Memorimage 2010/2

The main awards of the festival were given to the Israeli film ”Jaffa, the Orange’s Clockwork” by Eyal Sivan, and to ”La Isla – Archives from a tragedy” by German Uli Stelzner. Both of them are strong political films, rich in content and style. As is ”Hugo Pratt in Africa” (PHOTO) by Swiss-Italian director Alfredo Knuchel, who in a labyrinthic form describes the fascinating connection between the father of Corto Maltese and the Ethiopia, he grew up in during the fascist Italian occupation of the country. The film was given the Mémorimage prize as the best production. A film about Barcelona and its rich families, and their business and private lives, mostly the latter got the prize for the best research. The director, Mireia Ros, tells the story by using a lot of cinematic means to make the huge amount of family archive material come alive in an entertaining and playful way.

Mémorimage has a unique concept for a festival. In terms of number of titles, and audience, the festival is among the smaller festivals – in terms of a focus on how films can make a new, or a re-interpretation of our common history, based on private or official audiovisial material, the festival can – after these first five editions – become an international meeting point for filmmakers, historians, researchers and ordinary curious film buffs. And at the same time inspire a Catalan audience to look at their own history with critical eyes.

www.memorimagefestival.org

http://www.hugoenafrique.com/

Ditte Haarløv Johnsen: Hjemløs

Det har da vist ikke altid været sådan? At næsten hver ny film har mindst to historier, fortællinger, tekster, dagsordener? Der er filmen selv som værk, og så er der, ofte længe før filmen er fremme, historien om dens tilblivelse. Nogle instruktører lader de to historier vokse sammen, men det gør Ditte Haarløv Johnsen bestemt ikke, og det er måske filmens problem, at den skuffer forventningen, fordi meget af dens stof på forhånd er brugt op, så den må leve af fraklip så at sige. Skønt klipperen i dette tilfælde bestemt mener, at det som er tilbage, netop er essensen, hvad der fremgår af historien om tilblivelsen. Som Haarløv Johnsen fortæller det til Jesper Bo Petersen (Ekko, november 2010) mærkes det, at hun ikke selv er helt sikker, men hun var og er loyal over for klipperen: ”Det er først og fremmest takket være min klipper Jeppe Bødskov, at det er lykkedes at sortere fragmenterne. Med sit klare og usentimentale blik på materialet forstod han at skære ind til essensen, der hvor jeg selv var forblændet af at være så dybt begravet i alt det, der skete udenom.”

Det, der skete udenom, var vistnok først og fremmest en stor, dramatisk kærlighedshistorie, måske banal i det ydre, men i Ditte Haarløv Johnsens sind rigt facetteret og mærkelig og vanvittig. Interviewet løfter en flig af forhænget for den oprivende fortælling. I filmen er den slet ikke med. Hendes fascination af den elskede markeres af hans integrerede smykkebrug, hans anderledeshed, hans forankring i grønlandsk kultur og tilværelsesforståelse. Og sådan videre i interviewets dybt interessante fortælling om dagene med ”druk, joints, ballade og bræk”.

Stort set intet af dette er overført til filmen. I hvert fald kun antydningsvist. Det vigtigste er det med kysseafstanden, som det så smukt udtrykkes i interviewet, altså selve hengivelsen med kameraet. Billederne er gennemgående meget tætte og intense. Præcist nærværende. Men de forbliver øjeblikke, glimtvise markeringer, samles ikke til hele scener af filmpoesi. Sker det, føjes der totaler til og æstetikken svinger over i ren reportage med journalistikambitioner. Det skader fordybelsen og giver plads til en slags social indignation, som der bare ikke er belæg for. Som de tre venner, som filmhistorien koncentrerer sig om, opfører sig, er de blot tre alkoholikere i gang med at drikke sig ihjel. Deres skæbne kan det være meget, meget svært at engagere sig i filmkunstnerisk, og det lykkes heller ikke. Det ender som cases for professionelle socialarbejdere. Der er fine, fine tilløb i det lyriske stofs behandling, men det socialrealistiske stof er traditionelt demonstrerende: her er noget galt. Javist er noget galt, men sagen er, at det var meget, meget værre i virkeligheden. Det fremgår af historien i Jesper Bo Petersens tekst.

