Ingmar Bergman: Sommernattens smil

Per Arnoldi har et aktivt og selekteret forhold til filmhistorien: Det fandt jeg ud af her i juledagene, hvor han i Politikens serie om kunstneres forhold til andres værker, hvilket har betydet mest? Og Arnoldi overraskede mig ved at røbe at han ser “Sommernattens smil” flere gange om året.

Jeg forstår ham så godt. Har foræret mig selv en lille stak Bergman DVD-er. Og har ladet dagene præge af det. Og den film er da frydefuld. Jeg grinede højt igen (efter disse mange år, hvor jeg i modsætning til Arnoldi ikke har set den). Filmen er for mig så skørt det lyder fuldstændig ny og frisk og meget bedre end nogen vedtaget nutidig komedie, jeg kan komme i tanker om.

Men kritikerne og kommentatorerne har gennem filmens levetid bestemt ikke været enige om det:

“… personerne er talerør for et aforistisk visdomsmageri, som giver sig ud for at være let og letsindigt, vittigt, dristigt, frækt og klogt, men i virkeligheden er tungt og klægt og uvittigt i al sin fingerpegende tydelighed.” (Werner Pedersen i Kosmorama, 20, 1956)

“”Sommernattens smil” er en ægte komedie, hvor surt og sødt blandes, hvor kærligheden betragtes med kynisme, men samtidig anerkendes som en alle besejrende magt.” (Svend Kragh- Jacobsen i Berlingske Tidende 13. september 1956)

“… så man altid går til hans film med en forventning om, at man skal til at opleve noget, der i eminent forstand er spændende. Det ville være synd at sige, at han skuffer os. Hvad han her har præsteret er et stykke stilkomedie af rang og placerer ham som filmens og Sveriges ækvivalent til Karen Blixen..” (Erik Ulrichsen i Information 13. september 1956)

“Det er en komedie af en kunstner, der af en eller mange grunde ikke kan lave komedier. Det har Ingmar Bergman vel også selv indset, eftersom han ikke har lavet komedier siden. Det er verden ikke blevet fattigere af…” (Ib Monty i Kosmorama, 137, 1978)

“… Lad filmen være blændværk på blændværk påblændværk, et artisteri uden mage i sin moderne leg med hele romantikkens klunkeverden, legen vil fortrylle både det store og det lille publikum ved spillets intensitet og situationernes dristighed. Sådan kan det gøres, når man kan.” (Harald Engberg i Politiken 13. september 1956)

“Der er en afslørende målestok, man kan anlægge over for så generøse kunstværker som denne helt helstøbte film. Hvornår rammer den? Hvornår bevæges man rigtigt og dybt? Hver gang.” (Per Arnoldi i Politiken 26. december 2007)

Og altså for Arnoldis vedkommende flere gange om året.. Man kunne jo prøve disse Bergmanværker af de mange fridage, som slutter dette år, hvor vi måtte tage afsked med mesteren.

*

“På ét niveau findes alle disse filminstruktører, som år efter år forsyner publikum med god og pålidelig underholdning. På næste niveau findes kunstnere, som gør filmene dybere, er personligere, mere originale og mere spændende. Og til sidst, oven over dem alle, findes Ingmar Bergman, som formodentlig er den største filmkunstner siden opfindelsen af filmkameraet.” (Woody Allen i Chaplin 2/3 1988)

Ingmar Bergman: Sommernattens smil, 1955. Bergmans film kan købes mange steder. Jeg fik mine i Classico, Nørregade 53, København peter.olufsen@ejby.mail.telia.com

Greetings from Saigon

Been away from Danish December weather and xmas for a long time! 30degrees here in wild Saigon where everyone seems to have a motorbike or to ride on one with the girl- or boyfriend. A lot of energy, but where is it going, Ho Chi Minh, would you like to know, you the official role model of a country that experiences an enormous economic growth right now including consumerism, tourism (yes, we benefit) and total Western life style, at least here in the center, where we feel at home at Hotel Continental – Graham Greenes place, you know, where “The Quiet American” is said to have been written. The book that is sold just around the corner in a cheap photocopied version by one of the street sellers!

I had the idea to write a bit about hotel room zapping for documentaries but has actually nothing to report, other than the Vietnamese official channels seem to broadcast documentary films from the war time every single evening – I can see the pictures but dont understand what is being said. The rest is CNN small reality clips, Discovery and Nat Geo and all that s…

What is much more easy to understand is the War Crime Museum that we visited. A documentation in photos mostly, magnificent photos taken by courageous photographers who risked and for many lost their lives in giving a documentation about what was going on when the Americans were here. It is unbelievable what is to be seen from My Lai, from victims of Agent Orange, from consequences of bombing Hanoi and Haiphong in xmas 1972… a bit more than 30 years ago. Nothing new but good to be reminded about what happened politically when you were young.

