Den danske dokumentarfilmfestival har for længst etableret sig som en vigtig udvikler af den dokumentariske filmgenres vilkår i forhold til et kvalitetsudvalg, visninger og tilknyttede events, mange af dem sociale og politiske, distribution på alle ledder og kanter, produktion. I hjem- og udland. Det er ganske enkelt en enestående filmkulturel præstation! Og festivalen skal have ros for hele tiden at sætte focus på det kreative.

Som jeg nu ser det her til morgen, hvor en pressemeddelelse fra CPH:DOX fortæller om ““Everyday” (som) er et projekt, der er sat i verden for at kvalificere vores digitale videofortællinger men i lige så høj grad for at skabe et nyt offentligt rum, hvor alternative, personlige og brugerskabte fortællinger kan indgå og ikke mindst deles og kommenteres. Et projekt der forener det personlige, poetiske og politiske i et nyt format med fokus på nye stemmer og alternativ mediedækning.”

Projektet lanceres i dag og jeg har brugt et par fornøjelige timer på at surfe rundt på hjemmesiden og se et par håndfulde korte videoer, som allerede ligger der. Af mere eller mindre professional oprindelse. Projektets navn er engelsk, den fine logline er en klassiker for dokumentarister “Ordinary People. Extraordinary Stories”, “Learn, Create, Share” står der også og temaerne er også på engelsk såsom “Obsessions”, “Escape”, “Online”… Det netop afholdte danske valg er til stede i form af små klip med politikere, fra før valget, og der er klip fra en film, som bliver sendt i September, “Uffes Alternativ” af Christian Bonke og Jeppe Søgaard om Elbæks vej til folketinget med sit nye parti, ligesom jeg stadig glæder mig til at se Simon Bangs film om sin morfar “Kaptajnens hjerte”. Der er et flot klip fra den. Flere af filmene er på engelsk, f.eks. den inciterende teaser “With No Memory” og Kaspar Astrup Schrøders kortfilm med arkitekten Bjarke Ingels. Men altså også videoer af folk, som ikke har film som deres profession… måske skulle jeg bruge min i-phone til andet end videoer med børnebørnene!

CPH:DOX-chefen Tine Fischer: “Everyday er altså en mulighed for dokumentarister i hele landet, der ellers kan have svært ved at trænge gennem nåleøjet og blive set, når ikke de er en del af det etablerede filmmiljø. Bag den digitale platform sidder en redaktion klar til at give feedback og videredistribuere, så videoerne på Everyday ikke bare drukner blandt mange andre, men bliver set og sendt videre.”

Det er såmænd en banks fond, som har støttet “Everyday”, og ikke DFI, men filmpolitik er det dælme, bliver spændende at følge!

http://www.everydayproject.dk

Jeg glæder mig rigtig meget til Anne Wivels nye film med Per Kirkeby, Mand falder, som får premiere i DoxBio til november. Som forberedelse ser jeg Slottet i Italien fra 2000.

Det er her også Per Kirkeby, som spiller den store rolle som manden midt i livet, manden i krise. Som spiller rollen som sig selv.

Den handler også om Anne Wivel og hendes filmkunst. I et interview engang sagde hun ”… Jeg ønsker at filme disse konflikter. Jeg synes ikke en konflikt er en privat ting, den kan deles med alle og enhver. Når jeg har fået de medvirkendes accept, er de altid meget villige, givende og åbne…” Og så fortalte hun om Giselle (1991), hvor balletmesteren Henning Kronstam kommer i en konflikt, som på mange måder minder om Per Kirkebys. Det er Anne Wivel, som i sin instruktion og med sit greb tilvejebringer disse usædvanlige dybder af forståelse, som måske også kommer bag på de to mænd.

Nu skildringen af maleren i det italienske slot. Lyden begynder før billedet. Det er fuglestemmer. Så ser vi malet murværk, brækkede nuancer i rødt og grønt. Og væggen har tydelige og betydningsfulde revner.

Og så pjattet mandesnak. De to mænd sidder og ler i et stort rum. Maleren og hans gæst. Instruktørens stemme høres, så vi fra nu ved, at hun også er til stede. Kvinden med kameraet hedder hun på forteksten. Man taler lettere, når man ved, det ikke skal bruges, det man siger, bemærker de to mænd, sikre på, at dette er en prøve. Og så kommer tavsheden, som den vigtige pause i dialogen, men ikke pause i filmens fortælling. Gæstens næste bemærkning er: ”Det skide kamera ser mere, end vi ser”. Kameraet afsøger nu loftet.

Så sidder maleren vrissen på briksen og siger, at indfald ikke kan gentages. Igen er han tavs. Tøver og siger, at han er forkølet og forvirret. Dagbogen er opgivet for første gang i 30 år. I tre årtier til nu har han bogført sit liv. Billedet viser, at bladene udenfor bevæger sig voldsomt i blæsten. Oliventræet vender den grå underside opad. De taler om farverne, som maleren altid vil bryde ned. Farver skal være præcise, ikke brilliante.

Så fortæller han om Vibeke. ”For dem, som stiger på romanen nu, så er hun min kone”, siger han. Og han fortæller om den skæbnesvangre begivenhed. Som har med huset, slottet, stedet og hende at gøre. Det handler altså om det gamle hus og rummene. Om to mænd og en kvinde, som filmer maleren og gæsten, hvis emner i hvert fald er seksualiteten og kønnet. Og arbejdet og tilstanden nu. Og om samværet dette sted. Som er kvindens sted og kærlighedens, måske.

Spørgsmålet stiller maleren til instruktøren: ”Er det sådan, det skal være? Alt det her pladder?” Hun svarer off: ”Jah…”, altså både ja og nej. Så fortæller maleren en anekdote fra Alma Mahlers selvbiografi. Da han er syg til sidst siger hun til ham, at når han bliver rask, skal de gå fra den åndelige kærlighed til den lidenskabelige. De skal begynde at røre ved hinanden, fortæller maleren. Jeg stiger på romanen her…

Danmark 2000, 95 min.

Slottet i Italien kan streames på bibliotekernes FILMSTRIBEN: http://www.filmstriben.dk/bibliotek/film/details.aspx?filmid=2334400900