Magnificent7 2009/1

It is such an adventure to go to the cinema for four days to watch 7 films that are received with enthusiasm and emotion by the most wonderful audience I know, the one in Belgrade. You can not overestimate the experience it is to sit in a hall full of spectators of all ages. There were full houses, 500 for the screenings in the small hall, 1500 for the closing film in the big auditorium of the Sava Centre.

The films were Blind Loves (Juraj Lehotsky), The Mother (Antoine Cattin and Pavel Kostomarov), Shake the Devil Off (Peter Entell), Vesterbro (Michael Noer), Oblivion (Heddy Honigmann), All White in Barking (photo) (Marc Isaacs) and Sleep Furiously (Gideon Koppel). The directors were present and did a masterclass with young Serbian filmmakers the day after the public screening. To represent Vesterbro the main character Julie Pedersen took part, for Oblivion the producer Carmen Cobos was in Belgrade.

The festival was organised by Svetlana and Zoran Popovic, filmmakers themselves, running the film school Kvadrat. The young documentarians Mila Turajlic, Sonja Blagojevic, Jelena Stankovic and Andrijana Stojkovic were managing and coordinating this unique festival. I had the privilege, as in the previous five years, to co-select the films.

Magnificent7 site  

Lars Becker-Larsen: Den bevægede Jord

Denne store videnskabshistoriske formidlingssatsning har premiere i aften kl. 19 på Det Kongelige Bibliotek. Jeg har for nogen tid siden skrevet lidt om filmen og dens forgængere i instruktørens arbejde. Og jeg vil selvfølgelig lidt senere prøve at vende tilbage. Nu skal vi lige se filmen, som involverer en stor indsats af mange forskellige kræfter, videnskabspolitiske, rent videnskabelige, undervisningsmæssige og først og sidst filmiske.

30. januar. Så har jeg set filmen. Det er en imponerende indsats, et omhyggeligt gennemført forsøg på at forny undervisningsfilmen som genre med hvad man måske kunne kalde forelæsningsfilm. Her altså i faget videnskabshistorie. Og som alle andre forelæsninger må den først og fremmest bedømmes på sit indholds troværdighed og sit overblik på videnfeltet. Og jeg vil i første omgang sige, at jeg, mens filmen kører over min skærm, er særdeles tryg ved den faglige kompetence, uden jeg dog vil mene, at fremstillingen indeholder ny viden, og jeg imponeres af overblikket og klarheden. Det sidste hænger så sammen med de filmiske greb, hvor man kan have en række ndvendinger, hvor jeg tøver en smule, især ved de yderst gennemarbejdede, men mærkeligt kølige rekonstruktioner. Så er der de medvirkende vidner, animationerne, iconografien og fortællerens tekst. Hvert punkt fortjener en ekstra overvejelse..  

Rekonstruktionerne er lige på kanten. De er smukke, både de korte vignetprægede og de længere spillefilmlignende scener. Men på mig virker de bortledende, defokuserende. Mine tanker associerer Dreyer især, men også nyere spillefilm, og i sære hop er jeg væk fra Kopernikus renæssancetankes strid med den kirkelige og oldtidige. Personligt psykologiske magtgreb indføres, uden der i fremstillingen skabes egentlig plads til dem. For de medvirkende er filmens svaghed. Kun George Coyne fra Vatikanets observatorium gør for alvor indtryk på mig. Og i forhold til den gennemgående fortællelinje om kosmologistriden mellem naturvidenskab og teologi er han vel også temmelig vigtig og burde vel have mere plads.

Animationerne derimod er alle relevante og tydelige og rigtig flotte, også. Hvorimod iconografien, kamerabevægelserne inde i det meget arkivmateriale for mig at se er uden samlet idé. Fotografiet er også i de afsnit lydefrit, men cinematografien er pist borte. Hvad er der sket? Var det alligevel ikke film, Becker-Larsen ville lave? Men altså forelæsning i universitetets auditorium?

