7000 Submissions to M2M

…meaning the St. Petersburg festival Message to Man that holds its 26th edition September 25 to October 10… The competition programmes were announced today, for long and short documentaries, for short animated and short fiction films, for experimental works for the national documentary competition. There is quite a lot to choose from, last year I went for the national competition, let’s see what will appeal to me this year, where I will attend for some days after a distribution conference for Nordic and Russian documentarians with the title ”How to Reach the Audience” taking place the 23rd and 24th of September. Responsible is producer Viktor Skubey.

Some words about the long documentaries, where I (among 10 films in competition) am happy to find Ognjen Glavonic’s Serbian ”Depth Two”, Helena Trestikova’s ”Mallory”, ”Manor” (photo) by Canadian Pier-Luc Latulippe and Martin Fournier – and surprising enough ”Under the Sun” by Vitaly Mansky, who I thought was a persona non grata in Russian festival circles!

Same positive surprise when I – in the national documentary competition – found ”My friend Boris Nemtsov” by Zosia Radkevich.

Again – 7000 submissions, it’s crazy, how do you cope with that as a festival? M2M has done it, selection is made, I can only talk from the long documentary part, which has high quality.

http://message2man.com/en/participants/info/

Kirsten Johnson: Cameraperson/2

This is a film that had its premiere at the Sundance festival in January, was at numerous festivals in the USA, won first prize at the festival in Sheffield and has got fine reviews in newspapers and magazines. Here is one more enthusiastic review of a film by Kirsten Johnson with whom I have been tutoring in the Middle East, and whose generosity in sharing experience and inspiring people is both professional, humble and warm. As is her film that I am sure will get to a bigger non-Brexit European audience. It is a film that deserves all the attention it can get.

BECAUSE it puts the cinematographer and his/her work in focus through Kirsten Johnson, who says – a text in the beginning of the film – ”for the past 25 years I’ve worked as a documentary cinematographer. I originally shot the following footage for other films, but here I ask you to see it as my memoir. These are images that have marked me and leave me wondering still”.

Memoir, yes, the film comes out as not only an offer to reflect on

ethical and aesthetical choices of a cameraperson, it is also an autobiographical essay, as – luckily – Johnson connects what she is doing behind the camera with her own private life as mother of twins with a mother, who suffered from Alzheimer’s and a father/grandfather playing with her Viva and Felix, the names of the twins. In other words private footage is included in a film that is very rich in its thematically structured narrative.

It makes no sense to mention the films from where the footage shot by Johnson is taken. It does not matter as she has created a new context with the clips chosen. Very elegantly she returns to some of the clips and actually puts stories into the minds of us as viewers, to make us understand/feel why that shooting has influenced the cameraperson.

It’s all about Life and Death. If we take one of the red threads of the film, location Foca in Bosnia, there is a fine clip in the beginning with Kirsten Johnson running after a shepherd on horse leading his sheep. It is full of joy, you hear the cameraperson losing her breath, you sense she likes where she is and what she is filming. Later on you are taken back to the same location with a small boy in focus; the camera and the one holding it falls in love with him, the director of this film, ”Cameraperson”, puts music on the sequence, that becomes lyrical. And yet the background is given to the viewer, Foca was hell on earth during the Bosnian war, witnesses tell about murders and rapes and Johnson includes the driver, who is also a war investigator AND the translator in the story, that becomes human far from the reportage-like programmes we have seen so many of. It all ends up in a beautiful scene towards the end of the film, where Kirsten Johnson is back in Foca five years later showing the Bosnians the material from then, saying that what she remembers is NOT the horrors they told her about but how she was received by them as a human being. Respect!

Another story followed through clips is the one from the courtroom, where the case of James Byrd was held – Byrd was the black man, who was chained to a car that dragged him through the town of Jasper, with a brutal death as the consequence. Johnson asks a man from the court to take the chain out of a box and films it in its full length. Or the very touching sequences from Kenya with a wonderful midwife, who fights for the life of a newborn baby in a cool way ignoring he presence of the camera but also responding, when the worried cameraperson asks questions.

Kirsten Johnson has been all over the world and very very often to war zones filming in places where massacres have been performed. You wonder what keeps her going from horror to horror. The mentioned example with the Bosnians is one, curiosity and compassion another, having her twins at home in a safe place a third one etc.etc. There is a lot of death in ”Cameraperson”, but when showing and talking about death you have to ”respect the golden rule”, as says a Syrian refugee at a meeting in Bronx New York, ”Dignity”. That is the approach of Kirsten Johnson for sure.     

