The Syrian Revolution/ 15
Let the photo talk for itself, this cover photo from the FB page of Orwa Nyrabia.
A film blog by Allan Berg Nielsen & Tue Steen Müller
A film blog by Allan Berg Nielsen & Tue Steen Müller
Let the photo talk for itself, this cover photo from the FB page of Orwa Nyrabia.
Jacquy Pfeiffer til venstre vil gerne være MOF, have ret til tricoloren i kraven ligesom vennen og kollegaen Sebastien Canonne til højre. For at få den skal han deltage i Meilleurs Ouvriers de France, en konditorprøve, som afholdes hvert fjerde år. Det fik han lyst til, da han fire år tidligere hjalp Sebastien til godkendelse, og nu er det omvendt. Jacquy har forberedt sig alle årene, og nu pudser han sammen med Sebastien formen af og lige netop det viser sig skæbnesvangert, da afgørelsen falder efter tre forrygende og voldsomt krævende prøvedage. Der er 16 kandidater til titlen og kraven, men kun omkring en tredjedel består denne gang.
Man skal selvfølgelig være dybt fascineret af avanceret konditorkunst for fuldstændigt at forstå og værdsætte denne film. Der mangler jeg en del, men jeg kan forstå og jeg kan lide Hegedus’ og Pennebakers filmkunst. De lader filmen som konstruktion vokse langsomt fra bunden, udvikle sig fuldstændigt som Jacquys bryllupskageskulptur i et langt, langt crescendo med velanbragte og meningsfulde (velsmagende) afstikkere og detaljer, små sejre og tidskrævende nederlag undervejs, herunder et frygteligt uheld som under selve prøven rammer en sympatisk medkandidat, jeg undervejs også har lært at kende. Uheldet overvindes og prøvens sidste dag slutter i højeste tempo og i højeste spænding. På toppen af filmkonstruktionen er som på kagen naturligvis selve brylluppet.
Chris Hegedus og D. A. Pennebaker: Kings of Pastry, USA 2010. Fotografi, lyd, klip og produktion: Chris Hegedus og D. A. Pennebaker. DR2 Dokumania i aftes. Tilgængelig for danskere online i denne uge på Dokumanias hjemmeside
En anden film af amerikanske (og ikke engelske som Dokumania skriver) Pennebaker: Monterey Pop
Barak Goodman har med sit selskab i Brooklyn, NY lavet en lang række arkiv-baserede, historieformidlende, ”i dybden”, som de selv skriver, tv-dokumentarer: Mai Lai (2010), The Assassination of Abraham Lincoln (2009), The Lobotomist (2008), Kinsey (2005) og en række flere. Jeg har ikke set nogen af dem, men kunne bestemt have lyst, bare på titlerne. Så jeg var spændt, da DR2 i aftes sendte 1. afsnit af Goodmans helt nye Clinton. Men jeg blev faktisk skuffet. OK, der var mange, mange for mig nye oplysninger, men det blev trods den trænede fortæller, Campbell Scotts troværdige stemme til pligtstof for mig, jeg kedede mig faktisk. Der er i serien ellers lagt op til et flot drama med ham og hende, Bill og Hillary, naturtalentet og den intellektuelle slider, den udadvendt folkelige og den tænksomme hjerne bag det fælles foretagende og de store ambitioner, mellem den konstant troløse mand og den atter og atter bedragne kvinde. Der blev blot ikke tid nok til i enkelte scener, i umistelige billeder at låse sådanne store temaer fast. Det er vist ikke, hvad Goodman mener med at gå i dybden, vil gå i dybden med. (“… an in-depth look at the legendary president Abraham Lincoln” står der på dvd-coveret om den film). Det må være noget andet andet, en anden slags dybde. Chokerende nye oplysninger? Også for historikerne? Måske. Der er tre timer tilbage. 2. del sendes i aften 22:50. Jeg hænger på…
2. DEL
Det var godt, jeg fortsatte. Vidnerne står nu klart frem. Og velordnet ensartede. Men der er voldsomt mange medvirkende med analyse-konklusioner, som i klippet sættes på i så voldsom forkortelse, at alle udsagn bliver postulater. Filmen interesserer sig ikke for mellemregningerne, ikke for det lange tøvende i en egentlig samtale. Den vil effektiv fremdrift i en fortælling, som skal nå så meget, som muligt.
