Why Democracy: Jagten på revolutionen
Jeg kan godt lide den her film. Det mærker jeg med det samme. Jeg kan godt lide stemmen, der fortæller. En journalist, som fortæller en en rigtig historie fra en alvorlig virkelighed. Uden at ville belære mig, uden at ville underholde mig. Uden at ville mig noget. I og for sig.
(Det er kun DR, som vil mig en hel masse på hjemmesiden om det her projekt med alle filmene, så meget, at det er svært at finde frem til det enkle, primære, altså informationer om filmene selv. )
Det foregår i Bolivia, blandt fattige bønder. Som svigtes af magthaverne. Eller værre endnu. Og det handler om videreførelsen af Che Guevaras afbrudte projekt i en nutidig revolution, forklarer stemmen. Filmen fortæller hvordan, om den folkelige bevægelse for at få de fattiges repræsentanter valgt. Få Evo Morales som præsident. Vi følger processen med fremgang og tilbageslag.
Filmens hovedperson er en af Morales folk. Hun hedder Jiovana og hun har også et projekt. Det går ud på at skaffe beskæftigelse til fattige kvinder, som ikke kan læse og skrive. Så længe hun arbejder lokalt ude blandt de fattige, arbejder for deres rettigheder konkret, går det hende fint, hun er populær og vælges til parlamentet. Hun køber nyt tøj og arbejder nu i hovedstaden, og hendes vælgere mister følingen med hende og hendes indsats, og hun mister deres støtte.
Hendes krise er filmens story line og fortælling om den demokratiske socialismes grundlæggende vanskelighed. Som ikke i en konstrueret dramaturgi bringes til en konklusion.
Vi forlader Jiovana midt i nedturen, midt i det spændende, at hendes parlamentariske slid netop ser ud til at få de første synlige resultater, penge til kvindeprojektet med læse og skriveundervisning, senere måske uddannelse og senere endnu en frigørelse fra den gamle kønsrolles bindinger.
Vores fortællers stemme, kameraets stemme fortæller, at den fortsat følger Jiovana. Når filmens fortsættelse kommer, vil jeg bestemt se den. Det må være en aftale i det mindste.
Jo, jo filmen er som et lysbilledforedrag. Stemmen bærer fortællingen, billederne illustrerer. Man kan vel egentlig næppe kalde det en film, det er helt ordinært tv arbejde. Blot ikke båret af journalistisk opklaring, som vi er blevet så vant til som form. Nej, helt gammeldags båret af viden og tilstedeværelse og en sympatisk ordentlighed. Ikke mere, og det er for mig også ok.
Rodrigo Vazquez: Jagten på revolutionen. Filmen kan ses på nettet: http://www.dr.dk/Tema/Hvorfordemokrati/10film/Forside.htm
