DocsBarcelona 2013

Info to our film professional readers:

The 16th edition of DocsBarcelona will take place May 28 – June 2.

In other words, the event will be moved away from the freezingly cold weather in Barcelona in February 2012, where the 15th edition of DocsBarcelona took place, to a place in the calendar where films and film projects can be discussed in outdoor cafés – well there could even be outdoor screenings!? (And as I know from experience that many documentarians are football fans – Barca plays its last home game on Camp Nou, June 1st).

For the pitching part of DocsBarcelona the registration process will start on December 2012. The deadline to submit a project is April 4th 2013.

For the film festival part of DocsBarcelona it is important to mention that the festival does not hold an open call for entries. Each section has a programmer that makes his/her own selection. This film blogger is one of them, keep me informed!

Photo: Last year’s festival winner, ”At Night they Dance” by Canadian Isabelle Lavigne and 
Stéphane Thibault.

http://www.docsbarcelona.com/

DocLisboa 2012

The fine documentary festival in the capital of Portugal celebrates its 10th edition this year, October 18-28. There are changes in the direction, which is now a collective, and there are exciting novelties in the programme. Here is the press release from the festival sent out today:

Cinema of Urgency and Green Years are two new festival sections : Cinema of Urgency brings together films that document and witness events that challenge filmmakers to rethink cinema in terms of direct action and concrete exercise of citizenship. Green Years embraces a selection of films produced in the context of schools for video, film and audio-visual communication, as well as in post-graduate courses related to cinema and in particular to documentary film.

In its 10th edition, the doclisboa will present two retrospectives : United We Stand, Divided We Fall and Chantal Akerman.

United We Stand United We Fall, a retrospective programmed by Italian film curator Federico Rossin, will present collective films that emerged during the 1960s to 1980s and focuses on the moments in which the political and social struggle forced the reinvention of cinematic practice and the status of the author.

In partnership with the Portuguese Cinematheque – Film Museum, the doclisboa will host a full retrospective of Belgian filmmaker Chantal Akerman, questioning documentary film and its relationship to other

cinematic and artistic practices.

The Festival includes as usual the sections International Competition, a selection of some of the best documentaries coming from all over the world, and National Competition presenting some of the best Portuguese documentaries completed during the last year.

In addition, the Festival counts with the sections Investigations (films that ask contemporary questions and explore cinema as a tool to investigate reality), New Visions (section curated by Augusto M. Seabra and projecting to challenge common categories and formats of documentary) and Heart Beat (section that proposes documentaries based on their relationship with music and the performing arts).

The complete schedule will be announced in September.

The new direction of the Festival, composed of Ana Jordão, Cinta Pelejà, Cíntia Gil and Susana de Sousa Dias (Photo), works as a collective understanding cinema as something to be shared and open to plurality, and is aware of the fact that organizing work collectively is at the same time a political statement.

http://www.doclisboa.org/2012/en/home/

Torben Skjødt Jensen: City Slang Redux

”… mørkladne firser-vibes og grynet sort-hvide film, der hiver publikum tilbage til et af de få rigtigt stolte øjeblikke i 1980’ernes danske musiklandskab,” skrev Grand Teater i København ved filmens premiere tilbage i marts i år. Den er derefter kommet på DVD og kan nu også ses på Filmstriben. Den stolte begivenhed fandt sted i 1984, det var udgivelsen af Lars H.U.G.’s plade på grundlag af Søren Ulrik Thomsens bog City Slang , som fulgtes af en turné og to teaterkoncerter. Disse koncerter optog Skjødt Jensen. Og så gemte han videobåndene i sit arkiv, som man må tro er temmelig stort og ret interessant. Skjødt Jensen er dokumentarist i alle betydninger af ordet.

Og han vælger så til titlen ordet redux = latin for at bringe tilbage, og som det i dag ofte bruges, om værker, for eksempel filmværker, som genskabes i restaureret og udvidet skikkelse. Her altså pladeudgivelsen City Slang og teaterkoncerterne, genskabt flot restaureret i en film og udvidet med nye, store interviews med Lars H.U.G. og Søren Ulrik Thomsen og med to af musikerne, som var med dengang, Finn Verwohlt og Kim Jansson, og det hele er med sikker hånd omgivet af filmisk vignetstof, af den drømmende slags, vi forbinder med Skjødt-Jensens film, så ikke kun pladen og forestillingerne, men selve den svundne tid og tidsånden midt i 80’er årtiet skildres og tilbageholdende klogt blandt meget andet diskuteres af Søren Ulrik Thomsen, som så tilfredsstillende i lighed med de tre andre medvirkende har rigtig god plads, ligesom musikstykkerne er lagt ind i deres fulde længde. Forbilledligt.