USA, 2016,

PS. I have not read it yet but at the newest edition of the IDA published magazine Filmmaker, Kirsten Johnson is on the cover page, promotion line: Make sure to pick up the current issue to read a fascinating article where she discusses and meditates on 11 shots from the film.

PPS. The film is shown at the upcoming festivals in Prizren (DokuFest) and Sarajevo.

http://www.camerapersonfilm.com

Ezra Edelman: “O.J.: Made in America” /2

Det var biljagten i afsnit 3 jeg kom fra. Nu er det snart tirsdag igen og jeg er ganske enkelt spændt på afsnit 4, jeg må uomgængeligt være med i det her. Jeg, som ikke er trofast tv-seer. Jeg, som sjældent følger serier, jeg fulgte sidste tirsdag den forfølgelse af den hvide Bronco som filmen skildrer i actionæstetik, men i en ganske enestående actionæstetik ved at blive ved helikopteroptagelserne af Broncoens kørsel og kun ganske kort, på en måde opmuntrende, lave klip til optagelser fra jorden og, næsten uvirkeligt, til den beruset begejstrede journalists kommentarer fra en dyb lænestol, en besynderlig karakter, som nu ser sine optagelser fra deroppe i sin tv-stations helikopter dengang de var virkelige, nu ser dem som film til tv. Og med dette klippevalg gør Edelman mig til egentlig deltager i dramaet. Når dette menneske i lænestolen både er reporteren og den fnisende leende tilskuer til sit scoop, lægger jeg uden beslutning afstand betragtningerne udefra og flytter mig selv ind i Broncoens værdige ro, jeg holder nu med flygtningen. I hvert fald lige nu i dette: flugten. Og Edelmans fortælling forstår mig og følger med mig, skildrer de mange tilskuere til jagten, som ikke er en jagt, men en eskorte viser det sig, for politiet vil ikke miste OJ, de beskytter deres Juice, hans øgenavn fra fodboldbanen bruges nu mere og mere, og den hvide Bronco baner sig netop som den nærmer sig Simpsons hjem, vej gennem mylderet som cykelheltene højest i bjergetaperne. Jeg holder således med fodboldhelten her i løbet tilbage til baglinjen, holder med Juice, som med, viser det sig her, ikke bolden, men de vigtige indrammede fotografier i favnen…

Brian Tallerico skriver: “… These kind of “you are there” details are riveting, but that’s not meant to imply that this is merely a compendium of little-known facts. What really separates “OJ: Made in America,” other than its investigative spirit, is the brilliant connections Edelman and his team make through editing. We hear a fascinating story about friends trying to play a prank on a young OJ Simpson and Al “AC” Cowlings in which they pulled a starter pistol and AC jumped to protect his best friend. Of course, cut to the Bronco chase, in which AC could have been the last man to see OJ alive if Simpson had done what he intended at several points that day.”

http://www.rogerebert.com/reviews/oj-made-in-america-2016

USA 2016, serie på i alt 463 mins. Det 4. afsnit sender DR2 Dokumania tirsdag, 2. august 20:45.

Laura Israel: Don’t blink – Robert Frank

When Landskrona Foto Festival is held for the fourth year in a row on 19–28 August, we can not only present an unusually large number of interesting exhibitions of international and Swedish photographers but also the documentary film Don’t Blink – Robert Frank, a portrait of the world’s most influential living photographer today.

See the trailer:

https://vimeo.com/165581520

Fotografen Finn Larsen som bor i Malmø har i dag sendt mig denne meddelelse, da han jo ved, at vi her på Filmkommentaren holder meget af Robert Frank og hans arbejde. Det er i god tid, men der er faktisk også så vidt det kan ses af materialet kun tale om én eneste visning af filmen: 20. august 18:15 i Teatersalonen, Landskrona Teater, så billetterne er ganske sikkert hurtigt væk.

Tue Steen Müller and Sara Thelle on Robert Frank and his works and on Laura Israel’s film:

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3392/

LANDSKRONA FOTO FESTIVAL 2016

Ten days of exhibitions, photo books, seminars, portfolio reviews, artist talks and more. Since the start four years ago Landskrona Foto Festival has established its position as an international meeting place for photographers and those with an interest in photography. Over 150 photographers are exhibiting in Landskrona 19-28 August.

