Scenen i sengen med de elskendes tyste, intense samtale fuld af autentisk kærlig følelse er det hele værd. Den er klippet med lydhørhed for den lille angst for tiden, der forandrer, og kærligheden, som ikke er til at holde fast, trods forsikringerne. Den ængstelse vokser gennem den smukke scenes replikskifte til et helt kammerdrama i det lille format.

Det handler om at ville ændre på sin seksuelle identitet. Det er den ene af de to i sengen i færd med. Og hvad vil så ske?

Hvad vil så ske med følelserne for hinanden? Hvor forbundne er de med det ydre seksuelle udtryk, kroppens udseende, stemmelejet, den samlede udstråling? Intet vil ske, forsikrer den, som vil blive i sin nuværende krop og i sit aktuelle begær. Kæresten med hovedet på puden ved siden af er bekymret, for her er begæret under omformning. Men lige nu nu er de i lykken. Som stillbilledet viser.

Det er jo en brugsfilm. Den vil anskueliggøre denne problemstilling, den vil vække debat om provokerede seksuelle transformationer. Det sker ved samtaler mellem de medvirkende i lange instruerede og omhyggeligt opbyggede scener. Det er vedtaget smukt. Yderst stiliseret. Og bortset fra scenen i sengen lykkes det i min oplevelse slet ikke. Arrangementernes udvendighed kvæler replikkernes mulige følelse. Nej, der er nu én scene mere at fremholde, en optagelse med de to fra sengen, som skal til fest og gør sig i stand. Den fungerer nogenlunde, jeg tror, fordi de to kan improvisere. Som de eneste blandt de medvirkende.

Og i virkeligheden er det måske kun den ene af de to, som kan, som i sin hengivelse og spontane kærlighedsytring river den anden med. De øvrige forholder sig, loyalt formodentlig, til debatfilmens forlangende om så facetteret som muligt at anskueliggøre de seksuelle komplikationer. Men at tale om kærlighed ved at behandle sex er et koldt foretagende.

Og kølighed er selve præget i scenerne i en roterende restaurant, i en stillestående bar, i en tom svømmehal. Det er så arrangeret, så villet perfekt, så glat. Ja, og køligt. Det bliver i det ydre som problemstilling, vil ikke det indre som autenticitet.

Og så får jeg tid til at spekulere på, hvorfor scenerne er klippet op og de mindre dele blandet. Kan slet ikke finde nogen fortællemæssig begrundelse. Når manuskriptet nu er skrevet i afsluttede scener med hver deres location, med hver deres tid. Sådant plejer jeg ikke at tænke over i film, jeg forsvinder i. Men det var måske heller ikke meningen her, at jeg skulle opsluges? Men én scene, et kammerspil i en dobbeltseng fordelt over story-line er dog gentagne gennemsyn værd.  

Saskia Bisp: Nobody Passes Perfectly, Danmark 2009, 43 min. Manuskript: Saskia Bisp, fotografi: Minka Jakerson, klip: Åsa Mossberg, musik: Nana la Cour Jacobi, lyd: Kasper Janus Rasmussen, producere: Vibeke Vogel og Elise Lund Larsen. Produktion og salg: Bullitt Film www.bullittfilm.dk Filmen kan via det lokale biblioteks hjemmeside ses på www.filmstriben.dk

De er så omhyggelige med deres tøj, de tre kvinder, det handler om. De er så omhyggelige med det danske sprog, som de taler forbilledligt. De er så ordentlige og sympatiske og tydelige. Deres fortællinger er detaljerede, uden dramatik. Pletfri. De medvirker i en undervisningsfilm. Den har brug for forbilleder. Det kan jeg godt forstå. Det er ærlig snak. 

