Jon Bang Carlsens samlede værker

Det ser ud til at være helt rigtigt! Her i foråret udgives en dvd-box med Jon Bang Carlsens Sydafrikatrilogi, Addicted To Solitude, 1999, Portræt af Gud, 2001 og Blinde Engle, 2006. Det er første del af en planlagt udgivelse af alle Bang Carlsens film. Forhåbentlig er også de – hvad skal jeg skrive, når det nu er hans film, der er tale om ?? – de egentlige spillefilm (sådan i bureaukratisk forstand), forhåbentlig er de også med i boxsættet? Jeg glæder mig..

De kan stå ved siden af Jørgen Leth og det er en begyndelse til noget stort. Hvem bliver den næste?

Jon Bang Carlsen: Den sydafrikanske trilogi, 1999-2006. Dvd-Box, distrbution: Art People http://www.artpeople.dk/Nyheder.54.0.html Her boxen dog endnu ikke nævnt, men den kan fås i hvert fald i Filmhusets boghandel, vil jeg tro http://www.dfi.dk/boghandel/videoshop.htm Og snart vel også på bibliotekerne. De tre film vises i Cinemateket 4., 6. og 7. maj.

Gensyn: Baby Doll

På DOK2008 forleden bebudede Morten Udsen, efter han havde fortalt om dvd’ernes dramatiske skæbne og mulige fremtid, at der ville komme en box med fire eller var det fem Jon Bang Carlsen film. I forbindelse med premieren på Purity Beats Everything 23. april i filmhuset vistnok.. Til salg i boghandlen i huset vistnok.. I hvert fald et godt valg. Art People står for distributionen http://www.artpeople.dk/  Men der er god grund til at fortsætte eftersøgningen af instruktørens tidlige film, lige nu opleve værkets fulde udstrækning, for utålmodige jeg ved godt, at det kan have lange udsigter med finansieringen af den planlagte fortsættelse, hele Jon Bang Carlsens værk på dvd-boxe. Og jeg er i hvert fald bange for, at det ikke lykkes at få spillefilmene med.

I 1988 blev Ofelia kommer til byen (repriseanmeldt her på filmkommentaren.dk) efterfulgt af Baby Doll, hvor alt samles i et kammerspil, i køkkenet mest, på en vestjysk gård. En kvinde alene med sit nyfødte barn møder helt alene de dæmoniske kræfter, vi rummer i vores fortrængte erindring, og overgiver sig lettet efter sej kamp til dem og går som Ofelia ud i vandet. Mette Munk Plum gennemfører alene, stort set, denne timelange tour de force. Grethe Møldrup har roligt klippet thriller-kurven i smukke afsluttede scener, som man ikke kan ryste af.. Munk Plum spiller dem igennem lyrisk, men med dramatiske udbrud, med kortere og kortere intervaller fornemmes det, udbrud af vrede først, derefter apati, så angst og endelig overgivelse og hengivelse. En kurve som Deneuves i Polanskis Repulsion, men genkendelig og således farligere. 

For i modsætning til Alexander Gruszynskis mytologiske Bovbjerg, som Ofelia og hendes Hamlet færdes i, har Björn Blixt fotograferet moderen Eva og hendes barn i et dokumentarisk skildret landskab, klitten og stranden er lys lys, og i interiører, som er er nøgternt præcise billeder i en scenografi, der som kunstgreb har gjort sig usynlig i en genkendelig realisme. Dørkarmenes farve, gulvenes fernis, hændernes og de nøgne fødders berøringer så taktilt virkelige..

Og alt er også genkendelige Jon Bang Carlsen billeder. Portrætterne på væggen, penduluret, tørresnoren, et blåt klæde, som pludselig dækker scenen af. Og ude gårdsplads og indgang og trappesten som disse huskes. Grusvejens slyng i landskabet. Både Mols og Vestjylland. Det lange filmværks sammenhæng.

Jeg har en indvending til lyddesignet, en bestemt overdrivelse, som rammer min ideosynkrasi, men det er fuldstændig ligemeget nu efter de mange år. Alt det vigtige er så lykkeligt bevaret.