Den holdning giver så til gengæld i her i værkets del 2 et overblik fastholdt i hovedafsnit, som jeg bagefter kan huske: Først Vince Fosters selvmord, som berørte Clintonparret dybt og ledte til den plagsomme Whitewatersag, så kampen for det første budget, som endte med sejr på en enkelt marginal, men dog en sejr, som hurtigt gav finanspolitiske resultater af betydning, men så nederlag på nederlag: Krigen i Somalia, Folkemordet i Rwanda, Sundhedsreformen frem til lavpunktet (hedder det, men det er vel som man tager det) nederlaget til republikanernes Newt Gingrich i valgene til Kongressen, hvor Demokraterne mister flertallet i Senatet, valget, som mere end valg af repræsentanter og senatorer blev til et valg for eller imod Clinton. Se det er jo for så vidt et godt overblik over en periode. Mere end pligtstof, dramatisk og spændende fortalt, faktisk. Men hvor er analysen? Den samlede forståelse og holdningen til tingene. Til nu forsvinder den i mere end 15 vidners korte statements. Campbell Scotts fortællerstemme holder sig til begivenhedernes referat, den røber ikke filmens bud på indsigt og forståelse. Sådan samlet. Jeg forstår stadigvæk ikke, hvad Goodman selv mener og hvordan han og hans film placerer sig uden for alt det, der i forvejen menes om den præsident. Hvad er det mon der tilføjes? Barak Goodman med de mange dokumentariske priser vil da andet end filme og holde mikrofon over interviewmedvirkendes hoveder? Der er to afsnit tilbage. I aften og i morgen aften. Jeg må se ordentlig efter, høre ordentlig efter. Det kan nås for mig at finde ud af det…
3. DEL
Nå, sådan er det lavet! Goodmans egen analyse og konklusion og holdning ligger – filmisk faktisk – som en konstruktion af små dele af interviewene, som er limet sammen af den – forstår jeg også nu – omhyggelige og naturligvis velskrevne fortællerstemme. De medvirkende er ikke medvirkende som personer, som personligheder slet ikke. Man ved for alles vedkommende, at de må være fascinerende mennesker. Alle som én. Men her er de stemmer i et samlet kor, samlet i en klippets ordning i en dramatisk fortællekurve. Kun en enkelt skiller sig ud på mærkelig vis, det er Kofi Annan. (Det må jeg finde ud af senere.) Så tv-serien er ikke et udsagn, eller en række udsagn om, men et billede af Clinton og de år, han var præsident. Et pointelistisk billede, et impressionistisk billede, et langt gobelinvævet tapet. Et ordnet flimmer af brudte udsagn. Går jeg tæt på, bliver det uskarpt, går jeg på afstand, læner mig tilbage og tager fortællingen til mig, umiddelbart, vokser tv-værket til et stort epos.
Den gennemførte kronologi kaster nogle gevinster af sig i og med, at jeg jo kender hovedtrækkene i begivenhedsrækken, det er jo alt sammen sket for øjnene af mig. Det er i min tid, og det giver fortællemæssige muligheder, som Barak Goodman udnytter: Whitewater-sagen kan komme op igen og igen, den berømte unge praktikant kan introduceres – men ikke mere, jeg kender hende jo – introduceres de mærkelige dage, hvor Clinton gik alene omkring i regeringskontorerne, for personalet var sendt hjem, han havde ikke penge til lønningerne, fordi lovgivningsmagtens flertal anført af Newt Gingrich og han ikke kunne nå overens om det statslige budget. Min interesse bindes i denne vældige styrkeprøve med de mange pespektiver, som Clinton vinder så grundigt, at det fører direkte til den store sejr ved præsidentvalget i 1996, men jeg ved dog bag dette, at der jo var det der med praktikanten. Jeg ved, at præsidenten tænker på det. Ved andre det? I hvert fald ved de i filmen ikke, vidste de dengang ikke, Clinton slet ikke, at det en dag vil eksplodere – i fjerde og sidste afsnit.
Lige nu før fjerde akt er præsidenten stor og fri. Fri af ham, som opførte sig, som var han præsident, Newt Gingrich, omsider fri af Hillary Clintons medpræsident-funktion, som var uhensigtsmæssig i forhold til de andre nærmeste medarbejdere. Gingrich har regulært tabt og Hillary har klogt indset, at hun må spille på egen bane. Og Clinton viser sig handlekraftig, ikke kun indenrigspolitisk, også udenrigpolitikken tager han på sig skønt skræmt af de afrikanske katastrofer tidligere. Skønt han end ikke har lært at gøre honnør griber han som øverstkommanderende ind og sender USA sammen med NATO i krig mod Serbien og har med ét den anerkendte rolle som den vestlige verdens leder.
4. DEL
Krønikens ubarmhjertige form, den strenge kronologi indebærer således også sine egne slutninger. Og ofte slutter begivenhedsrækken ikke med et markant punktum, den glider ud i mere ens – tlsyneladende ens dage. Clinton har 700 af den slags dage tilbage i det hvide hus efter Lewinsky sagen, som fylder meget af fjerde akt, vel nok alt for meget. De 700 dage synes jeg følgelig der skulle være gjort mere ud af, for dem ved jeg på forhånd mindre eller intet om. De gør mig nysgerrig.
Det smukke arkivfoto, som sidder i toppen af dette blogindlæg, bruger Barak Goodman til fortællingen om samtalen mellem de to, mellem ham og hende, da han omsider indrømmer, at han var hende utro med den unge kvinde i regeringskontorerne. De to ser ikke på hinanden, ser ikke hinanden, de ser hver deres vej, men parallelt, på lige fod, lige stærke. Og sådan bliver det. Hun arbejder herefter på at vinde og vinder guvernørposten i New York, hun har nu sin egen karriere, sit eget liv. Han hjælper hende, men han har først og sidst sin lange afslutning, sine 700 dage.
Det betydningsladede arkivbillede, billedsiden til den afgørende scene, bliver også det centrale element i tv-seriens plakat, som fastholder tv-dokumentarens shakespearske plot omkring erotik, ambition og magt.
Barak Goodman: Clinton, USA, 2012, 4×50 min., manuskript: Barak Goodman, fotografi: Stephen McCarthy, klip: George O´Donnell og Nancy Novack, produktion: Ark Media Barak Goodman, Chris Durrance og Jamila Ephron. Sendtes på DR2 16.-19. juli 2012.
arte has declared “Summer of Rebels” and post-euro championship in Ukraine/Poland a 90 minutes long documentary is being broadcast on the German/French cultural channel and published on dvd. Eric Cantona, in his career himself quite a controversial, and brilliant, football player, is guiding the viewers to five (some alive, some dead) outstanding players, who had guts to go against the mainstream to take political initiative. Here is the (edited) intro from the website of arte, in French:
“Un film–manifeste qui réaffirme les valeurs du sport dans la société à travers cinq histoires chères à Eric Cantona.
L’histoire de Didier Drogba, qui en 2004, en pleine guerre civile ivoirienne, ignore les mises en garde de son club et de ses agents pour lancer un appel à l’unité et demander aux deux parties de déposer les armes. Celle du chilien Carlos Caszely qui fut, en 1973, un des rares footballeurs d’envergure à s’opposer et à défier ouvertement la dictature de Pinochet. Rachid Mekhloufi, un joueur de l’équipe de France qui, pendant la guerre d’Algérie, choisi la clandestinité et rallié son pays pour défendre, à partir de 1958, les couleurs de l’équipe du FLN. Celle de Predrag Pasic, international yougoslave qui, défiant les bombardements et les haines, a choisi de fonder une école de football multi-ethnique dans le Sarajevo assiégé des années 1990. Celle du brésilien Sócrates qui, en pleine dictature militaire au début des années 1980, transforme chaque match en meeting politique pour la démocratie.
Les rebelles du foot, en DVD dès le 20 juin chez ARTE Editions.
Classic Italian town: Piazza Duomo, with the dome on the main square surrounded by cafés, meeting points for locals (only 3000 outside the season) and in July tourists like us, who enjoy the overwhelmingly bella vista to the Amalfi Coast. In a few days you slow down and find your routine of walking to the square in the still bearable morning temperature, have your cappucino and brioche to sit down and greet by-passers, who fall in love with the blond, blue-eyed nine month old baby, who is here with his parents, one of them the niece of my wife, who has invited the four of us to celebrate her birthday. Back to the holiday appartments and the swimming pool, equipped with the pink La Gazetta Sportiva, just one of the daily newspapers totally dedicated to sport, mostly gossip about the transfers of Italian soccers teams, the big issue these days being the possible move of Zlatan Ibrahimovic from Milan to PSG Germain in Paris. The 40 page newspaper is about sport all over including 4-6 pages about the world around us like the constant massacres in Syria!
Siesta… and then the fabulous cooler evenings of finding a good outside restaurant to have a dinner, an espresso and a grappa.
Back to the square that in 1953 housed John Huston and his film team – according to a plaquette on the wall of a house in Viale Wagner (yes, the composer was here) – during their planning and shooting of ”Beat the Devil” casting Humphrey Bogart, Jennifer Jones, Gina Lollobrigida and Peter Lorre in a film that had Truman Capote as co-scriptwriter, a film that Wikipeaks notes was made out of a script fabricated from day to day with a doutable end result – you can watch the film in its entire duration online. It has been declared ”public domaine”.
Danish poster to the film, title: Fuld af løgn.
Filmkommentaren received this fresh and happy summer report from the Magnificent 7 team, Svetlana and Zoran Popovic, in Belgrade – after the open air screenings at the Belgrade Fortress, July 9-11:
Dear Tue. We had three wonderful evenings with films on music in the open air. Blessed with sky full of stars.
It was fantastic hip-hop opening and we had great big screen and powerful sound that rocked! A lot of young people, of corse, but also some of people of our age, traditional M7 audience. It was crowded and a lot of people were sitting and lying on big pillows right in front of the screen. (Film: The Furious Force of Rhymes. Director: Joshua Ateh Litle).
The most beutiful evening was with Lagrimas Negras. Ay, ay ay! All we needed was you and Sonia Herman Dolz (director) and Carmen Cobos! The place was full, overcrowded with peoplesatanding around. Again a lot of them laying on big pillows under the magic screen. The screening was indeed full of magic and everyone enjoyed every minute of the film. The vivid images of Cuba, music, love and all film craft was in full power. We were under the spells of Lagrimas negras!
The third evening was dedicated to the hypnotic music of Simeon ten Holt, Canto Ostinato (director Ramon Gieling). And it enchanted Serbs as well as it did with the Dutch in the film. We had Sonia and Iva (colleagues from M7 team) with us and they both loved the film.
And to conclude, we had nice screenings starting very late, at 11pm, but there were people who loved staying with Saudade do futuro (Marie-Clémence and Cesar Paës), El sonido del bandoneon (Jiska Riskels) (photo) and Regilaul, die Lieder aus der Luft (Ulrike Koch). Going back home after the last screening, some time around 1 after midnight, we were approached by one of the most dedicated film-goers for decades and he told as that he enjoyed every film like he always did at M7!
http://www.magnificent7festival.org/pages/BelefNajava_eng.html
CPH:DOX inviterer til snigpremiere på Reindeerspotting tirsdag 17. juli 21:30 i Gloria Bio, Rådhuspladsen 59. Billetter koster kun 50 kr. og kan købes/bestilles her!