Read more and see program:

http://www.landskronafoto.org/en/festival-2016/

 

Andreas Dalsgaard and Obaidah Zytoon: The War Show

Venice Days 2016 line-up: Opening the programme will be Denmark-Finland co-pro The War Show from co-directors Andreas Dalsgaard (Photo) and Obaidah Zytoon. A documentary road film chronicling the Syrian uprising and war, the film sees Zytoon sets off on a road trip around Syria, telling the Syrian story through a series of personal intimate stories. (Screendaily.com)

http://www.screendaily.com/news/venice-days-2016-line-up-unveiled/5107026.article#

Og Fridthjof Film / Line Bilenberg meddeler glade: ”Dansk film udtaget til Venedig. The War Show instrueret af Andreas Dalsgaard og Obaidah Zytoon får verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig i sektionen “Venice Days”, hvor filmen både er i konkurrence samt udtaget som festivalens åbningsfilm.

10. august kan de stolte supplere med en meddelelse om at filmen også er udtaget til Toronto International Film Festival’s TIFF Doc Programme.  

Dokumentarfilmen The War Show om krigen i Syrien instrueret af danske Andreas Dalsgaard og syriske Obaidah Zytoon er udtaget til “Venice Days” – og valgt som sektionens åbningsfilm. Venice Days, er Venedig Film Festivalens uafhængige sektion svarende til Cannes´prestige sektion Directors´Fortnight.

I 2011 bliver den syriske radio-dj Obaidah Zytoon og hendes venner revet med af opstanden imod regimet. De lever blandt kunstnere og aktivister og filmer deres liv, da de begynder at deltage i demonstrationerne mod præsident Assad. Men som opstanden udvikler sig til en blodig borgerkrig, bliver deres venskab testet af fængslinger, død og vold.

Zytoon forlader Damaskus og rejser til sin hjemby Zabadani, til rebellernes højborg Homs og til det nordlige Syrien, hvor hun oplever den spirende ekstremisme. The War Show er en personlig roadmovie, der følger Syriens skæbne og en gruppe venner, hvis liv og drømme forvandles til mareridt, alt imens landet synker sammen i kaos.

The War Show, der er skrevet af de to instruktører, er produceret af Miriam Nørgaard, Alaa Hassan og Ronnie Fridthjof for Fridthjof Film i samarbejde med Dharmafilm og co-produceret af October Oy. Filmen har modtaget støtte fra Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Klara Grunning-Harris og DR ved Mette Hoffmann Meyer, IMS og CKU i Danmark. Derudover mange internationale finansiører. Filmen forventes at få dansk premiere senere på året. ”

SYNOPSIS

In 2011, Syrian radio DJ Obaidah Zytoon and her friends are swept into the Syrian uprising. They live in a circle of artists and activists and begin to film their lives as they take to the streets in rallies against President Assad. But as the country spirals into a bloody civil war, their friendships are tested by imprisonment, death and violence. Zytoon leaves Damascus and travels to her hometown Zabadani, the centre of rebellion in Homs, and to northern Syria where she witnesses the rise of extremism. A highly personal road movie, The War Show tracks the destiny of Syria as we follow a group of friends whose lives and dreams turn into nightmares as their country descends into chaos. (DFI update)

Obaidah Zytoon

 

THE DIRECTORS

“… Obaidah Zytoon traverses the border, bringing out video to show the world the human side of the two-year conflict, which has claimed tens of thousands of lives. But she also imports a message into Syria, admonishing FSA combatants to comply with international rules of war and the tenets of the Koran in their treatment of war prisoners and civilians. A crusader for secular democracy, Zytoon espouses non-violent forms of resistance against both the Syrian regime and extremists involved in the conflict.” (Miriam Herschlag, The Times of Israel, March 14, 2013)

http://www.timesofisrael.com/in-the-syrian-warzone/ 

Andreas Dalsgaard, who graduated as fiction film director from the National Film School of Denmark in 2009, debuted as documentary director with Afghan Muscles (2007), winner of the Best Director prize at the AFI Fest in Los Angeles, and has since released Bogota Change (2009), The Human Scale (2012), the doc-fiction Travelling with Mr. T (2012) and Life is Sacred (2015). (DFI update)

Tue Steen Müller har her på Filmkommentaren skrevet om to af Andreas Dalsgaards tidligere film: Life is Sacred (2015) http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3265/

og Afghan Muscels (2006) http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/64/

Dalsgaards mange film i øvrigt kan ses i listen her:

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/person/da/163697.aspx?id=163697 

PRODUCTION

The War Show is scripted by Andreas Dalsgaard and Obaidah Zytoon, with Miriam Nørgaard, Alaa Hassan and Ronnie Fridthjof producing for Fridthjof Film. The film is made in collaboration with Dharmafilm and co-produced with Oktober Oy of Finland, and it has received funding from the Danish Film Institute. (DFI update)

http://www.venice-days.com/film.asp?id=9&id_dettaglio=712&lang=eng

Ezra Edelman: O.J.: Made in America

Kollega Tue Steen Müller spørger mig, hvorfor jeg bliver ved med at se serien om O. J. Simpson, selvom jeg var skeptisk efter første afsnit, som vi så sammen… Jamen, netop det spørgsmål har jeg stillet mig selv efter DR2 visningen i aftes (jeg så dog kun sidste 2/3 og har ikke set de mellemliggende, men vil prøve at gøre det) og siden er jeg begyndt forsøgsvis at læse de begejstrede anmeldelser. Kan jeg finde en forklaring der? Eller er det klipningen? Biljagten i afsnittet i aftes for eksempel? Jeg har ikke været så optaget af en amerikansk arkivfilm siden måske Barak Goodmans serie “Clinton” eller endnu mere præcist siden Emile de Antonios “Millhouse” som end ikke er sentimental hvad Clintonbiografien er. Må prøve at finde kræfter til at se og finde en forklaring…

USA 2016, 463 mins

Seriens længde er således en udfordring. “… Its length may seem daunting, but I would have watched it for another eight hours and will almost certainly watch it again before the summer is over. It’s that good”, skriver imidlertid Brian Tallerico i sin grundige og kloge anmeldelse på rogerebert.com:

http://www.rogerebert.com/reviews/oj-made-in-america-2016

Best Documentary in Odessa

… at the International Film Festival, in a city I dream to visit one day… was ”In California” by French Charles Redon, a film that was also screened at IDFA 2015. This is the description of the film taken from the IDFA website, quite fascinating synopsis:

”A tribute to a tormented love story by the young French filmmaker Charles Redon, who adores and constantly films his girlfriend, an ambitious professional ballerina named Mathilde Froustey. Mathilde eats, trains and sleeps while Redon acts as her assistant. He is fascinated by her physical form and her discipline until he finds out that she is abusing her body. This completely changes the way he sees her: in his eyes, she is transformed from an admirable dancer into a dance-obsessed person with no mercy for her own body. When she starts to avoid him and no longer wants to cooperate with the film, Redon becomes obsessed with the issue that has become a taboo subject in their relationship. Made up of private recordings, the film concentrates on the time surrounding the French couple’s move to San Francisco, where Mathilde is pursuing a career as prima ballerina. Redon uses many different camera techniques to document his life with Mathilde in diary style – from a spy cam to a camera mounted on a selfie stick and a drone. He also delivers poetic commentary with enchanting images of jellyfish, a heron and a crocodile.”

A special mention was given to ”My Friend Boris Nemtsov” by Zosya Rodkevich, the film that got the main award at the festival in Krakow earlier this summer.

The jury in Odessa consisted of three persons, who always do their best to keep alive the often used filmkommentaren-sentence ”East Beats West” – the most original and innovative documentaries come from the Eastern part of Europe..:

From left Gennady Koffmann, Marina Razbezhkina and Rada Sesic.

Nordisk Panorama Competition Announced

“Nordisk Panorama Film Festival takes place between 16-21 September in Malmö, Sweden. Out of 616 submitted titles, 50 films have now officially been selected to partake in this year’s Nordic championship in documentary and short film production – Nordisk Panorama Awards…”,

words from the start of the press release that came in today, I add this information on the documentary competition: “Jury: Grit Lemke, DOK Leipzig (Germany) Chris Hastings, World Channel (USA), Camilla Nielsson, Winner of Best Nordic Documentary Award 2015 (Denmark)…”, the latter standing behind one of the most important documentaries from the last years, “Democrats”.

Let me mention some of the titles from the category “Best Nordic Documentary” starting with a salute for the choice of the controversial Andrei Nekrasov film “The Magnitsky Act” that other festivals have rejected because of fear for being sued by the powerful main protagonist. Otherwise it is obvious that Swedish/Polish Jerzy Sladkowski is there with “Don Juan”, Sara Broos with “Reflections”, the Gertten brothers with “Becoming Zlatan”, Norwegian Aslaug Holm with “Brothers” and Nicole Horanyi with “Motley’s Law”. These are all films that we have given positive reviews on this site.

Soon we will bring a review of “Those Who Jump” by Estephan Wagner, Moritz Siebert & Abou Bakar Sidibé – a film that has an international life as has Andreas Johnsen with his “Bugs”…

Bon appetit!

http://nordiskpanorama.com/en/industry/festival/competition-programme/

Cecilie McNair: Mukwano

Den sidste onsdagsfilm på Øksnehallens udstilling Africa Reframed er dansk og fra i år og i sit emne sørgelig aktuel, den behandler det mere end problematiske i at udvise homoseksuelle asylansøgere til et land, hvor homoseksuelle forfølges af såvel myndigheder som store dele af den omgivende befolkning.

SYNOPSIS

Mary Kabufufu er lesbisk og asylansøger. Hun leder efter sin kæreste, som forsvandt under deres flugt fra Uganda. Til Marys sidste interview i Flygtningenævnet går det op for hende, at hun har overset en ledetråd, som måske kan føre hende til kæresten. Men hun ved stadig ikke, om hun får asyl. (Africa Reframed program)

SYNOPSIS

Mary Kabufufu is lesbian and asylum seeker. She is looking for her girlfriend, who disappeared during their escape from Uganda. During her last interview at the Refugee Board it dawns on her that she has overlooked a clue that might lead her to her girlfriend. But she still does not know if she can get asylum. (Afrika Reframed programme)

Denmark 2016.

Filmen vises i udstillingen i Øksnehallen på onsdag 27. juli 19:00

http://super16.dk/teaser-foersteaarsfilm-mukwano/ (kort klip fra en scene i filmen)

http://www.africareframed.com/events/dk/2016/7/27/filmvisning-mukwano

Ikke såkaldte afgørende øjeblikke

Ved åbningen af udstillingen af Finn Larsens og Lars Johanssons fotografier Ung i Randers 1978-1979 i Øksnehallen i København talte forskningsbibliotekaren Sarah Giersing om de udstillede fotografier, og jeg vil her ved slutningen af udstillingens del Når asfalten gynger i Københavns Hovedbibliotek trække hendes lange, kloge tale frem, fordi det er begivenheder i min by hun talte om og til Filmkommentarens læsere især på grund af noget vigtigt, hun sagde om den dokumentariske tradition:

”… Finn Larsen og Lars Johansson talte med unge mennesker i Randers, det var dem og deres liv, der var feltet. De lavede udstillinger med og om de unge, og de lavede film. Der blev virkelig produceret materiale i løbet af de to år. Men det blev kameraet, de to især så de unge med. De var inspireret af den dokumentariske tradition, og de kunne kombinere en kunstnerisk indføling med etnologens udforskende og registrerende blik. Fotografierne er ret nøgterne i deres udseende. De fleste er skudt lige på, de har en eller flere personer i centrum. De har større vægt på at indfange ansigternes bevægelse og kroppenes gestik end på at fortolke en særlig stemning eller en bestemt situation. De enkelte fotografier fremstiller ikke såkaldte ”afgørende øjeblikke”. Alligevel får vi – gennem personernes udtryk – indtryk af, at fotograferne har været til stede i noget vigtigt. Og det indtryk forstærkes af fotografiernes mængde. I projektets monumentalitet, i selve dets omfang og intensitet, ligger en stor del af dets værdi som dokument.”

Sarah Giersing har gennem Finn Larsen generøst overladt os hele talen. Den kommer her:

SARAH GIERSING: TALE VED ÅBNINGEN 

Kan du forestille dig at være sammen med teenagere i to hele år? Altså ikke din egen søn eller datter, børn, som du har udviklet en evne til at holde af uanset, hvordan de skaber sig. Nej; teenagere i flertal. I flok. Det er man vist kun rigtig klar til, hvis man selv er en af dem. Men det var det, Finn Larsen og Lars Johansson gjorde frivilligt dengang i Randers. Eller, det var deres job, så frivilligt er nok det forkerte ord. De to – der selv var ret unge, men dog ude over teenage-årene – var ansat på Kulturhistorisk Museum Randers. Deres daglige opgave var at dokumentere byens liv. Men de tog også aftenerne i brug. De ringede rundt for at høre, hvad der var gang i. De mødte byens unge i klubben, ved grillbaren, i sportshallen. De festede på værelserne. Grænsen mellem fritid og lønarbejde flød ud. De to ser ud til at have investeret mere end blot deres arbejdskraft i et projekt, der endte med at blive noget helt særligt både i dybde og i skala.

