Justin Webster: The Madrid Connection

March 11 2004, the bombings in Madrid. 191 people died, more than 2000 were wounded, when trains were exploded in the early morning. Two young males stood behind the crime, Jamal and Sarhane, a criminal and an islamic extremist, both from North Africa.

Why did it come to this, is the question that Justin Webster raises in this fine, yet predictable in storytelling piece of journalistic documentary. Who were they, how did they get into terrorism, and how was the crime organised? What happened?

Interviews, blurred images of reconstructions of actions of the two involved, effectful sound design, anonymous persons witnessing, shots from the trial, where judges go after others, who are involved – the main criminals Jamal and Sarhane committed suicide, when they were about to be caught, but after they had published videos justifying the jihad.

It brings the viewer a well a professionally done character focused narrative that is carried by a wish to understand or at least explain but never justify. A one layered documentary, could it have been more?

Spain, UK, Denmark, 2007, 94 mins.

http://www.jwproductions.tv/

Andrej Tarkovskij: Solaris

“… Wie grossartig dagegen etwa Antonionis Schauspielerarbeit in seinem Film “L’Avventura” oder jene von Orson Welles in “Citizen Kane”. Bei ihnen kommt einfach das Gefühl auf, einmalig überzeugende Figuren vor sich zu haben. Doch das ist einequalitativ ganz andere, filmspezifische Überzeugungskraft, die sich prinzipiell von der Expressivität eines Theaterschauspielers unterscheidet.

So kam es seinerzeit nicht zu einer wirklich kreativen Zusammenarbeit mit Donatas Banionis, der die Hauptrolle (Kris Kelvin) in meinem “Solaris”-Film spielte. Banionis Gehört nämlich zur Kategorie analytischer Schauspieler, die einfach nicht arbeiten können, wenn sie…”

… können, wenn sie noch nicht begriffen haben, “wozu” und “weshalb” sie etwas spielen. Er ist unfähig, spontan, aus sich heraus zu spielen, und muss seine Rolle zunächst erst einmal strukturieren. Das heisst, er braucht genaue Informationen über den Zusammenhang der einzelnen Passagen und über die anderen Schauspieler, die nicht nur in seinen eigenen Szenen, sondern überhaupt im Film mitspielen. Auf diese Weise versucht er, sich selbst an die Stelle des Regisseurs zu setzen, was wahrscheinlich eine Folge langjähriger Theaterarbeit ist. Er kann sich einfach nicht mit dem Gedanken abfinden, dass ein Filmschauspieler ausserstande ist, sich den fertigen Film vorzustellen. Sogar der beste Regisseur, der genau weiss, was er will, kann dies nicht immer. Dennoch gelang Donatas die Rolle Kelvins sehr, und ich bin dem Schicksal dafür dankbar, dass gerade er sie gespielt hat…” (Andrej Tarkovskij, 1984)

Jeg ved godt, at “Solaris” først og fremmest er et visuelt mesterværk. Og i den nye rensede og smukke dvd-udgave bliver jeg overbevist fra første billede. Dette russiske landskab omkring det nye gammeldags landhus brydes kun af en motorvejsbro langt væk – men smerten ved den kommer som et stik i idyllen.

Og smerten sidder i denne spiller Donatas Banionis som en særlig alvor fra dette allerførste billede, hvor skarpheden i smertestikket er lyden fra bilen, som kommer med gæsten, som indfører dialogen i kammerspillet, som herefter i den langsomme, langsomme rytme bliver elementet ved siden af billedfortællingen. “Solaris” er også et kammerspil, i det russiske landhus, i dets smukke rum, og senere jo i rumstationen i kredsløb om planeten Solaris.

Herude forstår vi, at smerten hos Banionis er som kollegerne der (låste i den videnskabelige kontekst, de selv dementerer) bemærker en banal kærlighedssorg. Kvinden, som altså er i mandens tanke, kommer derude genfødt til stede og genkender sig selv på fotografiet, han har taget med. Og han ser hende rygvendt til stede, som fotografisk gengivelse og som spejlbillede.

Kammerspillets litterære lag (jeg stoler faktisk på den danske oversættelse i underteksterne) er helt i balance med Vadim Yusovs billeders tyngde, og det siger jeg så lige til instruktøren. Skuespillernes teatertræning og replikbehandling tror jeg er det, som gør, at jeg efter de to en halv time straks begynder forfra i filmen, atter er ude i engene ved dachaen. Skuespil og fotografi i ustandselig balance med Eduard Artemyevs orgelmotiv som kontrapunkt: alt skal ikke forstås og oversættes. Det skal blot være til stede, for det er virkeligt. Det har Andrej Tarkovskij jo sørget for. Sådan ser et mesterværk ud.

