TINA RØMER: BERGMAN OG MUSIKKEN

Radioprogram i tre dele som genudsendtes 1. september på DR P2. Kan fortsat høres som podcast på

https://www.dr.dk/radio/p2/bergman-og-musikken/bergman-og-musikken-1

Her kommer derfor og stadigvæk med anbefaling af dette fornemme radioværk flere af mine notater fra min lytten til udsendelserne:

11

Det er radioseriens anden del. Peter Schepelern mener at solocellostykkerne af Johan Sebastian Bach er menneskehedens stemme. Tina Rømer er på færgen. Hun tænker på Bergmans røde jeep som har været der et utal af gange. Jeg burde citere hendes små synopser i afsnittenes begyndelse, så enkle og naturlige. Skrive dem ned. Det når jeg ikke, men husker dem som en glad forventning. Bløndal Bengtsson spiller Bach. Hun fortæller at Som i et spejl fra 1960 er indspillet på Fårö, det var sådan han kom til det sted. Indspillede et kammerspil som var det kammermusik, i et sommerhus bygget til filmen, i det indre af et skibsvrag på stranden og så med celloens søgende, tragiske stemme, menneskelig.

12

Persona fra 1965 er også indspillet på øen. Musikken helt forrygende udbryder Tina Rømer glad. Den asketiske Schepelern giver hende ret. Det er en violinkoncert af Bach. Liv Ullmann siger blot ét eneste ord i hele filmen: ”ingenting”. Bibi Andersson siger det hele. De to i radioprammet snakker uanspændt og klogt om det, det er god radio en søndag formiddag med kølig sommerregn som i dag jeg hører serien alle tre timer som podcast. Tina Rømer er nu helt tæt på Fårö, fortæller hun. Jeg kan altså godt lide denne ramme af luft og hav og himmel og disse dufte… ”musikken var for Bergman adgang til en anden virkelighed”. Hun nærmer sig Bergman.

13

I 1961 lavede Bergman en meget rost opsætning af Igor Stravinskijs opera Lastens vej på Operan i Stockholm. De snakker vidende og klogt om dette arbejde, jeg lytter ekstra, for oplysningerne er nye for mig. Jeg hører musikken, har vanskeligt ved at forbinde Stravinskij med Bergman, har så godt af at høre Schepelern og Rømer tale indforstået med hinanden om sammenhængen mellem Salmesymfonien af Stravinskij og slutningen på Bachs H-moll messe som Bergman forklarer et vigtigt sted, så godt at blive erindret om stedet i Laterna Magica. Det havde jeg helt glemt. Det er tid at læse bogen igen. Tina Rømer er nu omsider i land på Fårö, står ved sin lejede cykel, og taler til mig, hun prøver naturligvis med det samme cykelklokken, så jeg kan høre den i min radio.

14

Hvisken og råb er fra 1971. Bergman bruger farverne endnu en gang, ikke automatisk, men bevidst. Den særligt røde og den helt hvide og så musikken, igen sarabanden fra 5. cellosuite. Jeg får at vide at Pablo Cassals som 90 år gammel øvede sig på cellosuiterne hver dag, ”fordi jeg gør fremskridt”.

Jeg forstår som Tina Rømer skildrer det i voksende omfang denne sarabandesats’ betydning i Bergmans samlede værk, tænker på det mens Schepelern genfortæller filmens afgørende afsnit om dødens vanskelighed så smukt og jeg ser scenerne for mig. En bestemt scene minder ham om Michelangelos Pieta i Peterskirken, mor og barn og hos Bergman dødens fortroliggørelse i Kari Sylwans og Harriet Andersons uforglemmelige fremstilling. Jeg lytter til billeddannende radiokunst…

FOTOS

Som i et spejl, Harriet Andersson og Max von Sydow (foto: Sven Nykvist)  

Hvisken og råb, Harriet Andersson og Kari Sylwan (foto: Sven Nykvist) 

TINA RØMER: BERGMAN OG MUSIKKEN

Radioprogram i tre dele GENUDSENDES I DAG 15 – 18 på DR P2

Her følger med min bedste anbefaling af dette fornemme radioværk mine notater fra udsendelserne tidligere denne sommer:

1

Første afsnit En kærlighed der ikke er gengældt i aften, fredag den 20. juli. Det kommer bag på mig, at udsendelsen kommer direkte nu mens jeg har P 2 kørende i mit køkken, jeg bliver glad, havde glædet mig, Tue Steen Müller havde gjort mig opmærksom på serien, jeg havde tænkt at finde den på computeren inde på skrivebordet. Nu er det direkte og så er det, at jeg opdager jeg radiokvaliteten, for at bestille den som podcast på computeren vil være noget helt andet. I min radio bevares nuet som tilstand. Jeg tror på at det er Tina Rømer, som taler til mig, som så ofte i Natsværmeren. Radio er nærvær, en stemme i min lille køkkenradio, til mig alene. Podcast er distance, det er som CD er i forhold til koncertsalen, begge muligheder er uundværlige, men næstbedst, men også altså: computeren er min chance og muligheden for at gentage det hele i den tænkte sammenhæng, som her er vigtig, da det er en rejse fra København til Bergmans Fårö og til musikken og hjem igen, som Tina Rømer foretager så naturligt personlig… Og jeg begynder med det samme at skrive notater i min lommebog, de følger her…

