Min anden festival favorit var Aljona Poluninas “The Revolution That Wasn´t” med Anatoly, som en kort periode greb magten og partiformandskabet i det russiske kommunistparti og havde gyldne dage som en af lederne af demonstrationerne mod Putin. Han mistede imidlertid kammeraternes tillid og blev skubbet ned til menigt partimedlem. Så vendte han sig indad og søgte Kirkens fællesskab. Og oppositionen mod Putin, kommunistpartiet og “Det andet Rusland” tabte jo valget.

Polunias film besidder fra først til sidst en fuldstændig sikker styring af casting, set-design, iscenesættelse og fotografi i rekonstruktioner og reportageplanlægning og -indsats. Jeg er spændt fast i denne intellektuelle diskussion og kamp lige ud af de russiske romaner, i disse begivenheder, hvis udfald jeg jo kender. Moderne russisk politisk historie skildret som dokumentarisk thriller til fem penne..

Aljona Polina tog afgang fra universitetet i Moskva 2004 efter studier i kunst, arkitektur og design samt film med filmen “Yes Death”.

Estland 2008, 96 min. Produktion og distribution: Matila Röhr Productions og Kuukulgur Films jaak@kuukulgur.ee Filmen modtog i forgårs to af Cinéma du Réels specialpriser, det franske nationalbiblioteks pris og den røde komites pris.      

Jeg havde jo mine favoritter på festivalen, især to. Den første af dem er Rosemarie Blank: “Job en de hollandse vrisjtaat”. Hendes forbavsende værk konstrueret på tre årtier gammelt filmmateriale i flere forskellige formater, som hun optog, dengang fristaden i Amsterdam levede så festligt, farverigt, er aldeles suverænt anvendt poesi (i Aristoteles grundbetydning af ordet), en lille film sådan i denne industrielle sammenhæng, men en stor film i cinematografiens fortsatte og på sin måde lige så energiske historie. Og så er den smuk, billedskøn.

Den autistiske aldeles tavse og introverte Job konstant fordybet i meditation over sine objektsamlinger på hver sin lille bakke opdager ikke, at fristaden forsvinder en brutal nat. Han lever længe også uopdaget i ruinerne og fortsætter der sine studier, til han også en dag er væk. Tankevækkende og sandt.

Rosemarie Blank er uddannet fra kunstakademiet i Berlin og har levet i Amsterdam siden 1979 som forfatter, og siden 1982 har hun realiseret talrige filmprojekter.

Holland 2009, 48 min. Produktion og distribution: Casa-Film, casafilm@telfort.nl

Den dansk/ægyptisk producerede film “Over Jorden, under Himlen” af Simon Lereng Wilmont fik festivalens pris som bedste kortfilm. Den er om ambition og træning, med den lille Mahmoud, som elsker cirkus og drømmer om at blive akrobat i det ægyptiske nationalcirkus. Han har en mentor, Kamal. Han træner ham, jonglerer den lille fyr halvanden meter over jorden i farlige, dristige akrobatnumre.

Simon Lereng Wilmont er studerende ved Den Danske Filmskole. Han er medarbejder på filminstitutprojektet “Travelling with Mr. T”.

Danmark/Ægypten, 2009, 29 min. Den Danske Filmskole.

Den næste film i programmet, Nathalie Loubeyres “No Comment” fortsætter uden at vide det, hvor “Mirages” slipper. (Programlæggeren ved det, havde set det..). De overlevende rejsende er kommet til en by uden navn, markeret ved et markant tårn. En havneby, jeg ser færgerne til England. Jeg ser det atter og atter. De ser det oftere end jeg. Ser det nok ikke mere. De har været der længe, sidder fast i den by. Og jeg lærer, hvordan det må være. Sådan føles det, mens jeg ser filmen, men jeg lærer det selvfølgelig ikke. Jeg lærer ikke at være rejsende på den måde, de er det. Uden andet håb end 4-5 procent chance for at få asyl i England. En kvinde dukker op i en lille bil. På eget initiativ, ser det ud til. Deler mad ud til de nærmeste. Hun er en engel i alt dette.  Det kunne jeg lære af. Folk omkring dem ignorerer dem i det store hele.

