Eric Pauwels: Les Films rêvés 2

Jeg er ikke blevet færdig med indtrykkene fra Cinéma du réel, eller rettere, der er film, som bliver ved med at trænge sig på. Nu Pauwels’ tre timer lange sag, i to dele (85 og 95 minutter) i udtrykkelig 4/3 format. Det står på forsiden af dvd-udgaven, som CBA i Bruxelles har været så venlig at sende mig. Den slags er vigtigt, når det er billeder i en tid og fra en tid, det drejer sig om. Med en mening om deres eget udseende. Det gamle tv-format. Og på forsiden er der seks billeder i dette klassiske format, på bagsiden yderligere seks og så synopsen: Un jour, un homme, un cinéaste fait un rêve: il rêve qu’il fait un film qui contiendrait tous les films qu’il a rêvé de faire. Inden i er tiden, de to dele, i alt 180 minutter.

Jeg så filmen i Paris uden at forstå særlig meget af den franske voice-over og dialog. Men dvd-udgaven har engelske undertekster. Så nu kommer et frydefuldt arbejde med at se det store, smukke værk, omhyggeligt, afsnit for afsnit. Læse det så langsomt, som det indbyder til. Så tiden holdes fast. Hvad dvd kan.

Det begynder med en poetik. Her kan man som begynder begynde. Her kan man som blasert og erfaren begynde forfra og blive ydmyg. Det er yderst håndfast: der findes disse film, og så demonstreres en scene. Og der findes disse, og der demonstreres en scene. Det er medrivende grundlæggende. Og så følger afsnittet om Jean Rouch, hvor poetikken foldes ud, men ikke som skema, nej, som liv og død… 

Nej, nej, det begynder som så ofte før titelskiltet, det allerførste billede er den tålmodige edderkop i sit spind, så kommer det blå havehus, sommer og vinter og stemmen, som fortæller, at dette bliver langsomt. Langsom drøm. Først derefter poetikkens kapitel 1: ”Nogle film er stumme – og nogle film taler. Nogle film har handling – og nogle film har iagttagelse. Der er erindringsfilm – og der er erindringer om film. Nogle film har lukkede øjne – andre åbner dem…”

Og man er straks inde i filmcitaterne, fornemmer man uden at kunne udrede det. Og jo, de første identificerbare scener er da Jørgen Leth referencer, både i billedet og i fortællerstemmen: ”… et hus, en mand, en filminstruktør… det begynder med et hus og det ender med en storm. En storm over havet, og vi er hos Odysseus og begynder i Troja. Filmen er om de store rejsende, om dem som elsker tiden, som går, at den går, og den rejsende må videre efter lange fristende ophold, han må hjem. Til det blå hus, til hunden, som straks vil genkende ham, til kvinden, den elskede. De store billeder fra erindringen dukker op.

Og her, stadigvæk i filmens begyndelse, sidder et langt afsnit om Jean Rouch. Mesteren var engang på besøg i havehuset. Han talte om det bevægelige kamera. Alt andet end det er ligegyldigt. Kameraets opmærksomhed hvad det drejer sig om. Det er, og han ser Odysseus’ hund, som hundens næse og lugtesans. Uafbrudt i bevægelse, registrerende alt.

Så pludselig en dag telefonbeskeden: han er død, kørte galt. Den lille film er som en tale ved kisten. Der er undervandsoptagelser af rokken. Folk, som ikke kendte til portrætkunsten, fortalte, da han viste dem postkortportrættet, at de sagtens kunne se, at det var den fisk. Og der kommer et langt citat fra Rouchs første film om fiskerne ved floden. Kun billeder og musik. Da de medvirkende så filmen, bad de Jean Rouch tage musikken ud, for den skræmte fiskene. Nogle film bør være uden lyd. Afsnittet slutter ved mesterens grav, en lille kongkhýlion anbringes på stenen, en hilsen fra fra cineasten i det blå hus ved havet. Filmen er i gang…  

Eric Pauwels: Les Films rêvés, Belgien 2009, 180 min., oplysninger om dvd-distribution: cba@skynet.be

News from Paris

Filmkommentaren.dk welcomes Sara Thelle as our Paris correspondent. She will (see below) keep the readers informed about film events and issues from the French capital. Sara Thelle, Danish origin, has a BA in study of Religions from Copenhagen University and is currently finishing a Master Science sociales des religions at l’Ecole Pratique des Hautes Etudes. For 15 years she works in the fashion business.