Jon Bang Carlsen: Baby Doll, 1988. Crone Film Produktion. DVD: www.on-air-video.dk Lånt på Randers Bibliotek, fjernlån. Køb (VHS): DVDCITY http://dvdcity.dk/?52X31X3531XA735353

East Beats West

A Love Affair – and a small follow-up on the review of “Blind Loves”: 

It all started around 1990. Even though I had been working for the National Film Board of Denmark since 1975, my knowledge was very limited when it came to documentaries from the Eastern part of Europe. Of course I had seen films by masters like Kieslowski, Herz Frank, Jerzy Bossak and Mihail Romm. But otherwise, the general talk and writing about documentaries worldwise had always been referring to the English and American.

It is still like that – this lack of balance is wrong and will not last. The Eastern Europeans are getting so much better to promote their contribution to the world documentary cinema, so read my lips: East Beats West.

One day the recognition will come because of: High Quality. Compelling Stories. Artistic Competence. Multi-layered Theme Approach. Humour.

Back to 1990-2000 where I had the chance to watch carefully the development of the documentary in Russia, Estonia, Latvia, Lithuania and Poland. At the Balticum Film/TV Festival on Bornholm in Denmark.

I saw minimalistic and conceptual humanistic masterpieces by Sergey Dvortsevoy (Bread Day) and Viktor Kossakovsky (Wednesday) from Russia. I watched the intelligent cultural etnodocumentaries (Miss Saarema)  by Mark Soosaar from Estonia. The powerful non-journalistic interpretation of the fall of USSR by Juris Podnieks (End of Empire), student of Herz Frank from Latvia, as well as Ivars Seleckis warm collective portrait of people (Crossroad Street).  

The most significant revelation, however, were the films from Lithuania. I got to know a whole school of poetic filmmakers headed by Audrius Stonys (Antigravitation) and Arunas Matelis (Ten Minutes Before the Flight to Icharos). Not to talk about the unique philosophical film of Polish Marcel Lozinski (Anything Can Happen), who lets his small son run around in a park asking all kind of questions to old people. Pure beauty and so far from the mainstream of formatted predictable rationality that is poured out on Western tv stations night after night called documentaries.

I still follow the Baltics closely, but I also moved south in my discovery of Eastern European documentary cinema. Through the IDF (Institute of Documentary Film) team and EDN I got closer to the Czech and Slovak situation. There is still a whole world to discover for me, in retrospect, but you should know much better the masterpieces of Dusan Hanak (Pictures of the Old World) and Mira Janek (Unseen). They are true masters of the humanistic documentary. And then there is this strange character Jan Gogola, an excellent dramaturg, who talks about documentaries and the challenge to make ”open structures” and who has helped obvious world class original talents like Filip Remunda and Vit Klusak (The Czech Dream) and Peter Kerekes (66 Seasons).

Further to the South lies Hungary and the name of Peter Forgasz is already well established and his latest film (Miss Universe) is simply superb. As are the films of Bulgarian Andrey Payanov (The Mosquito Problem) and Romanian directors Florin Iepan (Ceaucescus Decree) and Ileana Stancalescu (The Bridge). I will get back to the Serbs, the Croatians and the Macedonians on another occasion.

Foto: Juris Podnieks (1950-1992)

Juraj Lehotsky: Blind Loves

I saw this beautiful film sunday morning in Vienna during the Ex Oriente first session ( www.docuinter.net ).

The director Juraj Lehotsky took the short way from Bratislava to show us a feature length, four chaptered (following the loves stories one after the other) hybrid (observation/arrangement) style documentary about love between blind people.

When the end titles reached the screen, the warm applause started and went on as if it would never come to an end. A masterpiece it is, full of love and beauty.

The director had known the blind couples for years so it was easy for him to establish a relationship with them when the film was to be made. He told us that he developed the situations together with the blind having observed their routines again and again. He asked them to talk or do ”something like this as you often do”, at the same time as he and his cameraman, Juraj Chlpik, worked on a scenography (room, perspective, camera angle, colour) that reflects what it means to live in darkness.

Juraj Lehotsky himself said that the long shots were very much inspired by Austrian Ulrich Seidl – I would add to this: with that very important note that Seidl is a misanthrope and Lehotsky all the way through almost caresses his characters.

The screening was an international sneak preview of a film that is now in the Slovak theatres, waits for an answer from the Cannes Film Festival and will be a hit in festivals all over the world in the next couple of years. And why not in theatres in big cities like Paris?

