Torben Skjødt Jensen skrev i lørdags på sin Facebookside: ”Alt godt har det jo med at komme til en ende – og i aften lørdag er det sidste aften med DR-K’s Teaterfestival på TV. Den slutter dog af på en “high note” med premiere på forestillingen “KRØYERS YDERSTE NAT, som er optaget inde på Folketeatres Hippodrom-scene i april måned – igen altså, ganske aktuel. Vivian Nielsen har skrevet det begavede manuskript som er godt gammeldags trekantsmelodrama hvor kunstnerægteparret P.S. Krøyer og Marie Krøyer befinder sig i nålens øje af deres snarligt forliste ægteskab – med Maries elsker, den svenske komponist Hugo Alfven, på sidelinien. Preben Kristensen, Maibritt Saerens og Kenneth M. Christensen spiller sig ud i dette drama, som godt nok udspiller sig på Skagen juleaftensnat, men står fint til stemningen omkring den danske Skt. Hans. God fornøjelse til alle …”

Jeg nåede at se Vivian Nielsens ”Krøyers yderste nat” i lørdags. Og jeg blev optaget af det, selv om mange ting talte imod: Jeg kan den alt for mange gange brugte historie udenad. Troede jeg. Men Vivian Nielsen har noget at tilføje, så det biografiske trænges i baggrunden for et eller andet nutidigt, som fonemmes velkendt direkte, i sproget, i argumentationen. Noget smerteligt nutidigt, noget, jeg måske kender.

Så den overforbrugte biografiske historie banaliseres og sentimentaliseres ikke yderligere her. Det er klart, at Krøyer er P. S. Krøyer, men som historien er grebet an, kunne titlen for mig mere meningsfuldt betyde Marie Krøyer, for hun er mennesket i det til denne nat udsatte valg, det er hende, der har valget, hende, der vælger at vælge. Det bliver Marie som så uforglemmeligt smukt med citater og fortolkninger af for mig mere end 100 år senere velkendte Keats-linjer fra ”Ode til en græsk vase” om skønhed og sandhed og for mig ukendt Ibsensladder, at et var Ibsens hustru, som gennemtvang, at Nora skulle forlade sin mand.

Men så skete mens jeg så Skjødt Jensens tv-version, at det flyttede sig til Hippodromscenen og blev til en dokumentarisk skildring af skuespillere, som midt i et publikum er i færd med at mime, at genskabe, at gennemleve dette trekantdrama fra dengang i Skagen. Og jeg kom til at tænke på ”Vanya on 42nd Street” (1994), hvor Louis Malle så vidunderligt lader skuespillerne og karaktererne i Anton Tjekhovs stykke væve sig ind i hinanden for mine øjne, så jeg ustandseligt flyttes fra New York til Rusland og tilbage, flyttes i sted og tid, så begge bliver ét i værket.

Og jeg så, at Torben Skjødt Jensen har lavet en dokumentarfilm om tre skuespillere, som opfører et stykke på en intimscene. Formidlingsaspektet forsvinder næsten i hans ferme og følsomme greb om stoffet, og det opløses helt og skønt i Maibritt Saerens forelskelse i én mand og i hendes kærlighed til en anden. Her som genskabelse af en gammel kærlighedshistorie. Det bliver så til hendes placering midt mellem Kenneth M. Christensen og Preben Kristensen og til hendes afgørende valg mellem dem. Med de to børn i tankerne, det fødte inde i soveværelset ved siden af og det ufødte, som ingen af mændene før nu ved om. Det her er ikke filmet teater, det er i min oplevelse virkelig dokumentarfilm.

Danmark 2014, 120 min. Den første af seks udsendelser på DR-K, 16.-20. juni, 2014, 6 x 120 min. Af de seks har Torben Skjødt Jensen produceet og klippet de fem.

