cph:dox 9-17/11 Back to Normandy

It’s countryside again. This time Nicholas Philibert heads for Normandy, where he 30 years ago was the direction assistant of René Allio on the film “Moi, Pierre Rivière”, a “based on a true” story about a young man who in 1835 killed his mother, sister and brother. Pierre left his memoirs that were studied and written about by French philosopher Michel Foucault – the inspiration for Allio.

Philibert goes back to see the people, who played the roles in the film. Allio wanted people from the region, so called real people, and Philibert was to find them. As he re-finds them now due to his absolutely masterly discreet, warm and interested way of making them feel confident in front of the camera.

I can not think of any European documentarist who has this sense of making beauty out of everyday life as it is being lived by us ordinary people.

What we as an audience get is therefore a multi-layered documentary essay, a reflection on Life and Death as it was interpreted so stylistically perfect in the film of René Allio, from which we see a lot of excerpts AND as it is performed and told about by the people in this countryside today.

Of course there is also a lot of wonderful film memories that are brought forward by those, who played the mother, the father, the sister, the lover – and the son, who has left the region but is found by Philibert and enters the film in the end.

A completely different film from the hands of the man behind “Etre et Avoir”, and yet it is with the same signature, from a director who believes in the image and in looking at life as a gift to be cared about.

Nicholas Philibert: Back to Normandy. France, 2007

More about the festival: http://www.cphdox.dk/d1/front.lasso

cph:dox 9-17/11 The Substitute

An excellent idea. A filmmaker gives a football star a camera and asks him to film from inside during the world cup championship in Germany 2006.

And luckily for the film, but bad and sad for the player, he only plays very few minutes during the many matches that led his national team, France, to the final.

This enables the filmmaker – who is also filming in between, and who is also using the grainy, scratchy super 8 film material, that is wonderful to watch in times of sterile video images – to put together a story about the many lonely moments in the hotel room, the loong corridors, the many books to read, the constant surveillance of security people – and first of all the many fine reflections that Dhorasoo makes about his situation. He is there as one of the 23 in the team at the finest football competition of all, betrayed by the coach, who took ”the neighbours son” to play instead of him!

It’s a fine minimalistic film that has its own melancholic tone and is fascinating to watch. Do so!

The Substitute
France, 2007, Fred Poulet & Vikshar Dhorasoo

More about the festival: http://www.cphdox.dk/d1/front.lasso

Why Democracy: Bloody Cartoons

Karsten Kjær er journalist og har valgt at benytte sig af den engelske form for ”investigative journalism”, hvor journalisten beslutter sig for at tage ud i verden og stille nogle spørgsmål for at finde ud ad, hvordan tiden og hændelserne omkring de famøse tegninger og al balladen omkring dem ser ud i bagklogskabens berømte lys, og hvordan sagen har influeret på ytringsfriheden.

Det gør han sådan set ok. Han taler med Flemming Rose og en af de danske tegnere, han taler med Anders Fogh og han sætter sig ind i en taxi, kører til lufthavnen og lander i Beirut, Qatar, Istanbul og Iran. Her opsøger han nogle af de folk, som opildnede til ildspåsættelserne og dannebrogsafbrændingerne. Det er for dokumentaren gode folk, og samtalerne er interessante, og Kjær holder sig ikke tilbage, samtidig med at han opfører sig pænt og ordentligt!

Konklusionen fra rejsen, fra Kjærs side, er at ”vi” har tabt en smule af vores frihed til at sige og tegne, hvad vi vil, at der har sneget sig en god del selvcensur ind rundt omkring på redaktionerne og i medierne generelt.

Det er sikkert rigtigt, men er det så særligt interessant at konkludere sådant? Næh, han kunne have ladet interviewene stå for sig selv, eller have haft mere af dem, have haft flere folk fra den muslimske verden i længere sekvenser. Det er desværre, hvad man får ved at vælge denne lette genre med den rejsende og spørgende journalist. Det er ikke klogt nok.