Dokumentaristen Torben Skjødt Jensen registrerer og gemmer, som en dokumentarist selvfølgelig skal, men han gør hver gang noget mere: han revitaliserer arkiverne. I hans flittige produktion falder en stor del af værkerne i tre store blogge: 1) byessays, alle med tekst af en brømt forfatter: Flâneur 1-3 (Firenze / Calvino, i nummer to Clermont-Ferrand / Baudelaire og i den tredje Paris / Benjamin) samt i Wayfarer Randers / Seeberg), 1993-1998, 2) biografiske skildringer som It’s A Blue World / Lerfeldt, 1990, Carl Th. Dreyer, 1995, Den grimme dreng / Ole Ege, 1996, Simons film / Simon Spies, 1999, Den talende muse / Asta Nielsen, 2003, Afgrunden / Asta Nielsen og 3) kulturhistoriske undersøgelser, især tv-dokumentarer, blandt andre Som et strejf  / dansk rockmusik gennem år, 1993 og sammen med Ghita Beckendorff Tugt og utugt 1-2, 2001.

City Slang Redux er således på plads i den tredje gruppe som en kulturhistorisk undersøgelse og en æstetisk refeksion over et ”øjeblik i 80’ernes musiklandskab”, som havde stor betydning i sin tid og som kaster betydning af sig frem til nu, bare forløbigt.

Torben Skjødt Jensen: City Slang Redux, DK 2011, 80 min. Manuskript og fotografi: Torben Skjødt Jensen, medvirkende: Lars H.U.G., Søren Ulrik Thomsen, Finn Verwohlt og Kim Jansson. Filmen kan ses på Filmstriben.dk Disse af de nævnte film kan også ses på Filmstriben: Tugt og utugt 1, Tugt og utugt 2, Den talende muse og Afgrunden. Og disse film blandt de nævnte kan bestilles på Bibliotek.dk (på VHS eller DVD): Som et strejf, It’s a blue world, Den grimme dreng, Simons film, Tugt og utugt 1+2, Afgrunden, Den talende muse, Carl Th. Dreyer, Flâneur 1-3.

FIFIG

… yes, what does that stand for? The answer is Festival International du Film Insulaire, taking place on the island of Groix that lies in France in Brittany. From August 22 to 26 the 12th edition of this festival takes place with, as the name indicates, a focus on films on and from islands, all film genres included as well as concerts, exhibitions and debates. Regret to say that I had never heard about the festival before I – due to Marie-Clémence and César Paës – ran into two of the organisers last December in Paris. The catalogue is out now – you can download it via the website – and it is not only very beautiful to look at, the cinematic content is impressive, including the premiere of the new film of above mentioned couple Paës behind Laterit Productions (“Mahaleo” and “Saudade du Futuro”), “L’Opéra du bout du monde”. Here is the introduction of the organisers to this pearl of a festival:

À chaque édition une nouvelle destination. Nous avons ainsi abordé par le passé des îles des quatre coins du monde, de Madagascar à l’Islande, de Cuba à la Nouvelle Calédonie en passant par les Marquises, le Sri Lanka, le Cap Vert et bien d’autres encore.

Cette année nous avons choisi de partir dans l’Arctique, à la rencontre des Inuit du Nunavut et du Groenland. Nous avons choisi ces destinations pour leur Histoire commune, celle des Inuit, de la sédentarisation, des effets du réchauffement climatique, du choc des générations et de la difficulté d’allier tradition et modernité. L’Arctique en a fasciné plus d’un, des chercheurs, des aventuriers, des réalisateurs, et aujourd’hui c’est notre festival qui s’y intéresse avec l’envie de partager, ici à Port Lay, leur culture et leur Histoire.

Si nous consacrons une large partie de notre programmation à nos invités de l’Arctique, nous n’oublions pas pour autant les îles du monde entier qui sont au cœur de notre thématique depuis les débuts de notre festival.

PS. The other day one of the organisers – like so many rightfully did – Chris Marker, whose “Sans Soleil” was screened at the festival in 2005.

http://www.filminsulaire.com

http://www.laterit.fr/index.php?lg=en&page=catalogue

Chris Marker (1921-2012)

Chris Marker died today, filmkommentaren has written far too little about him, but here is a quote from the obituary of today in Guardian, please read the whole article and below also two links to what we have written about him, in English and Danish:

“The essay film, a form pitched between documentary and personal reflection, exploring the subjectivity of the cinematic perspective, has now become an accepted genre. Jean-Marie Straub, Danièle Huillet,Jean-Luc Godard, Errol Morris and Michael Moore are among its main recent exponents, but Chris Marker, who has died aged 91, was credited with inventing the form.