Senere: Min blogkollega Tue Steen Müller meddeler i en mail fra Memorimage festivalen, hvor han, som det ses ovenfor, arbejder disse dage: “… jeg fandt den (Hjemløs) meget intens, meget vellykket med en fantastisk energi i stort alle scener. Hun er bogstaveligt talt tæt på hele tiden og de bliver stærke karakterer for mig.” Det har læserne af Filmkommentaren og Ditte Haarløv Johnsen krav på at vide, mener jeg.

Ditte Haarløv Johnsen: Hjemløs Danmark 2010, 55 min. Fotografi: Ditte Haarløv Johnsen og Minka Jakerson, klip: Jeppe Bødskov, lyd: sylvester Holm og Frank Mølgaard Knudsen, musik: Mark Solborg, produktion: Nature & science www.naturescience.dk ved producer Anders Drud Jordan. DR2 i aftes på Dokumania. Vises i dag og fredag på Cph:Dox.

News from Paris : Le Mois du film documentaire

November is the month of documentary films in France, Le Mois du Doc opens this weekend for the 11th time: More than 1200 sites, nearly 3000 showings and an audience of around 150.000. This event was created by the association Images en Bibliothèques with the objective to coordinate visibility on a national level and to highlight the fine collections of documentary films that French libraries (now a days called médiathèque) have in their possession. These collections are often considerable and rare, thanks to the deliberate politics of the French Ministry of Culture giving resources and freedom to the video librarian over the last 20 years. Le mois du Doc has grown into a major event helped by an overall growing popular interest in documentary films (Arte has had an important role here) and now includes cinemas and French cultural institutions abroad. A large majority of the showings are followed by debates, permitting filmmakers and audience to meet.

http://www.moisdudoc.com/

One of the places where le Mois du Doc is hosted in Paris, is at la Bibliothèque publique d’information (Bpi) at the Pompidou Centre. From November 6th to November 28th the cycle Filmer l’invisible (Filming the invisible) runs in the Cinéma 1 of the Centre. The program is a journey in contemporary documentary organised by Catherine Blangonnet. The films (by Rithy Panh, Alexandre Sokourov and many others) are from all around the world, but all from the last decade, 30 films in 23 showings.

Link to the Pompidou Centre

Here is a translation of the presentation of the program:

The last decade has shown a great formal invention to explore the different levels of reality: the intimate, the political, the sociological, the mythological. It is this imagination and this freedom this program aims to reflect in its diversity.

Despite the title, you will find no mythical, supernatural or religious dimension. What is in question here, is the capacity of documentary films to reveal what was to remain invisible without the eye of the filmmaker, to make visible something of the world until then unnoticed.

As different as the themes they go about are, all the selected films goes beyond the limits of their “subject” and offers the possibility of unexpected perceptions.

This program will try to establish that there is no need to show or to demonstrate to be able to understand or feel and that documentary, although it is an invitation to reflection, has less to do with knowledge than with the relation with the other.

http://www.bpi.fr/fr/la_saison_culturelle/cinema/filmer_l_invisible.html 

EDN and Iranian Cinema Vérité/2

I have been in contact with EDN’s film consultant Ove Rishøj Jensen, who tells me that there will be no boycott action (see below) from the Iranian filmmakers towards the festival Cinema Vérité. On the contrary, the filmmakers and the organisations related to the documentary film intend to reestablish the collaboration that existed before the problems occurred during summer 2009. The aim of EDN is first of all to be present at the festival to strenghten the cultural relations between EDN and the festival and thus the relations between documentarians in Europe and Iran.

