Sissel Morell Dargis: Balomania/ Anmeldelse

Early in this amazing film a boy says about the balloon phenomenon: It’s an art form. People express themselves through the balloons, I’ve heard… cut to a policeman who is in the middle of a balloon on ground. Do you like it, the director asks him. Yes, it’s beautiful, but forbidden, he answers.

Before that, in brief television clips, we have seen raids on the so-called balloon gangs, actions that the director, who in Portuguese takes us into the world of Baloeiros, questions: how come it seems to be seen as more dangerous than the drug scene in Rio de Janeiro and Sao Paulo, the locations of the film.

Danish Sissel Morell Dargis, a grafftti artist, entered the balloon environment, when she was 19 and slowly – as the film puts in – she is accepted with her camera. First by “Playboy”, then by Jaba and first and foremost by the respected Godfather of the Baloeiros, Sergio, to whom the film is dedicated. “He was the one, who had most confidence in me”. They open up to her with some skepticism as it is an invitation to a secret world, because of the constant police surveillance. At some point Sissel says that she was observed by the police as well and had to change cards for her phone. Nobody wants to say when and where a balloon release is to happen, some of the balloons, at least one, is said to have measures of a football pitch! And why Pavarotti on a balloon, Sissel asks in a scene, that takes place in a workshop, where the balloons are created. We don’t know, but Brazilian people love opera, is the laughing answer!

Oh, there is so much energy and passion in this film. Maybe the right word is Presence. Because of a young girl with a camera asking questions again and again to discover a world, she knew very little about. Curiosity is what she has, as a true documentarian combined with a lot of courage. Her intimate talks with “Playboy” and especially Jaba give the social dimension; it’s not a rich world and she does not really get an answer to the question, where the money for the creation and release of the balloons come from. Sponsors there are for sure.

There are two interconnected ways: You can be part of the creation and you can be part of the crazy chase of the balloon. Or both. Once the balloon is up in the air the question is where it will land! Both parts are followed in a film about an art form and its artists. I have been in Rio and Sao Paulo enjoying the passion around football, now a brilliant film has shown me another Brazilian world of passion, sharing, loving, fighting to be the best. Thank you for bringing me there. And be sure this film will travel all over!

Denmark and other countries, 2024, 93 mins.

Sissel Morell Dargis: Balomania

Fra pressemeddelelsen om “Balomania” som jeg gætter vil blive en af de mest populære film på CPH:DOX. Premiere – og anmeldelse – om et par dage. Instruktøren skriver følgende som en optakt, og billedet er af den flyvende instruktør…

”Da jeg som 19-årige trådte ind i ballonmiljøet var det som de anekdoter, man hører om folk, der ender i sekter eller mærkelige kulter. Jeg havde været del af et andet miljø, graffiti-scenen i Sao Paulo, som på daværende tidspunkt var i eksplosiv vækst. Jeg malede først under et andet alias, indtil folk begyndte at kalde mig Simba. For dem var det en flinkere måde at sige: ‘du er sådan lidt gullig, og du er oss’ noget af en kæmpebaby, der prøver at løbe med os løver… Hvis du vil overleve må du lære at løbe hurtigt nok.’… Jeg kunne aldrig helt løbe hurtig nok, og det endte med, at jeg var ulovligt i Brasilien, uden penge, og godt hustlet af nogle typer, der ‘kunne hjælpe’ med papirer til at arbejde og ændre min legale status. Og så pludselig den dag jeg følte mig mest på røven, kom en ven og fortalte mig, at det var på tide jeg lærte ballonverdenen at kende”.

CPH:DOX Når verden er i brand…

På dfi.dk fandt jeg et glimrende interview (af Bjørn Juul Andersen) med CPH:DOX kunstneriske direktør Niklas Engstrøm og programchef Mads K. Mikkelsen, som tager udgangspunkt i den ballade, som ramte IDFA i Amsterdam og Berlinale. “Hvordan placerer man sig som dokumentarfilmfestival, når verden er i brand” er overskriften og de to svarer godt for sig og forventer ingen ballade på festivalen, som starter om ganske få dage. Jeg citerer et par steder:

“Hos CPH:DOX har den betændte konflikt i Gaza – og andre filmfestivalers håndtering af den – fyldt ekstremt meget op til festivalen, som med flere film og debatter om konflikten ikke er bleg for at italesætte og diskutere den. Ifølge Niklas Engstrøm har festivalen en klar holdning til, hvad de som festival skal mene og ikke mene noget om:

