Der var meget, jeg ikke var glad for i den dokumentar. Det dropper jeg fuldstædigt at komme ind på. For jeg synes først og sidst, at det er så modigt gjort af medvirkende og tilrettelægger og godt for os allesammen, at den er lavet. Og så var fokus i selve dokumentaren (mindre i i foromtalen og titlen) så indlysende vigtig: forståelseskløften mellem enhver patient og enhver læge. Den ene er syg, den anden rask, den ene i arbejdsdagens hurtigt glidende rutine, den anden i det pludselige stops ængstelige usikkerhed, den ene i en situation blandt hundreder lignende, den anden midt i noget aldeles ukendt. Dertil næsten altid kulturkløften, sprogligt og uddannelsesmæssigt, generationsmæssigt og med hensyn til social baggrund. Næsten hver gang det priviligerede menneske over for det ikke-priviligerede.

Og det lykkedes dog at få dette gjort klart, i hvert fald skitsemæssigt, i programmets løb, så begge parter for vore øjne ændrede indsigt og adfærd.

Især må jeg fremhæve castingen af den medvirkende læge. Hun kunne stå ved, hvad hun sagde og gjorde og se sine fejl i øjnene over for sin (lige så godt castede) coach og over for os. En regulær FILM ville kunne bygges på de to. Lægen og psykologen. Så kunne vi komme dybere, ville jeg tro, helt ned til lægens fagarrogance, som, om ikke udtalt hos den medvirkende, selvfølgelig mere end manglende træning i samtaleteknik er problemet. Ud over lægens nødvendige lægefaglige dygtighed (som selvfølgelig er det altafgørende) er der brug for menneskelige kvaliteter. Den medvirkende læge viste faktisk hvordan, tror jeg.

Tilrettelæggeren, Dennis Kragelund, kan være tilfreds med sit arbejde. Jeg så det i aftes på TV 2. http://programmer.tv2.dk/article.php//id-9876639.html det fremgår vist ikke, hvornår der er genudsendelse.

Det gør da ikke så meget, at den her serie er mere end fem år gammel. Og det er bestemt fascinerende at få genopfrisket skoleviden og dertil lagt ny historisk viden og nye vurderinger (lader det til) og Benito Scocozza sørger for, vi ikke bliver bildt noget ind. (Eller gør han?)

Men film er det ikke, det er historielærerens lysbilledforedrag. Og det, som så er at kigge efter, er især billedmaterialet fra arkiverne. Rigtig meget er faktisk filmmateriale, det meste reportageoptagelser, jeg ikke har set før. Så jeg bliver så vidt muligt hængende på ved de følgende afsnit.

Afsnit 2 (8. januar 2008). De skiftende tilrettelæggere/instruktører, vel afsnit for afsnit, griber det ret forskelligt an. 2. afsnit forekommer dels mere udvendigt effektsøgende, dels mere ensidig i sin tendens. Snart bliver det nødvendigt at læse bogen, som er manuskripternes grundlag, Hew Strachen: “The First World War”, Oxford University Press, 2001 og frem. Speakerkommentaren er tilsyneladende nøgtern.. men, de nye vurderinger.. jeg ved ikke rigtig. Til gengæld er arkivmaterialet fortsat imponerende. Jeg prøver at fortsætte nogle afsnit.

Afsnit 7 (15. januar 2008) Afsnittet om u-bådskrigen er ren forelæsning. I orden for så vidt. Men er der nye oplysninger, nye vurderinger? Nej,vist ikke. Men så, litterære kvaliteter? Vist heller ikke. Julie Fabricius danske version er formodentlig loyal mod den originale speak. Men så er den svag, uden en samlet tankes stringens, uden sproglig rytme, men sært hoppende opløst i enkeltoplysninger kombineret med en endeløs, forekommer det, række citater med vildt skiftende vinkler og mærkeligt forskellige niveauer. Det betyder, at min tanke i forløbet afbrydes af spring væk, og forelæsningen, filmfortællingen falder sammen.

Channel 4: The First World War, UK 2002. Producer: Jonathan Lewis for Wark Clements Production m.fl. 1.del set på DR 2, 7. januar 2008. http://www.dr.dk/DR2/F%C3%B8rste+verdenskrig/20080104085651.htm

Jeg har lige set en dejligt gammeldags (klassisk måske) dokumentarfilm om at være bundløst fattig, men realistisk og værdig på samme tid. De bor på landet, som er tørkeramt, på sultens rand, men rent og ordentligt i smukke traditionelle hytter, disse kvinder. De ser deres mænd tabe stoltheden og give op. Med deres børn på ryggen tager de Addis Abeba for at tigge. Ydmyges, lever i snavs og elendighed – men sender penge hjem hver måned. Vender tilbage, når det går rundt igen derhjemme. Parate til en ny tur til hovedstaden.

Det ser ud som traditionel britisk antropologisk film, er en dansk produktion, men jeg fangede kun klipperens navn, det er den dygtige Jesper Osmund. Jeg leder efter instruktørens navn og andet.. Der kommer ser det ud til to afsnit mere..

DR2 og Jesper Osmund: På verdens bund, tiggerne i Addis Abeba 1-3. 1. del set 7. januar.

Ikke mange film får en foromtale som denne sag, som kaldes dokumentarprogram, som på hjemmesiden fremtræder som en veritabel multimedieproduktion med kaptejnens blog, med faktabokse og bonusmateriale, “eksklusive videoklip”.

Det er kl. 20:50, vi får se..

Senere: ja,jeg fik se. Og programmet som sådan var en skuffelse. Det kan slet ikke stå alene, men skal måske ses som blot en del af det samlede materiale, TV 2 dok har udsendt. For mig at se, er det en fejl at vinkle de fem søfolks historie kollektivt uden at skildre deres forskellige karakterers udvikling under de mange uger. Derved bliver for eksempel et af de få vigtige plots, modsætningsforholdet mellem de to unge og de tre gamle,underbelyst og i og forsig i det foreliggende materiale postuleret.

Mere kan siges, men det er svært at komme på meget positivt. Det må jeg tænke nærmere over..

TV 2 dok: Pirater om bord, 2008. Set 7. januar 2008. http://programmer.tv2.dk/dok/

 

Det var da interessant at få dette ugebladsjournalistiske blik på en yngre, emanciperet libanesisk kultur. Personerne, reportagen fulgte, var vist nok både sympatiske og kloge, men filmen var for ubeslutsom til at finde ud af det. Den holdt ikke fokus, måske fordi, den simpelthen ikke havde noget. Valgte at følge de to kvinder, som medvirkede, i deres springende tanker og foretagender. Helt ukritisk forekom det.

Jeg holdt ud til slut og havde god tid til at gøre mig mine tanker om nutidig overflade og sentimentalitet. Jeg kunne ikke lide leksikonforklaringerne på skiltene. Det vidste jeg stort set altsammen, havde foretrukket Larsens egen, personlige speak med personlige vurderinger, gerne journalistiske eller historiske eller politiske, ganske bestemt.

Georg Larsen: Beautiful Beirut. Set på DR2 for lidt siden.