DR dokumentar

– en lille opfølgning til teksten om de to DR2 kvinder, der forlader den synkende skude: Du kan selv følge med i, hvad der kommer af dokumentar på DR ved at tilmelde dig det udmærkede nyhedsbrev, som tilsendes gratis til interesserede. Se selv på www.dr.dk/Dokumentar

Jeg fik et i morges, hvor filmen om Halfdan Rasmussen introduceres. Den kommer i aften og I kan læse min mening om den på denne plads i morgen tidlig.

Et nyhedsbrev med ordentlig information er nyttigt fordi aviserne i deres oversigter efterhånden kun levner plads til at nævne titlen på tv-programmerne. Jeg husker stadig, at instruktøren Anne Wivel fortalte mig, at hendes film om Per Kirkeby havde haft mange skuffede seere, fordi de havde forventet at se en historisk/arkitektonisk film – titlen på hendes film er “Slottet i Italien”!

 

DR2 – Farvel og Tak

Mette Davidsen-Nielsen og Gitte Rabøl har sagt op som kanalchefer på DR2. De begrunder det med at chefer skal skiftes ud inden det hele bliver rutine og nyskabelser udebliver. Smukt tænkt og meget ulig DR. Men set udefra en beslutning, som kun kan vække bekymring i en periode, hvor -som én kulturmedarbejder sagde til mig – tre tumper (Plummer, Grarup, Vesterløkke) er ved at køre DR i sænk.

DR2 har for os med hang til dokumentar været oasEN i dansk tv. Her har der været journalistiske dokumentarserier af høj kvalitet, her har der været informationstunge, klogt udformede videnskabsdokumentarer, og så har der været plads til dokumentarFILM, hvor en instruktørsignatur har været tydelig i ofte meget personlige historier.

Skønt har det været at kunne høre andre sprog end det engelske, som ellers ufortjent, men på grund af markedsføring og tilvænning dominerer den internationale scene. Hanne Lindemann, som i årtier har været indkøber ved DR, har vi at takke for sin indsats. Hanne træder tilbage og overlader pladsen til Mette Hoffmann, som har været en god indkøber, og først og fremmest sælger for TV2 med en stor tæft for at sætte store serier som Demokratiprojektet (10 films om demokrati) i gang.

Vil hun og andre DR-folk kunne føre den fine DR2-dokumentarprofil videre? Vil et chefskifte betyde at nu skal alt være smart og uden kanter, let fordøjeligt og på engelsk og med DR-garanti forhøje seertal?

Tak til de to damer for at have givet plads til et bredt kvalitetsudbud af dokumentar for små penge.

Ghosts – en Nick Broomfield film

Set på European Film College under DFI Branchetræf for dokumentarfilmfolk 24.-26. august

Ja, Broomfield er auteur i den gedigne britiske tradition for opklarende journalistik og hans navn er brand for hans tv-station, Channel 4 og tillige brand for denne film, som sniger sig uden om genrebestemmelserne og blot kalder sig “en Nick Broomfield film”.

Manuskriptets forfatter Jez Lewis fortalte os det i samtalen med Anders Østergaard efter visningen af den på alle måder tror jeg rystende film. Og han fortalte videre, at det som altid var begyndt i planlægningen af en dokumentarfilm, denne gang om hvid slavehandel. Historien var den om de 23 illegale kinesiske invandrere som under arbejdet med at samle muslinger druknede i tidtidevandsbølgen i Morecambe Bay i England 5. februar 2004.

Efter nogle måneders arbejde besluttede Broomfield og Lewis sig for at skrive dialogen, at dramatisere historien, og igen greb instruktøren tilbage til den gedigne engelske tradition, tilbage til Peter Watkins, hvis “The Wargame” blev et forbillede. Et filmdrama iscenesat som dokumentar.

Som Watkins sorthvide tv-reportage fra ruinerne af et atombombeangreb på en engelsk by dengang rystede mig blev jeg nu bevæget af denne sørgelige og oprørende sande historie om en lille gruppe kineseres fortvivlede forsøg på at overleve i en fjendtlig og udbyttende omverden, forsøg på at overleve i den mørke nat på taget af deres bil mens vandet stiger og stiger omkring dem. I Ken Loachske stramme, ærlige, uafviselige scener. Denne smukke britiske tradition.