”Andre filmfestivaler har efter Hamas’ angreb antaget forskellige strategier. Nogen har valgt en vej, hvor man slet ikke italesætter eller programlægger nogen film om konflikten, mens andre er gået ud med meget klare meninger på festivalernes vegne. Gennem hele det forløb har det været klart for mig, hvor CPH:DOX står: Vi tager ikke stilling i geopolitiske konflikter, som vi ikke er part i. Og det gør vi heller ikke, selvom der står nogle vrede mennesker, der mener, vi skal skamme os over ikke at have valgt side. På CPH:DOX lader vi filmprogrammet, filmene og filmskaberne tale. Og vi står som festival op for filmskabernes ytringsfrihed. De er her for at præsentere deres film og deres perspektiv på verden, og det kommer vi ikke til at tage afstand fra.”

“Vi tager ikke stilling… Vi er her for at skabe en åben debat igennem vores program, hvor filmen som kunstart – i et fælles biografrum, hvor folk sidder sammen og skal kigge hinanden i øjnene – danner udgangspunkt for samtaler, der på civiliseret vis lader forskellige synspunkter komme til orde. Det er ikke vores opgave at fremme bestemte synspunkter om hverken nationale eller internationale konflikter.”

Som det fremgår tydeligt på deres hjemmeside, er festivalen dog på ingen måde værdineutral, men solidt funderet på demokratiske værdier som dialog, diversitet og åbenhed. Men dette demokratiske værdisæt skal ifølge Niklas Engstrøm ikke forveksles med en reel politisk agenda…

Foto: Nicolai Oreskov Westh / CPH:DOX

Max Kestner: Livet – og andre problemer

”Mine børn beder mig – ved deres blotte tilstedeværelse – om at tage stilling til mit aftryk på verden. Som de fleste andre spiser jeg ikke en bøf uden at tænke på, at den engang var et levende dyr. Jeg forsøger at leve ansvarligt i håbet om, at fremtidens mennesker også kan bebo vores planet. Men jeg forvirres af positionerne i debatten. Har mennesket et særligt ansvar for planeten? Har mennesket en særlig ret til planeten? Er vi ikke bare en del af en ubarmhjertig fødekæde og alle i færd med at æde hinanden?

Jeg har oplevet mine bedsteforældres død, og enkelte venners også. Jeg har set mine børn blive født og vokse. Jeg er ikke længere frygtløs og jeg mærker tiden på min egen krop. Spørgsmål trænger sig på: Hvem er jeg, hvem er du, hvem er vi?

Jeg forestiller mig, at vi kan vælge mellem to livssyn. Det ene betragter livet som

forudsigeligt og vores handlinger som forudbestemte. Det andet betragter livet som uforudsigeligt, netop fordi vores valg ikke er forudbestemte, men påvirket af vores bevidsthed, vores oplevelse af at være os selv. Filmen er på jagt efter det sidste. Den er en skattejagt, en søgen efter håb om at vores handlinger altid er fulde af mening.

Jeg er ikke religiøs. Men jeg synes, at verden er mere spændende, hvis man tillader muligheden for, at den ikke er meningsløs. Og på samme måde så kan jeg godt lide at forestille mig, at jeg har en fri vilje og ikke er genetisk forudbestemt til at gøre, det jeg gør. Det føles mere rigtigt. Kan livet genkendes ved at det har en fri vilje? På hvilke måder er alle planetens frie viljer forbundet?

Om livet på planeten forstår jeg vist ikke ret meget. Vi udrydder dyr, der er små og freder de store, som om stor er mere værdifuld end lille. Vi beskytter enkelte individer og æder hele arter. Hvis plastik er skidt, fordi det nedbrydes langsomt, hvad så med sten? Er det, der er uberørt af menneskehånd, bedre end det vi har fremstillet? Ligger ondskaben i bevidstheden og findes der overhovedet et tankeløst liv? Er blæksprutter mere værdifulde end kloakrotter, er mennesket, er bjergene?

