Andrijana Stojkovic: Wongar

Some films do not need the pressure of actuality that many broadcasters and festivals want for their audience. Many films would benefit from resting in the editing phase for the maker(s) to come back and look at the material with fresh eyes. Deadlines for delivery block this most of the time.

My dear friend Serbian Andrijana Stojkovic went to and fro the editing room for her film “Wongar”. For years. Well, for the decade it took, she did a feature film, “The Box”, she has been teaching documentaries, she has been part of the team behind the Magnificent7 festival in Belgrade, she has been editing with Syrian directors, she is producing… but she has also been hesitating. She has been doubtful how to finish the film.

Now it is there, finished and waiting for festivals to pick it up for a world premiere. Photography: Portuguese master Joao Ribeiro, producer Jelena Stankovic.

I am happy for her. The film is good. It shows that the

director/editor dares to keep long scenes, that reflect the age and thoughts of the old man called Wongar. She invites the viewer to stay in the moment, love it. An old man who lives alone with his dingoes, who are his close friends, his whole life actually, the scenes with him talking and caring for them are touching your heart. It’s unconditional love. But in the narrative, step by step, holding back information, indicating in the beginning that this man is a writer and a photographer and not ”only” a fragile old man. A writer and photographer of aboriginal life he is, the viewer gets to know through beautifully shot sceneries with aboriginals, through mystical fascinating cave drawings, through aboriginal performance sequences that ”break in” here and there.

What can I say but: This is a film for an audience who loves Films.

And for those festival people or brave broadcasters, who read this text and appreciate film as an art form, here is a text that Andrijana Stojkovic uses herself to present the film:

“Australian writer Wongar lives a secluded life in the suburbs of Melbourne taking care of his 6 dingoes. His latest novel is about to be published but at the same time his longtime companion, dingo Timmy, has fallen sick. The vets suggest to Wongar that the dog should be put to sleep but he strongly resists. He believes that he can look for help for Timmy elsewhere: he dives deep in to his own memory in attempt to summon the sprits of the Aboriginal ancestry. In his daydreams, he encounters Aboriginal people and their joint effort help the dingo to survive.”

Serbia, 2018, 59 mins.

Dragon Award Best Nordic Documentary

It’s a period of nominations for awards here there and everywhere. The national ones, the international ones. ”Who can bear to be forgotten”, as a line in a famous classic documentary goes. It means something to be on a list, to be appreciated, it’s not only red carpet and glamour. It helps get the films to an audience. Let’s mention the award given to a documentary at the Göteborg Film Festival in February. The quality focus is here obvious, when you see who got the award the three previous years:

”The War Show” (http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3727/) by Obaidah Zytoon and Andreas Dalagaard,

”Don Juan” (http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3443/) by Jerzy Sladkowski and

”The Look of Silence” (http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2929/) by Joshua Oppenheimer.

The nominees for 2018 are

”Golden Dawn Girls” http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4095/) by Håvard Bustnes,

”Letters” by Marte Vold and Jéro Yun,

”A Good Week for Democracy” by Cecilia Björk,

”Entrepreneur” by Virpi Suutari,

”My Heart Belongs to Daddy” by Sofia Haugan,

”The Distant Barking of Dogs” (http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4099/) by Simon Lereng Wilmont,

”That Summer” by Göran Hugo Olsson,

”The Deminer” (http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/4095/)

by Hogir Hirori and Shinwar Kamal.

The winner can bring home 100.000 Skr.

The festival takes place January 26 to February 5. There are 399 films from 78 countries.

https://goteborgfilmfestival.se/en/priser/dragon-award-best-nordic-documentary/

Torben Skjødt Jensen: Væbnet med ord & vinger /3

Biografvisningen i Øst for Paradis i mandags rumsterer endnu. Så jeg skriver også de sidste umiddelbare notater fra den aften af. Eftertankerne kommer nok, når jeg omsider læser, hvad andre skriver om filmen i foromtaler, interviews og anmeldelser. Jeg ved, der er skrevet meget.

