Med sit kamera på skulderen er instruktøren på sentimental rejse hjem til sin molesterede by. Han møder som de første tre drenge, som præcist og bevægende nøgternt viser om i ruinerne. Her boede deres navngivne handlende, naboer, skolekammerater. De er væk nu. Nogle helt væk. Og så møder han med sit aldrig moraliserende eller sentimentale kamera – muntert, ja, muntert faktisk – sin fantastiske mor, sin flittige bror og sin solide søster.. Vi bygger bare op igen, siger de, siger man der i byen. Broderen er i gang med at plante figentræer.

Hassan Zbib har eksamen fra det libanesiske universitet, fakultetet for kunstvidenskab og i 1987 fra École Supérieure d’Études Cinématographiques i Paris. Har siden 1988 arbejdet som filmreporter for en række tv stationer. Han har produceret to kortfilm derudover. 

Hassan Zbib: “Creative Chaos: Round One”, Libanon / Irland / Frankrig 2008, 66 min. Distribution: hzbib@yahoo.com

De taler om nederlagene, som var de sejre. Disse palæstnensiske veteraner fra krigene. De bærer skaderne efter sårene som stolte minder, deres egne skæbner i slutspillet som begyndelser til en samlet stolt fortsættelse. Vreden er deres styrke – eller er det ydmygheden og accepten af resignationen, som er det?

Filmen, Sandra Madis “Thakira Mathkouba (Gennemhullet erindring)”, skildrer det vel, som det er. Den gør ikke så meget ved det. Altså stoffet, den samler ind. Den overlader vemodet og eftertanken til mig. Det er naturligvis ok. Det manglede bare.

Sandra Madi er fra Amman. Har eksamen fra det arabiske filminstitut. Hun er skuespiller og arbejder free lance som forfatter og producer ved tv, blandt andet Aljazeera.

Jordan 2008, 62 min. Red Carbon Productions sandra.madi@yahoo.com

Min anden festival favorit var Aljona Poluninas “The Revolution That Wasn´t” med Anatoly, som en kort periode greb magten og partiformandskabet i det russiske kommunistparti og havde gyldne dage som en af lederne af demonstrationerne mod Putin. Han mistede imidlertid kammeraternes tillid og blev skubbet ned til menigt partimedlem. Så vendte han sig indad og søgte Kirkens fællesskab. Og oppositionen mod Putin, kommunistpartiet og “Det andet Rusland” tabte jo valget.

Polunias film besidder fra først til sidst en fuldstændig sikker styring af casting, set-design, iscenesættelse og fotografi i rekonstruktioner og reportageplanlægning og -indsats. Jeg er spændt fast i denne intellektuelle diskussion og kamp lige ud af de russiske romaner, i disse begivenheder, hvis udfald jeg jo kender. Moderne russisk politisk historie skildret som dokumentarisk thriller til fem penne..

Aljona Polina tog afgang fra universitetet i Moskva 2004 efter studier i kunst, arkitektur og design samt film med filmen “Yes Death”.

Estland 2008, 96 min. Produktion og distribution: Matila Röhr Productions og Kuukulgur Films jaak@kuukulgur.ee Filmen modtog i forgårs to af Cinéma du Réels specialpriser, det franske nationalbiblioteks pris og den røde komites pris.      

Jeg havde jo mine favoritter på festivalen, især to. Den første af dem er Rosemarie Blank: “Job en de hollandse vrisjtaat”. Hendes forbavsende værk konstrueret på tre årtier gammelt filmmateriale i flere forskellige formater, som hun optog, dengang fristaden i Amsterdam levede så festligt, farverigt, er aldeles suverænt anvendt poesi (i Aristoteles grundbetydning af ordet), en lille film sådan i denne industrielle sammenhæng, men en stor film i cinematografiens fortsatte og på sin måde lige så energiske historie. Og så er den smuk, billedskøn.

Den autistiske aldeles tavse og introverte Job konstant fordybet i meditation over sine objektsamlinger på hver sin lille bakke opdager ikke, at fristaden forsvinder en brutal nat. Han lever længe også uopdaget i ruinerne og fortsætter der sine studier, til han også en dag er væk. Tankevækkende og sandt.

Rosemarie Blank er uddannet fra kunstakademiet i Berlin og har levet i Amsterdam siden 1979 som forfatter, og siden 1982 har hun realiseret talrige filmprojekter.

Holland 2009, 48 min. Produktion og distribution: Casa-Film, casafilm@telfort.nl

Den dansk/ægyptisk producerede film “Over Jorden, under Himlen” af Simon Lereng Wilmont fik festivalens pris som bedste kortfilm. Den er om ambition og træning, med den lille Mahmoud, som elsker cirkus og drømmer om at blive akrobat i det ægyptiske nationalcirkus. Han har en mentor, Kamal. Han træner ham, jonglerer den lille fyr halvanden meter over jorden i farlige, dristige akrobatnumre.

Simon Lereng Wilmont er studerende ved Den Danske Filmskole. Han er medarbejder på filminstitutprojektet “Travelling with Mr. T”.

Danmark/Ægypten, 2009, 29 min. Den Danske Filmskole.