Men om mit eget liv ved jeg noget. Jeg bløder, når jeg stikker en østerskniv i hånden. Jeg savner mine unger, når jeg er bortrejst og kun tiden vil vise, hvor gammel jeg ender med at blive. Det samme tror jeg, at de fleste andre kan sige, med mindre de ikke har børn, har meget destruktive tanker eller ikke spiser østers. Vi ligner hinanden. Og faktisk så ligner vi også de andre, spækhuggere, tulipaner, østers og giraffer. Filmen handler om det vi har til fælles. Liv. Død.”

Danmark og andre lande, 2024, 100 mins.

Magnus Gertten: Cornelis Vreeswijk – Nogle går rundt i udtrådte sko/Anmeldelse

Jeg skrev hele tiden, siger Cornelis Vreeswijk i et interview optaget på et hospital kort før sin død i efteråret 1987. Hans tekster står klart og tydeligt den dag i dag næsten tyve år senere. Det samme med hans sang. Som visekunstner var han uovertruffen og jeg tror og håber, at han vil fange et publikum af i dag og ikke blot os mange, der var unge dengang i tresserne og halvfjerdserne, hvor han “satte ansigt på” de mange, som ikke passede ind i det svenske velfærdssamfund OG skrev og fremførte de dejligste kærlighedssange. Han, poeten, skrev hele tiden, filmen har ofte nærbilleder af hans digte skrevet ned vers for vers. “Jeg kan få anfald of panik hvis jeg ikke skriver”, siger han.

Tag nu de to digte om Rosenblad (som er Gull, en af hans kærester) og “Balladen om Fredrik Åkare og frøken Cecilia Lind”, vidunderligt enkle er de og fremført af Cornelis med en indfølelse, som får mig til at give den norske forfatter Jan Erik Vold ret i (i filmen ifb med Cornelis 50 års dag), at her har Svenskerne deres Jacques Brel, uden at hylde ham som rimeligt er.

Det startede ellers så godt med en plade, som solgte i 30-40.000 eksemplarer, men efterhånden faldt hans kritiske tekster ikke i god jord, “jeg er ikke stueren” sagde han, og filmen indeholder en optagelse fra en koncert, hvor Cornelis ender en ironisk tekst med sætningen: “Medborgere, der er behov for mere moral”! I næste øjeblik, som for det meste, henter han sine tekster fra sig selv: “Du drikker vin for at nyde, jeg for at blive fuld”. Hans liv udenfor scenen kom til at fylde mere og mere i medierne, alkoholismen og også narkotikaen tog over og han endte på et tidspunkt som “ensam, sjuk och ruinerad”. Og paranoid og voldelig.

Konstruktionen af filmen er eminent. Brugen af dokumentarisk arkivmateriale, der er voldsomt meget fra den stockholmske tunnelbana, er flettet ind mellem interviews (få men vigtige først og fremmest med kvinder i hans liv), som står i kontrast til smukke landskabsbilleder. Cornelis ønskede – som mange andre alkoholiserede digtere – at komme væk fra storbyen og gjorde det med Bim. De havde det godt på landet, indtil han gik grassat og bankede hende.

Tilbage til Rosenblad-visen. Læg mærke til hvordan den fremføres i en blændende klippet sekvens, hvor vi først til sidst får et foto af Rosenblad aka Gull, som døde af en overdosis. Erik Bäfving er klipperen, som også har været med til at skrive manuskript med Magnus Gertten.

Krydser fingre for at distributøren Camera Film får filmen ud i det ganske land. Vi har brug for poesi i disse tider!

Sverige/Danmark, 2024, 106 mins.

Juan Palacios: Før stormen

Medinstruktør: Sofie Husum Johannesen

Local is Global. Han sagde det ikke sådan, Orwa Nyrabia, IDFA’s kunstneriske leder, da han på pressekonferencen præsenterede “Før stormen” (Engelsk titel: “As the Tide Comes In”), men det var tydeligt, at han havde fundet en perle til sin festivals hovedkonkurrence, optaget på en lille ø i Danmark, Mandø. Jeg forstod navnet han sagde, kiggede i papirerne og på Danmarkskortet og fandt den lille vadehavsø, der ligger mellem Fanø og Rømø. Jeg så den dengang filmen på min computer og nu igen på dagen, hvor filmen åbner lanceringen af dette års CPH:DOX i aften og fra i morgen bliver vist i mange biografer landet over.