5

Jeg tænkte også da jeg der i Øst for Paradis som et vigtigt eksempel på Torben Skjødt Jensens stilsikre brug af den skildrede tids tv- og dokumentarfilmbeskæringer chokeret så det første af de vidunderlige interviews i en stiliseret sort/hvid, rolig, rolig optagelse, beslutsomt ændret fra den tids 4:3 beskæring til nutidens 16:9, så rent qog flot fotograferet af Henrik Ørslev og Steen Linde næsten som Henning Carlsens og Henning Christiansens dokumentarfilm fra engang, og hensynsfuldt og følsomt klippet af Steen Schapiro. (FOTO: Inge Guldal, Michael Strunges første kæreste. Nu, under interviewoptagelsen)

6

Forklaringen på det med tid er jo, går det op for mig, at den ikke er Michael Strunges tid, hans samtid – den er Torben Skjødt Jensens films nu. Alle de medvirkende sidder i deres sort-hvide velordnede ramme og erindrer den tid, mindes Michael Strunge og digtene og musikerne og musikken dengang. Væbnet med ord og vinger foregår lige nu, i denne jævnaldrende gruppes sind, – som filmen lader tegne sin generation, jeg tror på en så generøs måde, at den ikke alene er et værk for den generations retrospektive selvforståelse, men tillige for dens nu voksne børns forbavselse og anerkendelse: så nu forstår vi! Måske tager de ikke filmen lige så inderligt til sig, men de tager Michael Strunges korte liv og skæbne og digte til sig, den samlede Strunge er også deres.

7

Interviewfilm bekymrer mig ellers. Jeg får et besvær med filmens nu. Der er studiets nu, hvor det interviewede vidne fortæller, der er klipperummets nu, og der er biografens og mit nu, hvor jeg henrevet for mig selv etablerer fortællingens virkelighed. De film som bliver i studiets nu, er rene i sig selv og de sætter mig fri med det samme. Men er der så bearbejdet arkivstof inddraget, kan det dels skubbe min egen billeddannelse til side og i stedet levere sin egen tid i filmen, som så ofte, for mig at se, kommer i modfase til billedet, altså til portrættet af den medvirkende der i studiet.

Torben Skjødt Jensen administrerer det her problem med tiden ved hurtigt at klippe de nødvendige lag ind i fremstillingen, så jeg med det samme i en overenskomst med hans film skiller dem ud og anerkender dem som hans fortællings dynamik, der roligt bringer dem sammen, så jeg trygt accepterer de to eller flere lag som én tid, den tid som undertitlen taler om, som er filmens undersøgelse ved siden skildringen af Michael Strunges personlige tid, biografien. Filmen bliver således helt enkelt biografi og tid, og de to billeder balanceres på milligramvægt fra øjeblik til øjeblik gennem alle filmens 108 minutter.

8

Og tid bliver noget man ligesom kan komme for sent til. Nøglescenen er en arkivoptagelse fra et litterært tv-program fra 1984, hvor litteraturhistoriens regel om årtier, som oprindelig var et ordnende princip, sådan tilbageskuende, bliver nutid, bliver tiår, hvori nogle digtere fra første dag forældes på en nat. Lola Baidel og Kristen Bjørnkjær er i programmets studie sat over for Pia Tafdrup og Michael Strunge, og Strunge blæser fanfaren i det møde foran studiekameraerne ved at beskrive og afgrænse den gamle æstetik som er forbi som periode, som 70-erne, som er Baidel og Bjørnkjær, forstår jeg, og den nye æstetik, som er 80-erne, som er Pia Tafdrup og ham.

Det er lidt vildt og uforsonligt i tv-programmets nu. Men så klipper Skjødt Jensen til sit interview med Søren Ulrik Thomsen, dengang jo således ny og altså fra årtiets begyndelse 80’er digter, som i optagelsens moderne format 16:9 og rigtige, virkelige og afklarede nutid, på sin måde til stede der mandag aften i Øst for Paradis’ store sal, giver den skarpt og højlydt skelsættende Michael Strunge ret og påtager sig at demonstrere, at selv om Strunge og Tafdrup og han selv var låst som 80’ere, lever imidlertid deres digtning i nye tiår efter tiår. Michael Strunges indlæg den tv-aften var så radikalt, som alene han selv i det filmiske nu profetisk var klar over: Der måtte i digtningen et indre udtryk til som var meget stærkere.

 

Michael Strunge og hans anden kæreste, Cecilie Brask, fotografier fra dengang. De to var sammen til hans død.

Danmark, 2018, 106 min. Produceret af PictureWise Film / PostEdified Film. Distribution ved Another World Entertainment. I biograferne NU disse dage. Filmkommentarens anbefaling og vurdering er jo 6/6, seks af seks mulige penne.

https://www.facebook.com/performrecordshow/videos/ (trailer)

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/99625.aspx?id=99625 (fakta om filmen)

Citizen Schein

… har tre instruktører: Maud Nycander, Jannike Åhlund og Kerstil Grunditz Brennan. Førstnævnte stod også bag (sammen med Kristina Lindström) filmen og tv-serien om ”Palme”, som vi roste her på bloggen, link nedenfor, for at være ”en suveræn fortalt fortælling”.

Det samme kan siges om filmen om Harry Schein, kongen af svensk film, manden der skabte den svenske filmavtal og fik bygget Filmhuset i Stockholm, der stod færdigt i 1971. Den kyniske karriere-mand, som én siger i filmen; han havde kontakt til Palme, spillede tennis med ham, ville gifte sig med Sveriges smukkeste kvinde, sagde han, og gjorde han – Ingrid Thulin. Det holdt i 30 år. Og så Ingmar Bergman som vel ikke var blevet Ingmar Bergman

uden Schein som leder af filminstitutet fra 1963-1978. Det bliver ikke nævnt i filmen, men jeg mindes at have hørt at der ét år kun blev givet støtte fra instituttet til to: Bergman og Jan Troell. Bo Widerberg blev holdt udenfor og Scheins ledelse blev kritiseret af unge filmfolk, blandt dem Roy Andersson som kom i konflikt med Schein i forbindelse med filmen ”Den hvide sport” fra 1968. Andersson ser tilbage i filmen og siger ”kunne jeg dog bare sige undskyld til ham”.

Forståeligt når man kender til Anderssons film og hører Schein sige klart og tydeligt at filminstitutet udelukkende skal støtte ”kunstnerisk værdifulde film”.

Filmen går kronologisk til værks og gør meget ud af Scheins jødiske baggrund. Han kom til Sverige fra Østrig uden sin familie som 15-årig i 1939, blev uddannet kemingeniør, fik patent på en vandrensningsmetode, solgte den og grundlagde dermed sin store formue. Og gik derfra til filmen, skrev filmkritik og meget andet i Dagens Nyheter. Store ambitioner og evnen til at komme ind i magtens centrum som svoren socialdemokrat. Det var et hårdt slag for ham, da Palme døde i 1986. Og da Bergman slog hånden af ham, hvorfor vides ikke, det var hårdt at opleve, siger Bergmans søn Daniel kritisk om sin fars opførsel.

Den velfortalte tv-dokumentar blander arkivmateriale med interviews, der giver et billede af ikke blot en charmerende playboy, som han ofte blev kaldt, en hensynsløs og arrogant mand der kunne medierne, men også en mand som få kunne komme tæt på. Der er givetvis meget mere, der kunne fortælles om Schein, der i 1980 udgav sine erindringer, titel ”Schein”! Men her er man underholdt og får god besked.

Sverige, 2017, 100 mins.

Kan ses hele året på svt play – svenske undertekster.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/2146/

Julén & Alexievich: Luybov Love in Russian

Julén with the first name Staffan, experienced Swedish documentarian, shares the same appreciation for Svetlana Alexievich as I do. Click the link below for a text I wrote about her after reading her beautiful book ”Second-Hand Time” during the summer of 2017. In that text she describes her documentary working method as a writer:I don’t just record a dry history of events and facts, I’m writing a history of human feelings. What people thought, understood and remembered during the event. What they believed in or mistrusted, what illusions, hopes and fears they experienced… That made her book one of the best if you want to understand the Soviet Man.

