Why Democracy: Jagten på revolutionen

Jeg kan godt lide den her film. Det mærker jeg med det samme. Jeg kan godt lide stemmen, der fortæller. En journalist, som fortæller en en rigtig historie fra en alvorlig virkelighed. Uden at ville belære mig, uden at ville underholde mig. Uden at ville mig noget. I og for sig.

(Det er kun DR, som vil mig en hel masse på hjemmesiden om det her projekt med alle filmene, så meget, at det er svært at finde frem til det enkle, primære, altså informationer om filmene selv. )

Det foregår i Bolivia, blandt fattige bønder. Som svigtes af magthaverne. Eller værre endnu. Og det handler om videreførelsen af Che Guevaras afbrudte projekt i en nutidig revolution, forklarer stemmen. Filmen fortæller hvordan, om den folkelige bevægelse for at få de fattiges repræsentanter valgt. Få Evo Morales som præsident. Vi følger processen med fremgang og tilbageslag.

Filmens hovedperson er en af Morales folk. Hun hedder Jiovana og hun har også et projekt. Det går ud på at skaffe beskæftigelse til fattige kvinder, som ikke kan læse og skrive. Så længe hun arbejder lokalt ude blandt de fattige, arbejder for deres rettigheder konkret, går det hende fint, hun er populær og vælges til parlamentet. Hun køber nyt tøj og arbejder nu i hovedstaden, og hendes vælgere mister følingen med hende og hendes indsats, og hun mister deres støtte.

Hendes krise er filmens story line og fortælling om den demokratiske socialismes grundlæggende vanskelighed. Som ikke i en konstrueret dramaturgi bringes til en konklusion.

Vi forlader Jiovana midt i nedturen, midt i det spændende, at hendes parlamentariske slid netop ser ud til at få de første synlige resultater, penge til kvindeprojektet med læse og skriveundervisning, senere måske uddannelse og senere endnu en frigørelse fra den gamle kønsrolles bindinger.

Vores fortællers stemme, kameraets stemme fortæller, at den fortsat følger Jiovana. Når filmens fortsættelse kommer, vil jeg bestemt se den. Det må være en aftale i det mindste.

Jo, jo filmen er som et lysbilledforedrag. Stemmen bærer fortællingen, billederne illustrerer. Man kan vel egentlig næppe kalde det en film, det er helt ordinært tv arbejde. Blot ikke båret af journalistisk opklaring, som vi er blevet så vant til som form. Nej, helt gammeldags båret af viden og tilstedeværelse og en sympatisk ordentlighed. Ikke mere, og det er for mig også ok.

Rodrigo Vazquez: Jagten på revolutionen. Filmen kan ses på nettet: http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm

Why Democracy: Stem på mig

Der skal vælges ny duks i 3. klasse. Læreren forklarer proceduren. Det hedder “demokrati”, siger hun. De kigger spørgende på hende. Og jeg forstår dem godt. Det har heller ikke spor med min opfattelse af demokrati at gøre. At børn vælger en anfører.

Og det bliver da også med det samme forstået ind i spil- og sportsverdenen som noget med “at vinde” og ind i familie- og skoleverdenen som noget med “at bestemme”. Godt, så er det på det rene, så kan vi godt glemme grækerne og torvet i Athen og den vestlige folkestyreidés historie siden.

Duks hedder altså embedet, der konkurreres om, og det viser sig, at det er forældrene, der konkurrerer i international kombineret coaching og spin stil. Deres projektbørn instruerer de i hjemmene på det omhyggeligste og ubehageligste. De voksne overtager legen. For dem gælder den æren, som var det livet. På deres forkælede og selvoptagne børns vegne.

Og de repeterer alle (også de gemene) tricks fra politikerrådgivningsværktøjskassen. For eksempel det at udarbejde en liste over modkandidaternes fejltrin og så bruge dem mund til mund og senere åbent i debatterne. En kandidat til embedet må se sin nærmeste hjælper købt, regulært for penge, af en af de andre! Debatterne og valgtalerne er dybt deprimerende at overvære. Om det kunstlede og opskruede skyldes forældrenes instruktioner, lærerens belæringer eller filminstruktørens iscenesættelse er uvist. Jeg er sikker på, at det ikke er en del af børnenes spontane leg.

