Michelangelo Antonioni (1912-2007)

Da jeg som helt ung gik i biografen Fotorama drejede film sig om cowboys og om sørøvere, og det fandt jeg i orden i den verden selv om jeg også inspireret af min skolelærer læste Oehlenschlæger og Shakespeare fra biblioteket og de tegneserier, jeg kunne komme i nærheden af og Dumas, som jeg fik foræret af en onkel, som ville opdrage på mig. Værkerne tog farve af hinanden og historierne smeltede sammen i ét farvet tæppe af underholdende fascination. Og sådan tror jeg det var med mig og litteratur og film til nogle mere voksne venner inviterede min kæreste og mig sådan rigtigt i biografen. I Kosmorama i den store by.

Filmen var Antonionis Natten, og den var et chok og en åbenbaring. Filmen var jo litterær – og nutidig. Dyb og alvorlig. Det var vidunderligt. Helten var digter og kvinderne var smukke på en ny meget nøgen måde. De levede et tomt liv, som ikke ville vide af dødens nærhed. Men de vidste det godt. De havde indsigt. Moralen var vanskelige valg, og kærligheden var fuld af problemer.

Der fulgte et programhæfte med sammen med billetten. I det var en annonce for filmtidsskriftet med samme navn som biografen. Jeg begyndte at abonnere. Og jeg var fortabt, film var ikke længere blot underholdning, de var skabt af nogen som de gode bøger, de var digteres værker, dem, det herefter drejede sig om. Det blev Michelangelo Antonionis film, som blev min første af den slags.

Dens temaer skulle blive bestemmende for, hvad der optager mig. Helten er forfatter, han sidder træt ved skrivebordet, som herefter er en scene for sig, hvor alt kan opføres. Nu er digteren træt, han lægger sig. I dette rum bliver herefter alle værker til. Film og bøger.

I Antonionis film scenograferes den sene modernisme, digterens lejlighed i Milano, elegant beskeden ren. Og nøgen. Senere er arkitekturen en mondæn villa, hvor nattefesten holdes, elegant, ubeskeden, stadig disse rene linjer. Men villaen ligger i en stor romantisk have, som længere og længere væk fra villaen bliver mere og mere 1800-tal. Her er scenen for slutspillet. ”Den beundringsværdige slutscene..”, som det stod i Kosmorama. Kærlighedens tema er en resignation, en træthed hos manden, et lovløst begær og en ny moral hos kvinden. De to, som er par, Marcello Mastroiani og Jeanne Moreau lever det som ensomhed og smerte, lever det ved siden af hinanden den nat med krisens og tabets afgørende begivenheder, andre tiltrækninger, utroskab, vennens død og en kærlighed, ”.. der dør, uden man forstår hvorfor eller hvordan – på grund af en langsom nedbrydning, på grund af en mystisk afbrydelse af en indre spænding.” Som Kosmorama-artiklen konkluderer.

Slutningen skildrer langsomt og detaljeret, at de to forlader festen, forlader i morgenlyset villaen og den udmattede fest. Måske prøver de atter at nærme sig hinanden. En tekst, et brev er (som ofte i Bergmans film) afgørende. Hun har det i sin taske. Det har ligget der fra hun fik det for nok længe siden. Jeanne Moreau (Lidia i filmen) læser det for Marcello Mastroiani:

”I morges sov du da jeg vågnede. Jeg hørte dit lette åndedrag. Mellem håret som dækkede dit ansigt så jeg dine lukkede øjne. Ømheden vældede op i mig. Jeg ville vække dig, for din søvn var alt for lig døden. Men huden på dine arme og din hals var så levende. Jeg ville røre ved den igen med mine læber, men tanken om, at jeg kunne forstyrre din søvn, holdt mig tilbage. Jeg opfattede dig sådan her, som noget intet kunne tage fra mig. Bag dit ansigt så jeg mit spejlbillede i noget renere, dybere. Det var dig, jeg så i en dimension, som omfattede hele mit liv – min fremtid såvel som de år, da jeg ventede på at møde dig. Det var et under at vide, at du tilhørte mig, ikke kun dette øjeblik, natten forekom mig uendelig der ved din side – hvor jeg mærkede varmen i dit blod, i dine tanker og i vort fællesskab. Jeg mærkede kærligheden til dig, Lidia, så stærkt, at mine øjne fyldtes af tårer. Jeg ønskede, at jeg i al fremtid på samme måde som denne morgen – skulle komme til at mærke, at du ikke tilhører mig, men at du simpelthen er en del af mig – og at intet kan ændre på det, kun vanens ligegyldighed. Det ser jeg som den eneste trussel for os. Du vågnede og kyssede mig, og jeg så, at jeg ikke behøvede at ængstes. Vi skal forblive forenede af noget som er stærkere end tid og vane.”

”Hvem har skrevet det?”, spørger han. ”Det har du..”, svarer hun rådvild og forbavset. Han har altså glemt det.. ? Det er næsten et halvt århundrede siden Moreau og Mastroianni sad der i græsset i parken morgenen efter natten. Antonioni var langt foran mig i tid og indsigt. Og han formulerede det smukt og i ordets forstand tydeligt. Spørgsmålet er om, jeg glemte det..?

Michelangelo Antonioni (1912-2007): Natten, 1961.
Giulio Cesare Castello: Antonionis konsekvens. Kosmorama nr. 54, oktober 1961, 12ff

Filmfest i Odense

Der er masser af grunde til at tage en tur til Odense for at se film fra den 27.august og en lille uge frem. Der er kortfilmfestival med et bedste af det bedste fra hele verden. Der er mulighed for at se de bedste danske dokumentarfilm og kortfilm fra det sidste år anbragt i en national konkurrence og der er fremragende specialprogrammer.

Som doku-freak vil jeg anbefale et kig på programmet med ”polske mestre”, hvor der bl.a. er dokumentarfilm af Kieslowski og hans læremester Karabasz. (Hvis der er nogen der er specielt interesseret i disse to herrers dokumentarfilm, kan jeg anbefale de dvd-bokse, som er udgivet med dem, med engelske undertekster, bare skriv til mig). For ikke at tale om en serie med den litauiske mester Jonas Mekas, som er en af avantgardfilmens fædre, som forlod sit hjemland for at bosætte sig i New York, til glæde for den amerikanske underground cinema.

Odense festivalen ledes af Cecilia Lidin, som også arbejder på EDN (European Documentary Network), hvor jeg var i kontorets første ti år – en glæde det er at se at hun har anbragt en international vinkel på Odense Film Festival.

Support Storyville

29.07.2007

BBC’s dokumentarproduktion er truet. Internt i BBC foregår der pt en evaluering af forbindelsen mellem omkostninger og ratings, som kan betyde at det betydningsfulde dokumentarprogram Storyville, som har stået bag snesevis af fremragende film, ikke alene engelske men også udenlandske, kan ende med at blive beskåret med 60% fra det nuværende niveau på 24 mio. Dkr.

Har det dansk relevans? Absolut, for DR – uden at ville tale om denne institutions besparelser – ja selv kommercielle TV2 har i årevis øst fra den samling kunstneriske og journalistiske dokumentarfilm, som BBC’s Storyville har været en drivende kraft bag.

Hvis du vil protestere mod denne nedskæringsidé, så kan du gøre det her, også selv om du ikke er direkte beskæftiget i branchen:

Support Storyville from Intensive Cutback
Due to this future outlook for Storyville, we encourage you to take action. Please sign the Directors and Producers Rights Society (DPRS) online petition. It is available online at www.ipetitions.com/petition/savestoryville/ .

Ghosts of Cité Soleil

Asger Leths Ghosts of Cité Soleil fra i år, åbner med en præsentation af byen i en rå effektiv impressionisme. Få minutter inde i filmen er man i en fortsat sitrende uro, som ikke slipper taget i en før længe efter, filmen er forbi.

Det er ikke journalistik det her, men vi må have styr på de politiske fakta, og klipperen Adam Nielsen vælger håndfast at gøre rede for disse ting ved at gøre journalistikken til et element i filmkonstruktionen. Den politiske tv reportage er helt regulært anbragt i dette musikalske forløb, så kompositorisk nodebundet, at jeg tænker mig der i klippemanus disse steder står: andante. Vi skal lige have vejret..

Sådan også med skiltene. De anbringes så bevidst, at de ikke kan betvivles, så grafisk sikkert, at de bliver del af den gennemførte æsteticering, filmen præges af som udtryk. Adam Nielsen bruger teksterne som det element, der skaber konstant overblik i den nervøse hastighed i klippet på samme måde, han et par afgørende steder lægger en dagbogsstemme ind, så den hvide gæst i gadebanden, en ung kvinde, Lele, fremhæves og der skabes grundlag for en kærlighedshistorie mellem hende og en af bandelederne.

Herefter behøver Adam Nielsen tilsyneladende kun tre fire scener med de to i filmens forløb til denne afgørende sidehistorie. Når man kigger efter hos den klipper, ja, så er der i hvert fald styr på karakterernes udvikling (Inside Outside af Andreas Johnsen og Nis Boye Rasmussen), Den sidste dans og Vores lykkes fjender af Eva Mulvad).

Der har været optaget tilstrækkeligt med interviews til, at der vist nok ikke er genbrug. Hvert statement kan fysisk være – og er det i hvert fald psykisk – solidt anbragt det sted i filmen, hvor det kan skabe netop det steds tempo og energi. Og det kunne være en del af fornyelsen af klippet i dokumentarfilm, og det ville være velkommet, at klipperen vedtager, at det er en film som klippes. At tekstens udsagn må underordnes den musikalske fremdrift. De så almindelige ufrivillige flash backs, som det opklippede interview medfører, sætter enhver film i stå.

Og hvert eneste statement står kraftfuldt i fuld styrke. Det er valgt af samtlige grunde for valg af klip, ikke kun for indholdet af, hvad der bliver sagt. Det her er ikke information, det er filmkonstruktion, statuarisk.

Filmen taber ikke pusten. Den opgiver historien og vælger at være et musikalsk forløb. Men bundet til denne fortvivlede intensitet. En stadig puls, måske. Der er kun en reminiscens af story-line: Aristides flugt, de må aflevere våbnene og nederlaget er en realitet.

De taler og taler, Adam Nielsen lægger langsomme lyriske afsnit ind hen mod slutningen. Leles forelskelses historie transporterer min følelse, min sympati, min forståelse over til disse brutale gangstere. Bemærkelsesværdigt.

Asger Leth og Milos Loncarevic: Ghosts of Cité Soleil, 2004 / 2007. Medvirkende: Winson ‘2 Pac’ Jean, James ‘Bily’ Petit Frère, Wyclef Jean, Eléonore ‘Lele’ Senlis. Fotografi: Asger Leth og Milos Loncarevic. Klip: Adam Nielsen. Musik: Wyclef Jean.