Alle medvirkende er amatører. De spiller sig selv, den rolle de hver for sig kan. Som illegal indvandrer, som husvært i den usleste bolig i byen, som arbejdsgivere, der ser gennem fingre med papirerne, som arbejdsformidler, der åbenlyst på kontoret modtager bestikkelse.

Alle scener bygger på de medvirkendes egne oplevelser i forskellige sammenhænge, men i samme skæbneomstændighed, den som er blevet filmens fortælling. De medvirkende kinesere kunne alle have været blandt de omkomne den kolde nat i Morecambe Bay. Hovedpersonen, den tabre og nuancerige unge kvinde Ai-Qin-Lin har levet ni år som illegal arbejder i England. Filmen bringer hende i slutscenerne for første gang tilbage til familien. Filmen slutter således i direkte reportage uden det bliver stilbrud. Alt er lige virkeligt, lige autentisk. Bemærkelsesværdigt.

Nick Broomfield: Ghosts, UK 2006, 96 min. Channel 4 Television Corporation. www.ghosts.uk.com

 

Den hemmelige krig

DEN HEMMELIGE KRIG (The Secret W

Det er så vigtigt at den undersøgelse af journalistikken i filmen er afsluttet. Og det er så vigtigt at debatten om den er kommet op.

Jeg hørte i dag gentagelsen af Lasse Jensens show (var det jo..) på tv-festivalen, denne særlige live-udgave af den seneste af hans dygtigt lavede radioprogrammer “Mennesker og medier”. Hvor man – så vigtigt igen – indkredsede problemet med genreglidningen fra journalistisk dokumentar over dokumentarfilm til fiktionsgreb og spillefilm. (Det prøver jeg at skrive om senere.)

Igen igen handlede diskussionen imidlertid om det journalistiske håndværk, om det etiske regelsæt på DR og om regeringens effektive spin (som vi altså stadigvæk er fanget i) og alene Ib Bondebjerg påviste, at Guldbrandsens film er en konsekvent fortsættelse af en klassisk DR tradition for kritisk journalistik på film.

Og så endte de ved spørgsmålet om, hvad filmen handler om. De kom dog ikke konkret ind på det: DK og Genevekonventionen om krigsfanger, tortur og statsministerens oplysninger til Folketinget.

Og så var det jeg fik lyst til at smide noget genbrug ind i den samtale. (Genbrug er jeg ikke ene om lige i dette..) For der er en indholdsmæssig ting ved den film ud over den klassiske linje, som Bondebjerg gjorde opmærksom på.

Som Guldbrandsen sagde til Lasse Jensen: “Filmen vil oversætte politik og jura til FØLELSER..” Og så er vi da vist med den godkendte, gedigne journalistik i hånden på vej ind i filmkunstneriske problemstillinger. Og sådant et program har Guldbrandsen måske også. Sådan en linje oplever jeg i hvert fald ved hans film. Og nu kommer genbruget. Fra et par steder i tidsskriftet “Film”:

Med gennembrudsfilmen “Fogh bag facaden” fra 2003 slog Guldbrandsen fast, at han ikke er til det klassisk dokumentariske stedets drama, han er ikke ude på at fornemme og gengive en impressionistisk baseret autenticitet. Han er ude i et regulært opgør med en meget gammel dansk udgave af traditionen for direct cinema, og det er ekstra tydeligt, fordi hans film ellers på mange måder ligner denne væren fluen på væggen. Men nej, den er det ikke. Noget er sket. Guldbrandsen bruger sine optagelser fra EU topmødet i København til at udtrykke sit eget indre drama, som er en trippende utålmodighed af aktion.

Så han har i Fogh en hovedkarakter efter sin smag, han er tydeligt i filmen glad for Fogs fremdrift og resultatsøgende fokusering. Uanset hans karakter i hvert fald i filmen demonstrerer, at indholdet af arbejdet klart viger for resultaternes ydre fremtoning, er Fogh en helt i instruktørens ekspressive indre drama om manden, der klarer sig ene – omgivet af få assistenter – mod alle.

