CPH:DOX – Danske Film: Little Sinner
“Little Sinner er en meget personlig fortælling om tvangsægteskab, vold, traumer og en konstant uro. Alligevel repræsenterer den mange kvinders historier. Ofte forbinder vi tvangsægteskaber med den muslimske tro. Daro er født og opvokset i Syrien. Hendes familie var og er ikke muslimer.
Det handler om social kontrol. Da familien ære er på spil bliver Daro gift med en fremmed, som udsætter hende for vold, voldtægt og frihedsberøvelse. Da hun med hjælp af sin kæreste, den danske udvekslingstudent Toke, kommer ud af forholdet, kan hun godt lægge tvangsægteskabet og volden bag sig. Det er det faktum, at hendes mor ikke hjælper hende, mens det står på, der for alvor sidder i hende og gør, at hun har svært ved at falde til ro.”
Ovenstående er et citat fra publicist Line Bilenbergs – som sædvanlig – fine pressemateriale. Filmen var i hovedkonkurrence og kunne vel godt have vundet en pris for sit tætte personlige selvportræt, som rækker ud til den tid, som den foregår i. 20 år. Revolutionen i Syrien, flygtninge som når og ikke når de græske kyster og at være fremmed i Danmark. Daro Hansens historie er stærk og filmen har nogle følelsesmæssigt stærke scener med Daro og hendes mor, hvor jeg havde lyst til at kigge væk. Så stærke var de. Daro skriver så godt om sin film så jeg giver ordet til hende:
INSTRUKTØRENS TANKER OG MOTIVATION
Af Daro Hansen
”Denne film opstod ikke ud fra en plan. Den opstod, mens jeg levede mit liv og forsøgte at overleve det. Først mange år senere forstod jeg, at filmen i virkeligheden blev en ubevidst form for terapi – min måde at bearbejde noget, jeg i mange år havde flygtet fra.
Filmen er en personlig dokumentarfilm, fortalt indefra, der bevæger sig mellem erindring, nutid og refleksion. Den søger ikke forklaringer eller konklusioner, men arbejder med nærhed og stilhed som en måde at blive i noget, jeg endnu ikke turde erkende.
Da jeg begyndte i terapi, var udgangspunktet at tale om det voldelige tvangsægteskab, jeg havde været fanget i. Men jeg blev vred hver gang samtalen kredsede om volden. Jeg kunne mærke en modstand, jeg ikke forstod. Jeg vidste, at voldtægt, fysisk vold og daglige trusler på livet var voldsomme oplevelser – men mens jeg var i det, gjorde det ondt på en måde, jeg næsten havde forventet. Jeg forventede ikke tryghed fra mennesker, der udøvede vold. Det, jeg derimod forventede, var tryghed fra min familie – og især fra min mor. Da det ikke skete, forstod jeg først mange år senere, hvor dybt det havde ramt mig. Det, jeg tog med mig fra terapien, var ikke svar, men en fortsat bevægelse: jeg blev ved med at filme.
I denne periode begyndte Toke at sige, at jeg burde tale med min mor. Jeg blev ved med at insistere på, at jeg var kommet videre fra den voldelige mand, og at jeg havde lagt det bag mig. Men jeg var ikke klar til at se, hvad min mors opførsel har gjort ved mig. Først senere forstod jeg, at Toke havde set noget, jeg endnu ikke kunne rumme eller være i.
Filmen var oprindeligt tænkt som en film om flygtninge, men fra begyndelsen kunne min co-instruktør Thomas se, at den i virkeligheden kredsede om mit eget traume og det svigt, jeg bar med mig. Jeg forstod godt, hvad han mente, men var endnu ikke klar til at gå den vej og indrømme, hvor personlig filmen var. Den proces tog sin tid og sin vej.
I mange år arbejdede jeg i flygtningekriser, særligt i Grækenland og i Libanon. Filmen viser møder med flygtninge, der lever med dybe traumer og bærer på tab, forladthed og håbløshed – men også på en stærk vilje til at være i live.
Mødet med disse mennesker, deres styrke og måde at leve videre på, gjorde et dybt indtryk på mig.I deres historier genkendte jeg mit eget, men også noget, jeg endnu ikke havde turdet se. Det blev tydeligt for mig, at jeg i virkeligheden gjorde det modsatte af dem: hvor de turde blive i smerten, tale om den og arbejde med den, flygtede jeg fra min egen.
Langsomt blev det klart for mig, hvad der virkelig havde sat sig i min krop og sjæl. Det var ikke selve volden. Det var svigtet. Oplevelsen af, at min mor forlod mig den dag, jeg var allermest sårbar. Den dag hun blev ringet op af manden, der truede mit liv, fik at vide, at hun måske kunne nå at se mig én sidste gang – måske ikke. Alligevel gik hun. Det er dér, traumet ligger.
Når man hører om tvangsægteskab, tænker mange automatisk, at det handler om et muslimsk miljø. Det gør det ikke her. Min familie er ikke muslimsk – det handlede om tradition, ikke tro.
Filmen undersøger, hvordan svigt kan være mere ødelæggende end den voldelige begivenhed, der er synlig udefra, og hvordan traumer ofte opstår i det øjeblik, hvor vi ikke bliver set, beskyttet eller holdt af dem, vi elsker mest.
Som instruktør arbejder jeg med et blik, der søger nærhed frem for forklaring. Filmen søger ikke forløsning, men ærlighed. Mit ønske er at skabe et rum, hvor publikum kan spejle sig – i mig, men også i de mennesker, jeg møder i filmen, og håber, at andre kan få inspiration til at tage en kortere vej hjem til sig selv end den, jeg selv har gået – ved at turde stille spørgsmålet: Hvad er det egentlig, der gør ondt? Og ved at turde blive i følelsen.”
❤️ ❤️ ❤️ ❤️❤️
Daro Hansen & Thomas Papapetros / Denmark / 2026 / World Premiere / 90 min.