Tue Steen Müller gav i sin tid Reindeerspotting en indlevet og anerkendende anmeldelse. Han skrev blandt andet: “One man behind the camera, a friend, himself on drugs, this is what makes the film attractive contrary to hundreds of well meaning ”don’t do it” drug addict films.
There is an intimacy in the relationship between the one who films and the one, who is being filmed. It is a relief when Jani is ready to leave fucking Finland to go abroad. This is where the film invites the viewer to experience tha classical journey of a young man, who wants to see and learn about the world. Free subutex drug in Paris, they are having a great time but when money is over, they have to go back and Jani ends up in prison, or as written, he ”is in and out” of prisons.
In terms of image, it looks (to use a Lars von Trier word about his new film) like shit and yet you take it all in, because it is a drama, well told in a personal and honest way. That is why people go to watch it, that must be the answer.” Dengang (august 2010) havde filmen i Finland solgt mere end 60.000 billetter i biograferne.
Dokumania på DR2 viser i aften 21:00 under overskriften Ghettoens glemte film Yael Hersonskis berømte A Film Unfinished fra 2008. Vi skrev dengang og senere om filmen her på filmkommentaren.dk: “… Som nu herren, som sidder og læser ved chatollet i fred og ro. Men nej, så blev der i arkivet fundet en glemt filmrulle med fraklippet. Der blev fundet to dagbøger, som fortalte om optagelserne, om de tyske dokumentarfolks arrangeren alting. Den læsende herre er altså tvunget til at sidde der i ro, og det er, hvad han har tilbage, disse tre møbler, bag kameraet er stuen fyldt med resten af hans familie. I soveværelset bor en anden familie, i de andre værelser andre, én familie i hvert rum.”
Tue Steen Müller mødte filmen i professionelle sammenhænge fra da den pitched på Copro i Tel Aviv til den blev præsenteret på festivalen Memorimage i Reus nord for Barcelona, hvor man specialiserer sig i film om erindring, ofte bygget på arkivstof. Netop som Hersonskis film, hvor arkivstoffet er noget ganske særligt, optaget til et formål og nu reflekterende vendt mod sig selv, uden at filmbillederne antastes som de dokumentariske filmbilleder, de er.
Filmens hjemmeside link
The Centre for Production and Research of Documentary Film at University of Westminster, long name but good that it exists, writes the following on its website, address below:
“We all have our favourite cinema magazines and academic journals, but for a 360-degree appreciation of who’s who and what’s exciting in the documentary world, here are some of today’s inspiring docu-bloggers. If you know of somebody we’ve missed, send us a link at contact@docwest.co.uk. And no, it doesn’t have to be in English (although some posts in English might help).”
Goes without saying that filmkommentaren.dk is happy to be mentioned as is one of our contributors, Mikkel Stolt (alias Mike Proud).
Illustration taken from the website, a reference to a festival article by Adina Bradeanu, web and project consultant at DocWest.
The festival in neighbouring country to Georgia, Armenia, started yesterday. This 9th Yerevan International Film Festival runs until July 15 and has a fine international documentary competitive section within its red carpet profile programme that has Agnieszka Holland and Alexander Sokurov as honorary guests.
No surprise that the festival has decided to show ”5 Broken Cameras”, ”Planet of Snail” and ”Special Flight”, titles that go everywhere, deservedly, but bravo that Georgian Salomé Jashi’s ”Bakhmaro” will be screened, as well as local Bars Media’s long awaited ”Donkeymentary”, Goran Radovanovic newest ”With Fidel, Whatever Happens”, Turkish Enis Riza’s ”Recycling Life – I found Dostoyevsky in the Garbage” and Marc Weymuller’s ”La vie au loin” (photo).
So-called industry activities also pop up at the Golden Apricot. As example EDN’s Mikael Opstrup holds a documentary masterclass on funding and has individual meetings with documentarians attending the festival.