Lars Feldballe Petersen: Kampen om kemikalierne
Der er meget godt at sige om den her film. Det er et sympatisk arbejde af den seriøse og altid på den bløde side engagerede Lars Feldballe Petersen, det er en uhyre vigtig historie, kampen mellem sundheden og pengene og det er en på de fleste måder velformuleret information, dels om kemikaliefarerne, dels om lovgivningsarbejdet i Bruxelles og endelig om lobbyarbejdet i den forbindelse.
Men her kommer så filmens problemer. Den vil, ser det ud til, følge to spor, den kemiske industris kamp og Greenpeaces kamp om indflydelse på politikerne og offentligheden omkring dem. Og det er filmens tydelige sympati for den ene side og den deraf følgende dramaturgiske skævhed, så mærkeligt sat i relief af en modsat skævhed i castingen.
Især dette valg af medvirkende er problematisk, for det ser ud til, at industiens side har de bedste karakterer i fremstillingen. Især en bestemt lobbyist, Franco Bisegna, får lov at føre sig charmerende frem, mens hans modpart Henrik Pedersen fra Greenpeace sentimentalt i redigeringen placeres som alt, alt for frelst. Hvor det ville være tilstrækkeligt, at han er dygtig, vidende og vist nok også karismatisk.
Værst er det med den danske politiker i midten af fortællingen, Dan Jørgensen, som klippes frem aldeles overgearet, synes jeg, så hans begejstring, som kunne være charmerende, er tæt på at knække over til det selvsmagende.
Så denne flittigt tilkæmpede, ansvarligt tænkte, og på mange måder OK tv-dokumentar er tæt på den gedigne journalistik, men i det filmiske arbejde svigter den i tegningen af de bærende medvirkende, som vi opfatter som karakterer, nu projektet flirter med den opklarende, afdækkende filmstil med thrillereffekt, action-højdepunkter og nedtælling mod show down.
Åh – havde det været muligt at følge det vældige slags finske hovedperson – hvilken udstråling! Så havde karaktertegningen været lettere at lave..
Lars Feldballe Petersen: Kampen om kemikalierne, 2008. Øst for Paradis og Cafebiografen. Net: www.filmstriben.dk DVD: www.kortogdok.dk TV2 222. april kl. 22:50.