Og på dette beror filmens elementære spænding. Ikke, som vi var vant til, på en analyse af magtspillet, de politiske modsætninger, de bagvedliggende historiske og økonomiske forhold. Dette er helt enkelt: klarer Fogh den polske regering, den tyrkiske, i kulissen Schröder, i baggrunden Putin? Og først og fremmest klarer han tidsplanen og den tekniske side af den polske løsning? Og så som lokal underholdning, hvordan tryner han sine omgivelser, vælger ud og omplacerer blandt sine rådgivere, får gjort udenrigsministeren til grin? Og igen, alt dette bliver ikke til analyse i filmen, det bliver til dramaets konstruerede indhold. Det er ikke direct cinema, det er slet ikke cinéma vérité, det er ikke journalistik. Det er gedigen og original Guldbrandsen.

“Fogh bag facaden” er allerede en nyklassiker, en film om det moderne professionelle menneske for hvem, sportsverdenen sætter den ideologiske agenda. Hvor det handler om at vinde, hvis man vil være med. Den piberygende og indholdstunge og causerende udenrigsminister er taberen, hans plads ved bordet overtages af økonomen, som regner den polske løsning ud. Heltinden i filmen er Pui Ling Lav. Hun er ustandselig ved Foghs side med sin mobiltelefon og aftalelister og dagsordener og programmer under stadig revision. De er Foghs folk, de kan følge med på løbeturen. Og de er Guldbrandsens moderne action-karakterer, nørden og heltens effektive kvinde.

Mogens Lykketoft er taberen som helt. Instruktøren anbringer lige i begyndelsen af “Lykketoft finale”, 2005 den tanke, at vildt kompetente Lykketoft burde stifte sit eget parti for elitetænkning som hjemsted for de ikke folkelige politisk dybt engagerede, som i dag er hjemløse.Han sidder filmen igennem og skriver. Og tænker. Konfererer med Morten Boje Hviid, den personlige rådgiver, og de tillader sig fordybelser, alt er i denne film modsat indhold og stil i Fogh bag facaden. Fra begyndelsen glider den dramatiske kurve modet uafvendeligt nederlag, socialdemokraternes tilbagegang er voldsom. Dette er en meget gammel- moderne kunstnerisk problemstilling, kongens fald og taberen vinder, måske alligevel.Og Guldbrandsen foretager et dobbeltgreb: da hans helt vil tabe valget i virkeligheden og dermed i filmen, må han vinde i filmen på anden vis. Denne indre sejr klipper Olivier Bugge Coutté frem til instruktørens kabale.

I ” Den hemmelige krig” er journalisten, Guldbrandsen selv, hovedpersonen. Han fører os igennem sit detektiviske arbejde ved sin reflekterede kommentar. Han er selv i billedet inde i sin film – mærkeligt uden det bliver et meta-greb. Det er ikke kunstigt, sådan er det bare. Og han arbejder i et lydunivers, som alle har lagt mærke til, og flere har angrebet som overfladisk og manipulerende, som kunne det være begge dele på én gang. Det kunne dog også være, det var del af en sindrig konstruktion…

