Poesi, eneste gyldige metode
Han er jo fordingsfuld og uforsonlig den Tarkovskij. Til FILMKLUB FOF’s møde i aftes, hvor vi diskuterede Ada Bligaard Søbys film, havde jeg taget et lille stykke med, som jeg havde oversat (lidt frit) fra Andrej Tarkovskijs bog Die versiegelte Zeit, hvor han stiller den poetiske film op over for den kommercielle filmproduktion: “… Når der tales om filmiske retninger, om forskellige slags film, så handler det som regel om den kommercielle filmproduktion, det handler om komedier, westerns, psykologiske dramaer, krimier, musicals, horror, katastrofefilm osv. Det drejer sig om massemedier, forbrugsvarer, konsum om man vil. Filmkunsten bliver imidlertid desværre påtvunget disse allestedsnærværende former udefra, af kommercielle interesser. ” Men filmen, cinematografien, som det hed tidligere, konkluderer han, “… kender i sit egentlige væsen kun en eneste form for tænken – det er den poetiske, som forener det ’uforenbare’ (jeg har ikke lyst til at oversætte ved ’modsætningerne’…) og paradokserne, den poetiske tænken, som gør filmkunst til en adækvat udtryksform for sin autors tanke og følelse…”
Måske kan det også fungere som en kommentar til Tue Steen Müllers dybt foruroligende overvejelser nedenfor?