Today its Iraq.

Malene Ravn: Jeg mener – jeg ser

Jørgen Haugen Sørensen fylder det hele fra filmens begyndelse. Og det er bare godt. I ro taler han i lang tid, i ro modellerer han i lang tid. I den ro, som han udtrykkelig forklarer, han har brug for enhver arbejdsdag. Forstyrres han, mister han arbejdsdagen og må vente til næste morgen.

Malene Ravn har fulgt ham i årevis. Og intet tyder på, hun har forstyrret. Hun har blot filmet. Ladet ham snakke og arbejde. Så godt. Og Grete Møldrup har klippet i den ånd, i lange, rolige scener, tilbageholdende og loyal. Haugen Sørensen fylder det hele.

Jeg sidder dybt fascineret og lytter og ser. Denne usædvanligt rene film. Til det går galt. En af de tre har besluttet en mærkelig tempoændring under et ganske almindeligt arbejde på værkstedet. Han pakker ler ud af plastikposerne. Og så får tempoændringen ham til at optræde som sprællemand.

Jeg er afbrudt i min meditation, og afbryder ærgerlig gennemsynet. Tager mig måske sammen senere og ser resten af filmen.

Mit bibliotek havde den blandt sine nyheder. Omsider havde jeg den film, jeg har læst så meget om, i hånden. Og så afbrød den mig efter 20 minutter.. Og jeg trækker foreløbig én spids pen fra en til da begejstret vurdering.

Senere:

Nå, jeg tog mig sammen. Og så hele filmen. Det, som satte mig i stå, er klart en fejl. Jeg tænker, det bare er en teknisk fejl. Og er herefter ligeglad. For nu kommer jeg umærkeligt rundt i hans verden, hans huse og værksteder. Og alt er rent. Ja, der sker det, at der kommer først levende dyr og så flere folk ind i billederne. Men de kommer lidt efter lidt. Og jeg bliver ikke forstyrret med ligegyldige forklaringer. Hvem er hvem og hvad sker. Det er bare dejligt, jeg er alene med Haugen Sørensen, og blot tryg ved Malene Ravn og Grete Møldrup og deres rene film. Ja, jeg tilgiver, at den taber pusten ved 40 minutter, og er sikker på, at afsnittet med skitsebogen, som ikke lykkes, nok skulle være henvist til den på andre måder interessante række ekstra scener, DVD-en har som bonusmateriale.

En ren film, som næsten holder næsen i sporet hele vejen igennem.

Malene Ravn: Jeg mener – jeg ser, 2007. Filmen kan (så elegant!) købes hos producenten: www.magichourfilms.dk Og når man er inde, ser man, at Lise Lense-Møller vist har næsten alle sine film til salg. En fornem række..

Greetings from Hanoi

I am in Hanoi, on vacation going with wife and friends from North to South of Vietnam! Its like going to a place that you think you know a lot about and yet you know nothing. You have seen Vietnam on film, you were standing outside the American Embassy as a young person and suddenly you look at the lit de parade of Ho Chi Minh… or is it really him. The Vietnamese people we have met so far are smiling and hospitality is wonderful, as is the generosity… and the food and the winter weather, which is like spring and summer back in Copenhagen that we left last saturday.

We went to a morning visit at the Vietnamese film school, organised by my travelling companion Ole John, Danish filmmaker and teacher at the Danish Film School. After polite exchange of words with the professors and department heads of the school we had 90 minutes with the students. Ole talked about the Danish Dogme rules and I about documentaries.

For the latter they showed interest, stating however that the audience does not really have an interest in documentaries, yet… which was confirmed later on by the man who is head of directors training at the school. 15 documentaries are supported yearly by the government – for fiction it is the same amount, 5 of them supported by private funding.

Censorship? Well, there is a committee that looks at the proposals for films and at the finished films – and 3 points are not allowed: antigovernmental criticism. sex. violence. Buts there are other films than the governmental ones and things are moving.

The students watch documentaries on tv and on the internet. They know how to get to the sites, its normal for them in a country with internet cafes all over.

