BBC Storyville

The BBC Storyville documentary strand has been running for 10 years and is being saluted at the National Film Theatre in London in this month.

As an introduction to the series of 10 films these fine words are written:

“Over the last decade, the popular perception of documentary has changed enormously. More documentary films are now made independently of television, more now play in cinemas, and more are made by young people.”

… and the films are one masterpiece after the other, broadcasted by Storyville that now is being threatened by cut downs in budget! Here are some examples:

Leslie Woodhead’s “A Cry from the Grave” about Srebrenica. Hupert Sauber’s ” Darwins Nightmare”. Werner Herzog’s “Little Dieter Needs to Fly”. “Liberace from Bagdhad” by Sean MacAllister, produced by Danish Mette Heide. Kevin McDonald’s film about the tragedy of the Olympics in Munich 1972, “One Day in September… and our own Jørgen Leth with “A Sunday in Hell” from 1976.

What a selection, easy to copy at festivals and by other broadcasters.

DR1 om Evangelist

DR1 Dokumentaren i aften, ja, jeg skulle da se den. Selv om hjemmesidens tekst bestemt ikke lovede nogen indsigtsfuld skildring, endsige noget klogt essay på film.

Den pressemeddelelse og den dokumentar er en på anden ganske bestemt måde frelst og mindst lige så fordomsfuld journalistisk kulturs moralistiske angreb på anderledes tænkende og handlende. Forklædt som samfundsmæssig ansvarligt og bekymret kritik.

Jeg bryder mig ikke om den form for journalistik. Jeg får lyst til at tage Evangelists defensorat. Der er til nu, fortælles det i tv-dokumentaren intet ulovligt påvist. Og den alvorligste anklage, som blev rejst i løbet af tv-timen, en politianmeldelse for kvaksalveri, blev ikke fulgt til dørs, ikke afmeldt.

At medlemmer af menigheden tilsyneladende frit kan vende tilbage til den forladte familie blev derimod meddelt i tekstskiltet til slut. Kira havde igen kontakt med sin søn. At Jannes bankmand ikke vil tilbage til hende kan jo skyldes så meget. Tænker man efter at have lært hende lidt at kende.

Jeg synes, det er en overmåde tynd historie, sådan journalistisk. Kunstnerisk ville den den være umulig uden behandling af al al den tvivl, den rejser. Filmisk er der intet at skrive om.

Jo, castingen måske. Den eneste spændende medvirkende er skurken, Christian Hedegaard. Og sådan skal det efter oplægget da ikke være?

Jeg giver to penne for at blive gjort opmærksom på denne fundamentalistiske bevægelse i Gørløse og Arnborg. Interessant, for så vidt.

Vibeke Heide-Jørgensen: “Gud i Gørløse”. Set på DR1. www.dr.dk/Dokumentar/tv/DR1

TV2 dok censurering

Jo, så var der det med TV2, som redigerede i Cathrine Asmussens film “Mig og Naser” lige før den gik i luften. Uden at diskutere de to klip med instruktøren førend klippet blev foretaget. Det gør man selvfølgelig ikke. Det er naturligvis uhørt og udtryk for et panikagtigt knæfald for den avis, som kritiserede to scener i filmen.

Og så kan man samtidig diskutere, hvorfor TV2s redaktør og DFIs konsulent ikke i redigeringsfasen gjorde instruktøren opmærksom på at scenen (en af dem der blev klippet ud) med den brændte bil var noget kluntet lavet og placeret og at det udsagn som Amina gerne ville have frem – at Nørrebro er et hårdt sted at bo – kunne være båret frem på mange andre måder.

På et møde i Filmhuset, sat i stand af DFI, diskuteredes censurindgrebet og bortset fra enigheden om TV2´s følgagtighed var det kun Jørgen Ramskov, nu ansat på Nimbus Film, som tog fat i den indlysende debat om forholdet mellem publikum og dokumentarfilmen i dag. Ramskov pegede på, at hvis dokumentaren, den journalistiske, skulle kunne spille en rolle i forhold til samfundsaktuelle spørgsmål, så måtte man også forvente en etisk dimension, at man kan stole på, at hvad man ser, er i orden. Han talte om en genreoverenskomst mellem seeren og filmen, med andre ord må der ikke opstå tvivl om oprigtigheden, autenticiteten i film som denne – eller film (med mine ord) som “Den hemmelige Krig”, som er en hybrid og som roder rundt i genrerne. Hvorimod Cathrine Asmussens film er klar i mælet, bortset fra at den brændte bil som metafor kunne være udtrykt mere præcist.l

Mig og Naser

Cathrine Asmussen er et af de mest oplagte talenter i nyere dansk dokumentar. Hun har altid noget på hjertet, noget hun vil fortælle om, hun har et synspunkt og de film, hun står bag er simpelthen bare godt lavet. De rækker ud efter et stort tv-publikum og bør blive efterspurgte i DFI’s distribution.

