i Genève for at overlevere mere end en million underskrifter på vegne af aktivister, pårørende og overlevende, der håber på forsoning, retfærdighed og heling.

At et land siger undskyld for fortidige ugerninger er ikke altid en fordel for ofrene. Problematikken diskuteres af forskerne Robin May Schott, Cecilie Stokholm Banke og Yang Jiang oven på visningen af ‘The Apology’, der handler om den japanske hærs systematiske voldtægt af over 200.000 kvinder under 2. verdenskrig. Debatten foregår på engelsk.

Canada, 2016, DCP, 104 min. Engelske undertekster. Film og debat i Cinemateket, København torsdag 23.02.17, Kl. 16:45

 

MICHAEL MATHESON MILLER: POVERTY, INC.

‘Poverty, Inc.’ undersøger bagsiden af humanitært arbejde og de negative bivirkninger, den globale fattigdomsbekæmpelse kan have på de lokale samfund, den egentlig skulle hjælpe. Med eksempler fra Haiti og Afrika ser vi, hvordan den internationale bistandsindustri, organisationer som Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og velmenende NGO’er og celebrities kan ødelægge de lokale bønder og forretningsfolks eksistensgrundlag og gøre befolkningen afhængige af et system, der i realiteten kun nærer sig selv ender med at fastholde modtagerne i fattigdom. Kritiske røster, bl. a. antropologen Timothy Schwartz, lægen og forfatteren Theodore Dalrymple og den senegalesiske iværksætter og powerkvinde Magatte Wade, påpeger, hvorledes udviklingsbistand kan blive til en form for neokolonialisme, der gør de lokale befolkninger til økonomiske slaver.

Er udviklingsbistand overhovedet befordrende for selvhjælp eller en bekræftelse af status quo – bare med nogle rigere mellemmænd? Det diskuterer DIIS-forskerne Adam Moe Fejerskov og Neil Webster sammen med generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, Tim Whyte, med afsæt i dokumentarfilmen ‘Poverty, Inc.’

USA, 2014, 91 min. Engelske undertekster. Film og debat i Cinemateket, København torsdag 23.02.17, Kl. 20:30

http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/Serie.aspx?id=13247 

Docs & Talks /5

Program onsdag 22. februar / tekst: Sara Thelle, Mira Bach Hansen, Rasmus Brendstrup

ROBERT OEY: THE MISSION

”Peacekeeping – but there is no peace to keep.” Oberst Joost de Wolf var fra 2014 til 2015 næstkommanderende for hæren under FN-indsatsen i Mali, men er en overraskende ærlig og kritisk fortæller. Hvad sker der, når kontorvirkeligheden i New York møder virkeligheden ude i marken? ‘The Mission’ diskuterer FN-missionens reelle mandat, grænsen mellem en fredsbevarende mission og terrorbekæmpelse – og skillelinjen mellem politiske og militære løsninger.

Efter dokumentarfilmen ’The Mission’ diskuterer DIIS-forsker Signe Cold-Ravnkilde og den tidligere militære leder af FN-missionen i Mali, Michael Lollesgaard, udfordringerne for FN i Mali og andre konfliktlande. Hvordan påvirker det eksempelvis en fredsbevarende mission, at den i sig selv bliver mål for terrorgrupper?

Originaltitel: De Missie, Holland, 2016, DCP, 89 min. Engelske undertekster. Film og debat i Cinemateket, København onsdag 22.02.17, Kl. 13:00

 

GIANFRANCO ROSI: HAVET BRÆNDER

Øen Lampedusa er blevet et symbol på flygtningekrisen. Men i sin vinderfilm fra Berlin-festivalen 2016, ’Havet brænder’, lægger italienske Gianfranco Rosi væsentlige nuancer til vores forståelse af øen og dens folk. Filmen er alt andet end reportage-agtig: Sensitiv, finurlig og fuld af ikke-verbaliserede paralleller mellem Lampedusas fiskerfolk og de hårdt prøvede syrere og afrikanere, der redder sig i land. Filmen har drengen Samuele – 12 år, umiddelbar, synshæmmet og meget lidt søstærk – som omdrejningspunkt. Hans far er søulk, mormoren ferm ved gryderne, og omkring dem cirkler militær- og redningsskibe. Det hele bindes sammen gennem en radiovært og øens allround-læge.

DIIS-forskerne Hans Lucht og Sine Plambech diskuterer med afsæt i Guldbjørn-vinderen ’Havet brænder’, om EU bruger de rigtige midler i forsøget på at forhindre de mange dødsfald på Middelhavet. Sygeplejerske Kamma Skaarup fra Læger Uden Grænser er netop kommet hjem fra Lampedusa og fortæller om sine oplevelser med at behandle migranter. Og den rwandiske multikunstner Dady de Maximo viser billeder og video om migranters liv (denne del af arrangementet foregår på engelsk).

Originaltitel: Fuocoammare, Italien, Frankrig, 2016, DCP, 107 min. Danske undertekster. Film og debat i Cinemateket, København onsdag 22.02.17, Kl. 16:30

 

PAUL SALAHADIN REFSDAL: DUGMA : THE BUTTON

Den norske instruktør Paul Refsdal har fulgt fire foreign fighters fra al-Nusra Fronten i Syrien gennem seks uger. Alle har de som mål at blive martyrer i hellig krig, og filmen giver et unikt indblik i krigernes tro og tvivlspørgsmål hos selvvalgte selvmordsbombere.

Efter filmen ’Dugma: The Button’ fortæller filmens instruktør Paul Refsdal om sine overvejelser i forbindelse med at portrættere en gruppe selvmordsbombere. Den danske journalist Nagieb Khaja debatterer efterfølgende med DIIS-forskerne Lars Erslev Andersen og Maja Greenwood, hvilken rolle fremmedkrigere spiller i Syrien – og hvor stor en trussel de udgør, hvis de vender hjem. Norge, Syrien, 2016, DCP, 58 min. Engelske undertekster. Film og debat i Cinemateket, København onsdag 22.02.17, Kl. 19:00

www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/

 

Docs & Talks /4

Program tirsdag 21. februar / tekst: Sara Thelle, Mira Bach Hansen, Rasmus Brendstrup:

LAURENT BÉCUE-RENARD: OF MEN AND WAR

Kom med helt ind i det terapirum, hvor amerikanske krigsveteraner fra krigene i Irak og Afghanistan bliver behandlet for posttraumatisk stress syndrom (PTSD). Filmen vandt hovedprisen på IDFA og får her sin dan- ske biografpremiere. Den viser også, hvordan krig ’smitter’ familierne derhjemme. ”Min datter har lidt under, at du var i krig – fra før hun blev undfanget,” som en hustru siger til sin veteranmand.

Frankrig, Schweiz, USA, 2014. DCP, 142 min. Engelsk dialog. Tilladt over 15 år. Film og debat i Cinemateket, København tirsdag 21.02.17, Kl. 12:30.

Dokumentarfilmen ’Of Men and War’ danner afsæt for en debat om, hvordan militæret i dag håndterer PTSD og forsøger at modvirke konsekvenserne af krigens traumer. I panelet sidder DIIS-forskerne Robin May Schott og Johannes Lang, der studerer krigens psykologi, militærpsykolog Halfdan Fryd Koot samt en tidligere udsendt soldat. NB: Reserverede billetter skal afhentes senest dagen inden arrangementet. Efter debatten er der reception i Asta Bar.

 

MARIANNA ECONOMOU: THE LONGEST RUN

’The Longest Run’ sætter spotlight på en skjult problematik i flygtningekrisen, nemlig fortællingen om, hvordan unge uledsagede flygtninge tvinges til at sætte sig ved roret og transportere illegale flygtninge over grænsen til Europa, mens de etablerede menneskesmuglere bliver tilbage og kan fortsætte deres arbejde ustraffet. Jasim og Alsaleh er begge mindreårige og er flygtet, uledsaget, fra krigen i Syrien og Irak. Begge drenge blev ved ankomsten til Grækenland anholdt og fængslet, og nu er de under anklage om menneskesmugling.

Filmens græske instruktør, Marianna Economou, giver os i ‘The Longest Run’ unik adgang til de to unge drenge i fængslet og helt ind i retssalen under retssagen, som skal afgøre deres videre skæbner. Gennem hjerteskærende telefonsamtaler med deres mødre, som sidder tilbage i hvert deres krigshærgede land, får vi på tæt hold lov at opleve den dobbelte rædsel og uvished, som drengene og deres familier gennemlever.

Grækenland, 2015. DCP, 73 min. Engelske undertekster. Tilladt over 15 år. Film og debat i Cinemateket, København tirsdag 21.02.17, Kl. 16:45

Hør instruktøren bag filmen ‘The Longest Run’, græske Marianna Economou, fortælle, hvordan hun ved et tilfælde fik adgang til et græsk ungdomsfængsel og mødte filmens hovedpersoner. DIIS-forsker Ninna Nyberg Sørensen taler om de gråzoner, der omgiver begrebet menneskesmugling, både på et nationalt og europæisk plan, og psykolog Mozhdeh Ghasemiyani, der har arbejdet med uledsagede mindreårige flygtninge, ser på forholdene for denne udsatte gruppe i en dansk kontekst. NB: Reserverede billetter skal afhentes senest dagen inden arrangementet. Debatten foregår på engelsk. Bemærk også, at der forinden er reception i Asta Bar kl. 16.00-16.45

www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/