Biggest problem: language… the English skills are very bad. Out of 15 students in the room, 3-4 understood most of what we said, the rest were depending on the interpreter.

danishdocumentary.com

Min kollega, Tue Steen Müller har på rejse langt borte fået en julehilsen fra dette nye firma, som vil sælge kopier af fremragende nye danske dokumentarfilm, lige nu og til at begynne med indehavernes egne, men senere udvider de tre danske instruktører, som sælger de originale versioner af deres værker.

Jeg har lovet at takke for juehilsnen. Til Phie Ambo, Eva Mulvad og Pernille Rose Grønkjær, og gør det med at nævne tre film, som filmkommentaren.dk begejstret har anmeldt:

MECHANICAL LOVE !!!! DEN SIDSTE DANS !!!!! THE MONASTERY !!!!!

Danish Documentary: www.danishdocumentary.com

Nissim Mossek: Adolph Eichmanns hemmelige…

Det som er problemet med den israelske film om Eichmanns løbebane, hvis man kan kalde det sådan, er, at den for det første ikke holder fokus, for eksempel i forhold til sin titel, for det andet regner med, at vi ikke ved noget i forvejen. Den tvinger mig hele tiden til at tænke, at jeg bør slukke. Filmen går ud fra, at jeg ikke kan huske, ikke har læst Hannah Arendt, den går i realiteten ud fra, at al kulturproduktion er forgæves, der er ikke noget videngrundlag hos publikum at bygge på.

Derefter er der kun billige underholdningstricks tilbage, hvis man da ikke, hvad man burde holdt fokus og nøjedes med at lave film om det nye, man i sin research havde hittet frem, i sit arbejde havde fået på hjerte.

Men trods dette. Jeg så dens anden del i aftes, så den færdig. Tvang mig til det. Første del havde jeg slukket for mandag aften. Før tid. Nej, den er langt fra i orden, den film. Alt det nye kvæles af alt det alt for mange gange anvendte, især i billeddækningen. Og med hensyn til arkivstoffet fik jeg hele tiden tanken, at billederne ikke dækkede det som, speaken eller dialogen behandlede. Jeg fik faktisk mistanke til håndværkets hæderlighed.

Nissim Mossek: Adolph Eichmanns hemmelige erindringer, Israel på DR2 mandag og tirsdag.

Steen Møller Rasmussen: Fotografi

I filmen medvirker fire fotografer, Keld Helmer-Petersen, Per Bak Jensen, Krass Clement og Kirsten Klein, men filmen handler ikke om dem. Næsten heller ikke om deres fotografier, sådan specielt. Den er ikke et gruppeportræt, slet ikke en biografisk sammenstilling. Den er om det, som titlen siger, fotografi. Den er et essay, måske, eller en poetik i hvert fald.

Steen Møller Rasmussen har lavet sin film som et fotografi, naturligvis. Med alle de fotografiets elementer, de medvirkende taler om , som synlige og mærkbare tråde af konstruktion og holdning i fimen, så den hviler i sig selv, i sin viden om æstetikken, som et billede af hver af de fire (det skifter hele tiden, i stor ro, selv om skiftene ofte markeres af fast motion (eller hvad det hedder) OG som et billede af Steen Møller Rasmussen.

Tydeligst er selvfølgelig motivet vinduet, som introduceres i første scene. Ude, inde, kigge ud. Det er Helmer-Petersen, som kigger og taler om at løbe ud og ind at hente kameraet og ud. Bak Jensen analyserer udsigtens linjer og beskæringer, Clement er fascineret af tågedagens lys: “Det er fandme smukt”, og bliver selvfølgelig optaget af en handling derude i bylivet, og Kirsten Klein tager tråden op og får langt, langt ude øje på en båd på fjorden. Jo, det er da en fisker, der er ude at sætte garn. Og hun runder den anden linje af, et træ er med årene blevet så stort, at det dominerer vinduets billede, det forstyrrer ved at tiltage sig for megen opmærksomhed.

Og Møller Rasmussen fordeler rollerne: serier og slægtskaber (Helmer-Petersen), stedet og jeg og dets ånd og det religiøse (Bak Jensen), magien, oplevelsen og besjælingen af den, som så bliver fotografiets sjæl (Clement) og endelig: “Se Jordens krumning her ved Livø Bredning” (Kirsten Klein). Klipperen Anders Villadsen har omhyggeligt foretaget dette fletværk (her kun antydet, analysen kan fortsætte og fortsætte), som gør “Fotografi” til ét eneste billede af denne kunsts væsen.

Steen Møller Rasmussen: Fotografi , 2006.