Det er en forrygende film. I indhold og form. Alt er så filmisk gennemført og filmen har fortjent alle de roser, den allerede har fået i danske medier. Den bliver lanceret i aften med efterfølgende debat om klima og de små øers mulighed for at overleve. Dige-gennembrud vil ske, siger én af de 28 fastboende på Mandø, vi kan ikke holde vandet tilbage og øen har været ramt mange gange af oversvømmelser. Fred med det, vigtigt, men at møde nogle af beboerne var min store oplevelse.

Først og fremmest er det lykkedes instruktøren at tegne et smukt portræt af landmanden Gregers, der længes efter kærligheden – han har haft en kvinde hos sig, men, siger vennen, du holdt ikke fast i hende, du gik på værtshus. Han har mange sider, Gregers, vi ser ham knokle, være ved at dratte ned fra en gummiged, tænke over hvad han kunne give en kvinde, der ville flytte ind hos ham – naturen siger han, og at den giver skønheden tilbage, dokumenterer Palacios til fulde i maleriske landskabstotaler. Han er ved middagsbordet med mor og far, fortæller, at han måske kan komme med i “Landmand søger kærlighed”, moren griner, den tror hun ikke på. Der er rørende scener fra bilen, hvor han kører rundt, ikke altid appelsinfri ser han ud, med hunden Sif, som er den han snakker mest og bedst med, og kærligt beskytter under sin jakke, når blæsten tager voldsomt til. Allerbedst er de scener, hvor han er sammen med nevøen, drengen som han forsøger at lære, hvordan man taler om og til en kvinde. Drengen er for lille, ved ikke hvad han skal svare til det, heller ikke, da Gregers spørger om han kunne tænke sig at bo på Mandø, omvendt svarer Gregers ikke drengen da han spørger, hvorfor han ikke flytter over på fastlandet…

Omkring Gregers er der det lille samfund. Mie som bliver 100, Ellen som bestyrer Brugsen og meget andet, de besøgende ornitologer og turister, præsten som kommer hver anden uge, små iscenesatte situationer, flot fanget – minder mig om Jon Bang Carlsens mesterstykke “Før gæsterne kommer” fra 1984.

Som en af de i filmen omtalte københavnske aber, der ikke vidste meget om en lille ø’s liv og udfordringer, vil jeg gerne sige tusind tak for en forrygende flot film. Ja Film med stort F.

Danmark, 2023, 88 mins.

Birgitte Stærmose: Afterwar

Made in co-creation with lead cast: Shpresim Azemi, Xhevahire Abdullahu, Gëzim Kelmendi, Besnik Hyseni.

It’s such a clever film. That stays with you. Touches your heart. Because of the way it is made and the consequent narrative. Birgitte Stærmose made “Ønskebørn” (“Out of Love”) in 2009, ten years after the Kosovo war, went back to the kids from the film to catch, no to create glimpses of their lives today, where they are young carrying memories of a childhood. Traumas and a suffering that does not leave them. Stærmose has made the film WITH them, “in co-creation”, based on interviews over the years gone and discussions about the scenes that you experience in three chapters, Past, Present and Future.

They look at us Shpresim, Xhevahire, Gëzim and Besnik. Right into the camera: Do you get how our lives were and are? We do. Because the scenes are so precisely directed – “we all share the same story” as one of them says, in the childhood selling cigarettes, phone cards and peanuts, bringing the little money back to mum without saying, where they come from. Don’t want her to feel shame! I saved my life hiding under a cow, I was afraid to tell my father but he said it was a good cow, took a photo of it and hang it on the wall. Later on the soldiers shot the cow and I cut its throat so it did not suffer its last moments. Gëzim is a rapper and he gives several examples of his talent, when he interprets his feelings and situation via his lyrics.

Locations? A tunnel underground, cafés, hotel rooms, where clients are met or cleaning is performed, also in rich homes of course. Landscapes and ruins, it is a poor country and the living conditions have not improved much for the kids, who are now youngsters.

I want to build a house for my mother, Xhevahire says, while Besnik and Shpresim have a conversation before Besnik is leaving with a plastic bag and clothes. I am dreaming of my own death, one says, I am thinking about my own funeral, the other says. Good morals is all you need, Shpresim says, he is the one who prays in the film. Also scenes like that are filmed/set up with a fine gentleness. This is the case during the whole film, you care about these young people because Stærmose is a director, who knows how to make all scenes intense and full of atmosphere.

