Jeg er forsigtig med journalistiske cases. Åbner normalt ikke, eller står hurtigt af. Men dette arbejde holdt mig fast, det aftvinger dyb respekt. En kvinde passer på fuld tid sin hjerneskadede og hjælpeløse søn gennem 17 år, lever med ham dag ud og ind alle døgnets timer. Og hun vælger alt andet fra i en voldsom eksistentiel koncentration, som må være livskunst. Og det lykkes dokumentaren at gennemføre fortællingen og argumentationen, så jeg accepterer kvindens afgørende replik, da sønnen er død, og hun står med et livsafsnit bag sig: “Jeg har da levet disse 17 år.”
Sådan en replik afhænger af styrken hos den, som siger den. Og kvinden, Anette Schütze er en stærk person og en rigtig god karakter (og de er sjældne i tv-dokumentarer..). Hendes ikke et øjeblik vaklende fortælling ER dokumentaren. Den er selvfølgelig klippet, men ellers er det ikke konstruktionen, som her er værket. Det er hendes liv og hendes så fint skanderede fortælling om det.
Dertil holdes dokumentaren oppe af en række gode scener, ja, rigtige scener, faktisk: en samtale med frisøren, et kort bevægende øjeblik i kirken under konfirmationen, en gennemgående samtale med lægen, den gode læge, som fulgte med gennem de mange år. “Jeg har lænet mig op ad dig al den tid” siger hun til ham. Og der kan nævnes flere steder fyldt med denne autenticitet, denne filmiske vibreren, som skaber en scene.
Plottet med lægefejlen under fødslen og konfrontationen med den uheldige læge lykkes, fordi det tones ned, emotionelt og dramaturgisk. Men historien om ægteskabet, som går i stykker får alt, alt for lidt plads og uddybning. Det er dokumentarens største problem. Som det er blevet, burde det være klippet ud. Som jobhistorien er det, som historien med vennerne er det. Dokumentarens præcise titel angiver fokus, som – næsten altså – er holdt.
Anna Katrin Nørgaard: Alt for Martin, 2008. DR1 i aftes. Genudsendes på DR1 21. februar 09:00.