Marker’s creative use of sound, images and text in his poetic, political and philosophical documentaries made him one of the most inventive of film-makers. They looked forward to what is called “the new documentary”, but also looked back to the literary essay in the tradition of Michel de Montaigne. Marker’s interests lay in transitional societies – “life in the process of becoming history,” as he put it. How do various cultures perceive and sustain themselves and each other in the increasingly intermingled modern world?”

http://www.guardian.co.uk/film/2012/jul/30/chris-marker

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/234/

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/231/

TIFF Non-Fiction Line-Up

… will be revealed tomorrow, according to Realscreen, TIFF being Toronto International Film Festival, prestigious and like other big festivals (Berlin, Cannes and Venice) nowadays putting a good focus on documentaries, or as they call it in the trade magazine, non-fiction.

But already revealed to be in the programme is a new film by Liz Garbus (“Bobby Fischer Against the World”) titled “Love, Marilyn”. Here is what the programmer of the TIFF, Thom Powers, says about the anticipated and star-filled Marilyn Monroe doc: “It takes a very innovative approach in how to deal with these recently discovered boxes of books and letters. Liz decided to reach out to some of the most interesting performers working today [to voice the letters], although that’s only one aspect of the film.

“But what was a revelation to me about this film is that Marilyn Monroe is such a ubiquitous figure in popular culture, but when you really get into the story, you realize how much you don’t know about her. I think she emerges in this film as more of a three dimensional person.”

Read more: http://realscreen.com/2012/07/30/tiff-12-preview-doc-conference-expansion-new-talent-focus/#ixzz2287KQeg2

Annette Mari Olsen og Katia Forbert P.: Fangekoret

Korlederen Louise Adrian har oprettet et kor af indsatte på Statsfængslet i Vridsløselille og filmen følger hende i arbejdet, som ikke kun består i at øve sig og synge. Nej, hun og koristerne skriver musik og tekst selv, og det er der kommet en dejlig film om et sympatisk arbejde ud af, en af den slags film, som vokser og vokser, og som for alvor tager fat, da tv-timen er ved at være forbi. Godt, der findes en lang version, den historie kan ikke hurtigt overstås.

Men hvad er historien egentlig? Hvis historie? Det er som om, der har været ubeslutsomhed i klipperummet, hvor skal fokus være? Alt i materialet har peget på Louise Adrian, for hun fylder hver scene med sin tilstedeværelse, hun lyser simpelthen. Men nogen har tilsyneladende ment, at fokus burde være hos koristerne, naturligvis på grund af af den specielle situation, de er i, alle afsonende lange domme, være hos én af dem, Brian for eksempel, eller hos hele banden, altså en kollektiv film. Det ser ud til, at det sidste nærmest har været beslutningen, og det lider filmen under. Korets medlemmer kommer kun langsomt i gang og ud over kanten frem til mit engagement, mens korlederen gnistrer og stråler fra først til sidst.

Det betyder så det alvorlige, at filmens kerne, det kunstneriske arbejde med at omsætte personligt stof til sange og korværker i nogen grad i filmens skildring overskygges af dette personlige stofs biografiske indhold (koristerne skaber værkerne på deres egne ulykkelige historier) og sentimentaliteten truer atter og atter.

To ting redder filmen, de medvirkende korsangeres ukuelige humør, vid og charme og først og sidst korlederens benhårde krav til ærlighed og kvalitet i hver detalje, i hvert moment af hvert musikstykkes elementer og forløb. Det ender med alligevel ikke at blive en debatfilm om kriminalforsorg, det er en musical om kunstens transformation af det personlige til det almene. Dette hårde arbejde.

Annette Mari Olsen og Katia Forbert Petersen: Fangekoret, Danmark 2012, 58 min./76 min. Fotografi: Katia Forbert Petersen, klip: Wojtek Kloczko, produktion: Sfinx Film/TV for DR2 ved Mette Hoffmann Meyer. Kan ses på filmstriben.dk

Kevin Macdonald: One Day in September

Den er fra 1999, den er en klassiker i dag, og den vil blive stående som klassiker i filmlitteraturen i fremtiden. Som sådan er den altid aktuel, ikke kun fordi der nu er olympiade (den foregår som bekendt under olympiaden i München 1972), men fordi den handler om grusom vold af den slags, nogle kalder terror, andre kalder krig, og om troskyldighedens nederlag med sin manglende professionalisme i den forbindelse.

Jeg så på Dokumania i tirsdags, at den film i sine centrale dele holder styrken efter tretten år, med langsomheden frem for hastværket, med koncentrationen frem for overfladiskheden, med fremstillingens ro midt i begivenhedernes forvirring, som den skildrer. Altså især i konstruktionens og fortællingens centrale elementer. Der er for mig at se disse fire:

Der er den kronologiske beretning (vældig støttet af Michael Douglas’ fortællerstemme) af selve begivenhedsforløbet fra gidseltagningens forberedelse over dens pinefulde faser til til det forfærdende slutspil i lufthavnen, fortalt som en nedtælling minut for minut.