No hope, the interviewer in Danish Politiken asked Stærmose the other day. There is, she says, they are survivors, they want change, they have a will to live like other young people. It’s just so much more difficult for them. Their strength is their hope!





Denmark and other countries, 2024, 93 mins.
Produced by Magic Hour Films, Lise Lense-Møller

Docu Rough Cut Boutique announces projects 

Docu Rough Cut Boutique announces projects selected for 2024 edition Docu Rough Cut Boutique reveals its new slate of projects, marking the 14th edition of the programme. 

Docu Rough Cut Boutique is the leading regional programme for documentaries in post-production coming from Southeast Europe and the Caucuses, famous for its boutique format of only five selected projects. 

Created by the Sarajevo Film Festival and Balkan Documentary Center, the programme is organized in three working modules: Sofia (March 2024), Cluj (June 2024) and Sarajevo (August 2024). The workshop programme is constructed with editing tutorials, group sessions and individual meetings with renowned documentary experts and professionals. The programme will culminate at the 30th Sarajevo Film Festival where five projects will be presented to the CineLink Industry Days decision makers (funders, sales agents, distributors, broadcasters, and festival programmers) with the aim of assisting their completion and enhancing their distribution and festival presentation possibilities. The programme is funded by Creative Europe MEDIA and Bulgarian National Film Center.

Statement from directors of Docu Rough Cut Boutique – Rada Sesic and Martichka Bozhilova: “This year’s submission showed us that new talent is emerging in our regional documentary scene. Interestingly, many applications arrived from Ukraine, submitted by committed filmmakers who sharply observe the harsh reality around them. 

In most applications it was beautiful to observe the maturity and thoughtfulness of the projects and the singular creative views of the authors. We thank all of them for considering Docu Rough Cut Boutique as the place they want to be. But like last year, we only have five openings. We want to salute the upcoming talents with their first or second projects, as well as the experienced makers who dare to challenge out-of-the-box cinematic thinking while tackling with topics that matter to all of us. After difficult selection, we are proud to say that the final five are apparent labour of love in which authors invested many years of meticulous work. 

During our three sessions (Sofia, Cluj and Sarajevo) within six months, we offer hands-on, tailor-made mentoring process and carefully prepared presentation during the Cine Link Industry Days at the Sarajevo Film Festival. 

We wish you all an exciting journey with our boutique cinema and we are looking forward to fruitful discussions, meetings, and presentations in Sofia, Cluj, and Sarajevo.” 

The selected projects are:
ELECTING MISS SANTA Director: Raisa Răzmeriță Producer: Ion Gnatiuc Editor: Alexandru Popescu Production Company: HaiDOC Productions (Republic of Moldova) Co-producer: Anamaria Antoci, Anda Ionescu – Tangaj Production (Romania)Country: Republic of Moldova, Romania 


KARTLI Directors: Tamar Kalandadze, Julien Pebrel Producer: Keto Kipiani Editor: Eka Tsotsoria Production Company: Sakdoc Film, Georgia Co-producer: Jean – Baptiste Bonnet (Habilis Productions, France)Country: Georgia, France 


SUPER PARADISE Director: Steve Krikris Producer: Paul Typlados, Dafni Kalafati, Steve Kriris Editor: Marios Kleftakis Production Company: Filmiki S.A Co-producer: Unafilm- Titus Kreyenberg (Germany) Country: Greece 


IN HELL WITH IVO Director: Kristina Nikolova Producer: Kristina Nikolova Editors: Anastas Petkov, Nina Altaparmakova Production Company: Lunaclipse media Country: Bulgaria 


DIVIA Director: Dmytro Hreshko Producers: Polina Herman, Glib Lukianets Executive Producer: Tasia Puhach Editor: Dmytro Hreshko Production Company: Gogol Film, UP UA Studio Country: Ukraine, Poland

Magnus Gertten: Cornelis Vreeswijk – Nogle går rundt i udtrådte sko

Magnus Gertten om sin film – foto: Hans Gedda

”I Sverige er Cornelis Vreeswijk et nationalklenodie, og selv om det nu er næsten 40 år siden, han døde, spilles hans sange stadig – til bryllupper og begravelser og på tværs af generationer. Alle har deres egne favoritsange, deres egen Cornelis. For mig har det spændende ved Cornelis altid været, at han så konsekvent gav en stemme til de mennesker, der befinder sig længst nede i samfundet – og det er her mit fokus ligger i filmen. Derfor også titlen, ”Nogle går rundt i udtrådte sko”, der også er titlen på en af Cornelis’ mest kendte sange (på svensk: ”Somliga går med trasiga skor”). Den er skrevet i slutningen af 60’erne og udgivet på et af hans bedste album, Tio vackra visor og Personliga Person.

