Mads Kamp Thulstrup/Carsten Søsted: Og det var…

Hvad er det, der får en 60 årig mand til at sidde og småtude af bevægelse, når han ser en film om fodbold, ovenikøbet en film, hvor alt, ja stort set alt hvad han ser, er noget, han har set før, mål der scores, som han ved, der scores, spændingsfyldte øjeblikke, som han har set før, stemmer fra tv-klip, hvor han ved, hvad der siges, hvor han genkender stemmerne. Altså no suspense i traditionel filmisk forstand, og alligevel gribes han fuldstændigt af den stemning, som strømmer ham i møde fra lærredet i det københavnske Dagmar Teatret.

Jeg skriver om filmen om det danske fodboldlandshold 1979-1992 og jeg behøver ikke referere, hvad den handler om, det er vist gået op for de fleste efter den megen omtale. Jeg skriver om filmen, der viser hvordan Allan Simonsen scorer på straffe på Wembley, og hvordan Ole Kjær har en superredning i sidste øjeblik i samme kamp. Jeg skriver om samme Allan, der bæres fra banen med et brækket ben, om hans kammerater der laver en sang til ham sendt på tv, og jeg skriver om Mexico hvor Uruguay bliver nedsablet med superfodbold, men hvor vi ryger hjem fordi venstre wing Jesper Olsen er hvor han – som Piontek udtrykker det i filmen – ikke skal være, på højre backs plads, hvor han spiller en spanier fri og så er det forbi. Osv. Osv. Det er gribende gensyn, der også får den 60 årige mand til at tænke på, hvor han var, da kampene blev spillet. Glæden ved erindringen.

Det er flot skruet sammen, det er ganske enkelt underholdende, om det er en film, ved jeg ikke rigtigt, eller om det er en virtuos sammenskruet række af arkivklip, jo det er netop begge dele, for der er jo dramaturgisk fornemmelse, der er herlig manipulation som der er blevet skrevet om, der er musik der passer – og så er der de to trænere som karakterer, vidt forskellige personligheder, de taler interessant i retrospekt, men fylder (heldigvis) ikke så meget.

Hovedpersonen, og den der bedst repræsenterer filmens drengerøvsapproach, er for mig Preben Elkjær, på banen, med hul i bukserne, med helt geniale ryk og mål og så hans stemme ved siden af Flemming Tofts under EM i Sverige. En mand fuld af anekdoter, der kan begejstre og få andre til at begejstres. Hans efternavn er Larsen, en ganske almindelig mand med et ganske ualmindeligt talent for at spille bold.

www.ogdetvardanmark.dk

Danmark, 90 mins.

Share your love
Tue Steen Müller
Tue Steen Müller

Müller, Tue Steen
Documentary Consultant and Critic, DENMARK

Worked with documentary films for more than 20 years at the Danish Film Board, as press officer, festival representative and film consultant/commissioner. Co-founder of Balticum Film and TV Festival, Filmkontakt Nord, Documentary of the EU and EDN (European Documentary Network).
Awards: 2004 the Danish Roos Prize for his contribution to the Danish and European documentary culture. 2006 an award for promoting Portuguese documentaries. 2014 he received the EDN Award “for an outstanding contribution to the development of the European documentary culture”. 2016 The Cross of the Knight of the Order for Merits to Lithuania. 2019 a Big Stamp at the 15th edition of ZagrebDox. 2021 receipt of the highest state decoration, Order of the Three Stars, Fourth Class, for the significant contribution to the development and promotion of Latvian documentary cinema outside Latvia. In 2022 he received an honorary award at DocsBarcelona’s 25th edition having served as organizer and programmer since the start of the festival.
From 1996 until 2005 he was the first director of EDN (European Documentary Network). From 2006 a freelance consultant and teacher in workshops like Ex Oriente, DocsBarcelona, Archidoc, Documentary Campus, Storydoc, Baltic Sea Forum, Black Sea DocStories, Caucadoc, CinéDOC Tbilisi, Docudays Kiev, Dealing With the Past Sarajevo FF as well as programme consultant for the festivals Magnificent7 in Belgrade, DOCSBarcelona, Verzio Budapest, Message2Man in St. Petersburg and DOKLeipzig. Teaches at the Zelig Documentary School in Bolzano Italy.

Articles: 3872