Fortællingen tyder på, det er forklaringen. Langt, langt fra det personlige essay er den i sin kompromisprægede objektivitet velskrevet, yderst velbearbejdet pædagogisk og imponerende grundigt researchet. Her er filmens rygsøjle, en vel inden for den naturvidenskabelige konsensus uangribelig fremstilling, fra hvilken filmens tilbageholdende instruktør trækker sig personligt i skyggen. Måske er han sådan? Måske er det hans stil? Jeg vil nu se hans to andre film igen.. Det er altså spændende, det her.. 

Lars Becker-Larsen: Den bevægede jord, Danmark 2009, 52 min. Produktion og distribution: Danish Doc Production / producer Gitte Randløv. Salg: DR international sales. Salg af dvd og bog: Unipress. Lars Becker-Larsen: Københavnerfortolkningen, Danmark, 2004, 59 min. Produktion og distribution: Arentoft Film. Kan ses på Filmstriben  Lars Becker-Larsen: Teorien om alting, Danmark 1997, 45 min. Produktion og distribution (vhs-kopi kan købes): Magic Hour Films Still: Den bevægede jord / Erik Norsker: filmens udgangspunkt er Kopernikus’ omvæltende verdensbillede i 1543. Jorden er ikke længere centrum.

Werner Herzog: Min bedste dokumentarfilm og fjende

I aften skal vi i min filmklub se en vild film. I hvert fald vildt krævende film, flere år under praktisk forberedelse med konkret fysisk arbejde, forfulgt af uheld efter uheld under optagelserne, efterstræbt af medierne hele vejen undervejs med rygte efter rygte. Og så pludselig blev der stille om den. Selv de største film lever kort i offentligheden og i biograferne. Nu har denne film imidlertid nogle år været tilbage sammen med de andre, Herzog lavede med Klaus Kinski, i dvd-udgave i det smukke sæt HERZOGKINSKI, fem beslægtede  historier plus historien om de fem historier, Mein liebster Feind, 1999, som i den grad er en beslægtet historie, skønt den formelt er en dokumentarfilm, de fem formelt spillefilm. Herzog sætter altid “dokumentarfilm” i anførselstegn. Og den ene gang, han ikke gør det, kalder han Fitzcarraldo “min bedste dokumentarfilm”.

Bagsiden på filmens cover fotæller historien: “Peru. Iquitos er en by, som omkring århundredskiftet er isoleret midt i junglen. I udkanterne af byen står nogle få hytter og rådner i mudderet. I centrum findes de nyrige gummibaroners prægtige huse. Det er i disse omgivelser rige på groteske kontraster, at Brian Sweeney Fitzgerald – Fitzcarraldo – som de indfødte kalder ham, drømmer sin drøm om at bringe Enrico Caruso og Sarah Bernhardt sammen i en stor forestilling i en fejring af den store opera.

For at finansiere sin fantastiske drøm, beslutter Fitzcarraldo at udnytte et umådeligt areal med gummitræer bag de upassable Ucayala vandfald. For at omgå denne barriere, får han bogstavelig talt løftet sin store floddamper over et bjerg fra den ene gren af floden til den anden. Med støtte fra en indiansk stamme og fortryllet af alle tiders største sanger på grammofon kæmper Fitzcarraldo mod feber, moskitoer og kvælende hede for at præstere det umulige.”

Werner Herzog: Fitzcarraldo, Tyskland, 1982, 157 min. Medvirkende Klaus Kinski og Claudia Cardinale. Foto: Thomas Mauch. Mein liebster Feind. Tyskland, 1999, 95 min. Medvirkende Klaus Kinski, Claudia Cardinale m.fl. På dvd i bokssættet HERZOGKINSKI, Anchor Bay Entertainment, UK 2004.