I sangen har Cornelis en opfordring til os: Åbn øjnene og se, hvordan samfundet ser ud. Længst nede er dem, der er kommet på afveje og havnet i skidtet. De fattige, narkomanerne, alkoholikerne og de hjemløse. Dem, vi ikke ser til hverdag, og som vi ikke bryder os synderligt om.

Cornelis brød sig om dem. Gennem hele sit liv skrev han om dem, der befinder sig på samfundets bund. Cornelis så dem og følte samhørighed med dem – og i perioder af sit liv var han også en af dem. Han drak, tog stoffer, kom i fængsel, men det lykkedes ham altid at rejse sig igen og skrive nye, fantastiske sange.

Cornelis var visesangeren og poeten, som gav en stemme til dem, der ikke har én. Allerede fra starten af sin karriere skrev han med et perspektiv ”nedefra”. Og også hans allersidste plade, indspillet i efteråret 1987, mens han var dødssyg, handler om narkomanerne. ”Jeg vil give narkomanerne et ansigt”, siger han i et interview fra sygesengen på hospitalet.

Sverige var et hårdt klassesamfund på Cornelis’ tid, og i dag er det endnu værre. Under overfladen lever alle dem, der er slået ud af kurs, og samtidig taler vi mindre om disse mennesker i dag. Tiden er blevet mere moralsk, der er mere ”det er deres egen skyld” over tidsånden i dag. Med hjælp fra Cornelis stiller filmen spørgsmålet: Hvordan skal vi se på dem, der befinder sig længst nede i samfundshierarkiet? Skal vi bare vende blikket bort? Det er dette perspektiv, der gør, at Cornelis stadig er aktuel i dag. Hans sange taler lige så stærkt til os i dag, som dengang de kom ud.

Men der også en anden ting, jeg har været optaget af. Jeg tror, det er vigtigt, at vi nu og da kigger nærmere på vores ikoner og nationalhelte; undersøger, hvordan de har klaret tidens tand, og gør det med et både kærligt og kritisk blik. De fleste af os er enige om, at Cornelis’ sange er tidløse klassikere. Han er en af Sverige mest betydningsfulde sangskrivere nogensinde, på niveau med Bellman og Taube. En strålende poet, der optrådte med et unikt nærvær. Men samtidig er der ingen tvivl om, at Cornelis var en kompliceret person, som hele sit liv kæmpede med misbrugsproblemer, jalousi og en kaotisk livsstil. Hans syn på verden var præget af, at han var født i 1937. Alt dette har været vigtigt at skildre i filmen. Vi vil også vise de mindre stolte øjeblikke.

Vi har taget os god tid til at lave filmen, til at finkæmme arkiverne for hidtil upublicerede interview og arkivoptagelser, som ingen har set, siden de blev vist på TV tilbage i 1960’erne og 1970’erne. Blandt de vigtigste fund er en samling interviewoptagelser, lavet af journalisten Git Magnusson, som også var ven med Cornelis. Lydoptagelserne er lavet kort før Cornelis’ død i efteråret 1987, mens han er indlagt på Sophiahemmet i Stockholm og senere på Södersjukhuset. Magnusson gik med tanker om at skrive en biografi om Cornelis, og i deres samtaler kigger de tilbage på hans liv og karriere.

Vi har også brugt optagelserne fra en række researchinterview, som journalisten Oscar Hedlund lavede i forbindelse med sin bog om Cornelis. I de her private optagelser findes en intimitet og ærlighed, som sjældent opstår i mere officielle interview – en tone, som vi har efterstræbt gennem hele filmen. Ligesom vi også er lykkelige for mange af de filmede koncertøjeblikke, som vi har fundet i arkiverne hos de nordiske tv-stationer, for her får vi en fornemmelse af Cornelis, da han var på toppen af sin karriere.”