Staffan Julén has for years followed Alexievich, when she is

practising her method for a new book on Love, the most difficult one she has been involved in, she says; As we Russians/Belorussians seldom bring up love and happiness in our conversations. And it is conversations that Julén has caught: Alexievich with her small tape recorder on the table, often with chocolate or biscuits brought along to the one, she is talking to and with images from their homes, kitchen after kitchen, it makes you feel at home and welcomed to follow talks, which are down to earth and personal, like we talk to each other. It’s conversations in city appartments – gosh, there are many tall appartment buildings in these countries – or in the countryside. As an example: The woman on the photo talking to Alexievich is full of life, when she talks about her marriage with a KGB man. A marriage that did not last – he had to leave, he could not endure her strong wish for freedom and independence. And there is the young couple with two children, happy they are, having difficulties in finding words for that. Contrary to the woman in the countryside, a widow, who has nothing but beautiful memories of her long life with Him. Love and death.

Alexievich includes herself in a conversation with a fashion designer, ”we have not been succesful with love, she says”. She appears the whole way through as the warm person you can find in her books. She cares. She makes people open up.

A main character is the painter Vladimir, who talks about his complicated love relationship with a woman, he loved but who did not love him, it turned out. They married, she got a child, not his, a child with cerebral palsy. In some moving scenes you see Vladimir and Anyushka together.

I am so happy that Staffan Julén and Svetlana Alexsievich have made this fine balanced film and I am looking forward to the book that is built on the conversations that are transcribed, she, the transcriber, is in the film listening to the tapes and putting the words down on paper via a typewriter of the kind I remember from the 1980’es. Wonderful to see that and her reactions to what she hears.

The film had its premiere in Sweden November last year, Danish premiere in April this year. And many festivals are waiting I guess?

Sweden, 2017, 89 mins.

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/3976/

Torben Skjødt Jensen: Væbnet med ord & vinger /2

Biografvisningen i Øst for Paradis mandag aften er meget til stede i mig endnu. Så jeg fortsætter med at skrive mine notater til en anmeldelse af og kun rationalisere ganske lidt. Den der eftertanke kommer nok senere, når jeg læser de fortsatte foromtaler, interviews og anmeldelser… Jeg nåede blot første notat i tirsdags, så nu kommer så de næst følgende:

2

Jeg har næsten altid haft den fikserede idé at en film måtte gøre klart for mig med det samme, faktisk lige fra titelsekvensen, hvilken tid jeg er i. Så jeg spurgte mig selv om det første, hvilken tid er de interviewede medvirkendes tid. Eller hvad med arkivmaterialernes tid? Og hvad er så filmens tid, hvor er fortælleepositionen og vigtigst, hvor kan jeg placere min tid? Det var min overvejelse ganske kort tid til jeg der i biografens overtalelse blev revet hen af Torben Skjødt Jensens filmkunst, var tabt for omverdenen, som engang helt tilbage i en stor biograf i Clairmont-Ferrand så hans Flâneur (1993) første gang og med det samme henrevet forstod at nu var dokumentarfilm ikke mere, hvad det havde været.

3

Jeg havde også den fikserede idé, engang, at digte ikke kunne illustreres, at et oplæst digt i en film som en næsten ufravigelig regel som lyd skulle blive sammen med sit billede. Det skrev jeg engang om i en tv-anmeldelse hvor Jens Okking læste digte så smukt og tilrettelæggeren velmenende havde valgt at billeddække, som det hed dengang, på det sted, med konventionelt smukke, men egentlig tomme landskabsoptagelser. Det skrev jeg om, og nogle dage efter havde Okking en lang kommentar til min anmeldelse, hvor han konkluderede, at for en gangs skyld havde han lært noget af en anmelder. Om teksternes egen billeddannelse, om disse billeders og dækbilledernes interferrens.