Og så har vi støjen, som er med til at forvirre dem i deres tidsbegreb og deres retning. Musikken, eller hvad man kan kalde den, kører med uregelmæssige rytmer, og der kommer hak i båndet, som også er uregelmæssige, så man kan ikke bruge det til at stedbestemme og til at tage tiden. (Steen Bornholdt Andersen, oberstløjtnant, chef for Institut for sprog, Forsvarsakademiet til forsvarschef Jesper Helsø) I Dola Bonfils K-Notatet fra 2004 er der en scene, hvor militært personel træner tilfangetagelse. Der er en bemærkelsesværdig lyd over hele scenen. Militærpsykologen, som leder øvelserne, forklarer forsvarschefen, som er på besøg, hensigten. Det er en konstruktion som skal afmontere muligheden for meningsfuld tolkning af situationen. Fangerne med bind for øjnene skal forvirres så meget som muligt. Lidt længere inde i sekvensen tager filmens musik, et Carl Nielsen-tema over. Svagt. Men tilstrækkeligt til, at man er orienteret. Nu er man tryg inde i fortællingen igen. Lyden fra optagelsen (og håndteringen af de tilfangetagne) er ikke hele virkeligheden, den virkelighed, som filmen etablerer. Den skal i konstruktionen være en del af Jesper Helsøs centrale overvejelse, som han tavs er i under hele inspektionen, fornemmer man, men som Bornholdt Andersen provokerer ham til at verbalisere mod slut, at visse grupper af dansk militær må trænes i moderat fysisk pres, som han med et berømt citat formulerer det. Og Helsø præciserer, hvad der er tale om, i sekvensens sidste scene i bilen på vej hjem: torturens enkle verden. Filmens etiske overvejelse er, at for at forberede sig på at blive afhørt under fysisk pres må militært personel lære at udøve fysisk pres, og den viden kan også anvendes i visse situationer, hvor der så vil blive set bort fra Geneve-konventionens bestemmelser. Den overvejelse findes ikke i dialogen mellem de medvirkende, den findes ikke i Helsø-interviewet i bilen, den findes ikke i reportagestoffet, den findes ikke i filmens journalistiske lag. Ikke som færdig overvejelse. Den findes båret i filmens konstruktion, og i den er lyden et bærende element. Her specielt musikken, musikken fra militærpsykologens bånd uden tid og sted, som møder denne Nielsen-tone af stil og retning.

*

Sådan virker lyddesignet i ” Den hemmelige krig” også, ikke som underlægningsmusik eller illustration, men som søjle i filmens arkitektur. Altså kan det, som nogle har opfattet som manipulerende greb i overfladen, også opfattes som integreret i selve den dramatiske opbygning. Hvor filmen på sit dramaturgiske sted er forvirret og uden retning i sin detektivindsigt, er den det, fordi musikken eller hvad man skal kalde den som militærpsykologen udtrykker det, er konstrueret forvirrende og uden retning. For den skal med sine gentagelser og endeløse treklang motiver og langsomme orkesterlignende akkorder være det mentale rum af manglende oplysninger og halvfærdige formodninger den detektiviske journalist og hovedperson befinder sig i på visse punkter i undersøgelsen især, fornemmes det, i filmens begyndelse.

*

Fire minutter henne har vi også en bankerytme, en tromme, vist. En spændingsopbygning som for eksempel efter et interview med forsvarsministeren. Som billederne ofte i genrens interne sprog er ”truende bygninger” er lyden ofte truende musik. I slappe værker er det selvfølgelig træt konvention. Men ikke her, hvor man bliver antastet. Og visse film er ikke meddelelser. De er konstruktioner af anfægtelse. Nye stykker skabt virkelighed at forholde sig til og leve med. Med fortsat lån fra arkitekturen kan man sige, at deres bærende elementer er til for deres bårne elementer, som er den samlede indsigt på ethvert punkt af sådanne films story line. De journalistiske af slagsen minder om meddelelser og budskaber, men de er det ikke. De er personlige, subjektive fortællinger, ofte om at finde ud af tingene. Og journalistikken er så et af de andre bærende elementer. Ved siden af lyden.

*

At det forholder sig sådan med Den hemmelige krig, burde egentlig ikke forbavse nogen. For sådan var det også med Fogh bag facaden og Lykketoft finale. Filmene er ikke tv-dokumentariske informationer, de er kunstneriske konstruktioner. Det betyder ikke, at journalistikkens krav til dokumentation og vederhæftighed er væk – det ville jo svække den kunstneriske konstruktion, hvis nogle af de journalistiske søjler ikke er til at stole på, ikke bærer oppe og støtter som de skal.

*

Som altså lyden bearbejder, støtter, understreger forstærker eller mildner de dele i filmens arkitektur, som instruktøren vil fremhæve ved et forte eller et piano. Lyden er instruktørens personlige bud på det, som ofte kaldes stemningen, som er noget vældig kompliceret noget, men oversat til sprog let ender i banale adjektiver, og personlige bud på fortolkning, som er mindst lige så indviklet, og igen oversat bliver til en falsk sikkerhed. I filmscenens ubeskrivelige kompleksitet lever imidlertid usikkerheden, angsten, vreden.

