Karsten Kjær er journalist og har valgt at benytte sig af den engelske form for ”investigative journalism”, hvor journalisten beslutter sig for at tage ud i verden og stille nogle spørgsmål for at finde ud ad, hvordan tiden og hændelserne omkring de famøse tegninger og al balladen omkring dem ser ud i bagklogskabens berømte lys, og hvordan sagen har influeret på ytringsfriheden.

Det gør han sådan set ok. Han taler med Flemming Rose og en af de danske tegnere, han taler med Anders Fogh og han sætter sig ind i en taxi, kører til lufthavnen og lander i Beirut, Qatar, Istanbul og Iran. Her opsøger han nogle af de folk, som opildnede til ildspåsættelserne og dannebrogsafbrændingerne. Det er for dokumentaren gode folk, og samtalerne er interessante, og Kjær holder sig ikke tilbage, samtidig med at han opfører sig pænt og ordentligt!

Konklusionen fra rejsen, fra Kjærs side, er at ”vi” har tabt en smule af vores frihed til at sige og tegne, hvad vi vil, at der har sneget sig en god del selvcensur ind rundt omkring på redaktionerne og i medierne generelt.

Det er sikkert rigtigt, men er det så særligt interessant at konkludere sådant? Næh, han kunne have ladet interviewene stå for sig selv, eller have haft mere af dem, have haft flere folk fra den muslimske verden i længere sekvenser. Det er desværre, hvad man får ved at vælge denne lette genre med den rejsende og spørgende journalist. Det er ikke klogt nok.

Hvad betyder Ghandi for inderne i dag? Det er det spørgsmål, som instruktøren af denne dokumentar ønsker at få besvaret. Han tager på tur til steder, hvor Ghandi levede og kæmpede mod den engelske overmagt på sin egen berømte måde.

Hvordan ser der ud i dag, hvilke mennesker lever under hvilke kummerlige forhold, hvilke politikere har store urbaniseringsplaner, som vil skubbe de fattige væk fra slummen i storbyen osv. osv.

Lidt vox pop med folk på gaden, en fattig mand, der græder i et ultrakort interview, lidt blokfløjtemusik hist og her – og en væg-til-væg snakkehovedkommentar og nogle oplæste citater af Ghandi. Helt ufokuseret og uden filmisk fornemmelse.

Med denne gabende kedsommelige, uengagerende og uoriginale dokumentar, som hverken er personlig eller har bare lidt journalistisk bid, ramte Why Democracy serien bunden. Nul penne, spild af tid og penge.

I februar sad jeg i Jan Vrijman Fund i Amsterdam og var med til at give støtte til færdiggørelsen af “Middag med præsidenten”. I dag sidder jeg og ser den samme, nu færdige film fra et land, som mere end 8 måneder senere har været igennem voldsom tumult og massakrer, senest med Benazir Bhuttos tilbagevenden til landet og hendes alliance med en præsident, som nu er genvalgt og vil lægge uniformen.

Dokumentarfilm af denne slags bliver hurtigt forældede, men når den alligevel er værd at se, er det fordi det er ganske sjældent, at man kommer så tæt på et statsoverhovede. Det er filmens kup, og Musharraf virker ganske tilforladelig, ja ligefrem som en artig dreng, når han sidder ved siden af sin gamle mor, der roser ham som kun mødre kan gøre det.

“Are dictators ever good ?”, spørges der i en tekst først i den engelske udgave af filmen, som jeg har set. Spørgsmålet stilles, og der gives ingen svar, men præsidenten ved middagsbordet virker ikke som en Franco eller en Pinochet eller Castro. Han vil det gode, tror jeg, at instruktøren vil sige med denne impressionistiske og overfladiske doku-reportage (er der noget der hedder det?) fra forskellige steder i landet, hvor instruktøren begiver sig ud for st spørge til demokratiet.