 

 

Kasper Torsting: At beskytte en metode

Så er der svar på mine spørgsmål i forgårs til Kasper Torsting. Han skriver: 

Diskussionen om hvorvidt mine film er lykkedes eller ej, om de er ‘tilfredsstillende’, er en snak jeg hverken vil eller kan gå ind i. Mine film er som mine børn, de er for mig ikke til debat. Jeg ser dem absolut ikke som perfekte, men jeg elsker dem ubetinget. At andre diskuterer mine film, ser jeg som et stort privilegie. Hvilken kunstner, hvilken fortæller ønsker ikke det. Derudover ser jeg det som et stort ansvar at delagtiggøre interesserede i de produktionelle- og kreative processer, der fører til den færdige film. Domsafsigelser lader jeg andre om. Men at konkludere at seerne har oplevet det som journalistiske værker, og at jeg derfor efterfølgende har ‘været nødt til’ at forklare, at det ikke var det jeg ville, er måske at sætte tingene lidt på spidsen. Jeg har en opfattelse af at en lille gruppe journalister og filminteresserede, har haft nogle meninger om måden mine film blev til på. Langt de fleste seere går ikke ind i den fag snak. De ser ‘bare’ fjernsyn. At det har fyldt en del i medielandskabet, handler vist bare om at denne begrænsede gruppe (journalisterne) har fri adgang til print. Men at det skulle være repræsentativt for den generelle stemning ude hos seerne, det tror jeg ikke.

Når jeg har valgt at indtræde i en debat, handler det ikke om at forsvare en film, men om at forklare og beskytte en metode…

… Jeg synes det er prisværdigt, at debatten om brugen af metoder og valg af genre, er kommet i kølvandet på bl.a. mine film om Søren Gade. 

At nogen har set filmene som forfejlede, både journalistisk og/eller filmisk, synes jeg udelukkende handler om de briller der ser. Mine film har ikke ønsket at være hverken/eller. De er som de er, hverken mere eller mindre. De er begge resultatet af en lang række bevidste valg indholdsmæssigt og æstetisk. Jeg har tidligere lavet film af længere formater (Rocket Brothers og Solo), hvor det ‘filmiske’ ben driblede bolden alene. Men omvendt har jeg også tidligere arbejdet med mere journalistiske og rigide TV-formater (indslag til Dags Dato, DR dokumentarserie m.v.). 

Nogle vil mene at mine film om Søren Gade lander mellem to stole. De har delvist ret. Jeg foretrækker dog billedet af, at være den lille grå pixel mellem hvid og sort. Det virker for nogle provokerende og forvirrende, at jeg ikke ‘melder kulør’. Jeg ser det dog dels som en lavpraktisk omstændighed, med den fortællemæssige ramme jeg får tildelt, størrelsen på budgettet, klippetid, materialets beskaffenhed og mine medarbejderes evner og talenter. Dels som et oprigtigt ønske om ikke at lade mig begrænse af gældende konventioner for, hvad man må og hvad man ikke må.

Og nu til svar på spørgsmålene:  

1 – TV2´s sendeplan for maj er så vidt jeg er orienteret ikke nagelfast endnu. Som vi så med den sidste film, kan der opstå ting der pludselig ændrer sendeplanen. Der er altså ikke programsat noget endnu.

2 – Om jeg får mulighed for at lave en 3. film, beror på nødvendigheden af dette. Først og fremmest skal jeg undersøge om der ‘findes’ en 3. fortælling, som jeg personligt har lyst til lave. Det ville kræve noget nyt materiale. Hvilken form har det? Hvilket motiv har jeg for at lave det? Hvad vil det tilføje af nyt? I skrivende stund er jeg ret overbevist om, at TV2 ikke vil kaste flere midler efter det, med mindre jeg netop kommer med noget nyt.

3 – Skulle det alligevel komme dertil hvor der skal laves en 3. film, så ville det da være oplagt at lave en samlet fortælling, der trækker linjerne op ved hjælp af ‘det gamle’ materiale, udfylder nogle af de huller der findes, og adderer nye unikke optagelser fra en verden vi alle har en mening om, men som få for alvor kender.