Juraj Lehotsky: Blind Loves. 77 mins. 2008. 35mm. More info at www.blindloves.com www.arteleria.sk and www.autlookfilms.com

Journalistik og filmkunst

Kommentarer om filmfolk og journalister og deres forskelligheder, om samarbejde mellem filminstituttet og tv-stationerne, om støttepolitik og tv-indflydelse. Ved Dola Bonfils, Jakob Høgel, Niels Pagh Andersen, Tue Steen Müller. Se hele diskussionen ved klik på kategorien Polemics.                                             

Lars Feldballe Petersen: Kampen om kemikalierne

Der er meget godt at sige om den her film. Det er et sympatisk arbejde af den seriøse og altid på den bløde side engagerede Lars Feldballe Petersen, det er en uhyre vigtig historie, kampen mellem sundheden og pengene og det er en på de fleste måder velformuleret information, dels om kemikaliefarerne, dels om lovgivningsarbejdet i Bruxelles og endelig om lobbyarbejdet i den forbindelse.

Men her kommer så filmens problemer. Den vil, ser det ud til, følge to spor, den kemiske industris kamp og Greenpeaces kamp om indflydelse på politikerne og offentligheden omkring dem. Og det er filmens tydelige sympati for den ene side og den deraf følgende dramaturgiske skævhed, så mærkeligt sat i relief af en modsat skævhed i castingen.

Især dette valg af medvirkende er problematisk, for det ser ud til, at industiens side har de bedste karakterer i fremstillingen. Især en bestemt lobbyist, Franco Bisegna, får lov at føre sig charmerende frem, mens hans modpart Henrik Pedersen fra Greenpeace sentimentalt i redigeringen placeres som alt, alt for frelst. Hvor det ville være tilstrækkeligt, at han er dygtig, vidende og vist nok også karismatisk.

Værst er det med den danske politiker i midten af fortællingen, Dan Jørgensen, som klippes frem aldeles overgearet, synes jeg, så hans begejstring, som kunne være charmerende, er tæt på at knække over til det selvsmagende.

Så denne flittigt tilkæmpede, ansvarligt tænkte, og på mange måder OK tv-dokumentar er tæt på den gedigne journalistik, men i det filmiske arbejde svigter den i tegningen af de bærende medvirkende, som vi opfatter som karakterer, nu projektet flirter med den opklarende, afdækkende filmstil med thrillereffekt, action-højdepunkter og nedtælling mod show down.

Åh – havde det været muligt at følge det vældige slags finske hovedperson – hvilken udstråling! Så havde karaktertegningen været lettere at lave..

Lars Feldballe Petersen: Kampen om kemikalierne, 2008. Øst for Paradis og Cafebiografen. Net: www.filmstriben.dk  DVD: www.kortogdok.dk  TV2 222. april kl. 22:50.

DFI distribution 2008

Så fik vi klar besked. Det Danske Filminstitut har stoppet distributionen af nye film på dvd. Fra nu vil instituttet udelukkende distribuere over nettet, og alle nye film overføres til Filmstriben, en ordning, som retter sig mod skoler og biblioteker.

Jeg forstod på det hele, at den ældre og vist nok også den gamle filmsamling efterhånden ville blive overført, men at det havde længere udsigter, for den gamle samlings vedkommende, endog meget lange udsigter. Så den berømte danske samling af dokumentarfilm og kortfilm, skabt i SFC-tiden, videreført til for nogen tid siden af DFI, ligger herefter død.

Filminstituttet overlader nu retten til at fremstille dvd-er til biblioteker og skoler, det institutionelle marked, til producenterne, eller rettere deler den ret med dem. Producenterne har hele tiden haft eneretten til dvd-salg til det private marked. Da det imidlertid i praksis nærmere er en moralsk kulturel forpligtelse end en ret, bliver det nok ikke så spændende for os herude, hvad der kommer ud af det. Det afhænger dog lidt af den støtteordning til fremstilling af dvd-kopier, som samtidig er oprettet.  

For mig rejser det her to spørgsmål:

1) Hvem tager herefter fysisk hånd om den enestående samling (basismateriale og førstekopier) og de få eksisterende komplette kopisamlinger, som der engang var tale om at udstationere hos en række organisationer som producenternes, filminstruktørernes og MandagsDokumentaren? Bliver det instituttets filmarkiv?

