DOCAlliance /2 LA JETÉE
CHRIS MARKER: LA JETÉE
Det var i 2008. Jeg havde været til festival Cinéma du réel, og jeg skulle jo have noget med hjem til min filmklub. Noget fra Paris. Noget rigtigt. Jeg fandt det i Pompidoucentrets butik. En nyrestaureret dvd udgave af den udødelige film om byen, om kærligheden og om døden. Om tiden og om krigen og om det umulige i at undslippe. Dette billede er fra afsnittet om mødet og forelskelsen og foråret i Paris. Det er et still fra location. Jeg havde et andet Paris billede med også. Det er et still fra samme film. Byen lige før udslettelsen.
BIOGRAF
Filmen består af sådanne stills. Den er optaget med Pentax 24×36, bortset fra en enkelt, naturligvis berømt filmscene med øjne som bevæger sig, optaget med et Arriflex 35 mm lånt en enkelt time. Marker kalder det en filmroman. Han hylder i en lille tekst i programhæftet sin barndoms lommebiograf Pathéorama med serier af lysbilleder, ”… mais ces scènes étaint des plans, magnifiquement reproduits, de films célèbres, Chaplin, Ben Hur, le Napoléon d’Abel Gance.” En onsdag aften dengang så vi filmen i FOF filmklubben her i byen. Jeg var en begejstret og forvirret oplægholder, det her var filmhistorie og levende nutid på samme tid, det var noget rigtigt, noget dybt betydningsfuldt og noget mærkværdigt fra min ungdom, og jeg skrev et par notater til min præsentation af La jetée og to Marker film yderligere, som jeg selvfølgelig heller ikke havde forstået ret meget af, det mærkede man tydeligt, mærkede jeg tydeligt.
VOD
Så er der gået næsten ti år. Nu har jeg chancen igen disse dage med DOCAlliances Chris Marker serie. Jeg ser som den første La jetée nu igen. Og jeg tænker med det samme på Tarkovskijs Solaris, 1972, begge film handler jo om i en nutids ramme at rejse tilbage i erindringen, i Tarkovskijs til en nær fortid, i Markers films rammes fremtid tilbage til sin egen tid, til hans tid. Og begge films indhold er erindring om kærlighedstab, erfarede erindringer må jeg tro.
De overlevende fra det atomangreb, som har udslettet Paris, har dybt under jorden indrettet et samfund styret af gangsterorganiseret eksperimentel videnskab i et forsøg på med tidsrejser at overleve. I et sådant laboratorium foregår rammefortællingens kammerspil. Hovedpersonens gentagne vellykkede rejser til filmens egen tid består af en 1962 byfilm romance skildret ved lyriske stills, som jeg aldrig glemte, for de var også min dannelses tid.
Men der er tillige fra den frygtelige fremtid i intimteaterscenens laboratorium under den udslettede by drømte rejser frem i en fremtid, hvor Paris er genopbygget, hvor hovedpersonen efter sit besøg får at vide han er velkommen, men finder tilværelsen der ligeså frygtelig. Så nej, han er forelsket i sin egen tid, forelsket i forelskelsen, i kvinden, i kunsten, i haverne i byen, i det at vandre sammen med hende på det naturhistoriske museum, hvor fortiden er fascinerende, men trygt konserveret, forelsket i det Paris, som et atomangreb om kort tid vil udslette, så det ligner Hamburg 1944, Hiroshima 1945.
STORY
“This is a story of a man marked by an image of his childhood. The violent scene which upset him, and whose meaning he was to grasp only years later, happened on the the main pier at Orly, Paris airport some time before the outbreak of World War III… “ Fortsæt med filmen på: https://dafilms.com/film/10153-the-pier
Chris Marker: La jetée, Frankrig 1962, 29 min.
