”…an intensely intimate experience, which is delightful as you’re getting to know her early on, when she’s all shy, charming smiles and having her first successes. In its rise-and-fall arc, her star-is-born/star-is-dead story is painfully familiar; she is, bluntly, just one more name now etched on our pop-cultural mausoleum. Yet, as this movie reminds you again and again, the commercial entity… was also a human being, and it’s this person, this Amy, whom you get to know through all the lovely little details, knowing winks, funny asides and barbed observations that help make the movie memorable…”

Sådan skrev Manola Dargis 2. juli i New York Times. Min kollega Tue Steen Müller brugte citatet da han generelt pegede på de fremragende filmanmeldelser i New York Times (som desværre bliver indskrænket) og som smagsprøve brugte han dette ”very very inviting review” som han skrev. Nu har jeg så sidst af alle (tror jeg) været i biografen at se Asif Kapadias Amy og ja, skriver jeg med det samme, det er en vidunderlig filmbiografi eller en filmroman måske om et menneskes historie, dets liv, ganske kort, men umådelig rigt på lykke og fortvivlelse.

Jeg gik til filmen uden specielle forudsætninger, kendte ikke Amy Winehouse, kender faktisk ikke meget til jazz, har slet ikke forstand på jazz. To af mine venner tog mig med og med vilje lod jeg være at læse foromtaler og anmeldelser. Men jeg var fordomsfuld, ventede et musikerportræt, et stykke journalistik, ja, ventede et konventionelt værk bygget af arkivmateriale og interviews med Winehouse’s familie, venner og kolleger.

For så vidt netop hvad det viste sig at være, men i Kapadias film er disse byggesten brugt til at konstruere et filmværk, som får mig til at tænke på så forskellige skæbnefortællinger som Marie Grubbe (1876) og India Song (1975), intense kvindeliv i buers stigning og fald, kort eller lang, men uafvendelig.

Jeg tror det hænger sammen med Kapadias og klipperen Cris Kings behandling af vidnestoffet, erindringerne, anekdoterne, sladderen. Vidnerne ofres som medvirkende i filmen, alene deres udsagn bruges, klippet op og føjet sammen. Billedet følger imidlertid ikke med, og det betyder, at jeg ikke rykkes ud af filmen og ind i vidnernes kontorer og stuer og over i interviewets nu, nej, jeg forbliver og fortabes i filmfortællingens nu, som fra sekund til sekund er Amy Winehouse’s nu der hvor hun på det punkt er i sit liv. Det kan de nøgterne skilte med de fortællendes navne ikke forstyrre, da de indgår balanceret i den øvrige fuldtendt smukke grafik- og billedbehandling. Så stemmerne får ligesom éns grå dragter som det græske kor i tragedien, som de fire stemmer bag Anne-Marie Stretter i India Song, således altså også den ustandseligt snakkende og sladrende polyfoni bag Amy Winehouse konstant i billedet. Klippet er fortællerstemmen, klippet er fortællingen. Og arkivmaterialet er ikke reduceret til illustration, det er også filmens nu, det er også fortællingen, som omhyggeligt billede for billede er behandlet og bearbejdet i beskæringer, i rytmer, i skanderinger som musikken den skildrer. Det er en uafbrudt fryd og smerte.

Det mest gribende element er måske Amys, dette britiske barns omhyggelige formskrift fra poesibog til voksen lyrik, den samme skrift som bliver sikrere og sikrere placeret deroppe på den store skærm som en billedskygges skriftstøtte til sangene, hun synger.

Det er stor musikfilm, det er opera, det er roman om Amy Winehouse’s liv og død, som filmisk konstruktion omhyggeligt usynliggjort, men autentisk menneskeliv synlig fra åbning til slutning. Hun er konstant i fokus. Og selvfølgelig er det ikke en collage jeg ser, det er et værk af uafrystelige filmscener: hun synger som barn med veninderne, hun er på landevejene i bilen med vennerne og kollegerne, hun synger store koncerter, hun står i Grammyfestens jubel og hun snubler rundt under det skæbnesvangre forsøg på come-back i Beograd, alt sammen positioner på buen i en uafvendelig stramhed over storhed mod fald.

Den største og vigtigste scene er et rent lille under af et kammerspil. Amy Winehouse er i studiet med Tony Bennett, den korte scenes dialog og indspilning demonstrerer rystende, hvad jeg kommer til at tro det kunne være blevet til kunstnerisk, under andre omstændigheder, havde livet givet mere tid:

”[Tony:] Are you pretending, it looks like the ending

Unless I could have one more chance to prove, dear

[Amy:] My life a wreck you’re making

[Tony:] You know I’m yours for just the taking

[Both:] I’d gladly surrender, myself to you, body and soul”

GB 2014, 128 min. (Vurdering: 5/6)

CREDITS

Directed by Asif Kapadia; edited by Chris King; music by Antonio Pinto; produced by James Gay-Rees; released by A24.

FILMOGRAFI

Asif Kapadia og Cris King har sammen ud over Amy (2015) lavet

Senna (2010)

LITTERATUR / LINKS

http://www.nytimes.com/2015/07/03/movies/review-amy-an-intimate-diary-of-amy-winehouses-rise-and-destruction.html?nl=movies&emc=edit_fm_20150702&_r=0  (Manola Dargis’s review, New York Times)

https://www.youtube.com/watch?v=iF4kF1RI2uQ  (Interview, Cris Kings metode, men kun om Senna)

De er allerede hos os, de har været her længe. Den sidder i mig den sætning, efter filmen, den bliver siddende længe. En replik undervejs har skabt den tanke at det fremmede har mødt mig for længe siden, det har for længst invaderet mig. En meget stor del af mig er faktisk ikke mig fik jeg at vide. Hvad er det så?

Det første billede i Michael Madsens nye film fremstiller heste på en græsmark, måske Tarkovskijs heste, som roligt holder fast ved mit liv som bundet til jorden. Men i den fjerne baggrund af den landlige scene rejser sig bag træer en meget stor antenne til en sender eller modtager til ekstraterrestrisk kommunikation må jeg tro. Den er på sin måde smuk som hestene på deres, forunderlig. Vil den en skønne dag modtage et signal derudefra eller vil de med ét være her, de ekstraterrestriske gæster, uden at have meldt sig i forvejen? 

”It would probably mean a whole rethink of everything…” Sådan lyder den den første replik i titelsekvensen. To højtplacerede personer, FN medarbejdere finder jeg siden ud af, sidder i et uformelt møde i en sofagruppe. Ja, Jorden får besøg, betror fortællerstemmen mig, en stemme, som jeg er fortrolig med fra tidligere film, voldsomt tankevækkende film, Michael Madsens stemme. Han fortæller om sin film, at den er en simulation som han kalder den. Og jeg mærker, at det her er værre end klodernes kamp i min barndom, det er ikke underholdning, det er ikke propaganda, det er sært troværdigt, tæt på at være overbevisende.

The Visit er altså en simuleret hændelse, et besøg eller en invasion, der veksles undervejs i filmen mellem de to ord. Besøg lyder venskabeligt, invasion lyder fjendtligt, besøg sorterer under filosoffer, jurister og præster, invasion sorterer under politikere og militærfolk.

Filmen opsøger en række af den slags folk, alle pålidelige, velformulerede, rolige. Folk af samme støbning som de medvirkende fra det finske nukleare depotprojekt, som gjorde Michael Madsens film Into Eternity så dybt gribende, den film var ikke en simulation. Men alle medvirkende i denne nye film påtager sig en militærøvelses, en katastofeøvelses alvor, alle medvirker med dybt opmærksom kraft, rolige og med fuld indsats og integritet undersøger og diskuterer de hændelsens natur. Er det en erkendelsesmæssig, en kunstnerisk invasion eller er det en militær invasion eller er det en enkelt eller få opdagelsesrejsende eller blot en nødlanding af et rumskib i vanskeligheder?

Jeg må i denne nye film undvære Michael Madsens høflige nysgerrighed i billedet, men jeg ved, det er den som frembringer og styrer hans medvirkendes forbavsende ageren og tankevækkende statements, sådan er det i Into Eternity og i de tidligere film, sådan er det bestemt også her. Det er en del af filmens konstruktion, selv om det ikke er umiddelbart synligt. Hvad de medvirkende siger så konstant provokerende tankevækkende er alt sammen svar på Michael Madsens dæmpet tilforladelige spørgsmål og det er reaktioner på hans opfordringer næret og charmeret af hans sande naivitets metode med hvilken han har lavet film efter film. Den metode tror jeg fører de medvirkende ud i overvejelser de ikke er vant til at lægge frem, som de end ikke er vant til tavst at gøre sig. På den måde bliver de selv overrasket og alvorligt udfordret af den simulerede hændelse. Jeg må bestemt mene, de bliver trænet ved øvelsen. Er de besøgende nødvendigvis fjender eller kommer de af opdagerlyst eller er de nødlandet? Er denne enkelte eller disse få bare besætning i et eneste fartøj eller er det en invasion? Er den eller det besøgende måske i slægt med det intelligente hav på Solaris, er en ekstraterrestrisk eksistens nødvendigvis af legemlig form? Eller en uanet form, adskillige uanede former? Er den måske allerede til stede, har længe været det?

De rekonstruerede scener som omgiver dialog- og statementscenerne er smukt tempoændrede så de er som badet i en stor kontemplativ ro, som også omfatter den militære indsats, en vigtig og smuk scene skildrer en kampenhed i en omhyggeligt trænet procedure gøre sig klar i en uforstyrrelighed, som i forløbet dramatisk øger min spændthed samtidig med det giver mig eftertankens nødvendige tid. Denne beslutsomme langsomhed breder sig i klippet til hver eneste sætning i dialogen, det er meget vigtigt og meget tilfredsstillende.

I en parallelhandling følger jeg min helt, ham, som har til opgave at tage fysisk kontakt med det fremmede besøgende. Beskyttet mod svampe, bakterier, vira og meget andet i stadig radioforbindelse med indsatsledelsen, skridt for skridt skildrer han sin nærmen sig fartøjet til han finder indgangen til det mest overraskende. Fotografiet viser ham i denne scene, Michael Madsen fører ham, instruerer ham…   

Danmark 2014, 84 min.(Vurdering: 5/6) 

SYNOPSIS

Calling The Visit a “documentary” is slightly misleading; it is entirely speculative, based around a hypothetical encounter with the extraterrestrial kind. Danish filmmaker Michael Madsen has made a film that turns the focus back towards humanity: who are we, as an Other might see us? In the discomfort of contemporary life that continues to be overshadowed by war, racism, and greed, the host of experts that Madsen has amassed from NASA, the UN and beyond offer little consolation. As one scientist says, “the precautionary principle is separation”—sticking to our own, to what we know. The fear of imagined dangers play a large part in how we define “aliens”—or strangers, a label that too many of us must contend with, be it for the way we look or act. Borrowing the pace and surreality of Kubrick’s 2001, Madsen’s film is likewise less of a story than a mind-bending trip that reconfigures what we understand as life on earth. (Sunshine Wong, Sheffield Doc/Fest)

Med eksklusiv adgang til FN’s kontor for ”Anliggender vedrørende det ydre rum”, militærstrateger og eksperter fra verdens førende rumforskningscentre undersøger filmen, hvordan videnskaben forventer og planlægger, at det første møde mellem mennesker fra jorden og besøgende væsener fra rummet kan finde sted. Et møde som naturligt indbærer en række spørgsmål, som må presse sig på: Hvorfor er I her? Hvordan tænker I? Hvad ser I i mennesket, som vi ikke ser i os selv? (DOXBIO, pressemeddelelse)

CREDITS

Director and Script: Michael Madsen Photography: Heikki Färm Editing: Stefan Sundlöf, Nathan Nugent, Sound design: Peter Albrechtsen Sound Artist: Øivind Weingaarde Phantom Camera Operator: Stefan Maitz, Eva Mittermüller Production Manager: Flavio Marchetti Producer: Lise Lense-Møller Production: Magic Hour Films, Denmark NGF – Nikolaus Geyrhalter Filmproduktion GmbH, Austria Venom Films, Ireland Mouka Filmi, Finland Indie Film, Norway.

PAN INTERNATIONAL PREMIERE

På premiereaftenen den 2. september live transmittes filmen til 13 lande fra en bunker et hemmeligt sted i Danmark. Mads Brügger er vært for filmeventen og befinder sig i bunkeren sammen med filmens instruktør Michael Madsen og en af Europas højt profilerede rumforskere, Chistopher Welch. De samler publikum fra hele verden i en fælles forberedelse på at tage imod rumvæsener og skyper blandt andet med den netop opsendte astronaut Andreas Mogensen. (Freddy Neumann, pressemeddelelse)

BIOGRAFVISNINGER

Filmen indleder efterårets DOXBIO-sæson med biografpremiere i 50 biografer over hele landet onsdag 2. september, – altså samme dag som den første danske astronaut begiver sig ud på sin rumrejse mod det ‘ukendte’. Ved samme lejlighed præsenteres filmen således simultant i en række metropoler i og udenfor Europa. – Filmen vil efterfølgende også kunne ses i biografer i København, Odense, Aarhus og Aalborg (se www.doxbio.dk)

LITTERATUR / LINKS

http://www.dfi.dk/service/english/news-and-publications/news/november-2011/visitors-from-outer-space.aspx

http://www.dfi-film.dk/the-visit

http://geyrhalterfilm.com/en/the_visit

http://nightflight.com/the-visit-michael-madsens-low-budget-doc-about-our-first-encounter-with-visiting-alien-lifeforms/

http://variety.com/2015/film/reviews/film-review-the-visit-1201427259/