Picasso and Delacroix

Earlier I wrote about Picasso and Manet, one of several parts of the exhibition ”Picasso et les maitres”. Now, back in Paris for some days, Louvre was the location to visit to see the master’s variation of the Delacroix painting from 1834, ”Les femmes d’Alger”. Pablo Picasso made from December 1954 to February 1955 15 paintings and a sketchbook of drawings, all related to the old master and very much dedicated to his good friend Henri Matisse and his odalisques. And of course to his obsession with women.

I repeat myself from the first exhibition: Artistic repetitions and variations of the same theme in documentary films… Where do we find them? I had this thought when I watched Picasso. I thought of Jørgen Leth and his two America-films, “66 Scenes from America” and “New Scenes from America”. The camerawork of Dan Holmberg is in both cases much more linked to visual art than to narrative (literary) structures. I thought of Steen Møller Rasmussen, also a Danish documentarian, who has searched to catch New York, inspired heavily by Leth as a filmmaker and Robert Frank as a filmmaker and photographer. I thought of Sergey Dvortsevoy and his Russian images, full of atmospheres and different moods.

Louvre 

Anthony Dod Mantle

They were queueing outside the cinema at Odéon in Paris. To get in to watch the new international hit directed by Danny Boyle, ”Slumdog Millionaire”, which is not going to be reviewed here, it has been all over, and touching and entertaining is this film from the slum of Bombay, tabloid in a good sense, a bollywood inspired story that plays on all kind of simplifications. The audience applaused after the screening.

What makes it watchable is the stunning cinematography by Anthony Dod Mantle, a cameraman with the ability to make every scene full of atmosphere and authenticity in terms of light and angle and framing. Composition in other words. And movement. And what I would call documentary presence.

I want to draw your attention to the fact that his unique talent for dramatizing and interpreting reality with the camera is also manifest in several Danish documentaries that he has made with his friends Thomas Stenderup (”Portal to Peace”), Jens Loftager (”Words” and ”War”) and Poul Rude (”Night Shade”). Lars von Trier and Thomas Vinterberg are other Danish directors he has worked with.

Slumdog

Werner Herzog (2)

Lars Movin har i Kosmorama nr. 242 skrevet om Werner Herzog og om Werner Herzogs film. Og det er interessant og meget vigtigt. Movin er jo omhyggelig og pålidelig. Movins fokus er imidlertid – tror jeg at vide – altid filminstruktøren og filminstruktørens arbejde, hans interesse er kendsgerningerne bag fortællingerne og omkring filmenes tilblivelse. Filmene selv og i hvert fald hans læsninger af dem kommer i anden række. Også i denne store tidsskriftartikel. Synes jeg. Metoden er i stedet interviewet, samtalen med filminstruktøren, og filmen ses som en bevægelse fra en afsender til en modtager, hvor afsenderen formodes stadigvæk at fastholde bevægelsens udgangspunkt og sidde med gådens løsning. Grundlaget for Movins undersøgelse er mødet med denne afsender, her med Herzog under en masterclass, han holdt på Den Danske Filmskole 3.-4. oktober 2006 (og nok tillige under et interview i den forbindelse). Og så har Movin suppleret med især Paul Cronins bog og et dvd bokssæt med en række af Herzogs film.

Cronin bruger sin bogs indledning til at afkræfte alle dårlige rygter om Herzog. Lars Movin bringer os nu supplerende og let tilgængeligt og på dansk en på mange måder bekræftende oversigt over dem alle og tilføjer oven i købet en ny historie. Og det er jo nyttigt (og underholdende) for os, som ikke kender dette sladder, som mytisk forbinder sig med den mand. Heldigvis gennemfører Movin dertil en kritik af en lang række værker og påviser, at Herzog overtræder dokumentarismeloven og snyder med virkelighedsskildringen og indfører sin spontant opdigtede verden. Påviser, at Herzog dertil bryder med dokumentarismeetikken og svigter de medvirkendes historie til fordel for sin egen. Denne anden linje gennem artiklen er bidraget til Kosmorama nummerets fakta/fiktion diskussion. Jeg ved ikke rigtigt, hvad der er det sjoveste, jo, nok det første.. sladderen.