Det er igen på Nørrebro, det foregår, ligesom i 2002, hvor Cathrine Asmussen havde fat i den enlige ældre tyrkiske kvinde, som skal klare hverdagen langt væk fra Anatolien. Instruktøren viste med denne film (“En mors historie”), hvor fint hun kan vinde sine karakterers tillid og komme respektfuldt og kærligt ind på livet af dem. Det gør hun så sandelig også med somaliske Amina, som er et livstykke ud over det sædvanlige, vild med Naser Khader, hvis Demokratiske Muslimers bestyrelse hun bliver valgt ind i, fuldt udrustet med det høje humør og varme engagement, som hun også demonstrerer for fuld knald på det plejehjem, hun arbejder.

Filmen følger Amina over en periode frem til hun melder sig ud af Demokratiske Muslimer fordi Khader på foreningens vegne giver en pris til en ægyptisk korankritiker. Men hun finder en ny sag at engagere sig i. Hun er simpelthen bare skøn, morsom og charmerende – og det er hun, fordi instruktøren har den fine dokumentariske fornemmelse for at skildre almindelige menneskers ualmindelighed, at få det bedste frem i folk, få dem til at formulere sig ligefremt og direkte, og få dem til at vise følelser uden at det virker fremprovokeret.

Det er først og fremmmest et portræt – men at det så også er nok en film om muslimer i Danmark, om en kvinde som klarer sig på grund af sin energi og vilje, i et område af København, hvor der med mellemrum er ballade i gaderne, gør den jo ikke mindre aktuel og vedkommende. Sådan ser verden ud netop nu for en aktiv muslimsk kvinde på Nørrebro i København.

… og så gemmer vi diskussionen om TV2’s indgreb i filmen til et indlæg i en en af de nærmeste dage.

 

 

Documentary on Vaclav Havel

Yesterday in Prague, I attended a sneak preview of a still unfinished documentary on Vaclav Havel. The version (for cinemas and festivals) I saw was 150 minutes, for me it could easily have been longer, simply because the company of Havel is such a joy! 

I was told that a 6 hour long (6 x 1 hour) TV version has been made as well to be screened on the private channel NOVA, and not on public Czech tv, that did not want to take part which of course is no less than a scandal.

The film is wonderful being the result of 12 years of shooting by Pavel Koutecky who died last year in a tragic accident. The film has been completed by Mira Janek, and covers sequences from the life of Havel when president until the moment, he steps down and leaves the castle in Prague. Private life and official life. Havel in a lot of situations with his advisors, Havel constantly versus the other Vaclav (Klaus) and Havel with his first wife Olga, who dies in 1996. And Havel with Dagmar, Dasa, who is his life’s companion now. A film full of humour about a gentle man, who – as he says himself – is unwilling to conform to the stereotypes. A man who listens and thinks before he talks. A man who appears to have some drops of vanity when it comes to shirts and ties, and who is absolutely unpractical and who could not live without a woman at his side.

Apart from the joyful meeting with a man of great modest charisma, the film gives you an inside to important moments in Czech politics when EU is to be the reality for the former communist country.

This is not a review, just a first advertising: Watch out for “Citizen Havel” that will be a success all over the world when it comes out next year.

Zelig Film School Bolzano

I have just finished three days of teaching at Zelig, the documentary film school in Bolzano in the region of Alto Adige in the North of Italy. There are not many European film schools that specialise in documentaries, and as far as I know this is the only one, that does only documentaries… for 3 years a group of young people (between 20 and 30) are going to learn about, watch, make documentaries. Sounds great, and is great.

I have been teaching in Bolzano twice before and this time I have the privilege to follow the students for all 3 years. They started their study monday and I had the next 3 days of general intro to the documentary of today. I showed clips and discussed and circled around keywords to what a documentary actually is. We still run a round with the John Grierson definition from 1936 (“the creative treatment of actuality”), it is no longer relevant, or is it? Anyhow, go to http://www.zeligfilm.it/ and learn more about this excellent place, which is also behind the MEDIA programme training programe Esodoc.

Michael Moore: Sicko

Midt i utrygheden: Ser det sådan ud det sundhedsvæsen, vi er ved at udvikle her hos os? Som dette i USA, hvor enhver er sig selv nærmest. Midt i denne serie skræmmende cases, som rulles op, er jeg mærkeligt tryg. Jeg er tryg ved denne stemme, som beretter, jeg er tryg ved denne filmkonstruktion, som så kompetent lover mig, at intet dramaturgisk uheld vil indtræffe.

