Torben Skjødt Jensen: Væbnet med ord & vinger /3
Biografvisningen i Øst for Paradis i mandags rumsterer endnu. Så jeg skriver også de sidste umiddelbare notater fra den aften af. Eftertankerne kommer nok, når jeg omsider læser, hvad andre skriver om filmen i foromtaler, interviews og anmeldelser. Jeg ved, der er skrevet meget.
5
Jeg tænkte også da jeg der i Øst for Paradis som et vigtigt eksempel på Torben Skjødt Jensens stilsikre brug af den skildrede tids tv- og dokumentarfilmbeskæringer chokeret så det første af de vidunderlige interviews i en stiliseret sort/hvid, rolig, rolig optagelse, beslutsomt ændret fra den tids 4:3 beskæring til nutidens 16:9, så rent qog flot fotograferet af Henrik Ørslev og Steen Linde næsten som Henning Carlsens og Henning Christiansens dokumentarfilm fra engang, og hensynsfuldt og følsomt klippet af Steen Schapiro. (FOTO: Inge Guldal, Michael Strunges første kæreste. Nu, under interviewoptagelsen)
6
Forklaringen på det med tid er jo, går det op for mig, at den ikke er Michael Strunges tid, hans samtid – den er Torben Skjødt Jensens films nu. Alle de medvirkende sidder i deres sort-hvide velordnede ramme og erindrer den tid, mindes Michael Strunge og digtene og musikerne og musikken dengang. Væbnet med ord og vinger foregår lige nu, i denne jævnaldrende gruppes sind, – som filmen lader tegne sin generation, jeg tror på en så generøs måde, at den ikke alene er et værk for den generations retrospektive selvforståelse, men tillige for dens nu voksne børns forbavselse og anerkendelse: så nu forstår vi! Måske tager de ikke filmen lige så inderligt til sig, men de tager Michael Strunges korte liv og skæbne og digte til sig, den samlede Strunge er også deres.
7
Interviewfilm bekymrer mig ellers. Jeg får et besvær med filmens nu. Der er studiets nu, hvor det interviewede vidne fortæller, der er klipperummets nu, og der er biografens og mit nu, hvor jeg henrevet for mig selv etablerer fortællingens virkelighed. De film som bliver i studiets nu, er rene i sig selv og de sætter mig fri med det samme. Men er der så bearbejdet arkivstof inddraget, kan det dels skubbe min egen billeddannelse til side og i stedet levere sin egen tid i filmen, som så ofte, for mig at se, kommer i modfase til billedet, altså til portrættet af den medvirkende der i studiet.
Torben Skjødt Jensen administrerer det her problem med tiden ved hurtigt at klippe de nødvendige lag ind i fremstillingen, så jeg med det samme i en overenskomst med hans film skiller dem ud og anerkender dem som hans fortællings dynamik, der roligt bringer dem sammen, så jeg trygt accepterer de to eller flere lag som én tid, den tid som undertitlen taler om, som er filmens undersøgelse ved siden skildringen af Michael Strunges personlige tid, biografien. Filmen bliver således helt enkelt biografi og tid, og de to billeder balanceres på milligramvægt fra øjeblik til øjeblik gennem alle filmens 108 minutter.
8
Og tid bliver noget man ligesom kan komme for sent til. Nøglescenen er en arkivoptagelse fra et litterært tv-program fra 1984, hvor litteraturhistoriens regel om årtier, som oprindelig var et ordnende princip, sådan tilbageskuende, bliver nutid, bliver tiår, hvori nogle digtere fra første dag forældes på en nat. Lola Baidel og Kristen Bjørnkjær er i programmets studie sat over for Pia Tafdrup og Michael Strunge, og Strunge blæser fanfaren i det møde foran studiekameraerne ved at beskrive og afgrænse den gamle æstetik som er forbi som periode, som 70-erne, som er Baidel og Bjørnkjær, forstår jeg, og den nye æstetik, som er 80-erne, som er Pia Tafdrup og ham.
Det er lidt vildt og uforsonligt i tv-programmets nu. Men så klipper Skjødt Jensen til sit interview med Søren Ulrik Thomsen, dengang jo således ny og altså fra årtiets begyndelse 80’er digter, som i optagelsens moderne format 16:9 og rigtige, virkelige og afklarede nutid, på sin måde til stede der mandag aften i Øst for Paradis’ store sal, giver den skarpt og højlydt skelsættende Michael Strunge ret og påtager sig at demonstrere, at selv om Strunge og Tafdrup og han selv var låst som 80’ere, lever imidlertid deres digtning i nye tiår efter tiår. Michael Strunges indlæg den tv-aften var så radikalt, som alene han selv i det filmiske nu profetisk var klar over: Der måtte i digtningen et indre udtryk til som var meget stærkere.
Michael Strunge og hans anden kæreste, Cecilie Brask, fotografier fra dengang. De to var sammen til hans død.
Danmark, 2018, 106 min. Produceret af PictureWise Film / PostEdified Film. Distribution ved Another World Entertainment. I biograferne NU disse dage. Filmkommentarens anbefaling og vurdering er jo 6/6, seks af seks mulige penne.
https://www.facebook.com/performrecordshow/videos/ (trailer)
http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/99625.aspx?id=99625 (fakta om filmen)
