DFI’s filmkonsulent Dola Bonfils svarer på mit indlæg “Filmkunst eller Journalistik” (link nedenfor). Det gør hun grundigt og klart, samtidig med at hun gør opmærkom på, at hendes tid pt forhindrer hende i at gå ind i skriftlige diskussioner om det vigtige emne. Men det skal ikke forhindre andre i at tage ordet. Her er Dola Bonfils svar:
Der er ingen henvendelser til DFI’s konsulenter og vores støttesystem, der ikke er sig uhyre bevidst, at det vi repræsenterer er krav om kunstnerisk tilgang og fortælling i filmisk forstand, også når vore ansøgere er journalister og kommer fra vore største (i økonomisk forstand) samarbejdspartnere i det nuværende filmforlig, DR og TV2.
Øvelsen i disse år er at finde et fælles grundlag for hvad vi og de (tv-redaktørerne) betragter som støtteværdigt. Det er indlysende nemt med DR2, der er straks sværere med DR1, og det har med TV2 vist sig at være en sjov udfordring at tage den undersøgende journalistik i øjesyn med filmbranchens værdinormer i et udbud, vi har kaldt “Follow the Money”. To film er blevet færdige i det regi, begge film, der er blevet til i et tæt parløb mellem klassiske journalistiske research-former og filmfortællere (Christoffer Boe,Frank Piasecki Poulsen, Laurits Munch Petersen) Samarbejdet mellem DFI og TV2’s redaktør bygger her på en gensidig lyst til at lære af, inspirere og forny hinandens kerneydelser – den dokumentariske fortælling og det undersøgende journalistiske prime-time-format.
De eksempler du nævner som udtryk for en tendens…Gottschau, Guldbrandsen og Anders Riis Hansen…ser ikke fra min konsulentstol ud som en udhulning af vore støtteprincipper. Anders Riis Hansen’s projekt om Blekingegadebanden er en ambitiøs satsning på en dokumentarfilm, der laves til en seriøs biograf-distribution, hvilket jo som bekendt kræver et kunstnerisk niveau, hvis det skal lykkes. Christoffer Guldbrandsen er i en rivende udvikling som journalistisk filmkunstner – eller hvad man skal kalde det – og ser DFI som en naturlig dialogpartner i den udfordrende proces, det hver gang er at finde ind til balancen mellem emnet og det kreative udtryk. Og jeg ser det som en interessant udfordring at indgå i en kunstnerisk diskussion med ham om hvordan den moderne politiske film skal/kan se ud. Jakob Gottschau har fundet en form på sine filmessays, som er det tætteste vi i øjeblikket kommer på undervisningsfilmen i Center for Børn og Unges regi, også et vigtigt format holde i live.
Disse ansøgere repræsenterer på linie med dokumentaristerne den nødvendige bredde i det repertoire, en dokumentarkonsulent på DFI må forsøge at dække: Fra Steen Møller Rasmussen til Anders Østergård, fra Jytte Rex til Christoffer Guldbrandsen, fra Marie Louise Lefèvres film om meditativ bøn til Eva Mulvad, fra Pernille Rose Grønkjær, Jon Bang Carlsen, Ole Roos, Annette M.Olsen og Katja Forbert, Michala Krogh, Lars Becker Larsen, Ove Nyholm, Boris Bertram, Anne Wivel, Frank Piasecki Poulsen, Asger Leth til interessante spillefilmsinstruktører, der i disse år også føler sig tiltrukket af dokumentarismen og lader sig udfordre af virkelighedens fortællinger: som Christoffer Boe og Laurits Munch Petersen, to eksempler bare fra min pulje af projekter.
Se hele debatten ved klikke kategorien Polemics. Foto: DFI, aktuelt, pressroom.