Tryg ved æstetikken. Tryg ved stemmen, der langt inde i filmen bliver til denne sikre mand, som uden det er en anmasselse fylder billedet og dominerer scenerne og med sin udstråling får alt det bedste ud af hver eneste medvirkende, så de ikke overlades til egne kræfter, men låner hans styrke, bliver stærke og bemærkelsesværdigt ens, hvorefter de i en scene som nøglescenen i Formans ”Gøgereden” samles i en yacht og fyldt af den store mands mod forlader deres USA og dets kyniske hospitaler og læger for i varmt lavt sollys over et venligt hav at sejle mod fjendeland, mod Cuba med dets kompetente og solidariske sundhedsvæsen, som vil modtage dem og behandle dem. Gratis og som en selvfølge. Michael Moore har skabt et stort, sentimentalt digt om solidaritet og venlighed over for egoisme og kynisme.

Michael Moore: “Sicko”, USA, 2007, 113 min. http://www.michaelmoore.com

Grand, Randers og en række andre biografer landet over.

Pernille Rose Grønkjær: The Monastery

On September 21st the awarded Danish documentary masterpiece – after having toured the world – premieres in Danish cinemas. From the DFI magazine FILM (53, November 2006) we bring this extract of an article, written by blog owner Allan Berg Nielsen:

THE MANIFOLD NATURE OF LOVE

“Mr. Vig, Matushka brought an icon for you…”
“Oh!”
“This is an icon for you. It’s our present for you. To start a monastery here.”
“I like that. I like that one. I like that one very’ much. Oh, it’s beautiful. It’s beautiful.”
“You can kiss it.”
“Oh, thank you very much…”
Amvrosya, a nun, and Matushka, her superior, have arrived at Jørgen Laursen Vig’s castle and he reverently admires the icon they have brought him as a gift from their monastery in . He makes the sign of the cross, he praises the beauty of the artwork, he is sincerely pleased. But he does not kiss the icon. He does not submit to its holiness. He wants to transform his castle into a Russian-Orthodox monastery with Amvrosya’s help, but he balks at making the final commitment.
Later in the film, when several nuns have moved in, a procession is organized. Reluctantly, he joins in. He sees that the whole castle has been redone and incorporated into the holiness he invited in but whose consequences he had not quite foreseen. They fix up the room he set aside for a chapel prior to their arrival, but now Vig says it has to be a temporary arrangement. No, Amvrosya explains, once the chapel has been consecrated it can no longer be changed.
Vig has come a long way toward holiness in the three renunciations of the monastic vow. For 86 years he has lived in chastity, he clearly leads a humble life of poverty in the ramshackle castle. But he cannot submit to obedience; devotion is his trouble.

Grønkjær’s film is about this holiness.

LANDSCAPE AND CHAPEL

The Danish landscape around the castle is beautiful and the camerawork eloquently describes this beauty. Beautiful, too, is the Russian art that, first in the single icon given to Vig, then in volume, gradually fills the chapel with fragrant, coloursaturated imagery captured by the camera in long, caring shots. The iconostasis, a sacred backdrop for immersion in the readings, is depicted against the seasonal changes of the landscape as Vig continues his free life. Both are depictions of beauty, the Russian art in the chapel against the Danish countryside outside in the gardens and the fields. Nature and culture, the prayer hours and the seasons, winter scenery and the iconostasis, the nun’s kitchen and Vig’s library. The secular and the sacred. Grønkjær’s film details two different kinds of beauty. Like Vig, it cannot choose one over the other, depicting them side by side, closely cut’ together.

LOVE

Sexuality is for making babies, Vig says. For a few weeks, a few times in a lifetime. Yes, he had a love once a very long time ago, but since then that side of life has been covered by other passions, studies, books and travel, a series of projects, culminating in the foundation of the monastery. Love – he doesn’t know much about it. Sure, he has had the feeling, he has loved.

The film is not content to leave it at that, however. The nature of love is multi-faceted and inclusive. Vig does not elude it in the long run. A warm relationship evolves between him and Amvrosya. He falls asleep during prayer. With the book in his lap. The book he has begged so to get, the book he labours at harder than any physical thing in the house is his entrance to the world. Now he has fallen asleep and gently she walks over and turns the page to the current place in the prayer. He wakes up and sees that he is keeping up. It is a gentleness that does not call attention to itself. With caring and respectful resolve, she serves him his meals at a table in the kitchen. He maintains his status and dignity. He is worth loving.

The third actor in the film, the filmmaker with her camera, becomes entangled in a relationship of complex fascinations. The camera gazes at the old man with increasing tenderness and, for his part, he draws the filmmaker into all his deliberations, talking to the camera as if that were the most natural thing in the world. In their long conversations, the small instrument is a prosthesis for memory that, in eagerness and engrossment, is more easily overlooked than a pad on a stenographer’s knee, the black octave of note-taking.