Filmen består af en række afsluttede scener med overskrifter, men ingen kommentarer jo. Heller ikke fra de medvirkende. Scener tavse i deres fotografiske skrift. Snapshots. Det er ligetil at forstå. Og ufatteligt. Som katalogredaktøren, Yann Lardeau skriver, er billederne og lyden af hændelserne alene om at røbe noget virkeligt, som ord undertrykker, nemlig at der er præcis information i materialets formløshed, og at filmen opererer i denne ånd. Jeg må sige, den lykkes med det. Stilfærdigt og indtrængende.

Nathalie Loubeyre har lavet film siden 1992, har især for canadiske produktioner skrevet manuskripter til film. 2003 modtog hun Jean Vigo prisen for sin “La Coupure”.

Frankrig, 2008, 52 min. Froggie Production prod@froggie-production.com      

Festivalen begyndte forrige torsdag, som denne festival bør, i det fremmede. Som jeg troede, jeg kendte. I Sahara. Olivier Durys “Mirages” handler om at rejse i ørkenen, om sandet overalt, om farens konstans. Om at være lille og ubetydelig, her i ørkenen kan man forsvinde uden spor, og mange gør det.

Man kan godt stable mennesker på en pick-up som man stabler fyldte sportstasker. Man kan stable tasker og mennesker sammen og oven på hinanden. Tasker og mennesker. For om muligt ikke at gå tabt får de yderste en solid kæp at stikke ned mod ladets bund. I spænd. Den kæp holder de fast mellem knæene og med begge hænder. Den kæp klamrer de sig til. De yderste. Filmen er én situation, ét stort billede af vor tids ørkenkaravane. Et billede, jeg ikke glemmer igen. Jeg troede, jeg vidste. Jeg vidste ingenting.

Olivier Dury er fra Paris. Uddannet fra Vancouver Film School. Dette er hans første film.

Frankrig 2008, 46 min. Les Productions de l’Oeil Sauvages.

Så er vi i gang med sidste dag af FOF’s og Filmkommentaren.dk’s festival med Tue Steen Müller. Her et sidste citat fra hans katalogtekst til den sidste film, “Black Sun af Gary Tarn: 

… Jo, “Black Sun” er noget ganske særligt, et one-man-work af Gary Tarn, hvis debutfilm det er. Han kommer fra musikken og besluttede sig for at skifte spor efter mange år i reklamefilmbranchen som leverandør af musikbidder til hvadsomhelst. Penge havde han tjent og dem brugte han så på at lave “Black Sun”. Han købte sig et 16mm stumkamera, lærte hurtigt hvordan det skulle betjenes – og fotograferede, klippede og producerede filmen fra ende til anden.

… sammen med Hugues de Montalembert, filmens subjekt, manden der i 1978 blev groft overfaldet i New York med blindhed som resultat. Tarn havde læst den bog som Montalembert havde skrevet om sit nye liv som blind, var fascineret af den og opsøgte ham i Paris, hvor dage blev brugt på at optage det interview, som danner den fortællemæssige bund for filmen.

Tarn tog hjem, redigerede interviewene så de fremstod som én lang monolog og tog derpå fat på at lave billeder, der kunne bruges til teksten. Og til den musik som han derefter komponerede.

For “normale” dokumentarister lyder det her som en måde, hvorpå man ikke laver film! Selv understreger Gary Tarn (der er interviews med ham på YouTube) at alt for få dokumentarfilm er “cinematic”, hvilket (min kommentar) ikke er så underlig en bemærkning fra en mand, som lever i England, hvor BBC og C4 har dikteret den filmiske stil for dokumentaren med kommentar, interviews osv.

Fortællingen, bragt frem af Montalemberts magiske franske accent tilført det engelske sprog. Visualiseringen, Tarns ekstreme fugleperspektiver, slørede billeder, abstrakte former, farvefyldte realoptagelser, vredne perspektiver, fra hele verden, New York først og fremmest, men også Indonesien, Tibet, lufthavne, gader, nærbilleder af mennesker osv. osv. Og den underliggende musik, der får én til at dvæle ved nogle billeder, gå ind i dem, lave egne historier, altså på en måde forlade filmen for en stund for så at komme tilbage til den blinde mand, den tidligere maler og filminstruktør, nu forfatter, tilbage til den intensitet, som hans stemme rummer, når den taler om den verden som han lever i nu, hvor hjernen konstant producerer billeder, nogle gange stærkt erotiske billeder som det kan være svært at have med at gøre når han taler med andre mennesker om hvadsomhelst.