Tina Rømer

2

Her er en lille ekskurs: Jeg opdagede en beslægtet radiokvalitet ved P2 morgenandagterne fra domkirken i København som sendes direkte hver dag efter radioavisen klokken otte. Og det var fordi den præst som havde tjenesten den morgen – det var Steffen Ringgaard Andresen – er opmærksom på radiokvaliteten, tænkte jeg med ét, og det var nok fordi han lagde en ekstra kvalitet til, og det gør han hver gang ved jeg nu. Læg en uge han har tjenesten mærke til hans fine, fine behandling af teksterne. Jeg mærker i afdæmpetheden og i den moderne, ja, moderne! – eller tidssvarende måske og voksne udtale og stemmeføring en forståelse af radiomediet. Fra præstens tæt placerede mikrofon som fra et studie uden om det store kirkerums akustik direkte til min højttaler. En forståelse som uden videre fører til min således nu helt anderledes forståelse af teksternes arkitektur og indhold. Morgenandagten er med det ændret fra transmission til radiokunst, fra reportage til gudstjeneste.

3

Jeg kender Tina Rømer fra hendes programmer for en tilsvarende afdæmpethed og sprogbehandling og mediebevidsthed. For hende er opgaven med Bergman og musikken at komme tæt på det sted Bergman holdt så meget af, hvor han boede et halvt liv og igen sin sidste tid. En korsats fra Matthæuspassionen ledsager Tina Rømers dæmpede stemme, hun fortæller det begyndte med, at faderen tog ham med til opførelsen i kirken og henter fra Linn Ullmanns bog De urolige hans drøm om den store koncertsal – Bergmann drømmer han som dirigent træder ind i et vældigt højloftet rum hvor fugle flyver frit omkring og et kæmpestort symfoniorkester og tilsvarende kor sidder og står på gulvet, Bachs og Beethovens partiturer ligger på pulten, Ingmar Bergman er dirigenten, Rømer lader mig høre hvilke, serien er jo et musikprogram på en musikkanal, var Bergman ikke blevet teater- og filminstruktør og forfatter var det bestemt gået med ham som i drømmen.

4

Peter Schepelern fortæller i en stilfærdig parallelt løbende samtale med Rømer fra sit store lager af paratviden om både film og musik, om både Bergmans biografi og komponisternes biografier. Jeg tænker: kommer deres værker af deres liv? Hvordan det? Jeg må repetere hvordan det nu var med den biografiske metode før Wellek og Warren og deres introduktion af nykritikken og opfattelsen af værket som autonomt. Men den biografiske tilgang er bestemt også nu den klassiske dannelse på P2 og biografierne fortælles her selvfølgeligt og befriende uanstrengt, jeg kan blot sidde med en kop kaffe og bare lytte, dejligt!

Peter Schepelern

5

Rejsen fra København til Fårø er rammen. Rømer har båndoptageren med og fortæller mig alt det, jeg jeg i forvejen ved fra filmene og bøgerne, så charmerende ivrig optaget, at det bliver så nyt for mig som første gang for mange år siden. Bergman og musikken er rejsen mod Bergman, som hun nu vil lære at kende ved musikken, som er det hun kender så godt. Bergmans tidlige film Musik i mørket, 1947 hører bestemt ikke til mesterværkerne, den er ”fin og nydelig i tidens stil” siger Schepelern, mens jeg hører Erland van Kochs ”konventionelle filmmusik” og Chopins præludier, måske og Beethovens sonate med betegnelsen ”næsten som en fantasi”. Måneskinssonaten siger Tina Rømer…

INDHOLD

1) Rejsen til den fjerne svenske ø Fårö begynder, samtidig med at turen går tilbage til den første tid med klassisk musik. Film som Musik i mørke og Ved vejs ende er fulde af klassisk musik og på teatret kaster Bergman også sin kærlighed over musikken

2) Efter en dagsrejse når vi frem til Fårö, hvor Bergman træder i karakter som auteur. Bergman indspiller filmene Som i et spejl og Persona på Fårö – og han finder hjem på øen og i musikken af Bach.

3) Rejsen slutter ved Bergmans gravsted og hus ved stranden på Fårö, hvor Bergman dirigerer de sidste film uden at ryste på hånden. Med Fanny og Alexander får Bergman sit folkelige gennembrud, og musikken er der fortsat som en budbringer om en anden virkelighed.

Tilrettelæggelse: Tina Rømer (DR P2)

https://www.dr.dk/radio/p2/bergman-og-musikken/bergman-og-musikken-1