7BEST

De tre nye stills i Filmkommentarens top er fra tre film, som bliver vist på 7BEST. Det er:

Citizen Havel. Af Pavel Koutecky og Mira Janek. I 12 år fulgte Koutecky bag kulisserne dissidenten og præsidenten, den karismatisk beskedne og folkekære forfatter, som aldrig blev en almindelig politiker. Det er både gribende og morsomt at være i selskab med dette fine menneske. Åbningsfilm fredag aften på 7BEST. radio.cz site

Blind Loves. Af Juraj Lehotsky. I fire kapitler kærtegner kameraet blinde mennesker i en smuk samling kærlighedshistorier, der er sat i scene med stor respekt og præcis humor, og i samarbejde med de blinde medvirkende. Søndag eftermiddag på 7BEST. blindloves.com site

Another Planet. Af Ferenc Moldovanyi. En hjerteskærende historie om fattige og udsatte børn fra fire kontinenter fortalt i et frapperende flot direkte og intimt filmsprog. Instruktøren arbejdede fem år på at lave denne usentimentale appel om at ændre dette helvede på jord. Søndag formiddag på 7BEST. another-planet.eu site

7BEST program

Werner Herzog: Mein liebster Feind

Lad mig give det råd (hvis det ikke er for sent): når du sidder med dvd-sættet “HerzogKinski” skal du helt enkelt se filmene én for én. I den her rækkefølge: “Aguirre”, “Nosferatu”, “Woyzeck”, “Fitzcarraldo”, “Cobra Verde”, “Mein liebster Feind”. 1972, 1979, 1979, 1982, 1987, 1999. Det er så selvfølgeligt, det virker selvindlysende, men det er et livsdrama for to i den skandering, årstallene angiver. Der er en fortælling i de afstande: “Woyzeck” i begejstringseuforien efter “Nosferatu” inden for ét år og så den lange pause før finalen.

Det begynder med scenen, hvor bjergsiden i Peru vokser ud af tågen så mirakuløst, og den spanske hærafdeling med bærerne vokser ud af bjergsiden, bevæger sig ned ad stien i en uendelig række. Aguirre/Kinski er en af mange, en prik i landskabet. Det slutter med, at han, nu da Silva/Kinski – igen i en eneste lang optagelse – alene på den afrikanske kyst vil slæbe en båd i havet for at forsvinde eller for at komme hjem. Han kæmper med båd og brænding til han segner og dør af udmattelse, drukner på lavt vand. Herzog gentager scenen og fortæller i “Mein liebster Feind” (og til Paul Cronin): “The final scene of “Cobra Verde” was the last day of shooting that we ever did together. He had put so much intensity into this final scene that he just fell apart afterwards. Even at the time we both sensed it, and he even said to me, ‘We can go no further. I am no more.’ ” 

Sådan ser værket ud: 94 + 107 + 80 + 157 + 110 + 100 minutter. Der er en rytme i de tal. Hurtig gennemføring på “Woyzeck”, lang udredning i “Fitzcarraldo”. Og vi burde jo se det i hele udstrækningen i filmklubben på onsdag. Alle ti timer og 48 minutter.. Værkets sidste afsnit, “Mein liebster Feind” både opsummerer og konkluderer Herzogs og Kinskis arbejde sammen, deres fælles opdagelser og forståelser i sindets og fysikkens yderste territorier. Det er en aldeles usentimental, barsk og ind imellem faktisk munter elegi over en død ven. Det er en naivt enkel, kompliceret klog og ukunstlet højtragende film, denne finale. Gem den nu til sidst, begynd forfra med “Aguirre”. Se hele filmen fra først til sidst. 648 minutter..

HERZOGKINSKI, a Film Legacy. DVD-boks med de seks Kinski-film. Anchor Bay Entertainment UK, 2004. Tysk/engelske versioner af filmene. Kan købes i Filmhusets boghandel. Litt.: Lars Movin: Bogholdersandhed versus poetisk sandhed i Eva Jørholt m. fl., red.: Kosmorama 242, 2009. Paul Cronin, ed.: Herzog on Herzog, 2002. Foto: Werner Herzog i dag. Still: Kinski og en af amazonerne i Cobra Verde

