Anna von Lowzow: P.S. Krøyer
Enten bliver det ganske kort: det kan man bare ikke. Kalde dette en film, som det så påståeligt står allerførst. “En film af Anna von Lowzow”. En film er det imidlertid, men hvilken? Der er mange slemme steder, men værst de ufølsomme citater fra intime breve fra Marie Krøyer til sin mand. Især ét citat var sårende brugt i den mærkeligt overfladiske sammenhæng, tv-produktionen insisterede på. Jeg ved godt, de breve for længst er offentlige, men de er ellers diskret gemt i bøger. Her i tv bliver brevcitaterne ydmyget som illustrationer i en oppustet sladderhistorie af en voice-over uden litterær eller journalistisk rygrad. Som jeg hørte teksten den ene gang for lidt siden i aften. I dette mærkelige stort anlagte, kedeligt strukturerede lysbilledforedrag.
Eller også bliver det længere, når jeg får tænkt mig om og den øjeblikkelige vrede har lagt sig. Allerede i titlerne er ubeslutsomheden til stede, igen det med titel og undertitel. P.S. Krøyer hedder den, en biografi altså, en tragedie,måske. En vemodig stemning af kærlighedstab. Men så hedder den også Sikken fest! Med udråbstegn oven i købet. Nu er det en kollektiv historie, en komedie måske. En overstadighed. Filmen her magter simpelthen ikke de to forløb (Krøyer magtede dem..) Instruktionen er ikke beslutsom nok, ikke indsigtsfuld nok, vil for meget, skulle selvfølgelig have valgt én af de to historier. Og festhistorien ville bedst kunne holde til en så hårdhændet håndtering.
Foreløbig én pen til Jon Holden Dahl og Jette Thage, som alene kunne have fortalt den historie om Krøyer, vi allesammen kender i ALLE detaljer. én gang til (vi hører jo gerne de store kærlighedshistorier igen og igen..) på en ny måde med deres værdige varme og ro..
Anna von Lowzow: P.S. Krøyer, 2008. DR1. Genudsendes 24. marts kl. 20:00.