Kasper Torsting 

News from Paris

And the festivals continues…

The festival Cinéma du réel is almost over for this year, but Paris still has more to offer.

As every year following the Cinéma du réel, the Festival International Jean Rouch sets for the 29th time it’s focus on the ethnographic film. This year the festival takes place in the beautiful Museum of natural history, La Grande Galérie de l’Évolution in Jardin de Plantes in the 5th arrondissement from March 27th to April 5th. The festival is organised by le Comité du film ethnographique founded in 1952 at le Musée de l’Homme at Trocadéro, currently closed down for renovation until 2012.

The Festival International de Films de Femmes takes place in Créteil, a suburb of Paris, from April 2-11. The theme of the festival this year is called Trans-Europe-Afrique and it opens Friday with a concert by the Malian singer Rokia Traoré. Created in 1979, it hosts female directors from all around the world showing their vision on society, paying attention to the artistic, political and social involvement of women in the world, as expressed through their cinema. In competition: 10 feature fiction films, 10 feature documentaries and 30 short films, together with retrospectives and debates.

Amongst former award winners are Eva Mulvad, Enemies of Happiness (2007), Susanne Bier, Brothers (2005).

The programs can be downloaded from the festivals website:

http://www.comite-film-ethno.net/festival-international-jean-rouch/2010/index.htm

http://www.filmsdefemmes.com/

Yderligere spørgsmål til Søren Gade filmene

Jeg må lige dreje opmærksomheden tilbage til de to Søren Gade film. Til indholdet. Til den diskussion, Torsting skriver, han foretrækker, den om hans projekt er lykkedes. Og her står han nok i den situation, at han må indse, at de to film faktisk ikke er tilfredsstillende. Seerne har oplevet dem som tv, som journalistiske arbejder, og han har været nødt til i en kronik i Berlingske Tidende og i kommentarer her på siden omhyggeligt at forklare, at han har villet lave observerende dokumentarfilm. Men begge film er åbenbart i deres nuværende version så præget af tv-materiale og så tv-reportagelignende scener, at de filmiske greb og holdninger slet ikke er opdaget. Det har efter min opfattelse kunnet tilgives, eller i hvert fald har det været forståeligt ved den pressede færdiggørelsesproces, hvor TV2 tvang først den ene så den anden ufærdige film frem til visning. Vi fik så den opfattelse, at i hvert fald problemet med den manglende tredje akt ville der blive rådet bod på ved genudsendelsen til maj. ”Jeg arbejder med udfordringen”, skrev Torsting.

Vi er nu i den interessante situation at Søren Gade filmprojektet har været til offentlig panel-screening, og redigeringsprincipperne er lagt åbent frem. Men er vi helt sikre på den der nye maj-version? Så jeg bliver nødt til at stille Kasper Torsting yderligere tre spørgsmål: 1) bliver der en genudsendelse til maj? 2) har du fået mulighed for at klippe en ny samlet version? 3) i givet fald af én eller to film? Det er faktisk ret spændende.    

Xiaolu Guo: We Went to Wonderland

Masser af film bliver vist uden for konkurrence, og en fin ting på Cinéma du réel er ”værkstederne”, Dédicaces et ateliers, afdelinger for enkelte instruktørers samlede værk. I år er det Maysles (også her..), Marcel Hanoun, Michel Khlrifi (en enkelt film) og Xiaolu Guo. Jeg nåede to af hendes film og hun er et lidt spændende nyt bekendtskab. (Se hendes hjemmeside, link nedenfor.)

På en måde er det hjemmevideo. Instruktøren, som bor i London, har besøg af faderen og moderen hjemme fra Kina. En scene gentages to gange, tror jeg: moderen sover, faderen tager bad, det er ikke observerende kamera i direct cinéma forstand, det er aftalt og instrueret aktion, rejsens tid levet foran kameraet, for kameraet, så frit og ukunstlet at man smiler indforstået, filmen finder sin autenticitet i denne intimitet, ja, i selve privatheden. Det er cinéma vérité. Godard (og Varda?) er blandt forbillederne. ”La célèbre plaisanterie métaphysique de Jean-Luc Godard: ’Je fais des films pour occuper mon temps’ ”, citerer hun i en tekst i kataloget. Tiden ja, og hun filmer Coutards grå nuancer af dagslysscener og egensindige beskæringer. Det er i hvert fald, hvad jeg kommer til at tænke på. Vemodig og glad, bølger ruller tilbage, værker bliver stående. Fascinerende uforståelige.