… looking forward to hear more about the festival on this site from Ove Rishøj Jensen.

www.edn.dk

Cinema Vérité in Iran

Last year 142 Iranian filmmakers appealed to the documentary community worldwide to boycott the festival Cinema Vérité, see below. Yesterday EDN (European Documentary Network) posted the following text on its site:

”EDN will be present at the The 4th annual Cinema Verite: Iran International Documentary Film Festival. EDN and the activities connected to the organisation will be introduced at the festival. Cinema Verite is the main documentary film festival in Iran. The festival is combining both national and international program sections with a documentary market and a number of side events. Cinema Verite is organised by DEFC – Documentary and Experimental Film Center. This is the main center for production, distribution and promotion of fiction, documentary, animation and experimental films in the Middle East.”

Knowing the censorship that exists in Iran, the letter from the filmmakers from last year and the many imprisonments of filmmakers with controversial views on the society and the policy of the régime, one of course wonders if this is a clever move of an independent documentary membership organisation… or maybe it is exactly what it is, if it means that EDN can help make us more aware of what happens in the country for the filmmakers. I can not say. I was there – as director of EDN – 10 years ago to show European films and create contacts, it was a marvellous experience to meet the creativity of the filmmakers, censored or not.

EDN representatives are welcome to answer on this site, under ”bemærkninger/remarks”.

http://www.payvand.com/news/09/aug/1179.html

www.edn.dk

http://defc.ir/en/festival/index.php?fid=50&yearId=14

Aarhus Filmfestival

Amnesty International og Aarhus Filmfestival inviterer til film og seminar om folkedrabet i Cambodja søndag 14. november i Øst for Paradis. Under De Røde Khmerers regime i Cambodja mistede op mod to millioner mennesker livet. De Røde Khmerers regime kostede op mod to millioner mennesker livet fra 1975-1979. Efter 30 år med krig, politisk ustabilitet og manglende vilje til at gøre op med fortiden står de øverste ledere nu tiltalt ved det internationale FN-tribunal. Aarhus Filmfestival viser to dokumentarfilm, der søger at opgrave sandheden om Cambodjas folkedrab og lade publikum komme helt tæt på bødlerne. Vi de aldrende ledere og deres foruroligende intakte ideologiske overbevisninger.
Facing Genocide – Khieu Samphan and Pol Pot vises søndag 14. november 11:00. Khieu Samphan var højtstående politiker under Cambodjas Pol Pot regime. Han er tiltalt under det internationale FN-tribunal som medansvarlig for folkedrabet. Dokumentaren tager publikum med gennem Cambodjas historie og undersøger undervejs, hvem Khieu Samphan egentlig er og var, og hvad der drev ham. Filmen ønsker at få styrets topfolk til at fortælle sandheden, og måske endda erkende deres skyld, inden de dør eller fængsles. Vi følger Khieu Samphan over 1½ år frem mod hans anholdelse i 2007. Filmen slutter intenst med mødet mellem hans kone og en repræsentant for ofrene. Familien insisterer på Khieu Samphans uskyld. Publikum får en lille smag af den frustration og usikkerhed, som Cambodjas befolkning må føle.
Enemies of the people vises søndag 14. november 13:00. Derefter er der seminar med Mette Holm. Filmen giver et glimt af instruktøren Thet Sambats store projekt. Hans forældre døde under Khmer Rouges regime i slutningen af 70’erne. Sambath bruger nu al sin tid og alle sine penge på at finde nogle af de bødler, der i dag lever i skjul. Han vil vinde deres tillid, så de vil fortælle sandheden foran kameraet. Efter flere år lykkes det ham at komme så tæt på Nuon Chea, Pol Pots højre hånd, at han får en del af sandheden om myrderierne. Dette er en sjælden mulighed for at komme bag de mange historier og genfortællinger om Khmer Rouge tiden. Den går direkte ind i behovet for sandhed, i spørgsmålet om forsoning og i om forholdet mellem de lavtrangerende bødler, der udførte mordene, og de højtstående ledere, der gav ordrerne. Hvem er ansvarlig?
Mette Holm vil tale om emnet Findes der forsoning og sandhed i sorgens regime? Mette Holm er inviteret af Amnesty International og Aarhus Filmfestival til at give sit perspektiv på cambodjianernes opgør med fortiden. Hun har i årevis boet og arbejdet i Cambodja og vil efter filmene fortælle om det FN-tribunal, der i år som sin første dom dømte en højtstående Khmer Rouge leder. Tribunalet er fra flere sider blevet kritiseret for ikke at være tilstrækkelig politisk uafhængigt og for ikke at være vidtrækkende nok. I 2004 fik Mette Holm muligheden for at møde og interviewe Khieu Samphan og hun vil med sin store viden om det politiske liv i nutidens Cambodja perspektivere filmens temaer om forsoning og sandhed. Hun har netop udgivet bogen Asien og menneskerettigheder – en vejviser.