I de bedste scener får hun provokeret mullaherne, når hun spørger til kvindens stilling. Præsidentens midtsøgende mission synes umulig, når man ser og hører den fattigdom, som hersker. Filmens for mig fineste scene falder, hvor en mand på gaden – han er vist truckfører – ser på instruktøren og siger “vi ser på dig og vil gerne være som dig, vi vil gerne at vore børn kunne være som dig”.

Han taler om uddannelse, som koster penge, som millioner i Pakistan ikke har.

Mere om filmen og om Pakistan på http://whydemocracy.net/film/13?PHPSESSID=0cdb5f4fc657cc8bbcadff05db0fd766

Sahiba Sumar: Middag med præsidenten, Pakistan 2007.

Ja, spørger jeg mig selv, hvorfor demokrati? Hvorfor egentlig, hvis det er som i filmen her, lidenskabsløst, indholdsløst, kedeligt, kedeligt.

Partiet beslutter at opstille manden Kazuhiko Yamauchi til en ledig plads i byrådet. Han er ikke særlig interesseret, hans omgivelser er ikke særlig interesseret, han har ingen særlig begavelse eller udstråling, hans program er “fornyelse” som alle andres og det værste er, at filmen heller ikke interesserer sig for manden og sagen. Manden som filmen igennem følger det eneste råd, han får af sin valgtaktiker, sig dit navn hvert tredje sekund. Ingen i verden i dag hører efter mere end fem sekunder.

Instruktøren Kazuhiro Soda har over historien konstrueret en næsten lydefri scenisk stiløvelse. Der er blot to fejl: hovedpersonen er kedelig og filmen er desillusioneret som han. Demokrati er at sælge et politikernavn som en tilfældig dims ved en bod i supermarkedet, en riskoger for eksempel som for tiden i min Brugs.

Det er den kedeligste og unødvendigste film i DR2 serien. Jeg giver to penne for filmhåndværket. Og mens jeg skriver synes jeg egentlig, det er én for meget.

Faktisk er filmen farlig med sit budskab: demokrati = politik = valg = dødkedeligt!

Kazuhiro Soda: The Kawasaki Candidate, Japan 2005. DR2 forrige søndag, men den kan, hvis nogen alligevel skulle blive nysgerrig, ses på http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm og her http://www.whydemocracy.net/film/5

Det vigtigste bidrag til filmserien er Alex Gibneys dybt rystende moralske pamflet vendt imod indførelsen af tortur i USA’s krigsfangelejre.

Med den uskyldige taxichaufførs historie (de torterede ham ihjel, “mord” skrev lægen som dødsårsag på attesten) som ramme oprulles den forfærdende virkelighed med det ene konkrete eksempel efter det andet.

Og så dokumenterer Gibney endvidere, hvordan denne nye virkelighed sattes i scene af Rumsfeld og hans omgivelser. Ja, måske vidste vi det altsammen i forvejen, fra forskellige kilder. Men her er det samlet i en stram konstruktion, en vederhæftig dokumentation og en klog overvejelse i filmessayets form.

Kan dette være sandt? Guldbrandsen behandlede dele af stoffet i sin film “Den hemmelige krig” og blev efter omfattende undersøgelser omsider troet. Og ja, jeg må tro på Gibney også. DR2 sendte filmen sidste lørdag om aftenen. Og jeg må gå ud fra, at alle oplysninger også i denne film er journalistisk dobbelttjekket, så derfor skal “Taxi til helvede” have fem penne for sin vigtighed og sit mod til at sige J’accuse…!

Alex Gibney: Taxi to the dark side, USA, 2007. DR2. Kan ses på http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm Læs mere om Gibney på http://www.watsoninstitute.org/news_detail.cfm?id=500 og i dokumentarfilm sammenhæng på http://silverdocs.com/media/pdf/SD_07_Friday_Advisory_FINAL.pdf

DR2’s lille internationale dokumentarfestival er udover forsøget på at indkredse demokratibegrebet (hvad ikke lykkes, naturligvis) en kavalkade over dokumentargenrens bemærkelsesværdige ensartethed verden over. Nationale særpræg kan ikke umiddelbart ses, men personlig stil må kunne spores i de journalistiske eller kunstneriske indsatser. Så må vi bare lære journalisterne og instruktørerne at kende.