Gary Tarn: “Black Sun”, UK 2008, 75 min. På FOF filmfestival i Randers. Tue Steen Müller: 7BEST – et essay om syv film, FOF-Randers, 2009, 32 sider. Kan erhverves på festivalen eller bestilles på FOF til@fof-randers.dk  

I morgen 15:00 køres Juraj Lehotskys “Blind Loves”. Om den hedder det blandt andet i katalogteksten:

… Hvordan fortæller man fire kærlighedshistorier, som har det til fælles, at de elskende er blinde? Hvordan kommer man tæt på sine karakterer uden al den velmenende gumpetunghed, som normalt klæber til film om blinde, hvor det sociale aspekt – jamen hvordan klarer de sig dog – er i centrum.

Juraj Lehotsky valgte episodefilmen, som vi kender så godt fra Eric Rohmer. Fire episoder, fire hovedkarakterer, fire kærlighedhistorier, fire kærlighedserklæringer fra en ung instruktør, som demonstrerer en helt fantastisk modenhed med sin fortælling.

Det starter med Peter. Han og konen er blinde og instruktøren overstår straks det banale – hvordan bevæger de sig rundt i lejligheden? Informativt. Klip til Peter der i slapstickkomedie-stil nærmest falder ned ad gaden i en herlig billedkomposition. Humoristisk tone. Så Peter ved klaveret, han underviser blinde børn. Informativt igen. Og så en lille fugl på klaveret og over vinduespanelet. Som ikke er der for at være fyld men fordi steminingen i scenen skal anslås, instruktørens holdning til sin hovedkarakter. Tilbage til Peter, der hører fjernsyn og gætter sig til hvor mange meter skihopperne springer. Og senere konen der tager mål til en sweater, som hun skal strikke til sin mand. Peter komponerer musik og instruktøren lader ham være optaget af Jules Vernes Rejse til Jordens Midte – og digter herligt videre ved at lade ham være undervands i en animationssekvens, som henter sin inspiration i tjekkiske Karel Zemans film…

Juraj Lehotsky: Blind Loves, Slovakiet, 2008. På FOF filmfestival i Randers. Tue Steen Müller: 7BEST – et essay om syv film, FOF-Randers, 2009, 32 sider. Kan erhverves på festivalen eller bestilles på FOF til@fof-randers.dk  

Festivalen er i gang. Første film i morgen søndag klokken 11 er Ferenc Moldovananyis “Another Planet”. Citat fra Tue Steen Müllers katalogtekst:

… Uden kommentar og uden at vi bogstaveligt får at vide, hvor i verden vi er. Moldovanyi går fra sekvens til sekvens, fra verdensdel til verdensdel, i ét langt flow, og med en højstemt værdighed, en respekt for sine personer, børnene, som udtrykkes gennem et fuldstændigt formidabelt kameraarbejde (fotograf: Tibor Máthè) i samspil med komponeret musik af Tibor Szemsö.

Det er en film, som benytter sig af en mise-en-scène, af drømmeagtige tableauer, som brydes af tætte atmosfærebilleder fra de steder, hvor instruktøren har fundet sine personer. Med andre ord, hans fotograf har været i stand til både at være til stede i bedste direct cinema stil og lægge sin instruktørs fortolkning ind i billeder fra de smukkeste steder på denne planet. Det bliver aldrig banalt, nærmere subtilt. Og der gøres ingen forsøg på at sentimentalisere, samtidig med at det godt nok er følelsesmæssigt hårdt at leve 90 minutter med disse stakkels børn, der hutler sig igennem en nådesløs hverdag og prøver at få et liv ud af det…