DOCSBarcelona 2009

Step by step the DOCSBarcelona has grown into an international documentary event of great importance in the city that right now hosts the best football team in the world. It is now a festival and a pitching forum. The organiser is Parallel 40 with Joan Gonzalez as the mastermind, the pitching forum being co-organised with EDN. The forum has again been quite popular when it comes to applications. 165 projects was received from 35 countries, 24 were selected. This number reflects an increase by 15%. 68 came from Spain, the rest from countries like Argentina, Belgium, Bolivia, Bulgaria, Canada, Cuba, Chile, China, Ecuador, Estonia, France, Finland, Germany, Greece, Iceland, India, Ireland, Israel, Italy, Lebanon, Lithuania, Netherland, Norway, Poland, Portugal, Romania, Singapore, Sweden, Turkey, UK, USA, Venezuela. Yes, they want to make docs all over the world.

The festival programme includes several sections. There is a history documentary section that among others presents the masterpiece by Brian Hill, ”The Not Dead”, written about on this blog. There is a so-called ”Dernier Repas”, where the selector Joan Salvat from local TV3/TVC has chosen ”Burma VJ” by Anders Østergaard. There is programme of new Catalan documentaries, a section with films by young talents, and one for a young audience. I have been consulting the festival and the pitching forum, and I am responsable for the selection of a Panorama section: ”Recipes for a Disaster”, ”Amour, sexe et Mobylette”, ”El Olvido” and ”Z32”, all written about on filmkommentaren.dk The director of ”Z32”, Avi Mograbi, gives a masterclass at the festival.

Photo: Recipes for a Disaster. Dates: January 27 – February 1. More information

Picasso and Delacroix

Earlier I wrote about Picasso and Manet, one of several parts of the exhibition ”Picasso et les maitres”. Now, back in Paris for some days, Louvre was the location to visit to see the master’s variation of the Delacroix painting from 1834, ”Les femmes d’Alger”. Pablo Picasso made from December 1954 to February 1955 15 paintings and a sketchbook of drawings, all related to the old master and very much dedicated to his good friend Henri Matisse and his odalisques. And of course to his obsession with women.

I repeat myself from the first exhibition: Artistic repetitions and variations of the same theme in documentary films… Where do we find them? I had this thought when I watched Picasso. I thought of Jørgen Leth and his two America-films, “66 Scenes from America” and “New Scenes from America”. The camerawork of Dan Holmberg is in both cases much more linked to visual art than to narrative (literary) structures. I thought of Steen Møller Rasmussen, also a Danish documentarian, who has searched to catch New York, inspired heavily by Leth as a filmmaker and Robert Frank as a filmmaker and photographer. I thought of Sergey Dvortsevoy and his Russian images, full of atmospheres and different moods.

Louvre 

Anthony Dod Mantle

They were queueing outside the cinema at Odéon in Paris. To get in to watch the new international hit directed by Danny Boyle, ”Slumdog Millionaire”, which is not going to be reviewed here, it has been all over, and touching and entertaining is this film from the slum of Bombay, tabloid in a good sense, a bollywood inspired story that plays on all kind of simplifications. The audience applaused after the screening.

What makes it watchable is the stunning cinematography by Anthony Dod Mantle, a cameraman with the ability to make every scene full of atmosphere and authenticity in terms of light and angle and framing. Composition in other words. And movement. And what I would call documentary presence.

I want to draw your attention to the fact that his unique talent for dramatizing and interpreting reality with the camera is also manifest in several Danish documentaries that he has made with his friends Thomas Stenderup (”Portal to Peace”), Jens Loftager (”Words” and ”War”) and Poul Rude (”Night Shade”). Lars von Trier and Thomas Vinterberg are other Danish directors he has worked with.