Det handler om danske uddannelsers betydning for herboende kvinder fra fremmede kulturer. Det lyder bestemt ikke spændende. Men sådan en opgave kan reddes…

… af de medvirkende. Det sker her. Der er tre og de er søde, en kvinde med pakistansk baggrund, en med tyrkisk og en fra Malawi. Tre livshistorier (så langt de unge liv er kommet) fastholdt som cases på mere end nydelige filmbilleder. Man lytter gerne til dem. Og det skal man også. Fremstillingen er båret af deres fortællinger og af omvisninger til deres steder. Og så er der illustrerende reportagescener. Det er det.  

Selvfølgelig er det ikke en film. Det er en dokumentation af tre gode kvinders frigørelse og selvstændiggørelse fastholdt på film. Der er ikke noget værk uden om de tre beretninger. Så efterhånden kniber det med dynamikken. Det går i stå efter 20 minutter, men så har konstruktionen alligevel lidt mere i posen: en kvinde agiterer sympatisk for fagforeningens nødvendighed, en demonstrerer sin daglige faglighed som kirurg og en endnu forankret i familien og familiens færdigret-butik, men hendes hensynsfulde distance til det hjemlige lader os forstå at selvstændig og sygeplejerske er og bliver hun.  

Filmen er så passende til de velskabte tre yderst korrekt arbejde, dette er hvad, der bør menes. Jeg bliver næsten skræmt af al den renhed. Der er ingen tvivl, ingen kant heller. Der er intet at indvende. Uden måske netop dette.

Barbara Cros og Lisbeth Lyngse: Kvinder i forandring, Danmark 2009, 41 min. Manuskript: Barbara Cros, fotografi: Henrik Kloch og Lisbeth Lyngse, klip: Lisbeth Lyngse. Produceret af Manden Med Cameraet www.mandenmedcameraet.dk , dvd-salg: DBC www.dbc.dk  Filmen kan ses på Filmstriben.dk via det lokale biblioteks hjemmeside.

Det er en tv-rettet knapt én time lang real-kommentarbåret reportage med filmede illustrationer og vekslende interviews fra to nutidige pornografiske produktionsmiljøer med små forskelle, som skal gøre en sammenligning interessant. Det lykkes ikke.

Det er en bornert nysgerrig sammenlignende sociologi-interesseret skildring af af to små professionelle selskaber, som fremstiller den slags film og magasiner. Et i Prag og et i Berlin med hver deres chef, som begge forsøger at leve op til rollerne som farverige og karismatiske ledere…

… De er det efter min smag langtfra. De er i og for sig ikke usympatiske, de er bare kedelige. Filmen påstås i filminstituttets ”Fakta om film” og i Filmstribens introdukion at være karakterdreven, så måske er det derfor, den står den stille lige fra begyndelsen. Det er en tydelig kamp at komme videre efter de første 20 minutter. Også for publikum.

I sidste del forsøger fortællingen sig som fortælling om et ulykkeligt kærlighedsorhold mellem den unge model og den ældre producent. Modellen er trofast i kærlighed, producenten er ikke. Samtidig rammes deres branche af nedtur, producenten ender i resignation og forretningsmæssige omstillingsforsøg, modellen i desperation og systematisk øldrikning. De sidste scener er moraliserende, ikke gennemarbejdede forsøg på ”ak, hvor forandret” gennemspil, men de griber ikke, de lykkes ikke, det er for sent, karakterudviklingen fandt sted bag ryggen på filmen, så den findes faktisk ikke.

Markku Heikkinen: All Boys, Finland 2009, 52 min. Manuskript: Markku Heikkinen, fotografi: Hannu Vitikainen og Markku Heikkinen, klip: Joona Louhivuori og hannele Majaniemi, musik: Tobias Wilner, lyd: Olli Huhtanen, produktion: Cilla Werming. Produceret af Bullitt Film, København og Kinotar, Helsinki. Kan ses via bibliotekets hjemmeside på www.filmstriben.dk

http://www.dfi.dk/faktaomfilm/DFI-kataloget/dkfilm.aspx?id=20377