Jacob Jørgensen og Henrik Lundø: Olafur Eliasson
Jacob Jørgensen og Henrik Lundø laver beundrende, imponerede og loyale film om ophøjede personligheder som Erik Reitzel, Dronning Margrethe, H. C. Andersen, Henning Larsen og mange, mange flere. Og nu altså Olafur Eliasson. Og det skal de gøre, og det skal de blive ved med. Deres film glæder mange. Rigtig mange.
Jeg blev imidlertid skuffet over Eliasson filmen. Og kom til at tænke, at også inden for Jørgensens og Lundøs koncept, eller plan, eller smag, inden for deres ambition må der være nogle overordnede krav til emnets fokus, til indsigtens dybde, til karakterens udvikling, til klippets musikalitet og egenfortælling.
Jeg blev så skuffet, fordi filmens fokus, som for eksempel kunne være blevet ved Hudsonflodens vandfald og deres fortælling, flakker til andre af Eliassons mange projekter, til lidt antydet biografi og til noget sentimentalt privatlivs indblik. Skuffet, fordi dybden i hans gennemgående monolog og samtaler konstant svigtes til fordel for en omklamrende forklaren og forklaren tilsat lidt moraliserende didaktik. Skuffet, fordi den berømte hovedperson, skønt hele tiden aktivt tænkende kunstner, i filmens story line står fuldstændig stille i et låst ikke-karisma. Lidt træt, faktisk. Jeg blev skuffet, fordi klipningen uden retning flakker fra dit til dat og fortaber sig i gentagelse og limen sig pinagtig fast til scener, som forlængst har tabt indhold og gnist, en klipning, som i filmens sidste tredjedel bare tynder ud og tynder ud, uden jeg mærker det som konstruktionsbestemt diminuendo.
Men er man i forvejen optaget af Ofafur Eliassons person, arbejde og shows, skal man bestemt se Jørgensens og Lundøs film. Den er sympatisk, venlig, høflig og loyal. Og den er formodenlig blevet fuldstændig, som de ville have den. De er dygtige og meget, meget erfarne, de to.