Still: Natalya Bondarchuk som Kris Kelvins hustru Hari genkender sig selv..

Solaris, Rusland 1972. 161 min. Andrej Tarkovskij Collection 1-6. Remasteret, med danske undertekster. Another World Entertainment, 2008. I boghandler og videobutikker, kan også lånes på biblioteket.

Litt.: Peter Schepelern i Ekko #41, maj 2008 (anmeldelse af dvd-udgaven). Andrej Tarkowskij: Die vesiegelte Zeit, 1984, ny udgave 2000.  

Docpoint Celebrates Documentary Legends

The British Dochouse at the Riverside Studios in London does a lot for the creation of a documentary culture in the UK… but is apparently not only promoting films within the UK but also outside. I found this very interesting press release about the Finnish documentary film festival Docpoint (January 20-25 in Helsinki) that clearly wants to celebrate two documentary icons:   
Nick Broomfield and Richard Leacock (photo) Leacock will attend DocPoint 2009. The 2009 programme includes a retrospective of Nick Broomfield’s work. Broomfield’s early work followed in the footsteps of cinéma vérité, influenced by Frederick Wiseman and Richard Leacock. Later Broomfield’s style became more distinctive. The retrospective is a comprehensive review of Broomfield’s work. The British censorship laws led Broomfield to work in the United States for most of his career. Since the 1990’s in his films Broomfield has focused mainly on various celebrities, including serial killer Aileen Wuornos, rap artist Tupac Shakur and a Neo-Nazi Leader Eugène Terre’Blanche.

Richard Leacock attend DocPoint with his wife and co-film maker Valerie Lalonde. DocPoint Festival presents A Tribute to Richard Leacock programme. Ever since his film debut at the age of 13 (Canary Bananas, 1935), Leacock has believed in showing the viewer the truest possible record of events. During his career he has worked with legends such as Robert Flaherty, Robert Drew and D.A. Pennebaker, the co-founders of cinéma vérité. A Tribute to Richard Leacock includes among others A Musical Adventure in Siberia (2001), a film about an opera production in Russia, put together decades after it was banned by the authorities. At present Leacock and Lalonde are making an autobiographical documentary of Leacock’s honourable 74- year-long career.

http://www.dochouse.org/
http://www.docpoint.info/en

and Sara Thelle`s  recommendation: http://www.richardleacock.com/index.html

Warhol in Berlin

It is still fascinating and entertaining to watch Andy Warhol exhibitions: ”If you want to know all about AW, just look at the surface of my paintings and films and me, and there I am. There´s nothing behind it”. Sounds one of the texts written on the wall at the Berlin ”Celebrities and the stars and Andy Warhol”, that is a small exhibition with some interesting drawings and photos and of course the magnificent painting of Mao. One more quote: ”Publicity is like eating peanuts. Once you start you can´t stop”. (Open until January 11).

Hamburger Bahnhof is a great place for exhibitions. We also saw Joseph Beuys, the German phenomenon, the man with the hat, huge exhibition under the title ”Die Revolution sind Wir” – and some contemporary artists with inpiration from Duchamps and Fluxus.

The museum is easy to reach – go to the new Hauptbahnhof, 5 minutes from there.

http://www.hamburgerbahnhof.de/exhibition.php?id=16914⟨=en

EDN new chairman

Many other sites have already informed about this. Now we do so as well, even if personalia is not our stuff. BUT Mikael Opstrup has published his documentary poetics on filmkommentaren.dk, in Danish and English, just search ”Mikael Opstrup…”. Here is the news about his future, taken from EDN press release:

At the newly held EDN General Assembly Danish Producer Mikael Opstrup was elected as the new Chairman of the EDN Executive Committee. On the same occasion a new EDN Executive Committee was elected.

During the yearly EDN General Assembly the members of EDN voted unanimously for electing the Danish documentary producer Mikael Opstrup as the new Chairman of the EDN Executive Committee. Mikael Opstrup has been a member of the committee for three years, where he among other things has contributed to outlining a survey on the status of the European documentary industry.