Slumdog

Werner Herzog (2)

Lars Movin har i Kosmorama nr. 242 skrevet om Werner Herzog og om Werner Herzogs film. Og det er interessant og meget vigtigt. Movin er jo omhyggelig og pålidelig. Movins fokus er imidlertid – tror jeg at vide – altid filminstruktøren og filminstruktørens arbejde, hans interesse er kendsgerningerne bag fortællingerne og omkring filmenes tilblivelse. Filmene selv og i hvert fald hans læsninger af dem kommer i anden række. Også i denne store tidsskriftartikel. Synes jeg. Metoden er i stedet interviewet, samtalen med filminstruktøren, og filmen ses som en bevægelse fra en afsender til en modtager, hvor afsenderen formodes stadigvæk at fastholde bevægelsens udgangspunkt og sidde med gådens løsning. Grundlaget for Movins undersøgelse er mødet med denne afsender, her med Herzog under en masterclass, han holdt på Den Danske Filmskole 3.-4. oktober 2006 (og nok tillige under et interview i den forbindelse). Og så har Movin suppleret med især Paul Cronins bog og et dvd bokssæt med en række af Herzogs film.

Cronin bruger sin bogs indledning til at afkræfte alle dårlige rygter om Herzog. Lars Movin bringer os nu supplerende og let tilgængeligt og på dansk en på mange måder bekræftende oversigt over dem alle og tilføjer oven i købet en ny historie. Og det er jo nyttigt (og underholdende) for os, som ikke kender dette sladder, som mytisk forbinder sig med den mand. Heldigvis gennemfører Movin dertil en kritik af en lang række værker og påviser, at Herzog overtræder dokumentarismeloven og snyder med virkelighedsskildringen og indfører sin spontant opdigtede verden. Påviser, at Herzog dertil bryder med dokumentarismeetikken og svigter de medvirkendes historie til fordel for sin egen. Denne anden linje gennem artiklen er bidraget til Kosmorama nummerets fakta/fiktion diskussion. Jeg ved ikke rigtigt, hvad der er det sjoveste, jo, nok det første.. sladderen.

Den er altid et så sympatisk træk ved Movins arbejde, denne stillen sig selv til rådighed for andre, som regel kunstnerne – her i forhold til Herzog dog usædvanligt kritisk, ja, til grænsen af det troløse! Vel for i stedet at være loyal mod tidsskriftnummerets tema – men hvad (tænker jeg) med Lars Movin selv? Hvor er han henne i alle de vitale problemstillinger inden i værkernes autonome konstruktioner? Jeg savner altid, og meget her, hans egne læsninger af filmene og bliver glad for ethvert tilløb. Som dette om Herzogs seneste film, som vi så på CPH:DOX sidst, “Encounters at the End of the World”, side 26, hvor Movin har skrevet om rækken af Herzogs excentriske hovedkarakterer og fortsætter: “… Som prikken over i’et møder vi i Herzogs seneste værk… en hel stribe enspændere, der er taget til Antarktis for at komme vidderne, urkraften eller tilværelsens grammatik lidt nærmere. Alle disse karakterer kunne siges at være versioner eller ekkoer af deres kronikør og dukkefører…” Flot, Lars, skriver jeg i Kosmoramas margin, videre Lars, længere ind i det med tilværelsens grammatik og ikke så meget mere med kronikøren og dukkeføreren. Men Movin overlader beskedent fortsættelsen til et Herzogcitat, hvor instruktøren beskriver og fortolker disse, sine karakterer, som ser han dem klarere end publikum, klarere end Lars Movin, som ser dem på lærredet. Og kun der.

Litt.: Lars Movin: Bogholdersandhed versus poetisk sandhed i Eva Jørholt m. fl., red.: Kosmorama 242, 2009. Paul Cronin, ed.: Herzog on Herzog, 2002. Foto: Werner Herzog i dag.

James Marsh: Man on Wire (2)

Special service for our Danish readers as the film opens in cinemas in Denmark tomorrow – I made a review 4 months ago on filmkommentaren. Go to search and write James Marsh: Man on Wire. Here are some words of the review and some links:

… the filmmaker – as the red thread of the narrative – builds up a suspense story in a montage that is combined with the characterisation of Philip Petit as a true ”mauvais garcon”, a street joggler and magician, who is not able to or does not want to answer the question: Why?… It is a playful and beautifully constructed film that will for sure come to a cinema near you. Or a festival. And for sure also on a tv screen. It has this enormously precise definition of the genre it works within. Clips can be found on the sites below.

link 1  link 2  link 3