Den er altid et så sympatisk træk ved Movins arbejde, denne stillen sig selv til rådighed for andre, som regel kunstnerne – her i forhold til Herzog dog usædvanligt kritisk, ja, til grænsen af det troløse! Vel for i stedet at være loyal mod tidsskriftnummerets tema – men hvad (tænker jeg) med Lars Movin selv? Hvor er han henne i alle de vitale problemstillinger inden i værkernes autonome konstruktioner? Jeg savner altid, og meget her, hans egne læsninger af filmene og bliver glad for ethvert tilløb. Som dette om Herzogs seneste film, som vi så på CPH:DOX sidst, “Encounters at the End of the World”, side 26, hvor Movin har skrevet om rækken af Herzogs excentriske hovedkarakterer og fortsætter: “… Som prikken over i’et møder vi i Herzogs seneste værk… en hel stribe enspændere, der er taget til Antarktis for at komme vidderne, urkraften eller tilværelsens grammatik lidt nærmere. Alle disse karakterer kunne siges at være versioner eller ekkoer af deres kronikør og dukkefører…” Flot, Lars, skriver jeg i Kosmoramas margin, videre Lars, længere ind i det med tilværelsens grammatik og ikke så meget mere med kronikøren og dukkeføreren. Men Movin overlader beskedent fortsættelsen til et Herzogcitat, hvor instruktøren beskriver og fortolker disse, sine karakterer, som ser han dem klarere end publikum, klarere end Lars Movin, som ser dem på lærredet. Og kun der.

Litt.: Lars Movin: Bogholdersandhed versus poetisk sandhed i Eva Jørholt m. fl., red.: Kosmorama 242, 2009. Paul Cronin, ed.: Herzog on Herzog, 2002. Foto: Werner Herzog i dag.

James Marsh: Man on Wire (2)

Special service for our Danish readers as the film opens in cinemas in Denmark tomorrow – I made a review 4 months ago on filmkommentaren. Go to search and write James Marsh: Man on Wire. Here are some words of the review and some links:

… the filmmaker – as the red thread of the narrative – builds up a suspense story in a montage that is combined with the characterisation of Philip Petit as a true ”mauvais garcon”, a street joggler and magician, who is not able to or does not want to answer the question: Why?… It is a playful and beautifully constructed film that will for sure come to a cinema near you. Or a festival. And for sure also on a tv screen. It has this enormously precise definition of the genre it works within. Clips can be found on the sites below.

link 1  link 2  link 3

Sundance Film Festival 2009

Starting today the film festival for independent film, running in Park City, Utah, goes on until January 25. The website tells it all – films, panel discussions, and the documentary sections are growing in strength, as is the Sundance Institute with its support mechanisms and training programmes.

Robert Redford, the founder of it all, with a personal note, a clip from the interview on the website:

A lot of what Sundance is today has to do with my early impressions as a kid. I grew up in a working class neighborhood in Los Angeles and our main entertainment was going to the movie theatre on Saturday night. I remember being impressed by the Pathe newsreels, which were really an early form of documentaries. They brought you information, including images of the Second World War that was going on, and if you had relatives in the war there was a personal connection that probably hooked me. There was also something about the grainy sense of reality that really stood out against the feature presentations of narrative films and animation. So the early genesis of this goes back to being very impressed with those newsreels.  

sundance.org

Premiere: Den bevægede jord

Jeg husker med begejstring Lars Becker-Larsens energiske film “Teorien om alting” med den karismatiske teoretiske fysiker Holger Bech Nielsen, som dengang i 1997 blændende indførte os i højenergifysikken og gjorde status over arbejdet med at nå en “ultimativ, sammenfattende beskrivelse af kræfter og stof i naturen”. Senere, i 2004, lavede han “Københavnerfortolkningen” om Niels Bohrs sammenfatning af kvantefysikken i 1920’erne og diskussionen siden af den omstridte teori.

Nu fører Becker-Larsen sin videnskabshistoriske indsats videre – og noget længere tilbage i tid. Den 29. januar er der på Den Sorte Diamant premiere på “Den bevægede jord”, om Kopernikus, Brahe, Galilei og Newton. Becker-Larsen skildrer sammen med fotografen Erik Norsker og klipperen Marie-Louise Bordinggaard hvordan, disse fire mænd skabte begyndelsen til den moderne verdensopfattelse, som den nutidige naturvidenskab forsøger at afrunde. På filmens hjemmeside kan man allerførst se en stor trailer.