Why Democracy: In Search of Ghandi

Hvad betyder Ghandi for inderne i dag? Det er det spørgsmål, som instruktøren af denne dokumentar ønsker at få besvaret. Han tager på tur til steder, hvor Ghandi levede og kæmpede mod den engelske overmagt på sin egen berømte måde.

Hvordan ser der ud i dag, hvilke mennesker lever under hvilke kummerlige forhold, hvilke politikere har store urbaniseringsplaner, som vil skubbe de fattige væk fra slummen i storbyen osv. osv.

Lidt vox pop med folk på gaden, en fattig mand, der græder i et ultrakort interview, lidt blokfløjtemusik hist og her – og en væg-til-væg snakkehovedkommentar og nogle oplæste citater af Ghandi. Helt ufokuseret og uden filmisk fornemmelse.

Med denne gabende kedsommelige, uengagerende og uoriginale dokumentar, som hverken er personlig eller har bare lidt journalistisk bid, ramte Why Democracy serien bunden. Nul penne, spild af tid og penge.

Why Democracy: Middag med præsidenten

I februar sad jeg i Jan Vrijman Fund i Amsterdam og var med til at give støtte til færdiggørelsen af “Middag med præsidenten”. I dag sidder jeg og ser den samme, nu færdige film fra et land, som mere end 8 måneder senere har været igennem voldsom tumult og massakrer, senest med Benazir Bhuttos tilbagevenden til landet og hendes alliance med en præsident, som nu er genvalgt og vil lægge uniformen.

Dokumentarfilm af denne slags bliver hurtigt forældede, men når den alligevel er værd at se, er det fordi det er ganske sjældent, at man kommer så tæt på et statsoverhovede. Det er filmens kup, og Musharraf virker ganske tilforladelig, ja ligefrem som en artig dreng, når han sidder ved siden af sin gamle mor, der roser ham som kun mødre kan gøre det.

“Are dictators ever good ?”, spørges der i en tekst først i den engelske udgave af filmen, som jeg har set. Spørgsmålet stilles, og der gives ingen svar, men præsidenten ved middagsbordet virker ikke som en Franco eller en Pinochet eller Castro. Han vil det gode, tror jeg, at instruktøren vil sige med denne impressionistiske og overfladiske doku-reportage (er der noget der hedder det?) fra forskellige steder i landet, hvor instruktøren begiver sig ud for st spørge til demokratiet.

I de bedste scener får hun provokeret mullaherne, når hun spørger til kvindens stilling. Præsidentens midtsøgende mission synes umulig, når man ser og hører den fattigdom, som hersker. Filmens for mig fineste scene falder, hvor en mand på gaden – han er vist truckfører – ser på instruktøren og siger “vi ser på dig og vil gerne være som dig, vi vil gerne at vore børn kunne være som dig”.

Han taler om uddannelse, som koster penge, som millioner i Pakistan ikke har.

Mere om filmen og om Pakistan på http://whydemocracy.net/film/13?PHPSESSID=0cdb5f4fc657cc8bbcadff05db0fd766

Sahiba Sumar: Middag med præsidenten, Pakistan 2007.

Why Democracy: Den japanske kandidat

Ja, spørger jeg mig selv, hvorfor demokrati? Hvorfor egentlig, hvis det er som i filmen her, lidenskabsløst, indholdsløst, kedeligt, kedeligt.

Partiet beslutter at opstille manden Kazuhiko Yamauchi til en ledig plads i byrådet. Han er ikke særlig interesseret, hans omgivelser er ikke særlig interesseret, han har ingen særlig begavelse eller udstråling, hans program er “fornyelse” som alle andres og det værste er, at filmen heller ikke interesserer sig for manden og sagen. Manden som filmen igennem følger det eneste råd, han får af sin valgtaktiker, sig dit navn hvert tredje sekund. Ingen i verden i dag hører efter mere end fem sekunder.