Finn og Lars var ikke de første museumsansatte, der blev grebet af at dokumentere den tid, de selv levede i. Hvor museer traditionelt havde beskæftiget sig med at indsamle materielle levn fra en fjern fortid eller at bevare det, der var ved at forsvinde, opstod der i løbet af 1970erne en stærk interesse for at dokumentere samtiden. Samtidsdokumentation er stadig et vigtig opgave for museerne i Danmark i dag. Der er fx blevet fx gennemført store undersøgelser af arbejdernes forhold på tobaksfabrikker eller livet for au pair piger i Danmark, og lige nu er Nationalmuseet i gang med at dokumentere flygtninges ankomst til Europa. Hvor de museumsansatte tidligere var henvist til at udforske historien gennem de genstande og arkivalier, der så at sige havde overlevet tidens tand, kunne de nu selv skabe deres kildemateriale – i samarbejde med de mennesker, der selv levede midt i de fænomener, der skulle undersøges. Museumsansatte blev til feltarbejdere – forskere, der kunne investere deres egen krop, sanser og værdier i undersøgelsen af det, de skulle se på.

Finn og Lars talte med unge mennesker i Randers, det var dem og deres liv, der var feltet. De lavede udstillinger med og om de unge, og de lavede film. Der blev virkelig produceret materiale i løbet af de to år. Men det blev kameraet, de to især så de unge med. De var inspireret af den dokumentariske tradition, og de kunne kombinere en kunstnerisk indføling med etnologens udforskende og registrerende blik. Fotografierne er ret nøgterne i deres udseende. De fleste er skudt lige på, de har en eller flere personer i centrum. De har større vægt på at indfange ansigternes bevægelse og kroppenes gestik end på at fortolke en særlig stemning eller en bestemt situation. De enkelte fotografier fremstiller ikke såkaldte ”afgørende øjeblikke”. Alligevel får vi – gennem personernes udtryk – indtryk af, at fotograferne har været til stede i noget vigtigt. Og det indtryk forstærkes af fotografiernes mængde. I projektets monumentalitet, i selve dets omfang og intensitet, ligger en stor del af dets værdi som dokument.

Men hvad var det så egentlig, de to fotografer dokumenterede? Hvad så de på? De så det sociale liv, der udspillede sig blandt Randers’ unge, når de havde fri fra familien og skolen. Det, der foregik rundt om flippermaskinen eller foran den lukkede købmand. På dansegulvet til en fest, i en kammerats værelse, eller i kliken, der mødes omkring knallerterne. De så det, der foregik mellem de unge. De signaler, de sendte til hinanden – med deres tøjstil, med deres frisurer, der fortalte andre med en slags kodesprog, om de var til disco eller måske motorcykler. Og de så de signaler, de unge sendte med deres bevægelser og øjekast. De smil og blikke som var invitationer til sjov, til intimitet, og som var del af et indforstået sammenhold. Med kameraet kunne det altså lade sig gøre at registrere det her særlige sprog uden ord. Som man ikke kunne forevige på andre måder, hverken med en båndoptager eller en skrivemaskine eller i form af fysiske genstande. De to fotografer havde blik for de unges samvær.

Måske er det fællesskab, billederne viser os, et fællesskab som blev holdt sammen først og fremmest af teenage-alderens sociale hunger og provinsbyens manglende tilbud til unge – af de unges ”Nothing Else To Do”. I en samtidig artikel, som er genoptrykt i den avis, der ledsager udstillingen, bliver fotoreportagen læst som en indirekte kritik af voksensamfundets svigt. Skribenten anlægger det tidstypiske perspektiv, at forældrene har overladt de unge til sig selv eller ”fremmede fritidspædagoger”, fordi de selv har travlt med deres farve-TV, bilvask og parcelhuset, og han skriver, at det ikke er noget venligt eller varmt miljø, de unge må færdes i. Det kan godt være, at der er noget om det. Men når jeg ser på billederne i dag, er det altså ikke det, der slår mig. Det er derimod fællesskabet mellem de unge, varmen og vellysten ved det at være sammen.