Pernille Rose Grønkjær: The Monastery

En af de mest bemærkelsesværdige film i lang tid, efter opsigtsvækkende rundrejse gennem et år til en række festvaler i udlandet, efter en tur i enkelte biografer herhjemme NU omsider i tv:

DR2 mandag, 10. december kl. 20:55: http://www.dr.dk/Dokumentar/tv/DR2/2007/1204124314.htm

Jeg har for nogen tid siden anmeldt filmen her på bloggen. Hvad jeg skrev kan hentes frem ved at skrive titlen i søgevinduet.

My review in English: http://www.dfi.dk/tidsskriftetfilm/53/themanifold.htm

Jeg har også skrevet om lydarbejdet i filmen: http://www.dfi.dk/tidsskriftetfilm/56/lyd7.htm

Djævelens advokat/Terrors Advocate

The film has its Danish cinema premiere today, so this is a repeat of the review written in connection with the cph:dox festival. Go and watch the film!

“This is the director’s point of view on Jacques Vergès which may differ from the opinions of people interviewed in the film”. These words are to be found on screen at the start of this fascinating film about a man, who during his whole life as an advocate has defended and had connections to criminals like Barbie, RAF people, Carlos – and who is up to take the case of Pol Pot’s Khmer Rouge comrade Khieu Sampran.

Well, what the director’s view really is stays a bit unclear to me but what stands out is the focus on a charismatic adventurer Jacques Vergès, who sits behind his enormous desk, constantly with a wonderful cuban cigar in his hand, a man who has enjoyed a life as a star advocate with a very simple anti-american political agenda. This is declared from the very beginning with a clip of Pol Pot who quotes a book by Vergès. In this he describes Pol Pot, the mass murderer, as a smiling and gentle person. Cut from Pol Pot to Vergès who puts forward his doubts about the numbers of people killed by the regime of Pol Pot and says that what the Americans did was much worse. His words accompany the images from the killing fields in Cambodia.

Yes, in this sequence the point of view is clear.

Barbet Schroeder tells his story through an excellent mix of archive, interviews with a lot of people who have worked with or been friends with Vergès, and with some of the terrorists now out of prison. Like Magdalena Kopp, Rote Armee Fraktion, the lover of Carlos and Vergès?

For me, however, the most interesting part of this tour-de-force of pre-9/11 world terrorist history is the long early start of the film where French politics in Algiers is the subject. Vergès was involved in the fight for freedom for the Algerians and married the female hero of the fight, Djamila Bouhired, who is portrayed in the film “The battle of Algiers” by Pontecorvo. Clips from this film, great archive material and interviews revive the French massacres and the answers from Algerian side.

The film is more than two hours long but you feel informed, sometimes angered and admittedly entertained by this elegant mysterious character who gives you no more information than he wants to.

Barbet Schroeder: Terror’s Advocate. France, 2007

Jørgen Vestergaard: Hanstholm

Jørgen Vestergaard er en af dansk dokumentarfilms absolutte hædersmænd. Det er altid i orden, hvad han leverer. Fine, varme beskrivelser af mennesker udenfor hovedstaden og af miljøer, som vi københavnere ser alt for lidt til. Nu drejer det sig om Hanstholm, som instruktøren har lavet en halv time lang film om med titlen “Hanstholm – historien om en havn”. Arkiv, interviews, nutidige optagelser – som sædvanligt lavet af Orla Nielsen – og en nænsom speak, som tager os ved hånden.

Det er alt sammen gedigen oplysning og når man så ovenikøbet på samme dvd får (instruktørens beskedne ord) “fire ældre film om Hanstholm” med som bonusmateriale, så er der også tid til lidt sød dansk dokumentarfilmhistorie.

Lad mig nævne to af dem: “Vagt ved havet” fra 1965, produceret for Dansk Kulturfilm, vidunderligt fotograferet af Lennart Steen og “Havnen”, det 10 minutter lange øjebliksbillede fra 1967, ligeledes med Steen bag kameraet. Produceret for Kortfilmrådet. Oh, disse smukke sort-hvide billeder.

For folk der ikke har denne professionelle skavank er denne dvd et flot lille stykke danmarkshistorie med et vedlagt hæfte, der giver baggrundsinformation.

Salg og distribution: Forlaget Knakken, 7700 Thisted. E-mail: arkiv@thisted-bibliotek.dk

PS. I øvrigt ligger der 15 af instruktørens øvrige film i DFI’s katalog: www.dfi.dk eller direkte: http://www.dfi.dk/DfiKataloget/Instruktoerer/Instruktoer.htm?instruktoer=1423