


Sebastian Cordes: Jenny – en historie om Lydmor

Hvor meget bør en anmelder vide om en film før han/hun sætter sig i biografen? I princippet vel ingenting? Sæt dig ned og bliv overrasket på den gode måde. Få en god historie, giv dig hen til en filmisk oplevelse.
Jeg vidste intet om Lydmor… Men jeg valgte nu alligevel – efter pressevisningen i går morges – at søge hjælp i familien: Kender I Lydmor? Filmen havde skærpet min nysgerrighed.
Min niece, nogle årtier yngre end mig svarede: “Jeps, kender hende, hun er helt vildt dygtig og virkelig alsidig! Kendte hende nok mest fra det elektroniske. Men K og jeg var til en akustisk koncert med hende i 2023, der var helt fantastisk. Har du mulighed for det, synes jeg, at du skal lytte til hendes album “Nimue” fra 22, det er et mix af elektronisk og akustisk.”
Det gjorde jeg så, og genkendte flere af sangene fra filmen. Faktisk er “Nimue” optaget på på den norske ø Giske, som fylder vidunderligt meget af filmens begyndelse. Vidunderligt, fordi instruktøren Sebastian Cordes selvfølgeligt lader naturen spille med indendørs og udendørs. Voldsomme bølger skyller ind på klipperne omkring huset, hvor Jenny Rossander bor i en måned – og hvor hun optager og redigerer sine numre. Hvis hun ikke lige er ude i det barske vejr med en mikrofon for at optage havets lyde og sine egne skridt i sneen! Det må have været den rene svir for klipper og lydmand at sidde med det materiale! Lydsiden er i øvrigt helt formidabel, kunne jeg høre i den store sal i Empire Bio. Og altså ikke alene Lydmors sang og arrangementer.
Det er også her i begyndelsen at filmens røde tråd bliver gjort synlig: Udover at komponere og arbejde med sine sange og give koncerter, er Jenny i færd med at skrive en bog, der får titlen “Jeg har tænkt mig at skrige hele vejen”. Det er en personlig roman, som har magt som tema. Som den udføres af en mandlig kulturpersonlighed overfor en ung kvindelig musiker. I mange fine scener i filmen vender Jenny tilbage til bogen, som er under udarbejdelse, hun nærmest svælger i det, “I Love Pain”, men ikke alene indholdet, temaet, bliver berørt men også forholdet til forlagets redaktør, som vil have ændringer i manuskriptet og der er en herlig scene, hvor en anden redaktør træner Jenny i, hvordan hun kan svare journalisterne, når de vil have at vide, hvorfor hun har skrevet bogen og HVEM den magtfulde abuser er!
Bogen som jeg ikke har læst, men nu har lyst til at læse, akkurat som filmen – med niecens anbefaling – fik mig på Spotify. Hvor man også kan læse teksterne til sangene. Der er godt nok megen smerte i Lydmors kunstneriske univers.
Cordes har lavet en glimrende film. Med kærlighed tøver jeg ikke med at skrive. Han er der bag kameraet, reagerer ind imellem på, hvad Jenny siger, så kærligheden ligger i kameraarbejdet, de mange nærbilleder, gosh hvor hun “skifter ansigt” undervejs i de fem år, optagelserne har fundet sted. Smukt og fascinerende at følge. Emotionelle ture op og ned har kameraet fanget.
Og så er der de mange koncertoptagelser, direct cinema, som vi kender dem fra Beatles-filmene, fra Pennebaker og fra filmen om Paul Anka. Jenny forbereder sig, får lagt make-up, går ud til publikum, som i en scene er ganske lille og i en anden er kæmpestort, i Hanoi, hvor hun blomstrer og nyder den anerkendelse, som alle kunstnere angler efter. “Champagne og cigaretter” siger hun efter koncerten. Et andet højdepunkt er koncerten på Gamle Scene i Det Kgl. Teater. Desværre fik vi – filmpublikummet – kun set et glimt. Lydmor elsker at optræde, det ses hele vejen igennem, smerten og tvivlen kommer ud over rampen.
(En anmelder søger ofte efter noget at brokke sig over. Et lille brok er Cordes arkivbrug, hvor han i rasende fart klipper Trump, Epstein sammen med Billie Jean King og mange andre for at understrege de universelle temaer kvindeundertrykkelse og kvindekamp. Unødvendigt. Det har vi fanget!)
Og så slutter anmelderen, der intet vidste på forhånd: Fremragende og tankevækkende musik af en fremragende kunstner, Jenny, der giver sig selv ethundrede procent i en visuel fortælling fortalt af hendes kæreste Sebastian. Har stadig lyden af de norske bølger i mine ører og hvad de blev til i Jennys fortolkninger. Ikke så ringe endda. Der må da komme mange mennesker til den film!
Danmark, 2026, 88 mins.
❤️ ❤️ ❤️ ❤️❤️