Filmen bygger apellerende på, at jeg fascineres af disse børn. Det gør jeg ikke, hverken af kandidater eller vælgere. Jeg irriteres over deres råben og skrigen og især over deres vilde optagethed af sig selv.

Filmen er dertil kedelig og forudsigelig. Dygtig, vist nok, i meget af det håndværksmæssige, arbejdet med det observerende kamera og i klipningen delvis konstruktionen af karakterudviklingen. Det giver jeg så to penne for. Og skynder mig over til “24 Timer” på TV2. Ikke i tvivl om hvilken demokratianalyse, der er klogest af disse to.

Weijun Chen: Stem på mig. Filmen kan ses på nettet: http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm

David Cronenberg: Eastern Promises

Det er smukke,smukke autentiske drømmebilleder, Cronenberg konstruerer. Den smukke,smukke luder fra den lille by uden for Kiev ligger og nynner helt stille en russisk folkevise. Efter samlejet med Viggo Mortensen. Et falsk møde, de begge er tvunget til ved vold, forvandler sig til drøm.

Det umulige kys på det vigtigste plotpunkt, helten kysser heltinden blidt, og hun ham blidt. Naivt, ærligt. (Det ville ikke gå an i nogen anden film) over det uskyldige barn, de netop har reddet på selve kajkanten. Scenen er omgivet af rå vold og bundløs kynisme og systematiseret uoprigtighed, scenen her er ægte følelse og ærlig afsked. Det burde være umuligt.

Denne blidhed findes altså langt inde i Viggo Mortensen – og for så vidt også i den endnu ondere mafia “broder”, Vincent Cassell – og den er filmen igennem forberedt af Naomi Watts sødme og hendes fødegangsmiljøs ok professonelle hospitalshjælpsomhed og moral.

Og for en del er den forberedt af en særlig side i Armin Mueller-Stahls attitude (og hans stemme, meget), hans omsorg for rødbedesuppen og rosenbladdesserten. I det hele forberedt af livet i den varme restaurant, hvorfra han styrer de brutale forbrydelser under dække af dokumentarisk folklore så virkelig, at man leder efter iscenesættelsen, glemmer den, ærligt.

Således lykkes dette uskyldige, forsigtige kys midt i denne verden af sindsoprivende (ja, nemlig!) rå, rå hensynsløs og vild vold. Og følelseskulde.

David Cronenberg iscenesætter fantasiens umuligheder og gør dem til autentiske virkeligheder. Den ene efter den anden. Også filmhistoriens nok umuligste kys.

Set i Grand biografen, Randers. Kan ses i 25 biografer i hele landet + fem i København.

BBC Storyville

The BBC Storyville documentary strand has been running for 10 years and is being saluted at the National Film Theatre in London in this month.

As an introduction to the series of 10 films these fine words are written:

“Over the last decade, the popular perception of documentary has changed enormously. More documentary films are now made independently of television, more now play in cinemas, and more are made by young people.”

… and the films are one masterpiece after the other, broadcasted by Storyville that now is being threatened by cut downs in budget! Here are some examples:

Leslie Woodhead’s “A Cry from the Grave” about Srebrenica. Hupert Sauber’s ” Darwins Nightmare”. Werner Herzog’s “Little Dieter Needs to Fly”. “Liberace from Bagdhad” by Sean MacAllister, produced by Danish Mette Heide. Kevin McDonald’s film about the tragedy of the Olympics in Munich 1972, “One Day in September… and our own Jørgen Leth with “A Sunday in Hell” from 1976.

What a selection, easy to copy at festivals and by other broadcasters.

DR1 om Evangelist

DR1 Dokumentaren i aften, ja, jeg skulle da se den. Selv om hjemmesidens tekst bestemt ikke lovede nogen indsigtsfuld skildring, endsige noget klogt essay på film.

Den pressemeddelelse og den dokumentar er en på anden ganske bestemt måde frelst og mindst lige så fordomsfuld journalistisk kulturs moralistiske angreb på anderledes tænkende og handlende. Forklædt som samfundsmæssig ansvarligt og bekymret kritik.

Jeg bryder mig ikke om den form for journalistik. Jeg får lyst til at tage Evangelists defensorat. Der er til nu, fortælles det i tv-dokumentaren intet ulovligt påvist. Og den alvorligste anklage, som blev rejst i løbet af tv-timen, en politianmeldelse for kvaksalveri, blev ikke fulgt til dørs, ikke afmeldt.