Der er det store gennemgående interview med en af gidseltagerne (formodentlig den eneste overlevende), som ser aktionen, som han kalder det, som en krigshandling.

Der er her overfor interviewet med chefen for den israelske efterretningstjeneste, som må se magtesløs til, mens han nøgternt noterer sig alle de fejl, de tyske politifolk begår fra øverst til nederst, fra først til sidst.

Og der er endelig heroverfor igen den tyske general, som kynisk erindrer det samme, han, som derefter fik til opgave at udvikle et fuldt ud professionelt tysk antiterrorkorps.

Dette er filmens umistelige kerne. Dens overflødige og sentimentale rammeværk vil blive glemt, og det gør ikke noget. Dramaets detaljer og de tre interviews’ nøgterne sagkundskab inden for det fag bliver i sindet al tid – som klassisk filmkunst.

Tue Steen Müller har her på siden dels refereret et interview med den meget flittige instruktør Kevin Macdonald i hans syn på dokumentarfilms udvidede muligheder i dag dels nævnt ham i forbindelse med en lang række festvals, hvor hans film har været vist, senest festivalen i Tel Aviv, april i år, hvor hans helt nye Marley var den ene af to åbningsfilm. Andre film bør nævnes: Touching the Void, 2005, My Enemy’s Enemy, 2007, som kan ses på filmstriben.dk og Life in a Day, 2010, filmen han taler om i det nævnte interview.

Eugene Jarecki: Reagan /2

Jamen, hvad er nu det for noget? Er den ikke kedelig den film? Jeg havde da ventet noget helt særligt og regulært spændende, i hvert fald noget dybt interessant, eller bare lidt interessant af denne film om den præsident, amerikanerne vist nok bedst kan lide. Men jeg så de næsten to timer totalt forvirret af mistet overblik og ganske energiforladt, for det kunne slet ikke vække min interesse.

Jeg er klar over, at det er noget med mig, jeg kan nogen gange have svært ved at forstå journalistiske pointer, vel på grund af manglende relevant paratviden. Men det kan også være noget med formen, Eugene Jarecki har valgt til sin præsidentfilm. Jeg har jo for kort tid siden set Clinton af Barak Goodman, hvor jeg med stigende interesse havde fulgt et shakespearesk drama i fire akter, et kronologisk epos som en islandsk saga og en krønike som fra et dansk kloster i middelalderen genfortalt eller gendigtet af Saxo. Alt det kan jo ikke være sandt på én gang, men det var sandt, mens jeg så det, for sådan så jeg det. Begejstret.

Det fælles for de fire genrer er kronologien. At filmen loyalt gengiver begivenhederne i tidsrækkefølge i samarbejde med min hukommelse, som husker dele af begivenhedsrækken i forvejen, fra andre tekster, fra mit eget liv. Jeg drives af nysgerrighed efter, hvad der sker med mig i mit eget liv. Det er naturligvis derfor, Clinton er min helt. Som en lang række fyrster var det i historiebogen i skolen, hos Shakespeare på biblioteket, i Ingemanns romaner. Min smag er kulørt.

Jarecki vil noget andet. Han vil undersøge Reagan som person, han vil lave en klog film om en statsleder, der iagttages som et objekt, der nøgternt holdes ude fra kroppen og al mulig identifikation, og han vil belære mig med denne klogskab. Han vil ikke lave en kronologisk parafrase, han vil lave en tematisk fremstilling, tage problemstilling efter problemstilling og forholde sig moralfilosofisk til dem. Så han vælger som form det journalistiske essay, men han tør ikke hengive sig til tankedybden i temaerne, som bliver postulater som overskrifter, men han slipper ikke den kronologiske tryghed. For han vælger begge dele, drevet af ambition og af, hvad han tror nødvendigt. Jeg tror, at filmen mister overblikket. Det er derfor, jeg mistede det. Fortællerstemmen er valgt bort som mulighed, forståelsen skal fremgå af vidnernes udsagn i interviewene. Men det lykkes ikke, for af hensyn til filmens fremdrift klippes fremdriften ud af interviewene. Jeg mister interessen, finder Reagan er konstant uinteressant i det han siger, også i de to berømte taler. Jeg mangler min helt. I et essay er essayisten normalt helten, identifikationspunktet. Men her er ingen fortællerstemme, og han er heller ikke til at finde for mig i klippets valg, linje og rytme. Det skulle være en klog film om Ronald Reagan, jeg fangede ikke pointerne, fattede ikke dybderne. Det har nok med mig og mine forudsætninger at gøre, men jeg synes det er en kedelig film, og jeg tror faktisk ikke det er en klog film.

Eugene Jarecki: Reagan, USA 2011, 45 + 55 min. Sendt på DR2 23. og 24. juli.