Lars Becker-Larsen: Den bevægede jord, Danmark 2009, 52 min. Produktion og distribution: Danish Doc Production / producer Gitte Randløv. Salg: DR international sales. Københavnerfortolkningen, Danmark, 2004, 59 min. Produktion og distribution: Arentoft Film. Kan ses på Filmstriben  Teorien om alting, Danmark 1997, 45 min. Produktion og distribution (vhs-kopi kan købes): Magic Hour Films Still: Den bevægede jord / Erik Norsker.

Magnificent7 2009

The European Feature Documentary Film Festival in Belgrade, organised by Svetlana and Zoran Popovic from the Kvadrat Film School and in collaboration with the Sava Center, has published the 2009 programme: read here

As I have had the privilege to help with the selection of the programme, as in the previous 5 years of a festival that is quite unique in approach and format (7 film, directors/producers invited, masterclasses with all directors, full house for all screenings, between 400 and 1500 per film), the titles will all have been written about on filmkommentaren.dk

They are Blind Loves (Slovakia), The Mother (Switzerland, Russia), Shake the Devil off (Switzerland), Vesterbro (Denmark, photo), Oblivion (The Netherlands), All White in Barking (UK), Sleep Furiously (France/UK).

Hammarsberg m.fl.: Maggie/Guldbaggen

A review of a good film can be repeated. That is the case for this documentary that got the Swedish Guldbaggen award as best documentary of 2008, at the ceremoney where most of the prizes very much deserved went to Jan Troell and his exceptional “Maria Larssons Evige Øjeblik”. Back to Maggie:

Hammarsberg, Bergmark & Andersson: “Maggie In Wonderland”. Andersson is Maggie, credited as co-director in this moving documentary about herself, a Kenyan woman, who lives in Malmö on the 15th floor with a balcony full of pigeons.

“It’s me telling you about my life”, Maggie says behind the camera when she points around in her flat that has the look of loneliness and trouble. How did she end up in Sweden – this is not told, what we get to know, we get from the scenes with Maggie behind the camera, or Maggie followed and observed by a cameraperson. She tells us that she suffers from not seeing her son, who is in Kenya. She tells us that she was with a man in this appartment, he was violent and got out. We see her in conversation with a not very understanding school teacher who tells her to stop school because she missed too many lessons. And in a late night street scene, she films while being attacked by someone. She repeats several times that many take her, a black woman, for a prostitute.

It is a film that goes in many directions and I cannot help asking if she has not been offered psychological help. I dont want to think the Swedish public system is so bad that nothing has been done to get out of the trauma. The film indicates nothing of that sort… The ending shows Maggie cleaning up, ready for a new start, a new year. Wishful thinking from the filmmakers side?

Sweden, 2008, 72 mins.

Joao Moreira Salles: Santiago

It is one of those films that is a must for documentary addicts like me, and why not for people who in general are interested in the examination of the relationship between the filmmaker and his/her victims, their protagonists, their characters, whatever you want to call them.

It is Brasilian, made by one of the Salles brothers, the less famous, and I wrote about it earlier on this blog. Just search the title and/or the director’s name.

The reason to bring it up is the broadcasts that arte makes tomorrow sunday the 11th of January with a rerun later.

Link to the arte site

Werner Herzog (1)

Når man som jeg lever fjernt fra biografer, er man nødt til at tage sagen i egen hånd. Og jeg er både bestyrtet og lykkelig over, hvad dvd-udgivelsernes voksende mængde gør ved mine muligheder. Jeg må tænke mig om, begrænse mig, lægge en plan. Og den er lige nu: én instruktør om måneden. En af de store. Og Werner Herzog er så blevet denne måneds navn her hos mig.