Historien er altså den, at instruktørens forældre på rejse til en anden verden, til England, hvor faderen er blevet opereret, med filmen er vi i rekonvalescensen, som han lever med alle sanser vidt åbne (han er maler og nu skribent også, da stemmen er væk), og moderen er med hele tiden som lige så opmærksom ledsager. De oplever og kommenterer de britiske omgivelser, senere kommer en rejse til kontinentet, til Rom. De forstår mindre og mindre, længes hjem. Men de resignerer i humørfyldt hjertelighed, i træffende og kloge bemærkninger, som koderen formidler på begges vegne. Ja, og så pakker de og vender hjem. Og filen slutter i en telefonsamtale mellem mor og datter: Ja, vi er kommet godt hjem. Ja, din far er i atelieret. Cinéma du réel. Virkelig tid. Virkelighed.    

Xiaolu Guos roman A Concise Chinese-English Dictionary For Lovers handler (læser jeg et sted) om en kinesisk kvinde, som kommer til England, hvor hun dels mister sit navn, som ikke kan udtales på engelsk, dels ikke forstår, det hun møjsommeligt lærer at oversætte sig til. Hun møder en mand, også uden navn. De bliver elskende, skønt de ikke kan tale sammen, men alene hver for sig opdage deres egen identitet. Er det rejsens væsen? Kærlighedens? Forfatteren og filminstruktøren forfølger nok sine temaer, de store pakket i de små, i alt hun skriver, romaner og film. Et udfordrende bekendtskab at tage med fra den rige og brede Paris-festival.

Xiaolu Guo: We Went to Wonderland, Kina 2007, 79 min. Manuskript, fotografi  og co-produktion: Xiaolu Guo, klip, musik og lyd: Philippe Ciompi, produktion og distribution: Perspective Films phciompi@btopenworld.com

http://www.guoxiaolu.com/

Cinéma du Réel Awards

Awards have been given at Cinema du Réel and congratulations to the winners and to the festival to have a international jury that did not go for compromises but honoured originality and non-mainstream filmmaking.

The two films awarded have both been reviewed and praised on this site, see below. Here follows the names of the jury and the two winning films: “The International Jury composed of : Sólveig Anspach (filmmaker – Iceland/United States), Sepideh Farsi (Filmmaker – Iran), Michaël Gaumnitz (Filmmaker – France), Stefan Mayakovsky (director of the Shadow Festival – The Netherlands), Bruno Muel (filmmaker and cameraman – France), has awarded

The Cinéma du réel Grand prix, 8 000 €, granted by the Bpi with the support of the Procirep, to 48 (photo) Susana de Sousa Dias (Portugal)

The Scam International Award, 4 600 € granted by the Scam, to La Bocca del lupo, Pietro Marcello (Italy)

For the rest of the awards, please check

www.cinereel.org

Marcello Gomes og Karim Aïnouz: Viajo porque…

Parisfestivalen Cinéma du réel slutter her i weekenden. Og jeg tænker på indtrykkene – en fornemmelse af opbrud og vækst melder sig. En række film kombinerer altså for mig at se med ny rolig selvfølgelighed reportagen med essayistikken. Blander fagsproget og den lyriske fremstilling. Sætter det dokumentariske stof sammen med fiktionens forestillingskraft. Som nu filmen her, Jeg rejser, fordi jeg skal, jeg vender tilbage, fordi jeg elsker dig. Måske er den et passioneret kærlighedsbrev, en billedskøn elegi. Måske er den en samfundsskildring i rejsebeskrivelsens form. Sandsynligvis er den begge dele.   

José Renato er geolog. Han bliver sendt på feltarbejde i det nordøstlige Brasilien. Hans opgave er at påvise mulige forløb for en kanal fra regionens eneste flod. Vi ser, hvad han ser, han er kameraet. Vi ser aldrig ham, men vi hører hans stemme hele tiden. Den stemme (Irandhir Santos’) bærer fortællingen og refleksionen. Om og over rejsen, og med den arbejdet og så altså kærligheden, intet mindre. Som filmens titel lover. Og vigtigst er jo kærligheden.   

