Steen Møller Rasmussen: Fotografi

I filmen medvirker fire fotografer, Keld Helmer-Petersen, Per Bak Jensen, Krass Clement og Kirsten Klein, men filmen handler ikke om dem. Næsten heller ikke om deres fotografier, sådan specielt. Den er ikke et gruppeportræt, slet ikke en biografisk sammenstilling. Den er om det, som titlen siger, fotografi. Den er et essay, måske, eller en poetik i hvert fald.

Steen Møller Rasmussen har lavet sin film som et fotografi, naturligvis. Med alle de fotografiets elementer, de medvirkende taler om , som synlige og mærkbare tråde af konstruktion og holdning i fimen, så den hviler i sig selv, i sin viden om æstetikken, som et billede af hver af de fire (det skifter hele tiden, i stor ro, selv om skiftene ofte markeres af fast motion (eller hvad det hedder) OG som et billede af Steen Møller Rasmussen.

Tydeligst er selvfølgelig motivet vinduet, som introduceres i første scene. Ude, inde, kigge ud. Det er Helmer-Petersen, som kigger og taler om at løbe ud og ind at hente kameraet og ud. Bak Jensen analyserer udsigtens linjer og beskæringer, Clement er fascineret af tågedagens lys: “Det er fandme smukt”, og bliver selvfølgelig optaget af en handling derude i bylivet, og Kirsten Klein tager tråden op og får langt, langt ude øje på en båd på fjorden. Jo, det er da en fisker, der er ude at sætte garn. Og hun runder den anden linje af, et træ er med årene blevet så stort, at det dominerer vinduets billede, det forstyrrer ved at tiltage sig for megen opmærksomhed.

Og Møller Rasmussen fordeler rollerne: serier og slægtskaber (Helmer-Petersen), stedet og jeg og dets ånd og det religiøse (Bak Jensen), magien, oplevelsen og besjælingen af den, som så bliver fotografiets sjæl (Clement) og endelig: “Se Jordens krumning her ved Livø Bredning” (Kirsten Klein). Klipperen Anders Villadsen har omhyggeligt foretaget dette fletværk (her kun antydet, analysen kan fortsætte og fortsætte), som gør “Fotografi” til ét eneste billede af denne kunsts væsen.

Steen Møller Rasmussen: Fotografi , 2006.