Instruktøren Kazuhiro Soda har over historien konstrueret en næsten lydefri scenisk stiløvelse. Der er blot to fejl: hovedpersonen er kedelig og filmen er desillusioneret som han. Demokrati er at sælge et politikernavn som en tilfældig dims ved en bod i supermarkedet, en riskoger for eksempel som for tiden i min Brugs.

Det er den kedeligste og unødvendigste film i DR2 serien. Jeg giver to penne for filmhåndværket. Og mens jeg skriver synes jeg egentlig, det er én for meget.

Faktisk er filmen farlig med sit budskab: demokrati = politik = valg = dødkedeligt!

Kazuhiro Soda: The Kawasaki Candidate, Japan 2005. DR2 forrige søndag, men den kan, hvis nogen alligevel skulle blive nysgerrig, ses på http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm og her http://www.whydemocracy.net/film/5

Why Democracy: Taxi til helvede

Det vigtigste bidrag til filmserien er Alex Gibneys dybt rystende moralske pamflet vendt imod indførelsen af tortur i USA’s krigsfangelejre.

Med den uskyldige taxichaufførs historie (de torterede ham ihjel, “mord” skrev lægen som dødsårsag på attesten) som ramme oprulles den forfærdende virkelighed med det ene konkrete eksempel efter det andet.

Og så dokumenterer Gibney endvidere, hvordan denne nye virkelighed sattes i scene af Rumsfeld og hans omgivelser. Ja, måske vidste vi det altsammen i forvejen, fra forskellige kilder. Men her er det samlet i en stram konstruktion, en vederhæftig dokumentation og en klog overvejelse i filmessayets form.

Kan dette være sandt? Guldbrandsen behandlede dele af stoffet i sin film “Den hemmelige krig” og blev efter omfattende undersøgelser omsider troet. Og ja, jeg må tro på Gibney også. DR2 sendte filmen sidste lørdag om aftenen. Og jeg må gå ud fra, at alle oplysninger også i denne film er journalistisk dobbelttjekket, så derfor skal “Taxi til helvede” have fem penne for sin vigtighed og sit mod til at sige J’accuse…!

Alex Gibney: Taxi to the dark side, USA, 2007. DR2. Kan ses på http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm Læs mere om Gibney på http://www.watsoninstitute.org/news_detail.cfm?id=500 og i dokumentarfilm sammenhæng på http://silverdocs.com/media/pdf/SD_07_Friday_Advisory_FINAL.pdf

Why Democracy: Fru Præsident

DR2’s lille internationale dokumentarfestival er udover forsøget på at indkredse demokratibegrebet (hvad ikke lykkes, naturligvis) en kavalkade over dokumentargenrens bemærkelsesværdige ensartethed verden over. Nationale særpræg kan ikke umiddelbart ses, men personlig stil må kunne spores i de journalistiske eller kunstneriske indsatser. Så må vi bare lære journalisterne og instruktørerne at kende.

Og det æstetiske spektrum er foldet ud i de to håndfulde film. Fra journalistens billeddækkede reportage (“Egypten under lup”) til filminstruktørens sceniske fortælling, som i den fine film, “Fru Præsident”, der blev sendt i lørdags. (Der står desværre intet om instruktøren på hjemmesiden, end ikke navnet er angivet)

Den er en klassisk doekumentarisk direct cinema skildring af den stærke Ellen Johnson-Sirleaf og af hendes personlige stil og udstråling. Optaget 2006, det første år, hun er præsident i Liberia.

Fortællingen om begivenhederne dette år og analysen af det politiske, det strategiske og det taktiske – og af det psykologisk/personligt/charmerende ved denne farverige politiker er konsekvent gennemført i filmiske scener, selv interviewene er intense samvær med filmscenens karakter. Alt holdt på plads af et elegant klippearbejde. Det er nydelsesrigt håndværk.

