Det lyder som et rigtigt journalistisk arbejde, og det er det. En journalistisk reportage med billeddækning og interviews. Ingen scener i filmisk forstand og selvfølgelig ikke noget billedsidedirigeret forløb. Nej, dette er en litterær tradition, en engageret fortælling om tre modige og energiske kvinder bag en demokratibevægelse med web site navnet: shayfeen.com.

Missionen er at hæve valgdeltagelsen fra de 30%, som en frustreret befolkning kan præstere. De flestte har opgivet. De tre vil ikke give op, de og deres organisation vender sig aktivt aktionerende mod regeringen, som af frygt for islamisterne undertrykker alle andre grupperinger end sine egne. Konkret gælder demokrati-arbejdet fair valg og afstemninger ved at støtte de uafhængige dommere, som bestyrer valgstederne. Bekæmpe de dommere, som har gjort sig afhængige af magthaverne og ser igennem fingre med en udbredt svindel.

Det er fint at se, udmærket at blive klog af. Men en film er det efter min opfattelse ikke, uanset DR2 kalder den det. Det er en redigeret tekst med billleddækning. Som den gamle tv-avis. Gedigent, pålideligt, har man klart på fornemmelse. Det har selvfølgelig ikke værkkarakter som en scenisk konstrueret dokumentarfilm. Det har den slags journalistiske arbejder svært ved med den løse struktur, de som regel anvender.

Men så tænker jeg, var der mere af samme slags fra samme journalist, altså en suite ensartede programmer med samme personlige vinkling og tone, ja, så ville det være et journalistisk tv-værk. Det har med arbejdets omfang og fortællepositionen at gøre.

Sherief Elkatsha: Egypten under lup, Egypten 2007. www.shayfeen.com Jeg så dokumentaren i tirsdags, og den skulle kunne ses fortsat på http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm Jeg prøvede for lidt siden. Det lykkedes godt nok ikke,men det kan jo skyldes så meget. Og komme i orden senere. Prøv selv!

Durakovo hedder stedet, en klosterlignende kostskole eller rehabiliteringscenter for frustrerede unge.

Mihail Fjodrovitj Morozov hedder lederen, filmens hovedperson. Han styrer ikke blot stedet, men også filmen med sin udstråling. Fylder hver scene, han er i billedet, med sin mærkbare energi og viljestyrke.

Det påvirker de unge, som overtager hans gudfrygtige, statsloyale og nationale program for personlig genopretning. De erklærer sig i deres slutadfærd for den ortodokse kirke, for præsidentens styre og for genetablering af Rusland som stormagt. De er for den hierakiske styreform og imod demokratiet. I den grad. Og i denne sammenhæng forstår jeg dem, var det meningen?

Morozov påvirker også filmen, han trænger, sympatisk og stærk som han er, den tilsvarende sympatiske, men svage fortællerstemme mere og mere i baggrunden. Og vi får endnu et eksempel på, at den fremragende medvirkende overtager det dokumentariske værk, vrister det ud af hænderne på dets forfatter og instruktør, dets auteur.

Og fortællerpositionen spaltes, forbliver formelt hos kameraet og i voice over beretningen, men flyttes reelt til den medvirkende, her til Morozov fra han i første scene stiger nøgen op af sit svømmebassin, så beslutsom i sin tykke krop, så fast på sine stærke ben. Smuk for så vidt, og jeg beundrer ham. Var det meningen?

Er det overordnet blevet historien om filminstruktøren, som mistede sin film til hovedpersonen? Interessant!

Nino Kirtadze: Gud, Putin og Fædrelandet. Jeg så filmen på DR2 i aftes. Den kan ses på nettet: http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm

Jeg kan godt lide den her film. Det mærker jeg med det samme. Jeg kan godt lide stemmen, der fortæller. En journalist, som fortæller en en rigtig historie fra en alvorlig virkelighed. Uden at ville belære mig, uden at ville underholde mig. Uden at ville mig noget. I og for sig.

(Det er kun DR, som vil mig en hel masse på hjemmesiden om det her projekt med alle filmene, så meget, at det er svært at finde frem til det enkle, primære, altså informationer om filmene selv. )

Det foregår i Bolivia, blandt fattige bønder. Som svigtes af magthaverne. Eller værre endnu. Og det handler om videreførelsen af Che Guevaras afbrudte projekt i en nutidig revolution, forklarer stemmen. Filmen fortæller hvordan, om den folkelige bevægelse for at få de fattiges repræsentanter valgt. Få Evo Morales som præsident. Vi følger processen med fremgang og tilbageslag.

Filmens hovedperson er en af Morales folk. Hun hedder Jiovana og hun har også et projekt. Det går ud på at skaffe beskæftigelse til fattige kvinder, som ikke kan læse og skrive. Så længe hun arbejder lokalt ude blandt de fattige, arbejder for deres rettigheder konkret, går det hende fint, hun er populær og vælges til parlamentet. Hun køber nyt tøj og arbejder nu i hovedstaden, og hendes vælgere mister følingen med hende og hendes indsats, og hun mister deres støtte.

Hendes krise er filmens story line og fortælling om den demokratiske socialismes grundlæggende vanskelighed. Som ikke i en konstrueret dramaturgi bringes til en konklusion.

Vi forlader Jiovana midt i nedturen, midt i det spændende, at hendes parlamentariske slid netop ser ud til at få de første synlige resultater, penge til kvindeprojektet med læse og skriveundervisning, senere måske uddannelse og senere endnu en frigørelse fra den gamle kønsrolles bindinger.

Vores fortællers stemme, kameraets stemme fortæller, at den fortsat følger Jiovana. Når filmens fortsættelse kommer, vil jeg bestemt se den. Det må være en aftale i det mindste.

Jo, jo filmen er som et lysbilledforedrag. Stemmen bærer fortællingen, billederne illustrerer. Man kan vel egentlig næppe kalde det en film, det er helt ordinært tv arbejde. Blot ikke båret af journalistisk opklaring, som vi er blevet så vant til som form. Nej, helt gammeldags båret af viden og tilstedeværelse og en sympatisk ordentlighed. Ikke mere, og det er for mig også ok.

Rodrigo Vazquez: Jagten på revolutionen. Filmen kan ses på nettet: http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm

Der skal vælges ny duks i 3. klasse. Læreren forklarer proceduren. Det hedder “demokrati”, siger hun. De kigger spørgende på hende. Og jeg forstår dem godt. Det har heller ikke spor med min opfattelse af demokrati at gøre. At børn vælger en anfører.

Og det bliver da også med det samme forstået ind i spil- og sportsverdenen som noget med “at vinde” og ind i familie- og skoleverdenen som noget med “at bestemme”. Godt, så er det på det rene, så kan vi godt glemme grækerne og torvet i Athen og den vestlige folkestyreidés historie siden.

Duks hedder altså embedet, der konkurreres om, og det viser sig, at det er forældrene, der konkurrerer i international kombineret coaching og spin stil. Deres projektbørn instruerer de i hjemmene på det omhyggeligste og ubehageligste. De voksne overtager legen. For dem gælder den æren, som var det livet. På deres forkælede og selvoptagne børns vegne.

Og de repeterer alle (også de gemene) tricks fra politikerrådgivningsværktøjskassen. For eksempel det at udarbejde en liste over modkandidaternes fejltrin og så bruge dem mund til mund og senere åbent i debatterne. En kandidat til embedet må se sin nærmeste hjælper købt, regulært for penge, af en af de andre! Debatterne og valgtalerne er dybt deprimerende at overvære. Om det kunstlede og opskruede skyldes forældrenes instruktioner, lærerens belæringer eller filminstruktørens iscenesættelse er uvist. Jeg er sikker på, at det ikke er en del af børnenes spontane leg.

Filmen bygger apellerende på, at jeg fascineres af disse børn. Det gør jeg ikke, hverken af kandidater eller vælgere. Jeg irriteres over deres råben og skrigen og især over deres vilde optagethed af sig selv.

Filmen er dertil kedelig og forudsigelig. Dygtig, vist nok, i meget af det håndværksmæssige, arbejdet med det observerende kamera og i klipningen delvis konstruktionen af karakterudviklingen. Det giver jeg så to penne for. Og skynder mig over til “24 Timer” på TV2. Ikke i tvivl om hvilken demokratianalyse, der er klogest af disse to.

Weijun Chen: Stem på mig. Filmen kan ses på nettet: http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm

Cathrine Asmussen er et af de mest oplagte talenter i nyere dansk dokumentar. Hun har altid noget på hjertet, noget hun vil fortælle om, hun har et synspunkt og de film, hun står bag er simpelthen bare godt lavet. De rækker ud efter et stort tv-publikum og bør blive efterspurgte i DFI’s distribution.

Det er igen på Nørrebro, det foregår, ligesom i 2002, hvor Cathrine Asmussen havde fat i den enlige ældre tyrkiske kvinde, som skal klare hverdagen langt væk fra Anatolien. Instruktøren viste med denne film (“En mors historie”), hvor fint hun kan vinde sine karakterers tillid og komme respektfuldt og kærligt ind på livet af dem. Det gør hun så sandelig også med somaliske Amina, som er et livstykke ud over det sædvanlige, vild med Naser Khader, hvis Demokratiske Muslimers bestyrelse hun bliver valgt ind i, fuldt udrustet med det høje humør og varme engagement, som hun også demonstrerer for fuld knald på det plejehjem, hun arbejder.

Filmen følger Amina over en periode frem til hun melder sig ud af Demokratiske Muslimer fordi Khader på foreningens vegne giver en pris til en ægyptisk korankritiker. Men hun finder en ny sag at engagere sig i. Hun er simpelthen bare skøn, morsom og charmerende – og det er hun, fordi instruktøren har den fine dokumentariske fornemmelse for at skildre almindelige menneskers ualmindelighed, at få det bedste frem i folk, få dem til at formulere sig ligefremt og direkte, og få dem til at vise følelser uden at det virker fremprovokeret.

Det er først og fremmmest et portræt – men at det så også er nok en film om muslimer i Danmark, om en kvinde som klarer sig på grund af sin energi og vilje, i et område af København, hvor der med mellemrum er ballade i gaderne, gør den jo ikke mindre aktuel og vedkommende. Sådan ser verden ud netop nu for en aktiv muslimsk kvinde på Nørrebro i København.

… og så gemmer vi diskussionen om TV2’s indgreb i filmen til et indlæg i en en af de nærmeste dage.