Still: Enemies of the people

Films about Dictatorships Awarded in Jihlava

… which is a Czech city where the documentary film genre is celebrated every year at the end of October through a huge market programme for selling (pitching) film projects and finished films to television stations all over the world and to other festivals. AND it is a festival that attracts an enthusiastic young audience with a programming that is often non-conventional compared to the big festivals in Leipzig and Amsterdam.

Awards were given, let’s mention two films here that already have and will have a widespread international carreer: The OPUS BONUM for the Best International Documentary Film Award 2010 was given by a one-man jury (good idea!), Canadian filmmaker Mike Hoolboom, who chose ”48” by Susana de Sousa Dias, well known by readers of this site. Film annotation: The silent dictator Salazar ruled Portugal and its colonies for 48 years – the director takes testimony of years of imprisonment, as told by victims of the regime, and innovatively combines it with photographs from the archives of the secret police, the PIDE.

In the competition section Between Two Seas (The Baltic and The Red?) the jury awarded the film “Autobiography of Nicolae Ceausescu” by Andrei Ujica. The three hour long film got the following motivation for the first prize:

“The Jury has decided to award its prize to an ambitious film of epic proportion. Aptly titled The Autobiography of Nicolai Ceaucescu, it is made up entirely of archive footage. Thanks to impressive editing, the director Andrei Ujica succeeds in letting the official self-presentation of the Romanian Communist Party and its leader, document the decline of its power and the hollowness of its pretensions. The film’s eloquence is particularly striking because it manages entirely without verbal commentary. Finding a fine but difficult balance between the ‘tragedy of a ridiculous man’ and the hubris of a leader progressively losing his legitimacy, the Autobiography of N.C. is a testament to the challenges of writing history through images today.”

The film is in the programme of cph:dox in Copenhagen that opened last night with the premiere of Jørgen Leth’s Erotic Man. Co-blogger Allan Berg reviews the film below in Danish.

http://www.dokweb.net/cs/

http://www.cphdox.dk/d/a1.lasso

http://www.dokument-festival.cz/portal_index.php?lang=en&page=home

Michael Madsen første Reel Talent

Det blev Michael Madsen, der modtog prisen REEL TALENT, som blev uddelt i aftes ved CPH:DOX åbning. I juryens bedømmelse hedder det, at han allerede i sine første film (Celestial Night og To Damascus) har vist egensind og suverænitet, som er værd at lægge mærke til. Bag den nye talentpris, der her blev uddelt første gang, står CPH:DOX og Danske Filminstruktører.

Michael Madsen er mest kendt for sin film Into Eternity (2009), som tidligere på året vandt prisen som Nordens bedste dokumentarfilm. I Reel Talent juryens bedømmelse bliver der især lagt vægt på Michael Madsens fortællestil og evnen til at forvandle et videnskabeligt og komplekst emne til en smuk og vildt engagerende film. ”Der er magi i billederne, Michael skaber”, lød det i talen til Michael Madsen ved åbningen i Store Vega i aftes.

Michael Madsens talent kan opleves af flere omgange under CPH:DOX. Dels vises filmen Into Eternity 9/11 21:30 i DOX:CLUB på Teater Grob og 11/11 21:15 i Posthus Teatret. Derudover er der en ”dokumentarkoncert”, hvor Madsen viser en stumfilmskildring af komponisten Bent Sørensens dagligdag akkompagneret af Scenatet, som opfører en række af Bent Sørensens kammermusikalske værker. Det er i DOX:CLUB på Teater Grob tirsdag den 9/11 19:00.