* 

Guldbrandsen ser journalistisk uimponeret på sine optagelser, ser dem ikke som kilder men som materiale til sine personlige fortællinger om en sejrens mand, en nederlagets mand og en kritikkens og eftertankens mand i dette rige. Igen i Henrik Pontoppidans ånd.

*

Og som digterens bøger kan de tre Guldbrandsenfilm lånes på biblioteket, “Den hemmelige krig” findes lige i dag på 25 biblioteker.

**

Tilfoejelse fra Tue Steen Müller: Det er ikke noedvendigt at gaa paa biblioteket for at se “Den hemmelige krig” – den kan ses gratis paa www.dr.dk /dr2/hemmelig, som gengiver hele debatten og hvor filmen kan ses i sin fulde udstraekning. Beklager oe og ae, jeg er i Edinburgh og UK tastatur har begraensninger.

***

USA vs. Al-Arain

Set på European Filmcollege under DFI Branchetræf for dokumentarfilmfolk 24.-26. august 2007

Her er en film som allerede i titlen sætter sig solidt på den stol som handlingen ikke sætter sig på. Titlen lover mig historien om den palæstinensiske universitetslærer Al-Arain som for 17 år siden bosatte sig i USA. I 2003 blev han arresteret og anklaget for at have støttet en organisation på terroristlisten. Han blev først frikendt, så i den genoptagne sag dømt. Det er en oprørende historie om et ret åbenlyst justitsmord. Filmens titel lover mig den historie. Og den film ville jeg gerne se.

Men instruktøren vil noget andet. Hun vil skildre dagligdagene i Al-Arains familie, hos hustruen Nahla og deres fem børn under den seks måneder lange retssag. Den film har jeg, nu jeg er lovet den anden, meget mindre lyst til. Det er ellers for så vidt et gedigent dokumentarfilmprojekt, og klassisk, dette sociologiske studie. Men dt forudsætter prægnante medvirkende, castet på deres kvaliteter egne kvaliteter. Og det forudsætter et dagligt drama i deres interaktion.

Og dette lykkes ikke for instruktøren Line Halvorsen. Karakterernes udstråling kommer ikke frem i øjeblikkene og udvikles ikke gennem de 85 minutter. Dagenes hændelser bliver aldrig til det drama som skulle bære filmens forløb. Spændingen bindes alene til denne voldsomme ydre begivenhed, den groft uretfærdige retssag, men den slår tilsyneladende ikke ind på livet i hjemmet, så det kan få dramaturgiske konsekvenser.

Line Halvorsen vil ét være flue på væggen i hjemmet, men tilbydes noget mere, en voldsomt vigtig journalistisk historie. Og hun har ikke kunnet vælge. Så hun lykkes ikke rigtigt overbevisende med nogen af de to, sætter sig mellem de to stole.

En overmåde vigtig film er det alligevel. Man får et indblik i Al-Arains skæbne og rystes. Dertil kommer, at producenten Dalchows Verden omhyggeligt på hjemmesiden www.usavsalarian.com/case/news.html hele tiden opdaterer historierne, begge to. Til sammen er dette materiale en omhyggelig opmærksomhed værd, naturligvis.

USA vs. Al-Arain, Norge 2007, TV2 57 min. DVD 85 min. (Dansk version i handel nu) Instruktion: Line Halvorsen.

 

Blindsight

Set på European Film College i forbindelse med DFI Branchetræf for danske dokumentarister.

Jo, det var herligt – efter at have set “Ghosts” og “The Devil Came on Horseback” – at møde en gruppe blinde tibetanske børn, der skal bestige Mount Everest i selskab med hinanden og en gruppe professionelle bestigere, anført af den ligeledes blinde Erik Weihenhayer. De var søde at se og høre på, instruktøren havde fanget fine situationer og byggede pænt en spænding op – klarer de det eller ej? Svagere var det, når filmen ville tage os tilbage i tid for at præsentere børnenes sociale baggrund. Det virker som en show-stopper selvom f.eks. Tashi, drengen som træder frem som den mest interessante, den kinesiske dreng, kunne være en hel film værd.