Tue Steen Müller: 7BEST – et essay om syv film, FOF-Randers, 2009, 32 sider. Kan erhverves på festivalen eller bestilles på FOF til@fof-randers.dk 

Så er den lille eksklusive festival i gang. Et publikum er samlet om Tue Steen Müllers farverige viden og hans omhyggelige valg af syv film til denne week-end hos FOF i Randers. Men man kan sagtens nå støde til. For eksempel lørdag aften 19:00 hvor Müller lægger op til hvad han betegner som et i ordets forstand enestående filmværk, Timo Novotnys “Life in Loops”. Han skriver dette om det i sit essay til festivalen:

… Det er interessant at vide lidt om, hvordan filmen blev til: For år tilbage blev Novotny inviteret til en såkaldt live-act i en festival i Bruxelles. Det var det, han gjorde på det tidspunkt sammen med vennerne fra bandet Sofa Surfers. De tog rundt på filmfestivaler, viste levende billeder med musik-ledsagelse, oftest musik, der blev lavet på stedet inspireret af de levende billeder, som var Novotnys egne super 8mm optagelser. Ved festivalen i Bruxelles ønskede Novotny at bruge klip fra andres film og blev kolossalt inspireret af Glawoggers film, fik fat i instruktøren og spurgte om han måtte bruge hans film ved lejligheden i Bruxelles. Han fik lov og viste senere Glawogger resultatet. Han blev begejstret og gav Novotny carte blanche til at gøre, hvad han ville med filmen og udleverede også rushes fra “Megacities”. Så fulgte en lang finansieringsfase og overspilning til digital billede og lyd – og så var det, at han var så heldig at få Glawoggers fotograf med til Tokyo til ekstra optagelser. Optagelser på film i samme fantastiske kvalitet, som samme fotograf havde leveret til Glawogger.

Og resultatet er en totalt ny film, et musikalsk båret filosofisk essay om det at være menneske i en verden af storbyer. (I dette tilfælde New York, Mexico City, Bombay, Moskva og Tokyo). En film som jeg bruger hver eneste gang jeg møder nye filmfolk, for at inspirere dem til at opdage at sådan kan en dokumentarfilm altså også se ud. Det første afsnit fra New York, bygget over sætningen “I’ll survive” er mind blowing, du kan nærmest ikke sidde stille i biografstolen, du bliver ramt lige i hjertekulen af en ekstremt musikalsk og følsom filmklipper, der rummer mange film i sig…

Tue Steen Müller: 7BEST – et essay om syv film, FOF-Randers, 2009, 32 sider. Kan erhverves på festivalen eller bestilles på FOF til@fof-randers.dk 

Lørdag, 14. marts 15:00 vises Peteris Krilovs’ “Klucis – the Deconstruction of an Artist”. Tue Steen Müller fulgte filmens tilblivelse og vil før og efter kørslen fortælle om det. I sin katalogtekst skriver han:

… Det var her, i den såkaldte dekonstruktion, at filmens sprog og rytme blev fundet. Dekonstruktionen af plakater veksler med konstruktioner af fotomontager, så de ser ud som Klucis lavede dem dengang, med henvisninger til hvordan hans dekonstruktive elementer den dag i dag inspirerer grafikere, der har været taget med på råd i skabelsen af filmens design. Jo, lad os bare kalde det design, selvom det kan lyde fælt i mange ører, men ned til de mindste detaljer som font til tekster er der arbejdet på at finde harmoni i disharmonien. Man kan også sige, at mange sekvenser repræsenterer en rekonstruktion af en kunstnerisk produktionsproces. To sekvenser er på den måde veritable små kortfilm – udspringerne i Moskva som bliver til en plakat. Og hænderne der klapper i lang tid, Stalins hænder som fifler ved et stykke papir, formentlig noter til en tale, som hele tiden bliver udskudt på grund af jubeltilråb ned mod nationens fader. Men også andre hænder er der i denne sekvens som bliver til en plakat med hænder. I solidaritetens navn. Og i troen på det socialistiske paradis. På fremskridtet…

Tue Steen Müller: 7BEST – et essay om syv film, FOF-Randers, 2009, 32 sider. Kan erhverves på festivalen eller bestilles på FOF til@fof-randers.dk