At medlemmer af menigheden tilsyneladende frit kan vende tilbage til den forladte familie blev derimod meddelt i tekstskiltet til slut. Kira havde igen kontakt med sin søn. At Jannes bankmand ikke vil tilbage til hende kan jo skyldes så meget. Tænker man efter at have lært hende lidt at kende.

Jeg synes, det er en overmåde tynd historie, sådan journalistisk. Kunstnerisk ville den den være umulig uden behandling af al al den tvivl, den rejser. Filmisk er der intet at skrive om.

Jo, castingen måske. Den eneste spændende medvirkende er skurken, Christian Hedegaard. Og sådan skal det efter oplægget da ikke være?

Jeg giver to penne for at blive gjort opmærksom på denne fundamentalistiske bevægelse i Gørløse og Arnborg. Interessant, for så vidt.

Vibeke Heide-Jørgensen: “Gud i Gørløse”. Set på DR1. www.dr.dk/Dokumentar/tv/DR1

TV2 dok censurering

Jo, så var der det med TV2, som redigerede i Cathrine Asmussens film “Mig og Naser” lige før den gik i luften. Uden at diskutere de to klip med instruktøren førend klippet blev foretaget. Det gør man selvfølgelig ikke. Det er naturligvis uhørt og udtryk for et panikagtigt knæfald for den avis, som kritiserede to scener i filmen.

Og så kan man samtidig diskutere, hvorfor TV2s redaktør og DFIs konsulent ikke i redigeringsfasen gjorde instruktøren opmærksom på at scenen (en af dem der blev klippet ud) med den brændte bil var noget kluntet lavet og placeret og at det udsagn som Amina gerne ville have frem – at Nørrebro er et hårdt sted at bo – kunne være båret frem på mange andre måder.

På et møde i Filmhuset, sat i stand af DFI, diskuteredes censurindgrebet og bortset fra enigheden om TV2´s følgagtighed var det kun Jørgen Ramskov, nu ansat på Nimbus Film, som tog fat i den indlysende debat om forholdet mellem publikum og dokumentarfilmen i dag. Ramskov pegede på, at hvis dokumentaren, den journalistiske, skulle kunne spille en rolle i forhold til samfundsaktuelle spørgsmål, så måtte man også forvente en etisk dimension, at man kan stole på, at hvad man ser, er i orden. Han talte om en genreoverenskomst mellem seeren og filmen, med andre ord må der ikke opstå tvivl om oprigtigheden, autenticiteten i film som denne – eller film (med mine ord) som “Den hemmelige Krig”, som er en hybrid og som roder rundt i genrerne. Hvorimod Cathrine Asmussens film er klar i mælet, bortset fra at den brændte bil som metafor kunne være udtrykt mere præcist.l

Mig og Naser

Cathrine Asmussen er et af de mest oplagte talenter i nyere dansk dokumentar. Hun har altid noget på hjertet, noget hun vil fortælle om, hun har et synspunkt og de film, hun står bag er simpelthen bare godt lavet. De rækker ud efter et stort tv-publikum og bør blive efterspurgte i DFI’s distribution.

Det er igen på Nørrebro, det foregår, ligesom i 2002, hvor Cathrine Asmussen havde fat i den enlige ældre tyrkiske kvinde, som skal klare hverdagen langt væk fra Anatolien. Instruktøren viste med denne film (“En mors historie”), hvor fint hun kan vinde sine karakterers tillid og komme respektfuldt og kærligt ind på livet af dem. Det gør hun så sandelig også med somaliske Amina, som er et livstykke ud over det sædvanlige, vild med Naser Khader, hvis Demokratiske Muslimers bestyrelse hun bliver valgt ind i, fuldt udrustet med det høje humør og varme engagement, som hun også demonstrerer for fuld knald på det plejehjem, hun arbejder.

Filmen følger Amina over en periode frem til hun melder sig ud af Demokratiske Muslimer fordi Khader på foreningens vegne giver en pris til en ægyptisk korankritiker. Men hun finder en ny sag at engagere sig i. Hun er simpelthen bare skøn, morsom og charmerende – og det er hun, fordi instruktøren har den fine dokumentariske fornemmelse for at skildre almindelige menneskers ualmindelighed, at få det bedste frem i folk, få dem til at formulere sig ligefremt og direkte, og få dem til at vise følelser uden at det virker fremprovokeret.

Det er først og fremmmest et portræt – men at det så også er nok en film om muslimer i Danmark, om en kvinde som klarer sig på grund af sin energi og vilje, i et område af København, hvor der med mellemrum er ballade i gaderne, gør den jo ikke mindre aktuel og vedkommende. Sådan ser verden ud netop nu for en aktiv muslimsk kvinde på Nørrebro i København.

… og så gemmer vi diskussionen om TV2’s indgreb i filmen til et indlæg i en en af de nærmeste dage.

 

 

Documentary on Vaclav Havel

Yesterday in Prague, I attended a sneak preview of a still unfinished documentary on Vaclav Havel. The version (for cinemas and festivals) I saw was 150 minutes, for me it could easily have been longer, simply because the company of Havel is such a joy! 

I was told that a 6 hour long (6 x 1 hour) TV version has been made as well to be screened on the private channel NOVA, and not on public Czech tv, that did not want to take part which of course is no less than a scandal.

The film is wonderful being the result of 12 years of shooting by Pavel Koutecky who died last year in a tragic accident. The film has been completed by Mira Janek, and covers sequences from the life of Havel when president until the moment, he steps down and leaves the castle in Prague. Private life and official life. Havel in a lot of situations with his advisors, Havel constantly versus the other Vaclav (Klaus) and Havel with his first wife Olga, who dies in 1996. And Havel with Dagmar, Dasa, who is his life’s companion now. A film full of humour about a gentle man, who – as he says himself – is unwilling to conform to the stereotypes. A man who listens and thinks before he talks. A man who appears to have some drops of vanity when it comes to shirts and ties, and who is absolutely unpractical and who could not live without a woman at his side.

Apart from the joyful meeting with a man of great modest charisma, the film gives you an inside to important moments in Czech politics when EU is to be the reality for the former communist country.

This is not a review, just a first advertising: Watch out for “Citizen Havel” that will be a success all over the world when it comes out next year.

Zelig Film School Bolzano

I have just finished three days of teaching at Zelig, the documentary film school in Bolzano in the region of Alto Adige in the North of Italy. There are not many European film schools that specialise in documentaries, and as far as I know this is the only one, that does only documentaries… for 3 years a group of young people (between 20 and 30) are going to learn about, watch, make documentaries. Sounds great, and is great.

I have been teaching in Bolzano twice before and this time I have the privilege to follow the students for all 3 years. They started their study monday and I had the next 3 days of general intro to the documentary of today. I showed clips and discussed and circled around keywords to what a documentary actually is. We still run a round with the John Grierson definition from 1936 (“the creative treatment of actuality”), it is no longer relevant, or is it? Anyhow, go to http://www.zeligfilm.it/ and learn more about this excellent place, which is also behind the MEDIA programme training programe Esodoc.

Michael Moore: Sicko

Midt i utrygheden: Ser det sådan ud det sundhedsvæsen, vi er ved at udvikle her hos os? Som dette i USA, hvor enhver er sig selv nærmest. Midt i denne serie skræmmende cases, som rulles op, er jeg mærkeligt tryg. Jeg er tryg ved denne stemme, som beretter, jeg er tryg ved denne filmkonstruktion, som så kompetent lover mig, at intet dramaturgisk uheld vil indtræffe.

Tryg ved æstetikken. Tryg ved stemmen, der langt inde i filmen bliver til denne sikre mand, som uden det er en anmasselse fylder billedet og dominerer scenerne og med sin udstråling får alt det bedste ud af hver eneste medvirkende, så de ikke overlades til egne kræfter, men låner hans styrke, bliver stærke og bemærkelsesværdigt ens, hvorefter de i en scene som nøglescenen i Formans ”Gøgereden” samles i en yacht og fyldt af den store mands mod forlader deres USA og dets kyniske hospitaler og læger for i varmt lavt sollys over et venligt hav at sejle mod fjendeland, mod Cuba med dets kompetente og solidariske sundhedsvæsen, som vil modtage dem og behandle dem. Gratis og som en selvfølge. Michael Moore har skabt et stort, sentimentalt digt om solidaritet og venlighed over for egoisme og kynisme.

Michael Moore: “Sicko”, USA, 2007, 113 min. http://www.michaelmoore.com

Grand, Randers og en række andre biografer landet over.