Nye billeder på Filmkommentaren.dk

De tre billeder i toppen af vores forside er jo fra film, som er vigtige for os. De er fra film, som Tue Steen Müller har valgt ud til 7BEST i Randers i marts: “Deconstruction of an Artist” af Peteris Krilovs, “Life in Loops” af Timo Novotny og “Black Sun” af Gary Tarn.

Deconstruction of an Artist. Af Peteris Krilovs. Gustavs Klucis var en fremtrædende visionær russisk avantgarde kunstner, hvis værker (malerier, fotomontager) er en inspirationskilde for mange den dag i dag. I dette imponerende værk om kunstneren fortolkes hans kunst sideløbende med fortællingen om Stalins propagandist som blev skudt uvist af hvilken grund…

Life in Loops. Af Timo Novotny. En åndeløs, usentimental storbyfilm. En larmende flot musikfilm (Sofa Surfers er bandet) med mennesker i Mexico City, New York, Mumbai, Tokyo mm.

Black Sun. Af Gary Tarn. Maleren Hugues de Montalembert mistede synet i NY ved et grusomt overfald. Komponisten, radiomanden og kameramanden Gary Tarn satte sig for at fortælle og fortolke, hvad den blinde mand ser. En lang fascinerende rejse verden over i selskab med en blændende fortæller med herlig fransk accent.

7BEST FESTIVAL

Tue Steen Müller har her på siden gennem snart halvandet år skrevet om alle de film, han har set – mest på sine mange rejser til seminarer, pitchings, undervisningen på sin italienske filmskole, festivals og en del mere. Og det er blevet til mange omtaler og anmeldelser, de fleste skrevet i tog, fly, cafeer og på hotelværelser. I øjeblikkets begejstrede eller kritiske fart. Og han har kastet de spidse penne efter dem. Nu har han valgt de syv bedste blandt de mange han har set i 2008 og for FOF i Randers tilrettelagt denne lille kræsne festival over en weekend i det tidlige forår. Han vil kort introducere filmene og efter visningen holder han en masterclass for biografpublikum og især for venner af dokumentarfilm, den store, kreative slags.

FILMENE

Citizen Havel. Af Pavel Koutecky og Mira Janek

I 12 år fulgte Koutecky bag kulisserne dissidenten og præsidenten, den karismatisk beskedne og folkekære forfatter, som aldrig blev en almindelig politiker. Det er både gribende og morsomt at være i selskab med dette fine menneske.

http://www.radio.cz/en/article/95815

The Bell. Af Audrius Stonys

En lovprisning af legenderne og den irrationelle fornuft – for eksisterer den, klokken, på bunden af havet, kan den findes, hvem har set den eller hørt om dens forsvinden, spørges der om i denne veloplagte poetiske research-film.

http://arsenals.lv/en/a/2295

Deconstruction of an Artist. Af Peteris Krilovs

Gustavs Klucis var en fremtrædende visionær russisk avantgarde kunstner, hvis værker (malerier, fotomontager) er en inspirationskilde for mange den dag i dag. I dette imponerende værk om kunstneren fortolkes hans kunst sideløbende med fortællingen om Stalins propagandist som blev skudt uvist af hvilken grund…

http://www.latfilma.lv/dd/523/index.html

Life in Loops. Af Timo Novotny

En åndeløs, usentimental storbyfilm. En larmende flot musikfilm (Sofa Surfers er bandet) med mennesker i Mexico City, New York, Mumbai, Tokyo mm.

http://www.lifeinloops.com/

Another Planet. Af Ferenc Moldovanyi

En hjerteskærende historie om fattige og udsatte børn fra fire kontinenter fortalt i et frapperende flot direkte og intimt filmsprog. Instruktøren arbejdede fem år på at lave denne usentimentale appel om at ændre dette helvede på jord.

http://www.another-planet.eu/moldovanyi-uk.html

Blind Loves. Af Juraj Lehotsky

I fire kapitler kærtegner kameraet blinde mennesker i en smuk samling kærlighedshistorier, der er sat i scene med stor respekt og præcis humor, og i samarbejde med de blinde medvirkende.

http://www.blindloves.com/

Black Sun. Af Gary Tarn

Maleren Hugues de Montalembert mistede synet i NY ved et grusomt overfald. Komponisten, radiomanden og kameramanden Gary Tarn satte sig for at fortælle og fortolke, hvad den blinde mand ser. En lang fascinerende rejse verden over i selskab med en blændende fortæller med herlig fransk accent.

http://www.britfilms.com/britishfilms/catalogue/browse/?id=D9CF998213ec523062tKp20CCAD5

Alle filmene har været omtalt på filmkommentaren.dk (search fra forsiden på titlerne)

Alle filmene er med engelske undertekster eller på engelsk

Alle filmene er spillefilm-lange

TID OG STED

Festivalen foregår i Randers på FOF, J.V. Martins Plads 1, 8900 Randers C

Fredag, 13. marts – søndag, 15. marts

OPLYSNINGER OG FORKØB

FOF-Randers: +45 87124040  til@fof-randers.dk  http://www.fof-randers.dk/  

Her besvares alle spørgsmål om rejsemuligheder, beliggenhed I byen, overnatning mv. og der kan købes kort til hele festivalen eller billetter til de enkelte forestillinger med introduktion og masterclass, i alt ca. 2 ½ time.

Pris: Kort til alle film mv. 350 kr., billet til enkeltforestilling 65 kr.

PROGRAM

Fredag,  13. marts 19:00: Citizen Havel. Af Pavel Koutecky og Mira Janek

Lørdag,  14. marts 11:00: The Bell. Af Audrius Stonys

Lørdag,  14. marts 15:00: Deconstruction of an Artist. Af Peteris Krilovs

Lørdag,  14. marts 19:00: Life in Loops. Af Timo Novotny

Søndag, 15. marts 11:00: Another Planet. Af Ferenc Moldovanyi

Søndag, 15. marts 15:00: Blind Loves. Af Juraj Lehotsky

Søndag, 15. marts 19:00: Black Sun. Af Gary Tarn

Thomas Danielsson: Troell’s magic mirror

Igen en vigtig nyhed fra Filmstriben.dk: “Troells troldspejl”. Så opmærksomt koordineret med Troells “Eva Larssons evige øjeblik” har Danielsson fået sin film om og med Jan Troell færdig og ud, så den kan bruges på visse skoler og ses på enkelte biblioteker, som abbonnerer på denne netadgang. Tue Steen Müller så den under CPH:DOX ved et arrangement med Jan Troell. Han skrev 11. november her på siden blandt andet:

“…This first part opened with the film about Troell, “Troell’s magic mirror” by Swedish Thomas Danielsson. Sympathetic it is – even if it sometimes feels a bit messy as it wants to have too much information conveyed within the hour it lasts. But you love every little word Troell says, this modest lyrical observer of the world we live in.”

Jeg har det som Tue. Timen forekommer at være alt for kort til dette store og mærkeligt nærværende og gribende materiale, som truer med at sprænge rammen…

Jeg har det som Tue. Timen forekommer at være alt for kort til dette store og mærkeligt nærværende og gribende materiale, som truer med at sprænge rammen…som klipperen Ghita Beckendorff sammen med Danielsson netop så kompetent og resolut administrerer lyrisk i Troells ånd (og lyrik kan jo virke rodet for os, vænnede som vi er til historierne, de episke herfra og dertil). Som den på mange måder tilsvarende, med digteren kongeniale, klipning, som Beckendorff lavede af Lars Johanssons: “Højholt”. Gang på gang griber jeg mig undervejs igennem filmen i at ønske inderligt, at Instruktør og klipper holder lige dén scene lidt længere. Men naturligvis nej, det tillader skanderingen ikke. Til gengæld får jeg, da jeg igen kan trække vejret, denne helstøbte fornemmelse af rigt værk, får den foræret. Og jeg får staks lyst til at se den igen. Det er en smuk film.

Og den handler om det smukke, som jo er det sande, som fotografen lærer Maria -Larsson, og som Jan Troell undersøgte hos Georg Oddner i sin film fra 2002 “Nærvær”. Tue og jeg havde en samtale vi ikke glemmer, og som vi skrev om, så godt vi kunne: “… det er jo den måde jeg gerne vil lave film på, også spillefilm. Jeg håber på, at der sker noget.” Som Hitchcocks fortograf med benet i gips, som Dvortsevoy, der venter og venter, mens barnet på gulvet spiser. Og hver gang sker der noget, noget sandt.   

Denmark, 2008. 59 min. Production and distribution Final Cut Productions, Copenhagen finalcut@final-cut.dk  http://www.filmstriben.dk/ 

Jan Troell: Nærvær (Presence), 2002. Produktion og distribution: Athena Film, Stockholm http://www.athenafilm.se/english.asp   info@athenafilm.se  

Litt.: Tue Steen Müller og Allan Berg Nielsen: Nu æder lyset sig ind i sølvet, samtale med Jan Troell, FILM #30, 2003 http://www.dfi.dk/tidsskriftetfilm/30/nuaederlysetsig.htm

Dainis Klava: Aigi (Time)

Trying to understand what is going on in the world takes a lot of time. These banal but wise words come from the old reindeer herder, who is the character of this visually strong reflection on time in an isolated area in the North where the Samis live. You never see him talk to the camera, the narrative construction is built like one long monologue of the reindeer herder accompanied by stunning scenes of the landscapes and from the life of the reindeers. Winter, spring, summer, autumn. Snow melting for the spring when the calves are born. Snowmobiles. Reparing the houses in summer time. Fishing. Training with the family in lasso’ing. Visit from researchers in culture and climate. And the continous return of the missile question, those being fired from the land areas of the reindeer and their herders. If they are dangerous or not, the Sami protagonist does not conclude, it seems like he has decided that this is how it is, we can live with that, and we may even re-use some of the remaining rests from the missiles when they land on our fields. There will always be reinder raising.

Good for your soul to watch a film like this. Reflective, beautiful to build a story like this far away from urban structures. Refraining from any romanticising of Sami life or making it an exotic tourist tour.

Latvia/Estonia, 2008, 52/26 mins. (I saw the 52 mins. Version)

www.vfs.lv

Werner Herzog Retro in Paris

Le Monde (11.12.08) includes an interview with Werner Herzog to announce the big retrospective of the German master and his around 50 films. The series run from December 10 to March 2 2009.

He says nothing specific new in this interview but can not refrain from a new provocative remark. Last time it was the documentary cinema vérité people who was hit by the Herzogían anger, this time it is his generation peers Rainer Werner Fassbinder and Werner Schroeter, who are characterised as ”petits bourgeois” with no connection to Herzog himself.

Photo: From the documentary masterpiece ”Little Dieter Needs to Fly”.

… I am sorry but in the complicated (= bureaucratic) website of Centre Pompidou I cant find the day-by-day mention of the retrospective. Try other sources, please.

Katrine Østlund Jacobsen: Aftaler med Gud

Filmen er en af nyhederne på Filmstriben.dk og den blev vist i MandagsDokumentaren for nogen tid siden. Ebbe Preisler noterede efter visningen i sine meddelelser, at publikum stillede instruktøren en lang række spørgsmål om hendes “meget rene og ukunstlede film”, som netop er “langt fra at være et nyfigent portræt af en eksotisk person…”  Preisler havde forinden skrevet om den i MandagsDokumentarens katalog: 

“Hovedpersonen er en dansk komtesse, Antonia Holstein-Ledreborg, der blev religiøst vakt under en pilgrimsrejse i Jugoslavien og dernæst valgte en tilværelse som katolsk nonne i Paris. Filmen skildrer blandt andet bønnens betydning og afkaldets dilemma. Der er en stor ro og ulmende skønhed i filmen, men også en nærhed og intimitet, der det svært tilgængelige tilgængeligt. Man forstår den dragning mod det katolske univers, som næres af det materielle og det sanselige og ikke kun af akademiske sysler.”

Agreements with God: Synopsis in English: “The film is an essay about faith and prayer as told by the Danish novice Antonia Holstein-Ledreborg on her continuous path to her appointment with God…

… “The film is an essay about faith and prayer as told by the Danish novice Antonia Holstein-Ledreborg on her continuous path to her appointment with God. Brought up on a Danish manor as a Roman Catholic and later religiously roused during a pilgrimage in Yugoslavia, she applies for reception in a religious order which has its principal convent on a river boat in Paris.

It is in this city of temptation and vanity that she, surrounded by the urban bustle and in great inner calm, in a continuous prayer’s conversation with God right now is preparing herself to take the final vow, the vow of renunciation, and to come to terms with, also with the consequences, of her consumated entry into the life of a nun.

In flashbacks, the film offers us glimpses of her childhood paradise and lets us follow her preparations to the day when she dedicates her life to Jesus and walks into the future with the ring on her finger.” (Wake Film site)

Denmark, 2007. 28 min. Production and distribution: Wake Film. http://www.wake.dk/wf.lasso?n=746 Tilgængelig i Danmark på www.filmstriben.dk