Manden og kvinden. Det er deres professionelle arbejde, som skiller dem, har skilt dem, kan jeg tro. Hun er botaniker, han som sagt geolog. Han gør sit arbejde til poesi, filmen åbner i et verbalt digt om feltarbejdets medbragte bagage: måleinstrumenter, tegnepapir, blyanter, landkort, kameraer…, åbner i et vekslende sløret og knivskarpt billeddigt over feltarbejdets objekt: terrænet, dets formationer, mineraler, højdeforskelle og vegetation… Men så møder kameraet stedets kultur, dets mennesker og opdager deres forskellige skæbner. Dagene går, kærlighedslængslen trænger sig på, konverteres til sex, der kommer kvinder ind i billedet, én nats begivenheder. Præcis som den alt omfattende poetiske naturiagttagelse forvandler sig til nøgtern materiel indsigt, økonomi og sociale modsætningsforhold. Kanalen vil give nødvendig vand til nogles behov, vil tvinge andre til at bryde op, opgive deres huse og tilværelse der på stedet.    

Og kærlighedshistorien er tilsvarende modsætningsfyldt. Et hjerte af sten over for en kødædende plante, som Yann Lardeau nøgternt konkluderer sin tekst i festivalkataloget.

Marcelo Gomes og Karim Aïnouz: Viajo porque preciso, volto porque te amo, Brasilien 2009, 71 min. Manuskript: Marcelo Gomes og Karim Aïnouz, fotografi: Heloïsa Passos, klip: Karen Harley, lyd: Waldir Xavier, medvirkende: Irandhir Santos, produktion og distribution: REC Produtores

 claire@recprodutores.com.br

Man kan få et indtryk af filmens skønhed og generelle stemning i traileren på siden her:

http://www.cinemadureel.org/article3974.html 

Kasper Torsting: Åbent brev til Medusa

En forfattergruppe, som kalder sig Medusa står for kronikken Birthe fra Vejle lægger niveauet for tv, der blev bragt i Politiken i søndags. En bredside af en kritik af TV´s personfiksering og føleri. Kasper Torstings film Søren Gade – de sidste 48 timer blev konkret prügelknabe:

http://politiken.dk/debat/kroniker/article928450.ece

Torsting har sendt os dette åbne brev om journalistik og dokumentarfilm: 

Når jeg læser jeres kronik, bliver jeg forvirret. Forvirret over at være enig i mange af jeres synspunkter samtidig med, at I vælger at bruge en film, jeg har lavet som eksempel på det, I kritiserer. Godt og vel 600.000 mennesker så filmen, og ifølge Gallups TV-meter måling var seernes karakter fire ud af fem mulige. I al beskedenhed et udmærket resultat. Desværre vil det høje seertal være negativt i jeres optik. Alle er naturligvis velkomne til at mene, hvad de vil om min film, men når I (“Tænketanken” Medusa) skyder til højre og venstre med jeres generelle anklager mod TV branchen – samtidig med at I selv forlanger dybde og saglighed – så er det måske på sin plads, at eksemplerne ikke er så upræcise. Og vi er rørende enige om, at der er nok at tage af – altså eksempler på dårligt TV.

Og hvorfor mener jeg så, at min film ikke er et specielt velvalgt eksempel på dårlig journalistik?

 

I jeres kronik anklager I min film for at være et “makværk” og “et grelt eksempel” på dårlig journalistik. At jeg som filminstruktør anklages for ikke at have levet op til den kritiske og dybdeborende journalistiske metode, betragter jeg imidlertid som en stor cadeau. Min film er ikke et journalistisk værk, og den behøver derfor ikke at leve op til bestemte kriterier for ‘god gedigen’ journalistik. Min film repræsenterer en af flere dokumentariske genrer. Man kan bl.a arbejde med ‘den kritiske journalistik’. Det gør jeg ikke. Jeg arbejder med en genre der hedder ‘den observerende dokumentar’. En type film, hvor virkeligheden ikke bliver lagt på hjul og stejle, men båret frem i åben karet.

Filmen omhandlede en væsentlig exit i dansk politik. Begivenhederne i de sidste dage omkring denne exit blev fremlagt i min film til seernes egen fortolkning. Jeg syntes det var interessant og relevant, at give de danske seere et menneskeligt indblik i en politikers virke og i det maskinrum, han befandt sig i. Derudover er det for en gangs skyld et blik ´indefra og ud`, hvor bl.a. pressens rolle bliver skitseret til offentlig beskuelse.