Den næste film i programmet, Nathalie Loubeyres “No Comment” fortsætter uden at vide det, hvor “Mirages” slipper. (Programlæggeren ved det, havde set det..). De overlevende rejsende er kommet til en by uden navn, markeret ved et markant tårn. En havneby, jeg ser færgerne til England. Jeg ser det atter og atter. De ser det oftere end jeg. Ser det nok ikke mere. De har været der længe, sidder fast i den by. Og jeg lærer, hvordan det må være. Sådan føles det, mens jeg ser filmen, men jeg lærer det selvfølgelig ikke. Jeg lærer ikke at være rejsende på den måde, de er det. Uden andet håb end 4-5 procent chance for at få asyl i England. En kvinde dukker op i en lille bil. På eget initiativ, ser det ud til. Deler mad ud til de nærmeste. Hun er en engel i alt dette.  Det kunne jeg lære af. Folk omkring dem ignorerer dem i det store hele.

Filmen består af en række afsluttede scener med overskrifter, men ingen kommentarer jo. Heller ikke fra de medvirkende. Scener tavse i deres fotografiske skrift. Snapshots. Det er ligetil at forstå. Og ufatteligt. Som katalogredaktøren, Yann Lardeau skriver, er billederne og lyden af hændelserne alene om at røbe noget virkeligt, som ord undertrykker, nemlig at der er præcis information i materialets formløshed, og at filmen opererer i denne ånd. Jeg må sige, den lykkes med det. Stilfærdigt og indtrængende.

Nathalie Loubeyre har lavet film siden 1992, har især for canadiske produktioner skrevet manuskripter til film. 2003 modtog hun Jean Vigo prisen for sin “La Coupure”.

Frankrig, 2008, 52 min. Froggie Production prod@froggie-production.com      

Festivalen begyndte forrige torsdag, som denne festival bør, i det fremmede. Som jeg troede, jeg kendte. I Sahara. Olivier Durys “Mirages” handler om at rejse i ørkenen, om sandet overalt, om farens konstans. Om at være lille og ubetydelig, her i ørkenen kan man forsvinde uden spor, og mange gør det.

Man kan godt stable mennesker på en pick-up som man stabler fyldte sportstasker. Man kan stable tasker og mennesker sammen og oven på hinanden. Tasker og mennesker. For om muligt ikke at gå tabt får de yderste en solid kæp at stikke ned mod ladets bund. I spænd. Den kæp holder de fast mellem knæene og med begge hænder. Den kæp klamrer de sig til. De yderste. Filmen er én situation, ét stort billede af vor tids ørkenkaravane. Et billede, jeg ikke glemmer igen. Jeg troede, jeg vidste. Jeg vidste ingenting.

Olivier Dury er fra Paris. Uddannet fra Vancouver Film School. Dette er hans første film.

Frankrig 2008, 46 min. Les Productions de l’Oeil Sauvages.

Så er vi i gang med sidste dag af FOF’s og Filmkommentaren.dk’s festival med Tue Steen Müller. Her et sidste citat fra hans katalogtekst til den sidste film, “Black Sun af Gary Tarn: 

… Jo, “Black Sun” er noget ganske særligt, et one-man-work af Gary Tarn, hvis debutfilm det er. Han kommer fra musikken og besluttede sig for at skifte spor efter mange år i reklamefilmbranchen som leverandør af musikbidder til hvadsomhelst. Penge havde han tjent og dem brugte han så på at lave “Black Sun”. Han købte sig et 16mm stumkamera, lærte hurtigt hvordan det skulle betjenes – og fotograferede, klippede og producerede filmen fra ende til anden.

… sammen med Hugues de Montalembert, filmens subjekt, manden der i 1978 blev groft overfaldet i New York med blindhed som resultat. Tarn havde læst den bog som Montalembert havde skrevet om sit nye liv som blind, var fascineret af den og opsøgte ham i Paris, hvor dage blev brugt på at optage det interview, som danner den fortællemæssige bund for filmen.

Tarn tog hjem, redigerede interviewene så de fremstod som én lang monolog og tog derpå fat på at lave billeder, der kunne bruges til teksten. Og til den musik som han derefter komponerede.

For “normale” dokumentarister lyder det her som en måde, hvorpå man ikke laver film! Selv understreger Gary Tarn (der er interviews med ham på YouTube) at alt for få dokumentarfilm er “cinematic”, hvilket (min kommentar) ikke er så underlig en bemærkning fra en mand, som lever i England, hvor BBC og C4 har dikteret den filmiske stil for dokumentaren med kommentar, interviews osv.

Fortællingen, bragt frem af Montalemberts magiske franske accent tilført det engelske sprog. Visualiseringen, Tarns ekstreme fugleperspektiver, slørede billeder, abstrakte former, farvefyldte realoptagelser, vredne perspektiver, fra hele verden, New York først og fremmest, men også Indonesien, Tibet, lufthavne, gader, nærbilleder af mennesker osv. osv. Og den underliggende musik, der får én til at dvæle ved nogle billeder, gå ind i dem, lave egne historier, altså på en måde forlade filmen for en stund for så at komme tilbage til den blinde mand, den tidligere maler og filminstruktør, nu forfatter, tilbage til den intensitet, som hans stemme rummer, når den taler om den verden som han lever i nu, hvor hjernen konstant producerer billeder, nogle gange stærkt erotiske billeder som det kan være svært at have med at gøre når han taler med andre mennesker om hvadsomhelst.

Gary Tarn: “Black Sun”, UK 2008, 75 min. På FOF filmfestival i Randers. Tue Steen Müller: 7BEST – et essay om syv film, FOF-Randers, 2009, 32 sider. Kan erhverves på festivalen eller bestilles på FOF til@fof-randers.dk