Still: Michael Madsen i Into Eternity

Jørgen Leth: Det erotiske menneske

Titlen leder i første omgang på vildspor. Den leder mænd og nok især kvinder på vildspor. Foromtale og stills hjælper til: man forventer pik og patter. Og så er det sådan, at kun mændene får deres syn for sagn, ovenikøbet i en ren overdådighed af bare bryster, mens kvinderne tilsyneladende snydes, der er ikke antydning af pik i den film, ikke skyggen af en tilsvarende fremvisning. Imidlertid, efter den første skuffelse, indser kvinderne, at alle disse fraværende smukke og veludstyrede mænd i filmen lever og ses i de utallige nærværende kvinders blik, instrueret som kvinderne er – vel at mærke inde i filmens dialog – til at samle deres tanker og koncentration om den dejligste mand i deres fortid. Hver deres dejligste mand. Det er ansporet af denne erindring, synlig i blikkene mod kameraet, at brystvorterne erigerer.

Psykologens kommentar er tilsvarende opmærksom. Det ses, at Jørgen Leth både som filmens hovedperson og som dens instruktør er begejstret for netop de kvinder, som er begejstret for ham. Som menneske søger han bekræftelse hos disse kvinder. Han lever den usikre eksistentielle situation, et kærlighedstab engang, og kompenserer ved en midlertidig situation af lykke, kvindens accept i som regel korte, enkelte gange lidt længere, øjeblikke af værdsathed. Føler sig begæret, er begæret. Som et erotisk menneske. Denne udsathed er det erotiske menneskes virkelighed.

I en overvældende ærlighed og præcis u-selvhøjtidelighed, befriende muntert ind imellem, lægger filmen disse kort på bordet. Det måtte jo komme, stikket. (Nej, det er ikke det sidste). I tekst efter tekst, film efter film havde Leth ved sine udspil denne årrække fået os til at ane, hvad der sad på hånden. Jørgen Leth lader som om, intet er sket i mellemtiden, han placerer ikke sin film i den offentlige debat, i sladderens verden af karaktermord, men fortsætter det arbejde, som hele tiden har ligget i det poetiske værk. Opfylder kravene her: der er dette at gøre, og så dette. Og han bliver ikke klogere, vi bliver ikke klogere, men eftersøgningen fortsætter. 

Udenrigskorrespondenten fandt ikke kvinden igen, men smed skjorten og gav sig til at danse med drengene, stemmen fandt ikke Traberg, men vi så ham og og forstod ham måske, de to sammenklippede filmhold fandt ikke kærligheden, men lavede umistelige notater, fandt antropologen Malinowskis verden, og hans bog blev herefter selve bogen for instruktøren og ekspeditionslederen. Det fortalte han forleden på et seminar på universitetet i Aarhus, eftersøgningen var fortsat, og den nye film var omsider færdig.

Det erotiske menneske griber igen og igen tilbage i det samlede værk. Men gentagelsen er naturnødvendigt ny hver gang. Det gentagne tegner sig i nyt lys i nye omgivelser. Den haitianske digters tekst opstod, som hun sad på balkonen på hotellet i Haiti, uden titel (1996), den udfoldede sig i vemodigt kommenterende omgivelser i bogen Historier fra Haiti (2000) og fremtræder nu i tre forskellige variationer læst af andre kvinder, forbundet med andre kvinder, lagt ind i andre levede liv.

Optagelserne fra castingen, nærbilledet af håndens notat med to stjerner, ind imellem en ekstra stjerne i parentes, må være en nøglescene: ingen af de mulige medvirkende kasseres, alle har deres skønhed, alle har deres historie, og filmens generøsitet kan indlemme dem alle i en sekvens af total forståelse og accept. Det er også det billede, Per Kirkeby har valgt til sin plakat. Men spejlscenen med samtalen med kæresten Dorothie kombineret med optagelsen fra dengang af Dorothies ansigt under et af samlejerne i deres deres liv sammen, er selve omdrejningspunktet. Her dementeres alle falske rygter uden videre og uden at forstyrre det nye mødes fortrolighed, her bekræftes den pagt, de havde, her understreges deres fælles forståelse af deres relations grundlag. Sådan. Og forståelsen af de mange kvinders blikkes fokusering af hver deres mand i fortiden samles i Dorothies blik den bestemte dag, netop det øjeblik, da netop han var i hendes fokus, var hendes mand. 