Og det æstetiske spektrum er foldet ud i de to håndfulde film. Fra journalistens billeddækkede reportage (“Egypten under lup”) til filminstruktørens sceniske fortælling, som i den fine film, “Fru Præsident”, der blev sendt i lørdags. (Der står desværre intet om instruktøren på hjemmesiden, end ikke navnet er angivet)

Den er en klassisk doekumentarisk direct cinema skildring af den stærke Ellen Johnson-Sirleaf og af hendes personlige stil og udstråling. Optaget 2006, det første år, hun er præsident i Liberia.

Fortællingen om begivenhederne dette år og analysen af det politiske, det strategiske og det taktiske – og af det psykologisk/personligt/charmerende ved denne farverige politiker er konsekvent gennemført i filmiske scener, selv interviewene er intense samvær med filmscenens karakter. Alt holdt på plads af et elegant klippearbejde. Det er nydelsesrigt håndværk.

Overvær Johnson-Sirleaf personligt afsløre en modtager af bestikkelse, irettesætte udenrigsministeren, tale dunder til oprørske forhenværende soldater, lytte til berettigede og uberettigede klager, lytte til sin egen indre stemme (filmens voice over!). Se den film! Den er på seriens hjemmeside endnu. http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm

Daniel Junge: Fru Præsident, Liberia, 2006.

Det lyder som et rigtigt journalistisk arbejde, og det er det. En journalistisk reportage med billeddækning og interviews. Ingen scener i filmisk forstand og selvfølgelig ikke noget billedsidedirigeret forløb. Nej, dette er en litterær tradition, en engageret fortælling om tre modige og energiske kvinder bag en demokratibevægelse med web site navnet: shayfeen.com.

Missionen er at hæve valgdeltagelsen fra de 30%, som en frustreret befolkning kan præstere. De flestte har opgivet. De tre vil ikke give op, de og deres organisation vender sig aktivt aktionerende mod regeringen, som af frygt for islamisterne undertrykker alle andre grupperinger end sine egne. Konkret gælder demokrati-arbejdet fair valg og afstemninger ved at støtte de uafhængige dommere, som bestyrer valgstederne. Bekæmpe de dommere, som har gjort sig afhængige af magthaverne og ser igennem fingre med en udbredt svindel.

Det er fint at se, udmærket at blive klog af. Men en film er det efter min opfattelse ikke, uanset DR2 kalder den det. Det er en redigeret tekst med billleddækning. Som den gamle tv-avis. Gedigent, pålideligt, har man klart på fornemmelse. Det har selvfølgelig ikke værkkarakter som en scenisk konstrueret dokumentarfilm. Det har den slags journalistiske arbejder svært ved med den løse struktur, de som regel anvender.

Men så tænker jeg, var der mere af samme slags fra samme journalist, altså en suite ensartede programmer med samme personlige vinkling og tone, ja, så ville det være et journalistisk tv-værk. Det har med arbejdets omfang og fortællepositionen at gøre.

Sherief Elkatsha: Egypten under lup, Egypten 2007. www.shayfeen.com Jeg så dokumentaren i tirsdags, og den skulle kunne ses fortsat på http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm Jeg prøvede for lidt siden. Det lykkedes godt nok ikke,men det kan jo skyldes så meget. Og komme i orden senere. Prøv selv!

Durakovo hedder stedet, en klosterlignende kostskole eller rehabiliteringscenter for frustrerede unge.

Mihail Fjodrovitj Morozov hedder lederen, filmens hovedperson. Han styrer ikke blot stedet, men også filmen med sin udstråling. Fylder hver scene, han er i billedet, med sin mærkbare energi og viljestyrke.