Prøv nu at forestille dig selv at være teenager. Igen. Det er faktisk ikke så svært, vel? Det er som om, at minderne fra den tid melder sig lettere end alle andre. Psykologerne taler om en form for erindrings-tæthed i perioden, hvor man går fra at være barn til voksen. Erindringsbumpet kalder de det. Teorien siger, at hvis et menneske, der er vokset op i en moderne, vestlig kultur som den europæiske eller nordamerikanske, ser tilbage på sit liv og forestiller sig forløbet som en slags graf fra fødsel til nu, så vil der være en ekstra stor ophobning af minder fra alderen 15-25. Et erindringsbump på vejen. Det skyldes, at det er i den periode, de fleste mennesker for første gang oplever skelsættende begivenheder på egen hånd. Det gør indtryk.

Måske er det derfor, at de her billeder så effektivt vækker minder fra min egen teenagetid. De er en slags negativer, som jeg kan bruge til fremkalde mine egne erindringer. Når jeg kigger på de unge i Randers, mærker jeg mine egne oplevelser vende tilbage. De træder frem som klare efterbilleder for mit indre blik, og de efterlader mig med fysiske fornemmelser fra nogle helt særlige stunder: Svimmelheden af at strejfe en fremmed hånd i mængden; det løfte om intimitet, det kunne indebære. Knuden i maven fra dengang ham jeg var forelsket i, kyssede hende med krøllerne. Suget af glæde ved et grineflip, der kunne inkludere alle i rummet. Det fællesskab og den dybe kontakt, der for første gang i teenagealderen opstod mellem mig og nogle mennesker, der ikke tilhørte min biologiske familie. Og alle de glæder og sorger, der fulgte med det. Det der nærmest alment-menneskelige landskab af følelser og forventninger, et Teenage Wasteland, for nu at låne et udtryk fra et hit med The Who fra 1970erne.

Billederne vækker min personlige nostalgi. Men de får mig også til at overveje, om det stærke sociale fællesskab, som fotografierne formidler, måske er noget der er ved at forsvinde, noget der hører fortiden til? At jeg måske genkender det især, fordi jeg selv tilhører en generation, der trods alt er er tættere på årgangene 1978-79 end dem, der er teenagere i dag. I en rørende tekst fra 2016, som også er trykt i udstillingsavisen, kan man læse, hvordan Emma Poppe, der selv er født i Randers men i 1993, ser billederne. Hun skriver, at fotografierne portrætterer en ungdom, der er u-iscenesat og nærværende. Hun beskriver, hvordan hun og hendes venner i dag har mange flere digitale kontakt-kanaler og kommunikations-platforme til rådighed. Men at kontakten ikke er lige så nem at tage mere. At hende og hedes venners veje oftere krydses virtuelt end fysisk. Og at det ikke nødvendigvis er det samme som at være sammen. Måske bliver nærværet aldrig mere det samme, fordi alle altid lidt er et andet sted?

Udstillingen ”Ung i Randers” vækker altså genkendelse hos os, der har været teenagere. Os, der stadig slæber rundt på et ømt og vidunderligt blåt mærke af et erindringsbump fra den tid. Men den dokumenterer også noget mere generelt: nogle kulturelle forhold, der var særlige for Randers i 1970erne. En ungdomskultur, der nu er afløst af en anden. I dag lever en generation af ”Phono Sapiens”, dem som er vokset op med en mobiltelefon i hånden. De dokumenterer sig selv på alle kanaler, og deres netværk og fællesskab skal ses med en helt anden optik.

Denne udstilling er en genudstilling. Dermed dokumenterer den også sig selv. Den vidner om, hvordan to kunstnere fandt en form. Hvordan de hver især tog afsæt i den etnologisk inspirerede dokumentar-tradition. Og den dokumenterer også samtidsdokumentarismens idealistiske heyday. Som museumsmenneske i 2016 bliver jeg helt forpustet over at iagttage, hvor meget dedikation og hvor mange, mange menneskelige resurser, der er blevet investeret i dette projekt. Det gælder i øvrigt også en lang række andre personer end Finn Larsen og Lars Johansson, og de fortjener alle stor respekt for deres indsats. Jeg håber, at nogle af os, der arbejder på museer i dag, kan efterlade noget, der er lige så gennemarbejdet, langtidsholdbart og frem for alt opmærksomt som ”Ung i Randers” har vist sig at være.

/ Sarah Giersing 18.06.2016