Overvær Johnson-Sirleaf personligt afsløre en modtager af bestikkelse, irettesætte udenrigsministeren, tale dunder til oprørske forhenværende soldater, lytte til berettigede og uberettigede klager, lytte til sin egen indre stemme (filmens voice over!). Se den film! Den er på seriens hjemmeside endnu. http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm

Daniel Junge: Fru Præsident, Liberia, 2006.

Why Democracy: Egypten under lup

Det lyder som et rigtigt journalistisk arbejde, og det er det. En journalistisk reportage med billeddækning og interviews. Ingen scener i filmisk forstand og selvfølgelig ikke noget billedsidedirigeret forløb. Nej, dette er en litterær tradition, en engageret fortælling om tre modige og energiske kvinder bag en demokratibevægelse med web site navnet: shayfeen.com.

Missionen er at hæve valgdeltagelsen fra de 30%, som en frustreret befolkning kan præstere. De flestte har opgivet. De tre vil ikke give op, de og deres organisation vender sig aktivt aktionerende mod regeringen, som af frygt for islamisterne undertrykker alle andre grupperinger end sine egne. Konkret gælder demokrati-arbejdet fair valg og afstemninger ved at støtte de uafhængige dommere, som bestyrer valgstederne. Bekæmpe de dommere, som har gjort sig afhængige af magthaverne og ser igennem fingre med en udbredt svindel.

Det er fint at se, udmærket at blive klog af. Men en film er det efter min opfattelse ikke, uanset DR2 kalder den det. Det er en redigeret tekst med billleddækning. Som den gamle tv-avis. Gedigent, pålideligt, har man klart på fornemmelse. Det har selvfølgelig ikke værkkarakter som en scenisk konstrueret dokumentarfilm. Det har den slags journalistiske arbejder svært ved med den løse struktur, de som regel anvender.

Men så tænker jeg, var der mere af samme slags fra samme journalist, altså en suite ensartede programmer med samme personlige vinkling og tone, ja, så ville det være et journalistisk tv-værk. Det har med arbejdets omfang og fortællepositionen at gøre.

Sherief Elkatsha: Egypten under lup, Egypten 2007. www.shayfeen.com Jeg så dokumentaren i tirsdags, og den skulle kunne ses fortsat på http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm Jeg prøvede for lidt siden. Det lykkedes godt nok ikke,men det kan jo skyldes så meget. Og komme i orden senere. Prøv selv!

Why Democracy: For Gud, Putin og fædrelandet

Durakovo hedder stedet, en klosterlignende kostskole eller rehabiliteringscenter for frustrerede unge.

Mihail Fjodrovitj Morozov hedder lederen, filmens hovedperson. Han styrer ikke blot stedet, men også filmen med sin udstråling. Fylder hver scene, han er i billedet, med sin mærkbare energi og viljestyrke.

Det påvirker de unge, som overtager hans gudfrygtige, statsloyale og nationale program for personlig genopretning. De erklærer sig i deres slutadfærd for den ortodokse kirke, for præsidentens styre og for genetablering af Rusland som stormagt. De er for den hierakiske styreform og imod demokratiet. I den grad. Og i denne sammenhæng forstår jeg dem, var det meningen?

Morozov påvirker også filmen, han trænger, sympatisk og stærk som han er, den tilsvarende sympatiske, men svage fortællerstemme mere og mere i baggrunden. Og vi får endnu et eksempel på, at den fremragende medvirkende overtager det dokumentariske værk, vrister det ud af hænderne på dets forfatter og instruktør, dets auteur.

Og fortællerpositionen spaltes, forbliver formelt hos kameraet og i voice over beretningen, men flyttes reelt til den medvirkende, her til Morozov fra han i første scene stiger nøgen op af sit svømmebassin, så beslutsom i sin tykke krop, så fast på sine stærke ben. Smuk for så vidt, og jeg beundrer ham. Var det meningen?

Er det overordnet blevet historien om filminstruktøren, som mistede sin film til hovedpersonen? Interessant!

Nino Kirtadze: Gud, Putin og Fædrelandet. Jeg så filmen på DR2 i aftes. Den kan ses på nettet: http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm