Vi fik kun set ”Five Broken Cameras” i går på FOF højskoledagen her i Randers. Men det var tilstrækkeligt grundlæggende rystende for os. Og deltagerne besluttede at mødes senere og se ”The Gatekeepers”, som indgår i programmet Israel/Palæstina, som igen er en del af Filmklub FOF’s serie med polariseringer: Arktis / Antarktis (”Ekspeditionen til verdens ende”, ”Encounters at the End of the World“), Danmark / Verden (”Før gæsterne kommer”, ”Nye scener fra Amerika”, ”The Act of Killing”) og Cinematografi / Journalistik (”Alone”, ”Flashback”, ”The Fog of War”). Programmet i går havde vi beskrevet sådan i de trykte programnoter:
Emad Burat og Guy Davidi: FIVE BROKEN CAMERAS, Palæstina 2012, 94 min.
SYNOPSIS: Der er fem kameraer – hver med sin unikke historie. Den selvlærte fotograf Emad Burnat, en palæstinensisk landmand og landsbybeboer, får sit første kamera, da hans fjerde søn bliver født. Samtidig bliver en adskillelsesbarriere bygget op i hans landsby og landsbyboerne protesterer mod byggeriet. I de kommende år filmer Burnat den ikke-voldelige kamp, og samtidig filmer han sin søns opvækst. Langsomt begynder begivenhederne også at påvirke hans familie og hans eget liv. Hans venner og brødre bliver enten skudt eller arresteret, og det ene efter den andet af de kameraer, der anvendes til at dokumentere begivenhederne bliver ligeledes enten skudt på eller smadret. Til sidst indgår Burnat i et samarbejde med Guy Davidi, en israelsk instruktør, og sammen lykkes det de to filmfolk at lave en stærk film ved hjælp af de fem ødelagte kameraer og de historier, de har i sig.
ANMELDELSE: Filmen er en dybt personlig førstehånds redegørelse for den daglige tilværelse og den ikke-voldelige modstand i Bil’in, en landsby på Vestbredden, som er omgivet af israelske bosættelser. Den er også den første palæstinensiske film nogensinde, som er blevet nomineret til en Oscar. Den lægger sagerne frem i et roligt og nøgternt sprog, uden hysteri, uden noget, der kan aflæses som billige tricks, på en måde, så ingen kan være i tvivl om at noget er helt galt. Paradoksalt nok er det meget tænkeligt, at filmen aldrig får nogen betydning for den politiske konflikt, den beskriver så enkelt og rent, simpelthen fordi konflikten omkring israelerne og palæstinenserne i Israel ikke ligner nogen anden. (Per Juul Carlsen, Filmland, DR P1)
Dror Moreh: THE GATEKEEPERS, Israel, 2012, 96 min.
SYNOPSIS: The film consists of seven segments: 1) No Strategy, Just Tactics – covering the emerging role of the Shin Bet from the Six-Day War and the occupation of the Palestinian territories 2) Forget About Morality – about the Bus 300 affair 3)
One Man’s Terrorist Is Another Man’s Freedom Fighter – about the peace process following the Oslo Accords 4) Our Own Flesh and Blood – about Jewish terrorism, including the Jewish Underground and the assassination of Yitzhak Rabin 5) Victory Is to See You Suffer – about negotiations with the Palestinians during the Second Intifada 6) Collateral Damage – about the assassination of Yahya Ayyash and other prominent Hamas militants 7) The Old Man at the End of the Corridor – consisting of reflections on the activities of the Shin Bet and their ethical and strategic impact on the State of Israel
ANMELDELSE: Dror Morehs film har vendt og drejet sig i mit sind i dagevis, ja, siden jeg så den første gang. Og jeg har set den et par gange. Hvorfor? Fordi den er så godt lavet og så effektivt fortalt? Ja, men det er der mange film, der er. Fordi den giver dig et intelligent, voksent, åbenhjertigt og kritisk indblik til en verden, du ingenting ved om? Gennem en (igen) effektiv brug af fortællegreb, som giver mig associationer til spillefilm thrillers, som foregår i hemmelige agenters fascinerende verden? Ja, men er det den dækkende forklaring? Nej, det er det ikke. Det har alt sammen med disse talking heads at gøre, de seks tidligere ledere af Shin Bet, den israelske interne sikkerhedstjeneste (svarende til Mossad, den eksterne sikkerhedstjeneste), det har at gøre med hvad de siger, og hvordan de siger det. Sjældent har talking heads været så vel iscenesat, man lytter og man iagttager og man får instruktørens beskrivelse og fortolkning ind imellem ansigterne – rum fyldt med computerskærme med ansigter og navne, flyoptagelser af mål, arkivkorridorer med skuffer med kartotekskort på mistænkte terrorister OG unikke arkivoptagelser med palæstinensere, som arresteres og føres til afhøring. Dertil det kendte arkivmateriale med Arafat og Rabin, som giver hinanden hånden, med Clinton i midten, og der er alt materialet omkring mordet på Rabin osv. Samt fremragende computergrafisk arbejde, som bruges til at give liv til fotografierne. De seks har siden 1980 repræsenteret en hemmelig tjeneste i et land, som er i konstant kamp mod terror og med sig selv. Man ville have troet, at mange af de horrible begivenheder ville der aldrig blive talt om, men i netop den her film bliver der talt om dem, og set i den vinkel er filmen et journalistisk scoop. Milevidt fra de hurtige nyhedsklip, vi er vant til fra tv, får de seks tid nok til at tale ud og gøre denne tilskuer chokeret og rystet. Og spørgsmålene, der stilles, er hver gang direkte og fuldstændig præcist rettet mod sagens kerne. (Tue Steen Müller, filmkommentaren.dk)
http://www.fof.dk/Kurser.aspx?enhed=13&menu=76