Men Torben Skjødt Jensens film væltede og tilintetgjorde altid min stive fordom. Også i den nye film går han skridt videre i sin billeddigtning, ud over vignetterne til digtene, som både er med i grafikken så skønt foran vignetten, bygger han som i Lerfeldtfilmen store tableauer og hele filmscener med skuespillere. Han elsker skuespil og lærer mig konstant lidt yderligere nødvendigt om scenekunsten, som alt hans arbejde tror jeg lige nu, inderst drejer sig om kunstens væsen som det punkt, hvorfra verden bevæges.

4

Hvis jeg vil forstå filmen om Michael Strunge og hans tid må jeg se den i sammenhæng med Skjødt Jensens række af filmbiografier. Hvad er det nu han gør samtidig med, han fortæller mig en historie om et menneske, om dets liv, om dets sind og dets arbejde med at udfylde, omforme tilværelsens vilkår – her for Michael Strunges vedkommende et poetisk arbejde mere end et mimisk arbejde. ”… I vores kunstopfattelse har vi nok lagt meget tryk på det mimetiske og taget det frem, der som det virkelighedsafspejlende var det fine, og måske er det poiesiske blevet sat for langt i baggrunden.” (Henrik Veileborg: Filmfortælling, 2007)

Studiet af Torben Skjødt Jensens arbejde med filmbiografierne, med det felt, som de inderst handler om, er stort. Det må omfatte gennemsyn og læsninger af It’s a blue World (1990) om Hans Henrik Lerfeldt, Carl Th. Dreyer – Min metier (1995) om filminstruktøren og Den talende muse (2003) om Asta Nielsen.

Men lige nu og her er det Michael Strunges liv og værk som udfolder sig i biografernes offentlighed, den mulighed for tilstrækkeligt indhold i biografien alene har Skjødt Jensen tilsvarende brugt i lanceringen, og det kunne være alt nok, hvad den begejstrede modtagelse allerede nu kunne tyde på. Men bag det findes også en dybt reflekterende filminstruktørs personlige film, i første gennemsyn en smuk spejling af sin egen biografi i dens tidlige fase med Strunges, da han levede jævnaldrende parallelt med digteren.

Han finder den parallel i Strunges liv og i Strunges værk, men sætter den så i sit eget helt personlige udsyn til den tids musik og nervøse stemning på det digteriske plan og til tidens sociale virkelighed på det kulturhistoriske plan, både boligblokkenes beslutsomme arkitektur, tøjmodens opsætsige signaler, tv-kulturens og dokumentarfilmenes virkelighedsbeskæringer i 3:4, som denne nye film ind i mellem drømmende opholder sig ved… (det her må vist nødvendigvis fortsættes)

Danmark, 2018, 106 min. Produceret af PictureWise Film / PostEdified Film. Distribution ved Another World Entertainment. I biograferne fra I DAG, 11. januar. Filmkommentarens anbefaling og vurdering er fortsat uden mindste tøven: 6/6.

https://www.facebook.com/performrecordshow/videos (trailer)

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/film/da/99625.aspx?id=99625 (fakta om filmen)

Arunas Matelis: Wonderful Losers/ Poster

It’s not only because he is Danish… but also because it is such a good poster that reflects, what the film is about, the hard job that Chris Anker Sørensen (nickname in Danish: Oksen fra Hammel) and many others have as road bicycle riders. “Wonderful Losers” yes, who don’t give up easily. Arunas Matelis, the director of this already two times awarded film found a part of the dialogue that Sørensen has in the film with the doctors in the car that follows:

Doctor (in driving doctors car) : Ask him if he hit his head…   Did you hit your head? He’s not even answering! Hold on! – Do you have a problem?  
Sørensen (next to the car) : Just… I don’t remember anything.  
D: You don’t remember?
S: No. 
D: Does your head hurt?  Are you hurt? Stop! No, it doesn’t hurt very seriously, but he doesn’t remember anything.  
Hold on! Do you remember falling?
S: Yes… I fell… I remember…  
D: What? 
S: Only a small part…  
D: Do you remember only a small part? 
S: Yes, yes, yes.  
D: Can you see well or foggy? What about eyes? Can you see well?
S:  Yes, yes, well. I remember my name…
D:  Ok.
S:  I also remember my daughters… 
D: He remembers his daughters names. Good. If anything changes, if you feel sick, tell us! If you feel like vomiting… Well, he says he remembers what his daughters are called.  
… Arunas Matelis: About Chris Anker Sørensen – Although his role in the film is small, it is essential to me. When Mark Olexa captured him with his camera, I was convinced – I can do the film. Paradoxical as it may seem, the man keeps on pedalling even confused, having no recollection of falls, and maybe – the direction to where he’s going. He keeps on moving, never stops even for a little break to clean up the wounds or to reassure the doctors in the medical car that everything’s all right. All he remembers is his children’s names. This could only happen in a documentary!
Photographer Gintas Berzinskas, poster designer Justinas Dadonas.

Torben Skjødt Jensen: Væbnet med ord & vinger

Min første reaktion efter at have set filmen om Michael Strunge og hans tid i Øst for Paradis i Århus i aftes: Så omsider filmen, den er meget, meget smuk, et kærlighedsdigt over en biografi og et værk om det korte korte liv og om døden. Og i alt det om selveste kærligheden skrevet ind i en stor digtning, som jeg ene af alle i biografen ikke havde læst. Allerede dengang var jeg for gammel. Men nu hvor jeg omsider læser unge digtere er jeg herefter helt klar til den samlede Strunge.

Jeg har ikke set alle Torbens Skjødt Jensens film, men blandt dem jeg har set, er det måske den bedste… Der er meget at tænke over for mig, jeg har et par fikserede ideer, jeg skal have gjort op med, for det gjorde Torben Skjødt Jensen med sit monument af en film eftertrykkeligt mod mig undervejs, mens den voksede og voksede i konsekvens og dybde. Mere anmeldelse følger nødvendigvis…

Danmark, 2018, 106 min. Produceret af Picturewise Film / PostEdified Film. Distribution ved Another World Entertainment. I biograferne fra 11. januar. Filmkommentarens anbefaling og vurdering uden mindste tøven: 6/6.

https://www.facebook.com/performrecordshow/videos/ (trailer)

Helle Lyster: Daniels sidste chance

Jeg er blevet dybt optaget af en ny dansk tv-dokumentar, hvor Daniel Hvoldal som er sclerosepatient og hans kæreste Nelly Lisby Nielsen gennem otte måneder er fulgt af et filmhold til og fra og med Daniels egne kommentarer til sin mobiltelefons video som diskret deltagende, men så vigtige vignetter. Det er uafbrudt spændende og hele tiden vedkommende og brugbart. Det er smukkeste folkelige oplysning.

Dokumentarens erfarne redaktør Søren Slumstrup skildrede som tilrettelægger år tilbage sider af lægeverdenen og sundhedsvæsenet kompetent og kritisk, jeg skrev dengang: ”Søren Slumstrup er den venlige dræber, jernnæven i fløjlshandsken. Lægerne burde kende ham efterhånden, men de slemme blandt dem – denne lille ubehagelige gruppe, som han rydder op hos – følger vel ikke med i dette heller. De er så optaget af at tjene penge og dække sig ind, da de laver ulykke efter ulykke, ser det ud til. De øver sig ikke, de efteruddanner sig ikke, de lærer end ikke af deres fejl. Men Slumstrup er efter dem, ærligt inde i filmens billede, så venlig og flot – og tilbageholdende…”

Søren Slumstrup lavede altså på den måde i sin tid, da jeg som filmkonsulent for DFI i et midlertidigt samarbejde var i nærheden af ham og dokumentararbejdet i DR huset i Århus: Den hvide magt, 2004, Læger uden fejl, 2003, Helles sidste dage, 2002. Jeg oplevede tv-journalistikken som en forrygende og særdeles kompetent verden. Men jeg har ikke fulgt hans arbejde siden, har helt og holdent åbenbart været andre steder, hvad der også må fremgå af mine blogindlæg siden her på Filmkommentaren

Men nu ser jeg imidlertid at Slumstrup med den modsatte og lige så vigtige holdning som den begrundet kritiske, nemlig den folkelige oplysning på tilsvarende omhyggeligt videngrundlag som redaktør er involveret i en dokumentar, jeg af mange grunde vældig godt kan lide og som optager mig meget disse dage, Helle Lysters Daniels sidste chance. Her er lægerne og de sundhedsfaglige medvirkende i øvrigt de uangribelige, flittige, trænede, konstant uddannende sig og ærligt fejlerkendende, men uendeligt forebyggende disse… med alt dette altså filmens egentlige helte.

Den som Slumstrup på sin måde ligeledes erfarne Helle Lyster skildrede tilbage i 2008 for DR Dokumentar tre hjemvendte militærfolk udsendt til krige i Bosnien, Kosovo og Afghanistan, De hjemvendte, del 1, del 2 og del 3. Jeg hæftede mig dengang ved min optagethed af de tre medvirkende soldater og den enes kæreste, men var også klar over, at Lysters tackling af det sentimentale aspekt slet ikke bragte dette element under kontrol, og at hendes overvejelse ikke rummede selve tvivlen om det hele. Alt havde tilsyneladende i de tre små dokumentarer en forklaring og kun én forklaring. Jeg har som med Søren Slumstrups arbejde ikke fulgt hendes siden, har som nævnt ligesom været andre steder.

Jeg opdager så nu, at helt sådan er det nu ikke i programmet om Daniels sclerose og den lovende stamcellekur. Daniel selv og de medvirkende læger og fortællerstemmen undgår enhver sentimentalitet og de rummer faktisk både tvivlen og angsten, men hele forløbet dementerer begge de følelser og lukker selve optimismen ind. De forsigtige læger, måske tydeligst radiologen, da hun analyserer og sammenligner scanningerne før og efter behandlingen, det er en vidunderlig scene, og den forsigtige fysioterapeut på sclerosehospitalet i Ry, formulerer det ens, når de ser på prøvernes tal, at alt i alt går det den rigtige vej. Daniel selv lægger alle sine kræfter og hele sin opmærksomhed i en sikker tro på behandlingens succes. Her skubbes tvivlen til side, det er så godt at se, og det er Helle Lysters vist centrale ærinde med sin film.

Danmark, 2018, 58 min., DR 1. Filmkommentarens vurdering: 4/6

https://www.dr.dk/tv/se/daniels-sidste-chance/-/daniels-sidste-chance#!/ (streaming)

https://www.dr.dk/presse/daniels-sidste-chance-dr-dokumentar (om dokumentaren)

https://journalistforbundet.dk/sites (om Helle Lyster)

http://www.filmkommentaren.dk/blog/blogpost/196/ (om Søren Slumstrup)

 

Olavi Linna: Liv och Horace i Europa

Jeg er opslugt i en tv-serie. Jeg har kameraets tilladelse til uset at være den tredje person på de tos moderne dannelsesrejse og jeg oplever at jeg ser det hele, hører alt. Og selv om en diskret fortællestemme følger og kommmenterer rejsen, er alt mellem de to og mellem dem og det, de ser, aldeles indforstået. Tv-publikum findes ikke, jeg findes ikke. De to er helt alene om monumenterne og artefakterne, skulpturerne og malerierne, teksterne og læsningerne af dem. Ingen vil mig noget, jeg er ikke omklamret, er fri for al henvendelse. Men jeg er til stede, opslugt af et plot, som ikke er sindrig konstruktion, men spontant nærvær og tilstedeværelse. Sæson efter sæson, afsnit efter afsnit.

Sverige, 2017, 6 x 28 min. Medvirkende: Liv Strömquist og Horace Engdahl. Filmkommentarens vurdering: 6/6.

https://www.svtplay.se/video/15866727/liv-och-horace-i-europa

https://www.svt.se/liv-och-horace-i-europa/