Why Democracy: Bloody Cartoons
Karsten Kjær er journalist og har valgt at benytte sig af den engelske form for ”investigative journalism”, hvor journalisten beslutter sig for at tage ud i verden og stille nogle spørgsmål for at finde ud ad, hvordan tiden og hændelserne omkring de famøse tegninger og al balladen omkring dem ser ud i bagklogskabens berømte lys, og hvordan sagen har influeret på ytringsfriheden.
Det gør han sådan set ok. Han taler med Flemming Rose og en af de danske tegnere, han taler med Anders Fogh og han sætter sig ind i en taxi, kører til lufthavnen og lander i Beirut, Qatar, Istanbul og Iran. Her opsøger han nogle af de folk, som opildnede til ildspåsættelserne og dannebrogsafbrændingerne. Det er for dokumentaren gode folk, og samtalerne er interessante, og Kjær holder sig ikke tilbage, samtidig med at han opfører sig pænt og ordentligt!
Konklusionen fra rejsen, fra Kjærs side, er at ”vi” har tabt en smule af vores frihed til at sige og tegne, hvad vi vil, at der har sneget sig en god del selvcensur ind rundt omkring på redaktionerne og i medierne generelt.
Det er sikkert rigtigt, men er det så særligt interessant at konkludere sådant? Næh, han kunne have ladet interviewene stå for sig selv, eller have haft mere af dem, have haft flere folk fra den muslimske verden i længere sekvenser. Det er desværre, hvad man får ved at vælge denne lette genre med den rejsende og spørgende journalist. Det er ikke klogt nok.