Det påvirker de unge, som overtager hans gudfrygtige, statsloyale og nationale program for personlig genopretning. De erklærer sig i deres slutadfærd for den ortodokse kirke, for præsidentens styre og for genetablering af Rusland som stormagt. De er for den hierakiske styreform og imod demokratiet. I den grad. Og i denne sammenhæng forstår jeg dem, var det meningen?

Morozov påvirker også filmen, han trænger, sympatisk og stærk som han er, den tilsvarende sympatiske, men svage fortællerstemme mere og mere i baggrunden. Og vi får endnu et eksempel på, at den fremragende medvirkende overtager det dokumentariske værk, vrister det ud af hænderne på dets forfatter og instruktør, dets auteur.

Og fortællerpositionen spaltes, forbliver formelt hos kameraet og i voice over beretningen, men flyttes reelt til den medvirkende, her til Morozov fra han i første scene stiger nøgen op af sit svømmebassin, så beslutsom i sin tykke krop, så fast på sine stærke ben. Smuk for så vidt, og jeg beundrer ham. Var det meningen?

Er det overordnet blevet historien om filminstruktøren, som mistede sin film til hovedpersonen? Interessant!

Nino Kirtadze: Gud, Putin og Fædrelandet. Jeg så filmen på DR2 i aftes. Den kan ses på nettet: http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm

Jeg kan godt lide den her film. Det mærker jeg med det samme. Jeg kan godt lide stemmen, der fortæller. En journalist, som fortæller en en rigtig historie fra en alvorlig virkelighed. Uden at ville belære mig, uden at ville underholde mig. Uden at ville mig noget. I og for sig.

(Det er kun DR, som vil mig en hel masse på hjemmesiden om det her projekt med alle filmene, så meget, at det er svært at finde frem til det enkle, primære, altså informationer om filmene selv. )

Det foregår i Bolivia, blandt fattige bønder. Som svigtes af magthaverne. Eller værre endnu. Og det handler om videreførelsen af Che Guevaras afbrudte projekt i en nutidig revolution, forklarer stemmen. Filmen fortæller hvordan, om den folkelige bevægelse for at få de fattiges repræsentanter valgt. Få Evo Morales som præsident. Vi følger processen med fremgang og tilbageslag.

Filmens hovedperson er en af Morales folk. Hun hedder Jiovana og hun har også et projekt. Det går ud på at skaffe beskæftigelse til fattige kvinder, som ikke kan læse og skrive. Så længe hun arbejder lokalt ude blandt de fattige, arbejder for deres rettigheder konkret, går det hende fint, hun er populær og vælges til parlamentet. Hun køber nyt tøj og arbejder nu i hovedstaden, og hendes vælgere mister følingen med hende og hendes indsats, og hun mister deres støtte.

Hendes krise er filmens story line og fortælling om den demokratiske socialismes grundlæggende vanskelighed. Som ikke i en konstrueret dramaturgi bringes til en konklusion.

Vi forlader Jiovana midt i nedturen, midt i det spændende, at hendes parlamentariske slid netop ser ud til at få de første synlige resultater, penge til kvindeprojektet med læse og skriveundervisning, senere måske uddannelse og senere endnu en frigørelse fra den gamle kønsrolles bindinger.

Vores fortællers stemme, kameraets stemme fortæller, at den fortsat følger Jiovana. Når filmens fortsættelse kommer, vil jeg bestemt se den. Det må være en aftale i det mindste.

Jo, jo filmen er som et lysbilledforedrag. Stemmen bærer fortællingen, billederne illustrerer. Man kan vel egentlig næppe kalde det en film, det er helt ordinært tv arbejde. Blot ikke båret af journalistisk opklaring, som vi er blevet så vant til som form. Nej, helt gammeldags båret af viden og tilstedeværelse og en sympatisk ordentlighed. Ikke mere, og det er for mig også ok.

Rodrigo Vazquez: Jagten på revolutionen. Filmen kan ses på nettet: http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm