Torben Skjødt Jensen: Teaterdokumentarer /5
Teatermennesket Torben Skjødt Jensen havde 29. marts 2014 den her Facebook-opdatering: ”… i aften står den på premiere på Rytteriet 2 på Bellevue – det skal nok blive sjovt… Men jeg vil nu gerne inviterere alle jer, mine FB venner, i teatret i aften. På DRK starter i aften 20.55 en ny runde teatertransmissioner på “1. parket” – og de næste 3 lørdage har jeg produceret og klippet de viste forestillinger. Det starter med “EKSIL”, teater Nordkraft i Aalborgs første brydetag med Jakob Ejersbos forrygende Afrika fortællinger – en rejse med den unge Samantha ned i den mørkeste side af menneskesindet i hjertet af Tanzania. Spænd selen og rejs med i aften foran TV-skærmen …” Jeg står på, og bliver væltet og fyldt med kaotiske følelser og ustrukturerede tanker. Jeg ved ikke hvad jeg skal mene. Og lader være. Sørger…
Over den skæbne, som truer den unge, på mange måder (måske alle måder) nøgne, unge kvinde, jeg selvfølgelig, sådan som det er indrettet, altså skrevet og iscenesat, følger fra begyndelse til slutning uden at tage blikket væk. Hun er der hele tiden, og hun skal følges til hun går til grunde. Hun hedder Sofia Saaby Mehlum, er skuespiller og en voksen kvinde, og hun fremstiller karakteren Samantha, som er en stor skolepige. Og for mine øjne forvandler Sofia Saaby Mehlum sig til denne skolepige med en voksen kvinde i sig. Jeg ser det ske. Dokumentarfilmen gør det muligt. Jeg har hende i fokus fra hun under prologen viser sig i baggrunden lænet op ad en af verandaens stolper (på den veranda foregår alt, den er et microkosmos), gennem alle scener til den sidste. Og det er ikke, fordi jeg glor på hende, som hun siger til en af mændene (og samtidig betror, at det kan hun godt forstå), det er fordi, hun lader hvert øjeblik med sin energi, sin musikalitet, sin autenticitet i hver eneste reaktion og hvert eneste udtryk. Og netop det er noget, dokumentarens iagttagelse om ikke muliggør at se, for sådan er det heller ikke, men udpeger og understreger, så jeg ikke alene oplever en 15 årig kvinde, men en voksen kvinde i sit mimesiske øjeblik på øjeblik på øjeblik, en skuespiller i sin kropslige erindring.
Jeg ser ikke filmen som en kritik af af europæisk praksis i Afrika, ikke som en filmatisering af Ejersbos roman, slet ikke som en optaget og gemt transmission eller reportage fra Nordkrafts forestilling. Jeg ser filmen som en fremragende dokumentarisk skildring af en skuespillers empatiske undersøgelse af en person i et litterært værk og hendes skuespillerarbejde med at genskabe dette menneskelivs tragedie, så jeg ved, det var ægte og stort teater der i Ålborg på Nordkraft, så jeg for mine øjne ser en autentisk indsats for ærlighed og kærlighed, men som det hedder i undertitlen også ser en konsekvent ”destruction of beauty”. Et tv-program ja, men her i form af et filmværk, som bør bevares, så det kan genses i en films skriven. Min association lander jo ved Sonnet LXV: ”… Or who his spoil of beauty can forbid? / O! none, unless this miracle have might, / That in black ink my love may still shine bright.//”
”Eksil”, Danmark, 80 min. Postedified TV & Film, København. Det grundlæggende teaterstykke blev opført af Nordkraft, Aalborg. TV- versionen blev endt på DR K første gang 29. marts 2014 og igen i forbindelse med teaterfestivalen på DRK 16. juni 2014. Vil formodentlig blive genudsendt yderligere, da de formodentlig har rettighederne til flere visninger.