Det er en projekt-film, korrekt, man kan ikke være uenig med den, den er flot at se på, proff i alle ender og kanter, men også lidt for korrekt og pæn og dermed undervejs en smule kedelig.

Se i øvrigt hvad hjemmesiden skriver om Lucy Walker, filmens instruktør:

“Lucy is blind in one eye and has been a patient at Moorfields Eye Hospital since birth – one of the initial reasons she was drawn to BLINDSIGHT. Prior to the shoot Lucy had never climbed mountains before, and during the course of the shoot she suffered a broken ankle, amoebic dysentery, giardiasis, headlice in her eyelashes, and altitude illness – and loved every minute of it.”

UK, 2006, 104 mins.

www.blindsightthemovie.com

DFI Branchetræf 2007

Klaus Hansen, Producenterne, har allerede (se under “The Devil came on Horseback”, bemærkninger) givet udtryk for sin oplevelse af filmprogrammet på årets branchetræf for danske dokumentarister på den vidunderlige European Film College i Ebeltoft. Et indholdsmæssigt deprimerende program, rædsel efter rædsel blev kastet os i hovedet. Gode film, de fleste af dem, og et program som havde den linie, at de er film til et bredt publikum, at de har engelsk som det talte sprog og er helt bevidste om deres genres udtryksmidler.

Et par gamle venner blandt deltagerne kom til mig i en pause og spurgte: Er det sådan dokumentarfilm ser ud i dag. Mit svar var, ja det er sådan m a n g e dokumentarfilm ser ud i dag. De har noget på hjerte, de er budskabsfilm, de har en bred appel og formen er valgt så budskabet kommer klart igennem.

Årets film var alle sammen engelsksprogede og de fleste var fra USA. Mit svar kunne også have været, at sådan ser de fleste af de gode amerikanske dokumentarfilm ud i dag.

Når det er sagt, skal det også siges, at det IKKE er derfra det nyskabende i genren kommer. Du bliver taget ved hånden, du overraskes ikke af en ny fortælleform eller en overraskende pointe eller vinkel. Jeg mener jo stadig, som Kim Skotte nævnte i sin indledning, at det sære og nye og overraskende ofte kommer fra det østlige Europa, fra russerne, fra polakkerne, fra bulgarerne, fra litauerne, fra tjekkerne.

Det kunne jo være at det var tid til non-Englsh speaking dokumentarer næste år.

The Devil Came on Horseback

Set på European Film College i forbindelse med DFI Branchetræf for danske dokumentarister.

Darfur. Vi har hørt om det, vi har læst om det, vi ved at mennesker bliver dræbt i hundreder af tusindvis, men derfra til at få uhyrlighederne visualiseret som i Ricki Stern og Annie Sundbergs film er et langt stykke vej. Det her er en kampagnefilm, et råb om hjælp til verdensopinionen, så gør dog noget, og gøres der noget, næh sådan ser det ikke ud. Og hvorfor ikke, storpolitik, siger vi afmægtigt til hinanden uden at vide, hvad der så ligger i det. Det forklarer filmen heller ikke, dens ærinde er humanistisk og dens fortælling er personligt leveret gennem den amerikanske militære observatør Brian, der skriver breve hjem om, hvad han set – og dokumenteret med sit kamera. Han siger sit job op og beslutter sig for at offentliggøre sit materiale. Filmen følger hans nye mission, han får kontakt med politikere, han rejser til den Haag til den internationale domstol, han belejres af medierne.

Som sådan er filmen klassisk amerikansk – én mand tager affære – både i sin historie og i sin filmiske udformning. Heldigvis er denne mand sympatisk og man kan kun håbe på at hans mission må hjælpe bare en lille bitte smule. Som tilskuer kæmper du med at se på alle disse molesterede og forkullede lig, som er blevet fotograferet på tæt hold af Brian, samtidig med at du ved, at er der noget, der hjælper, er det netop sådanne billeder – hvis en opinion skal overbevises. Måbende ser du sudanesiske regeringsrepræsentanter antyde at billederne er arrangerede og fake.