At en minister siger farvel til en livsdrøm og kniber en tåre med betroede medarbejdere, der sammen med ham har været igennem et enormt arbejdspres, er vel ikke så odiøst. Så længe det bliver formidlet med en fortællemæssig lødighed i en balanceret filmisk ramme, skal der naturligvis også være plads til de mere menneskelige aspekter i danske dokumentarfilm. Selv hvis hovedpersonen er politiker. Min film er et udtryk for et subjektivt indtryk, og ikke et mistroisk udtryk. Jeg er hverken ‘dommer’, ‘forsvarer’ eller ‘anklager’. Jeg er den tavse tegner der sidder i baggrunden og portrætterer den anklagede.

Personligt er jeg storforbruger af journalistik. I særdeleshed journalistik, der nogenlunde apolitisk kan give mig den information,  jeg har brug for. Men som filminstruktør er det ikke nødvendigvis min opgave at komme med svar og fakta. Min opgave er derimod at lægge tingene frem, så mit publikum selv får lyst til at finde svarene. Jeg filmer ikke for at få bekræftet en allerede fastlagt vinkel. Jeg prøver at sænke paraderne og lade fortællingen folde sig ud foran mit kamera. Jeg følger med virkeligheden som subjektivt vidne og genfortæller det, jeg oplever. Naturligvis via det temperament, som jeg repræsenterer.

Jeg er enig med jer i, at krigen er et morads, som nogen virkelig burde forholde sig til både kritisk, dybdeborende og journalistisk. Min film havde et andet sigte og en anden tone, der blev forstået af almindelige danske TV seere, men blev afvist af en særlig gruppe journalister, der insisterede på at betragte filmen som et journalistisk produkt og ikke en observerende dokumentar. En enkelt chefredaktør blev så provokeret af min film, at han på åben skærm talte imod bedre vidende og påstod, at Søren Gade selv havde bestilt filmen, filmens indhold og sendetidspunktet. Sådan fungerer det naturligvis ikke.

For at vurdere kritikkens tyngde har jeg tænkt på, hvad ”tænketanken” Medusa mon er for en størrelse. Der var ikke meget at finde. En er journalist ved Politiken og en anden har lagt navn til TV-serien ”2900 Happiness” som tekstforfatter. Den mytologiske Medusafigur er som bekendt en kvindeskikkelse med fortrukket ansigt og slanger som hår, der med sit blik kunne sprede afgrundsdyb rædsel. Er det rædsel, I vil sprede i offentligheden ved jeres analyser, eller er navnet bare endnu et upræcist valg?

Med venlig hilsen Kasper Torsting

Documentary Days Kiev

From today and until April 2 the film interested audience in Kiev, Ukraine is given a treat with the Documentary Days – the International Film Festival, theme Human Rights. A variety of films are sectioned in a ”Human Rights Competition”, an ”Art Competiton” (= artistic films), special screenings and retrospectives. Opening film is ”Rabbit a la Berlin” and from the programme can also be mentioned several other films that have been reviewed or noticed on this site:

”I am a Monument to Myself” (photo) Ukranian film by Dmytro Tiazhlov, ”Hotel Sahara” by Bettina Haasen, ”Desert Brides” by Ada Ushpiz, ”Burma vj” by Anders Østergaard, ”A Place Without People” by Andreas Apostolidis, ”Bananas!” by Fredrik Gertten, ”Another Planet” by Ferenc Moldovanyi, ”Cash and Marry” by Atanas Georgiev, ”Chemo” by Pawel Lozinski, ”Long Distance Love” by Magnus Gertten and Elin Jönsson, ”René” by Helena Trestikova and ”Living Room of a Nation” by Jukka Kärkkäinen.

Of course human rights questions are important in that region and personally I look forward to get the chance to watch what an old friend, Belarussian Volha Nikalaichyk reports in her “Murder on the Eve of Spring” as well as “Love me, Please!” by Valery Balayan from Russia – a film that includes “real video records of Russian fascists and musical clips placed on nazi websites”. Take a look at the website, very inviting it is.

 

http://docudays.org.ua/2010/en/