Targeting: Bin Laden
Jeg har det med filmen, som jeg har det med ordet drejebog, som jo betyder to ting på dansk. Naturligvis er en drejebog en plan for en film, men det er i nutidssprog også en plan for en hvilken som helst anden kompliceret handling eller aktion. Targeting: Bin Laden vil som film overbevise mig om, at dens manuskript simpelthen er CIA’s og admiralens manuskript for ”Red Teams” opsporing og likvidering af Osama Bin Laden. Og det lykkedes i første omgang. Jeg iagttog det tvivlende til vantro: er dette direct cinema, er dette optagelser fra kameraer i The Navy’s SEAL Teams hjelme, er det Bin Laden, der står der øverst på trappen i nattøj? Og som filmen skred frem accepterede jeg det hele. Den er faktisk ret spændende. Som underholdning er den temmelig spændende. Og jeg var jo underholdt. Og forført.
Men så kommer eftertanken. Ét er at jeg faktisk godt kan lide historiske rekonstruktioner, som BBC underholdning for eksempel, noget andet er, at jeg da plejer at efterlyse eftertanke og tvivl og tøven i ægte dokumentariske historiske rekonstruktioner. Nå, der er da alle tre elementer i Targeting: Bin Laden. Men de er vel at mærke omhyggeligt anbragt inden i filmens selvforståelse af at være selve denne komplicerede og farefulde operation ind i et Pakistan med forstår man ikke-informerede myndigheder. De er præsidentens og hans mænds eftertanke, tvivl og tøven med hensyn til de rent militære og tekniske risici, naturligt placeret som plotpunkter. Og der er kun dette ene lag i filmen.
Eftertanken, tvivlen og tankens langsomhed hører hjemme i en anden slags dokumentarfilm, disse film med fortællevinklen anbragt et sikkert sted i nærheden af autor og lagt ned i værket som en voksende uro af noget, som blander sig udefra, måske fra tilskuerens sind, her kunne det være moralske og juridiske overvejelser, der, som det er tilfældet sker i Morris’ The Fog of War, lyttes frem af McNamara i den berømte spejlkonstruktion. I The History Channels værk er det naturligvis slet ikke sådan. Det er selvfølgelig en omhyggeligt efterrationaliseret og dramatiseret påstand om, at de to drejebøger, admiralens og historiekanalens er konkruente. Det her er selvfølgelig en propagandafilm. En rigtig veldrejet en af slagsen.
The History Channel: Targeting: Bin Laden. USA 2011, 88 min. Sendt i DR2 Dokumania (Operation bin Laden – minut for minut) på hvis hjemmeside den kan ses nogen tid endnu. Filmen kan købes på Amazon og streames elller downloades mange steder på nettet. Den historiske operation, hvis internationale lovlighed er anfægtet fra mange sider, får et udfoldet og interessant forsvar i en kort juridisk opsats af to lærere ved amerikanske militærakademier, Shane Reeves og Jerymy Marsch: ”Bin Laden and Awlaki: Lawful Targets”, i Harvard International Review 26. oktober 2011.