Grønkjær’s film charts the manifold nature of love.

SHOOTING

Grønkjær shot all the footage herself from the first time she met Vig in 2000. For a while, she lived in a trailer at Hesbjerg, tracking the changing light and endlessly shifting colours of the landscape as a backdrop for the old man’s daily life and all his scattered attempts at maintaining his property, which had long since gone to seed. She had a camera on permanent loan from Zentropa Real, while tenaciously, though unsuccessfully, seeking funds for her film. She did not have a lot of footage to show yet. Consultants and editors told her no. Apart from the essential equipment deal, she had no backing. Still, there was a freedom in this phase. She could spontaneously pursue any inclination. Her shooting schedule had no limits. Five years passed this way, as she slowly accumulated footage. Like Vig, she was working on a project most would have abandoned. Vig understood her. He had been working even longer on his own project.

KEY SCENES

The presentation of the icon at the nuns’ first visit is a key scene. Another comes later on. Vig is in front of the greenhouse, hoeing. From behind the camera, the filmmaker asks him:

“Why is it so interesting to have a monastery here?”
Vig answers: “It is an old ambition of mine to leave a legacy. That’s a banal thing, of course. One would like to do something that persists – it is an ambition.”
“I don’t get it,” the filmmaker challenges.
“Huh?”
“I don’t get it,” she repeats.
“You don’t get it?”
“No.”
He looks up from what he is doing.
“You don’t want to make a film that becomes part of history, a documentary?”
“Um, yes,” she admits.
“You want to make something of quality. There you go.” And he continues his gardening. “There you go,” he repeats and crouches to deal with a weed.

Suvi Andrea Helminen: På vej til Paradis

Det kunne ikke være bedre! Bedste sendetid til en af de bedste danske film lige nu. Suvi Andrea Helminens “På vej til Paradis”. Den havde premiere 15. juni, vandt sin kategori på festivalen i Odense i august. Men den er ikke nær så omtalt denne tid som en række langt mindre interessante danske film. Sært. Vi kunne imidlertid se den for nylig på DR2 i timen omkring klokken ni om aftenen.

En formel analyse af filmens manuskript, instruktion, fotografering, klip, musik, arkivbrug, setdesign og lyddesign ville uden tvivl forklare, hvorfor den film er fremragende. Det arbejde har juryen i Odense udført. Og den nåede sin konklusion: dette er vinderen i år!

Jeg så den helt naivt og umiddelbart og mere og mere henført: jamen det er jo filmen om det hele! Alt det vigtige i livet, det almindelige liv. Om det mandlige og om det kvindelige. Om den lange kærlighed og om skønheden i den og omkring den. Om den nødvendige lethed ved livsfølelsens højder og ved dens mørke dybder, om selve livskunsten, som den er kaldt, den kunnen.

Og filmen berører finere end noget samtidigt intimiteten, også den kropslige. Jeg følger dens motiv, den nøgne fod hele vejen. Afgørende er her og overalt i filmens konstruktion neddæmpetheden, for med den er filmen for alvor indtrængende. Afgørende er også langsomheden, for på grund af den findes præcisionen. Også i talen om døden (som hører sammen med kærligheden og skønheden), talen er almindelig og usentimental. Både i den mandlige og i den kvindelige vinkel i dette konstante dobbeltblik.

Vigtige er de store greb i fortællingen. For eksempel: han rejser til Brasilien uden hende. De er unge elskende og hun skal følge efter. Måske. Fortællingen løser stedets udfordring ægte sentimentalt, men ikke overfladisk. Den gør det autentisk og virkeligt. Og for eksempel: hun får omkring en fødsel mens de bor i Indien en voldsom depression. Må sendes hjem alene. Han og børnene bliver. Historien fortælles med en mængde detaljer, alle så relevante, at jeg forstår, dette er det virkeligt udsatte liv. Her i kvindens voice over er den nødvendige følelse hverken overfladisk eller overdrevet. Den er næsten klinisk præcis og derfor for alvor gribende.

Suvi Andrea Helminens film handler om intet mindre end livets mening for sådan nogen som os..

Filmen distribueres af Det Danske Filminstitut og kan lånes på biblioteket, hvis det har købt adgang til www.filmstriben.dk

DK4

Se engang på Poul Rudes kommentar til “DR kultur – bredt eller smalt”. Bortset fra den fornærmende bemærkning om at DK4 er tv-kulturens campinghabit – som en kolonihaveejer som jeg naturligvis føler mig ramt af – har han fat i, hvad TV OGSÅ kan og bør være: god og gedigen oplysning som vi kan blive klogere på! Godt gået!