Jørgen Leth: Det erotiske menneske, Danmark 2010, 85 min. Manuskript: Jørgen Leth, fotografi: Dan Holmberg, Adam Philp og Alexander Gruszynski, klip: Camilla Skousen og Morten Højbjerg, musik: Kristian Leth og Fridolin Nordsø, produktion: Nordisk Film og Zentropa ved Marianne Christensen, Lars von Trier og Peter Aalbæk Jensen. Premiere i dag på CPH:DOX og simultant i en række biografer knyttet til DOX:BIO.

Michael Madsen: Into Eternity

For nogle dage siden så vi den alle andre vegne velkendte film i min filmklub i FOF-Randers. Vi fandt os med ét tilbage i zonen i Tarkovskijs film om de tre mænd, som trænger ind i et truende område. Vi er som hos Tarkovskij i det smukkeste landskab kontrasteret til det foruroligende i et filmfotografi, som ikke svigter. Det er usvigeligt og sikkert, vi vil blive bragt til en slutning, kompetent.

Vi er igen mellem de betydningsladede replikker (det har måske gjort indtryk, at Madsen var via Strindberg i To Damascus) her dybt musikalsk klippet til filmens langsomme dialog af dæmpede stemmer. Den undersøgende (den rejsende, den ukendte, den indtrængende) stiller enkle, ofte naive spørgsmål. Svarene kommer tøvende, de er uafbrudt tænksomme, kompliceret-enkle. Rytmen er uendelig langsom: pause, pause, indholdsmættet udsagn, pause, udsagn igen, pause, pause, pause og sådan videre. Den citerede musik er af Sibelius, Varèse, Pärt, Kraftwerk… 

Michael Madsen har baggrund i performance art, lyd og lys. Jeg lærte ham at kende som skribent. Han skrev et af de bedste manuskripter, jeg i min tid læste, af gode manuskripter på det niveau var der i min bunke på mange hundrede måske en håndfuld. Det var til hans første film Celestial Night. Michael Madsen brugte og bruger stadigvæk tv-dokumentarens konvention til personligt essay med indsigt og alvor, som var det Enzensberger. Og Into Eternity er understøttet af samme litterære kvalitet, samme belæsthed, samme lette væv af æstetiske referencer. Der monteres ganske let, på højt forståelsesniveau. Tjernobyl ulykken behandles alvorlig og præcist på få sekunder, uafviseligt sådan spredtes det nukleare materiale.

Juryens begrundelse for prisen ved Nordisk Panorama festivalen i Bergen for kort tid siden beskriver metoden således: ”Ved at omdanne biografen til en tidsmaskine tackler instruktøren det, der ellers kunne være blevet tørt ekspertstof eller et stykke ingeniørporno, på en måde, der er overraskende, poetisk og hynotiserende. Han gør det internationale problem om håndteringen af nukleart affald til en meditation over selve menneskehedens og civilisationens skæbne. Alt dette uden at ofre den journalistiske stringens.”

Filmen klinger ud i vemodets værdighed med Edgard Varèse musik til Paul Verlaines digt fra Sagesse III:

Un grand Sommeil noir / Tombe sur ma vie: / Dormez, tout espoir, / Dormez, toute envie! //

Je ne vois plus rien, / Je perds la mémoire / Du mal et du bien… / O la triste histoire! //

Je suis un berceau / Qu’une main balance / Au creux d’un caveau: / Silence, silence!

Michael Madsen: Into Eternity, Danmark, 2009. 75 min. Produceret af Magic Hour Films ved Lise Lense Møller. Distribueres af DoxBio www.doxbio.dk  Turnerer stadigvæk på internationale festivaler. Ikke uden grund: CPH:DOX 2009: publikumsprisen. Visions du Réel, Nyon 2010: hovedprisen. Nordisk Panorama, Bergen 2010: hovedprisen.