Jeg begynder simpelt hen med hans biografi, som Paul Cronin i sin bogs forord skriver den så minimalt og elegant: “Det meste af, hvad man har hørt om Werner Herzog er usandt. Mere end om nogen anden instruktør, nulevende eller afdød, er antallet af falske rygter og lodrette løgne, som er spredt om denne mand og hans film forbløffende.” Og efter research og lange interviews, hvor han prøver at finde huller i Herzogs argumentation og modsigelser i hans udtalelser konkluderer Cronin: “… at enten er han mesterløgner eller mere sandsynligt, han har hele tiden fortalt sandheden.” Og han fortsætter:

“Heldigvis er der nogle basale kendsgerninger, som er indiskutable. Han blev født i München i Tyskland i 1942, og som barn levede han i Sachrang, en afsides bjerglandsby i nærheden af den østrigske grænse. Han begyndte at rejse til fods i fjorten års alderen og havde sin første telefonsamtale, da han var sytten. For at finansiere sine tidlige film arbejdede han, samtidig med han gik i skole, på et stålværk som svejser på natskiftet. Det resulterede i “Herakles” fra 1961. Han instruerede fem spillefilm med Klaus Kinski, og Francois Truffaut kaldte ham engang den vigtigste levende filminstruktør. Men nota bene, han instruerede ikke Kinski fra bag kameraet med en riffel i hånden. Han satte ikke nogens liv på spil under optagelserne til “Fitzcarraldo”. Han er ikke sindssyg, heller ikke excentrisk…”

Når man som jeg lever fjernt fra biografer, er man nødt til at tage sagen i egen hånd. Og jeg er både bestyrtet og lykkelig over, hvad dvd-udgivelsernes voksende mængde gør ved mine muligheder. Jeg må tænke mig om, begrænse mig, lægge en plan. Og den er lige nu: én instruktør om måneden. En af de store. Og Werner Herzog er så blevet denne måneds navn her hos mig.

Jeg begynder simpelt hen med hans biografi, som Paul Cronin i sin bogs forord skriver den så minimalt og elegant: “Det meste af, hvad man har hørt om Werner Herzog er usandt. Mere end om nogen anden instruktør, nulevende eller afdød, er antallet af falske rygter og lodrette løgne, som er spredt om denne mand og hans film forbløffende.” Og efter research og lange interviews, hvor han prøver at finde huller i Herzogs argumentation og modsigelser i hans udtalelser konkluderer Cronin: “… at enten er han mesterløgner eller mere sandsynligt, han har hele tiden fortalt sandheden.” Og han fortsætter:

“Heldigvis er der nogle basale kendsgerninger, som er indiskutable. Han blev født i München i Tyskland i 1942, og som barn levede han i Sachrang, en afsides bjerglandsby i nærheden af den østrigske grænse. Han begyndte at rejse til fods i fjorten års alderen og havde sin første telefonsamtale, da han var sytten. For at finansiere sine tidlige film arbejdede han, samtidig med han gik i skole, på et stålværk som svejser på natskiftet. Det resulterede i “Herakles” fra 1961. Han instruerede fem spillefilm med Klaus Kinski, og Francois Truffaut kaldte ham engang den vigtigste levende filminstruktør. Men nota bene, han instruerede ikke Kinski fra bag kameraet med en riffel i hånden. Han satte ikke nogens liv på spil under optagelserne til “Fitzcarraldo”. Han er ikke sindssyg, heller ikke excentrisk. Hans arbejde er ikke forankret i den tyske romantiks tradition. Og han lider ikke af storhedsvanvid. Snarere er han et yderst venligt, generøst og beskedent menneske, som blot er velsignet med en ekstraordinært visionær og intuitiv intelligens. Dertil en barsk humor, som kan efterlade tilhøreren på aldeles glat is…” 

Anledningen til at beskæftige sig med Herzog lige nu er den flotte dvd-boks, som filmbutikkerne sælger, og som bare er lokkende, filmserien, den store retrospektive, i Paris, som gør mig misundelig, Lars Movins artikel i Kosmorama, som er respektindgydende og så min mandagshøjskole og filmklubaften denne måned i FOF-Randers.

Litt.: Paul Cronin, ed.: Werner Herzog: “Herzog on Herzog”, London 2002. Lars Movin: “Bogholdersandhed versus poetisk sandhed” i Eva Jørholt m.fl., red.: “Kosmorama 242/2008”.

HERZOGKINSKI, a Film Legacy. DVD-boks med de seks Kinski-film. Anchor Bay Entertainment UK, 2004. Tysk/engelske versioner af filmene. Kan købes i Filmhusets boghandel.