Hvem kan hjælpe? En gribende scene viser Brian Steidl i samtale med en flygtning i Chad. Flygtningen gentager igen og igen at kun USA kan hjælpe, de arabiske lande gør intet. “Selvom vi også er muslimer”, siger manden, der rejser sig, går rundt om et hushjørne, fulgt af kameraet, standser op, vi ser at han tørrer øjnene, der er håbløshed i hans kropsprog.

USA, 2007, 85 mins.

www.thedevilcameonhorseback.com

Solo – Filmen om Jon

Set på European Film College i forbindelse med DFI Branchetræf for danske dokumentarister.

Der skal ikke stå meget om denne, velkendte danske dokumentarfilm af Kasper Torsting. Den er god, fordi dens hovedperson er så generøst åben i sin beskrivelse af den nedtur, som han oplever fra at have været Jon Popstar, ham fra TV, pigernes helt, til at være en sanger, som ryger ind i skandaler, møder voldsomme aggressioner, når han tager rundt for at fortsætte en karriere, som hænger i laser. Sympatien er helt på hans side i en film, hvor instruktøren har filmet over en lang periode, har sin hovedpersons tillid og har skruet historien sammen så interessen holdes intakt det meste af tiden. Jon giver sig selv, han er velformuleret og hensynsløst ærlig i beskrivelsen af “kampen for at blive elsket”.

2007, 77 mins.

Be Here to Love Me

Set på European Film College i forbindelse med det årlige DFI Branchetræf for dokumentarister.

Se, det var en åbenbaring. Jeg havde aldrig hørt om Townes van Zandt før denne vidunderligt enkle musikbiografiske dokumentar, som tog mig ved hjertet med sin musik, sine karakterer, sit væld af anekdoter, sin atmosfære og sin hovedperson, en klassisk figur, som dør i en alder af 52, ødelagt af et kolossalt misbrug. Vi får det hele serveret gennem samtaler med hans musikalske kammerater, hans tre koner, de tre sønner, og en lille datter, som aldrig lærte sin far at kende. Van Zandt var en rejsende i musik, der var ikke det motelrum, han ikke havde opholdt sig på, det var hans liv, som man kan se på de mange arkivoptagelser, som filmen giver sin tilskuer. Filmen er som en rejse, der er hele tiden bevægelse i sekvenserne, videre til næste stop, videre i den konstante déroute, som van Zandt selv fortolker så smukt i de mange stoflige arkivbilleder. Ikke så mærkeligt at van Zandt er blevet en kultfigur og at hans tekster synges af folk som Willie Nelson. Margaret Brown hedder instruktøren, som har fået vennerne og familien til at åbne sig og har kædet arkivmaterialet sammen i respekt og med kærlig nænsomhed. Det ser så enkelt ud, men det er så svært at holde en stemning i et filmisk forløb som dette.

USA 2004, 99 mins.

www.townesthemovie.com

Forbidden Lies

Set på European Film College i forbindelse med det årlige DFI Branchetræf for danske dokumentarfolk… Ja, det vil sige, jeg fik set 15 minutter før jeg forlod biografen, fordi jeg ikke kunne holde den i alle henseender larmende fortælling om Norma Khouri ud. Effekt på effekt, alle klip markeret med et brag af lyd, zoom ind, zoom ud, alt skulle understreges og fremhæves. Kunne den australske instruktør Anna Broinowski ikke have fortalt den spændende historie om et æresdrab, som viser sig at være løgn og latin, på en anden, mindre kommerciel og mere afdæmpet og dermed, tror jeg, mere overbevisende måde? Er der ikke en del sandhed i at “extraordinary films call for an ordinary form”, som det er blevet sagt, “and the other way around – films about ordinary subjects call for extraordinary storytelling”. Der bliver ikke givet penneskafter her, da filmen ikke blev set i sin helhed.

Australia, 2007, 107 mins.