2) Hvordan bliver herefter adgangen for almenheden i praksis? Hvor går det privatmenneske herude hen, som de senere år så lykkeligt i stadig mere og mere smidigt omfang på biblioteket har kunnet låne film fra denne samling?   

Filmstriben: www.filmstriben.dk  Om distribution af dvd’er, vejledning: http://www.dfi.dk/filmstoette/Nyhedertilfilmbranchen/kdlancering.htm  Still: Audrius Stonys: Alene, 2001. Nu klassiker og anerkendt mesterværk med produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut, nåede aldrig frem til distribution. Får den film nu en chance på Filmstriben? Og hvad med os herude??

Ken Burns: The War 5

Han hedder Eugene Sledge. Han spiller en afgørende rolle i denne store tv-series slutning, som både behandler stillehavskrigens sidste forfærdende måneder, det store moralske spørgsmål i den forbindelse, så man må tro, at nu knækker da fremstillingen..

Men nej, den reddes enestående på plads ved seriens egne midler, især neddæmpetheden (som øges til noget nær tavshed) og intensiteten i følelsen og tekstens klogskab. Og det er her Sledge kommer ind. Han kæmper med under slutspillet på Peleliu og Okinawa og han skriver på sedler en dagbog som han gemmer mellem siderne i sin bibel. Det bliver senere til hans bog om KRIGEN.

Burns lægger en stor del af seriens hovedtema afrunding i denne forfatters sætninger som Josh Lucas læser kongenialt, så man forstår at denne tv-serie må hedde det den hedder og ikke noget som helst andet, Krigen.

Ken Burns: The War 1-14, 2006. DR2. Serien er afsluttet. DVD-udgave kan købes i Laserdisken og hos iMusic. Filmens hjemmeside: http://www.pbs.org/thewar/

New Danish Screen og filmkunst og journalistik

Jeg springer ind på banen: Jo vi gør noget for filmkunsten i New Danish Screen.

Der er mange spændende eksperimenter undervejs. Projekter, der har lyst til at ændre virkeligheden før den skal filmes (ofte i en blanding af dokumentarfilm og aktivistisk kunst). Der er filmprojekter bygget om grafiske og rytmiske kvaliteter i billederne. Der er DIY film, der gør en dyd ud af at klistre alskens materialer (animation, live-action, arkivbilleder osv) sammen.

Og så er der også eksperimenter med tv-formater. Vi kigger bl.a på projekter, der vil udvikle og omformatere historie-programmet, reality, bekendelses tv og børne-naturprogrammer.

TV er en vigtig og uomgængelig spiller på dokumentarbanen finansielt og distributionsmæssigt (faktisk den vigtigste i sidste henseende). TV er til gengæld ikke engang at finde oppe på tribunerne, hvis det er kunst, der er på programmet. Det forhindrer ikke at tv ofte viser filmkunst. Men det gør at vi i DFI sammenhæng skal samarbejde så meget vi kan med tv, men samtidig sørge for at der er en autonom dokumentarfilmskunst-vurdering og debat.

Nu insisterer Tue på at tale navne og lad mig slå et slag for at Christoffer Guldbrandsen er en vigtig kunstner med vægtige værker bag sig.

Se hele diskussionen ved klik på kategorien Polemics. Foto: EKKO.

Journalistik eller Filmkunst: Bolden Ruller…

Åh, Niels, ikke så puritansk… det er ikke muligt at have denne meningsudveksling uden at være direkte og konkret og nævne navne. Og Dola giver da også svar på tiltale ved at understrege at hendes ambition er at udfordre Guldbrandsen og Anders Riis til at give journalistikken en – så lad os da kalde det noget andet end kunstnerisk – kreativ dimension.

Det er klart, at TV’s indflydelse på filminstitutets støttepolitik vrider skævt og at det betyder at DFI føler sig mere eller mindre forpligtet til at investere i film om Ny Alliance og Blekingegade… nok en gang. Det er da ikke specielt originalt?

Skulle vi spille bolden over til Jakob Høgel på New Danish Screen og spørge om han gør noget for at udvikle den danske dokumentarfilmKUNST?

Jeg sidder her i Wien, så Allan gider du tage kontakt til Jakob.

Se hele diskussionen ved at klikke kategorien Polemics.