Christine Albeck Børge: Livet mens vi dør
Det her er bare en rigtig god dokumentar, den holder mig fuldt koncentreret fanget denne hele time i sin udfoldelse af den lavmælt kloge flertydige titel som ikke vil være andet end en overskrift, men som i sin underfundighed åbner for skildring af en livsforståelse som på trods er forbavsende rig med de fire medvirkende: en pilot, en operasanger, en embedsmand, en pædagog, fire kloge kvinder alle syge af uhelbredelig brystkræft, dette lille spektrum af nære veninder er dokumentarens hele verden og viden. Og det er bare en rigtig vis dokumentar Christine Albeck Børge således debuterer med. Må der dog bare komme flere fra hendes hånd…
2
(senere, 17. juni) … og jeg tænker på filmen om at leve før døden og der er talt og skrevet og malet og modelleret og filmet om den tid. Meget, men her er det konkret, kontant, præcist og kortfattet og det er en befrielse. At den sidste tid er en sygdom er så filmens helt klare optagethed – også her har den meget klogt og indlevet at sige, netop her har de fire intenst medvirkende vidner, ja det er de så, og troværdige, rigtig meget og konkluderende visdom og skønhed at fortælle. I kærlige sætninger til os som lever med denne i den sammenhæng indlevede viden at vi skal dø, måske om lidt. ”Lægen sagde tre måneder måske fem” og rigtigt hun døde under filmens afsnit om foråret i det skildrede forløb…
3
(endnu senere, 20. juni) … Jeg har ikke mødt så gribende vidnesbyrd om denne intense tid i livet mens jeg dør siden jeg første gang læste Peter Nolls båndoptager – dagbog fra sin tid mellem diagnose og død, Diktate über Sterben und Tod (Zürich 1984). Det tyske sprog har dette fine ord, Sterben om dette livsafsnit som filmens titel lover og dens indhold strengt respekterer og så Tod som punktum. På dansk hedder det “være døende” men det læser jeg som langt snævrere end Sterben som udvider begrebet til memento mori, de tavse munkes eneste hilsen når de mødte hinanden klosterets gange og sale stødte ind i denne hilsens krav om at leve mens vi dør.
I mine tanker mens jeg så dokumentaren – og især siden jeg så den for de par dage siden, udfolder den sin hemmelige vinkling, titlens bredde i nuet, fortællingens kerne, at hele livet er dette memento mori som ramte mig i mit liv som kræftpatient, med en anden kronologisk lidelse, som kristen med viden om troens indhold, som tilstedeværende ved en brors sidste dage og timer. Det er alt sammen livet som i voksende erkendelse er hele tiden at leve mens jeg dør. Al tid.
Christine Albeck Børge viser mig det så smukt og barskt: ”… jeg går ikke bort, sådan hej, hej og vink fra døren.” Den medvirkende dansklærers afgørende replik som også er placeret i titelsekvensen, ”… nej, jeg dør.” Punktum.
Danmark, 58 min. 2020. Dokumentaren havde premiere på DR1 den 22. juni og på DRtv har man derefter kunnet streame dokumentaren og vel nogle dage endnu: https://www.dr.dk/drtv/program/livet-mens-vi-doer_190666