Måske handler det om denne mands alkoholforbrug og hengivelse til spil. Jeg ved det ikke rigtigt, jeg ser efterhånden nærmere en hel stor familie i opløsning. Men filmen følger hovedsageligt denne mand, om hvem jeg får at vide, at Bob Marley døde på hans 18 års fødselsdag. Nu er han i halvtredserne, men det med Marleys død netop den dag viser sig som mere end en anekdote, det er erindringen om et anker, som ikke holdt. Det er musikken og poesien, som forsvandt. Nu er denne mand en præcis og rutineret postarbejder, der som barn kom til Danmark med sin familie. Dette er hans historie, fortæller filmen mig i første omgang.
Hans familie var engang et stort sammenhold omkring et voksende minimarked, det viser familiebillederne på fotos og video. Men nu er den splittet ad. Og nu bor han hos sin gamle far, som også lever alene. Og der i faderens lejlighed ser jeg mændenes nederlag, far og søn, nederlag som kunstnere (faderen er digter med en række bøger bag sig, men har vist senere blot skrevet i ny og næ), nederlag som købmænd (minimarkedet er vist ikke mere), nederlag som ægtemænd, kvinderne har forladt dem. Nu har de besluttet at rejse tilbage til den indiske by, de udvandrede fra. På et dansk statsligt økonomisk tilskud med barske betingelser.
Hovedpersonen er markant og fungerer godt, agerer i sin nervøst distante holdning indtryksfuldt. Men han har noget ved sig, som gør, at jeg har svært ved for alvor at interessere mig for ham. Det er jo ikke hans skyld. Det kan være min fordom. Jeg tror dog, det er fordi, filmen ikke gør ham nærværende for mig, så det han gør, betyder noget for mig. Hans udtryksstærke tavshed blødes op ved replikker, som dementerer hans krops sprog og det er ikke godt. Jeg synes instruktionen vælger forkert og gang på gang svigter filmens egen scene, selve optagelsen. Så sløres hovedpersonen også af de isceneatte scener med flere medvirkende, i begyndelsen familiens unge generation, længere henne lærer jeg postarbejderens fraskilte hustru at kende. Her svigter instruktionen desværre også, det jeg får at vide om min hovedperson bliver hængende som aggressive og moraliserende postulater, og den afgørende konfrontation mellem hovedpersonen og hans unge søn oplever jeg som psykologisk pres mod den medvirkende, og indrømmelsen som aftvunget, som falsk.
Det er en film, der er tænkt filmisk, som dokumentarfilm, men da den er uklar i sit valg af kontekst: vil den være filmkunst om et menneske i eksistentiel krise, vil den være debatskabende oplæg , vil den være oplysning om ludomaniens farer, slår den hele tiden i sine greb over i tv-journalistikken, som nok er det filmmiljø, den vedkender sig bedst. Men den savner den klare, journalistiske reportage og redegørelse. Dens iscenesatte interviews og samtaler kommer i vejen for det observerende kamera. Den kunstneriske holdning forstyrres af tv-dokumentariske lån.
Nitesh Anjaan vil så gerne det hele, tror jeg. Hans store styrke er, at han har kunnet komme ind i sin familie med sit kamera, at han har kunnet vinde sin families spredte medlemmers spredte fortrolighed. Men han har ligesom ikke været der med sit kamera længe nok, disse nætter og dage, måneder og år. Alligevel er der i materialet indlejret to film i filmen, oplever jeg. Der er den store familiehistorie, som ikke rigtigt bliver til noget rigtigt, ikke folder sig ud, men den ligger der. Og så er der den tydeligste film i filmen, som for mig især rejser forventning til Nitesh Anjaan. Den er postarbejderens dagligdag alene og med sin far. Et kammerspil uden de andre medvirkendes uvedkommende forvirring. Den smukke slutscene er lovende, han er på taget af deres indiske hus, det er tidligt morgen, byen er ikke vågnet, kun fuglene og det første, gyldne lys. Faderen sover endnu nedenunder i deres indiske hus. De er hjemme.
Danmark 2014, 40 min. Filmværkstedet og Final Cut for Real
http://final-cut.dk/films2.php?mit_indhold_id=3&films_id=22