Andreas Koefoed: Bendtner

Dokumentarserie i samarbejde med Rune Skyum-Nielsen, som skrev den roste “Begge Sider” om og med Nicklas Bendtner.

Serien/filmen har tre dele, hver især 35-40 minutter: “Vejen tilbage”, “Sidste chance” og “Tilbage til Start”. Titler som alle henviser til Bendtners kamp for at få et dansk comeback hos FCK. Det lykkedes som bekendt for en kort periode… men det er den ydre kendte fortælling, hvor filmens fokus er at undersøge, sammen med hovedpersonen, hvad der gik galt – og godt – for et kæmpetalent, den bedste 9’er i min tid som træner for landsholdet, som Morten Olsen udtrykker det.

Barndommen… siger landsholdets daværende anfører Daniel Agger, og han bakkes mildest talt op af den ene after den anden. Nicklas blev kaldt fantastisk og vidunderlig fra han kunne sparke til en bold, og det var hans far Thomas, der kom med alle roserne. Faren har ikke ønsket at være med i filmen, men er måske alligevel den vigtigste person i historien. Han bliver agent for sin søn og bliver ved at sige “du er verdens bedste spiller”. Du hører farens stemme på de videoer, som filmen viser fra barndommen, drengen kunne alt og fik præmier i hobevis og faren roser ham vedholdende. Benny Nielsen, fhv. spiller fra min klub AB, siger det så indlysende, at det var en dårlig idé at have sin far som agent, det samme gør Bendtners mor. Far Thomas tilgav alt, det var forkert, siger Joan Bendtner, vi skulle bare have været mor og far for ham. Nicklas har ikke set sin far i 8 år, han svigtede mig, da vi lavede et smykkefirma sammen, siger han.

Liam Brady var den, som rekruterede Bendtner, som Head of the Arsenal Youth Academy, og han taler så varmt om det store talent, som kvajede sig gang på gang og ofte manglede motivation. Brady skaffede den 16-årige bolig hos en værtsfamilie det første par år – i en fin scene besøger Bendtner det ældre par i slutningen af filmen.

Men den mest interessante af de medvirkende er legendariske Arsène Wenger (Arsenals manager 1996-2018), som husker Bendtners talent og mangel på omtanke og disciplin. Jeg mistede min tro på ham, da han efter vi havde tabt til Barcelona på Camp Nou i 2010 og dermed var slået ud af Champion’s League, tog direkte på diskotek. Tja…

Wenger, ofte kaldt professoren, taler helt Jørgen Leth’sk på et tidspunkt, for topspilleren er “suffering needed and has to be associated with talent. For Nicklas the desire to suffer was more a problem than the talent”.

Filmen slugte jeg fra start til slut. Den er fint konstrueret med sine tilbageblik og nutidsinterview, og taber ikke den røde tråd; Koefods fascination af den charmerende flab, “Nicklas er Nicklas” som moren siger, er åbenbar, og – det må have været økonomisk svært at få dem – der er vidunderlige klip af fantastiske øjeblikke, hvor Bendtner stiger til vejrs og pander bolden i kassen. Ustyrlige Bendtner og hvem husker ikke hans to hovedstødsmål mod Italien i 2013! Filmen har klip fra flere Arsenal-kampe og still-billeder og det tjener til dens ære at den udelader al den sladder der har været og er omkring Bendtners privatliv og hurtigt får “overstået” skandalerne, som gav ham karantæner af kortere og længere varighed.

Et filmisk scoop er det at rejse med Bendtner tilbage til Arsenal og se den glæde, han er som en dreng, det er for ham at gense klubbens træningsfaciliteter, høre ham fortælle, at han rensede Robert Pires støvler – men ikke sine egne! – få ansatte og nuværende spillere til at ryste på hovedet, da han fortæller at han tænker på, og har uddannelsen, til at blive træner. Og det er fantastiske tyske Per Mertesacker, nu ansat i Arsenal, som nærmest får det sidste ord, ihvertfald stiller han spørgsmålet – “How do you reflect – you could have taken it further.”

Og det kunne han helt sikkert, men “sidste chance” gav ham og os uforglemmige billeder fra Parken, hvor jublen ingen ende ville tage, da Nicklas Bendtner kom på banen til de sidste kampe i 2019.

Tak for filmen! Kan ses på Viaplay.