“Krøyers Yderste Nat” kan endnu ses på: http://www.dr.dk/tv/se/teater-festival/teater-festival-kroeyers-yderste-nat 

Jeg vil gerne anbefale den film DR2 Dokumania sender i morgen 17. juni 21:00. ”Which Way is The Frontline From Here?” Sådan lyder originaltitlen, og der er desuden en vigtig og nøgtrent afgrænsende undertitel: ”The Life and Time of Tim Hetherington.” På dansk er det blevet til ”En fotograf i skudlinien”, det er en skam, det er en urimelig afkortning af filmens indhold, det er en afledning af dens dybe, seriøse tone. Og den gør mig usikker.

Men jeg er straks på sikker grund, da filmen begynder. Dette er jo min tids fotografi i en gedigen fotografisk tradition, som jeg vover at kalde MAGNUM PHOTOS STILEN som den berømte sammenslutning af fotografer. Det er en fotografisk tradition, som bygger på enkeltbilledets fortælling, bygger på enkeltbilledets anekdote, dets pointe. Af og til rammer et sådant fotografi Barthes’ punctum, naturligvis uafvidende. Punctum produceres af betragterens blik, ikke fotografens hensigt. Sådan tænker jeg i begyndelsen af filmen og er lettet. Jeg skal ikke tænke i endsige lede efter en cinematografisk tradition, men måske kunne det blive begyndelsen for sådan en snakkende en som mig, begyndelsen til at afgrænse en en sideløbende dokumentarfilmtradition præget af billedjournalistik.

På fotografiet her sidder Sebastian Junger (tv) ved siden af Tim Hetherington. De lavede sammen den opsigtsvækkende ”Restrepo” (2010) om en amerikansk militær afdeling i krig i Afghanistan. Og Hetherington lavede for sig selv den personlige ”Diary” (også 2010), som er et filmessay over hans fotografiske arbejde i ti år. Så nåede han ikke mere. Han blev dræbt i Mistrata, Libyen under en træfning, han dækkede, dræbt sammen med andre. Blev martyr som disse. En gade i byen bærer i dag hans navn.

Junger har i forlængelse heraf lavet et på alle måder sympatisk værk om sin ven og kollega, om hans arbejde med den fotografiske journalistik, hans reportagerejser og hans tidlige død. Den enkle synopsis ligger i undertitlen, et fyrreårigt livsforløb i signalement, forældrene og vennerne og kollegerne fortæller minderne kort og smukt. Nøgternt fotograferet på mørk baggrund som var det stills, filmen tænker simpelthen i sine stills kvalitet, stoler på den. Og det er der god grund til, hvert fotografi er sin egen historie, sin egen scene.

Til gengæld er der meget få scener i filmisk forstand, men de er prægnante. Den første jeg husker som scene, er et sted i Liberia, tror jeg, Hetherington fotograferer med sin Hasselblad på stativ et portræt af et barn, som sidder ret op og ned på en stol. Med ham ser jeg barnets personlighed og charme, det kommer hans portræt til at handle om. Jungers filmscene handler om Hetherington, som er en sød mand, ja, et godt menneske. En person der filmen igennem roses fra alle sider.

Den anden filmscene, jeg længe vil huske, er på et primitivt hospital, hvor rebellerne har opdaget at hospitalets læge måske, måske ikke er meddeler. De er på vej til at likvidere ham på stedet, men Hetherington lægger sig imellem argumenterer med, at manden er den eneste læge der, at de mange sårede vil være prisgivet. Et par minutter senere er lægen igen i gang med at behandle patienter. Hetherington er ikke kun et godt menneske, han er en modig mand.

Og Tim Hetherington tegnes således som helt, næsten som martyrerne i de middelalderlige helgenlegender, som var en litterær genre med egen æstetisk konvention. Jeg mener faktisk, at her har vi måske Sebastian Jungers films genre: ”Which Way is The Frontline From Here?” er en filmisk helgenlegende, en forbilledlig skildring af et forbilledligt menneske. Uden tvivl, uden skyggesider.

USA 2013, 90 min.